LBK nr 650 af 09/06/2025
Erhvervsministeriet
Investeringsforvaltningsselskaber kan placere selskabets kapitalgrundlag i aktier og obligationer, som er optaget til handel på et reguleret marked, samt i andele i UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinstitutter, der svarer til kapitalforeninger, hvis kapitalforeningens eller det udenlandske investeringsinstituts vedtægter indeholder de i §§ 157 a og 157 b anførte begrænsninger.
Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.
Bestemmelsen fastslår, at der skal være et grundlæggende sikkerhedshensyn ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
Ved fastlæggelsen af sikkerhedshensynet er det forsikringstagerne, der er i centrum. Bestemmelsen indebærer således, at der kan slækkes på sikkerhedshensynet, i det omfang det ikke truer forsikringstagerne. Et selskab med en stor egenkapital kan således investere mere risikofyldt end et selskab med en lille egenkapital.
Bestemmelsen indebærer, at det er ledelsens ansvar at anbringe selskabets midler med betryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine forpligtelser især over for de forsikrede. Bestemmelsen indebærer samtidig, at ledelsen skal fokusere både på passivsiden (forpligtigelserne og basiskapitalen) og på aktivsiden (investeringerne) i fastlæggelsen af den risikoprofil, selskabet påtager sig. Bestemmelsen fastlægger, at investeringerne skal foretages ud fra en række kvalitative begrænsninger. Finanstilsynet kan fastlægge forskellige stress tests af kapitalstyrken (f.eks. røde og gule risikoscenarier) i kvantificeringen af sådanne kvalitative begrænsninger.
Kravet gælder for samtlige investeringer i et forsikringsselskab og en tværgående pensionskasse, mens de kvantitative begrænsninger i forslagets §§ 158-165 kun gælder den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser. En årsag til at de kvantitative begrænsninger alene dækker en del af aktiverne har baggrund i livsforsikringsdirektivet og 3. skadesforsikringsdirektiv. Det betyder, at det i høj grad er op til ledelsen i de enkelte selskaber og pensionskasser at begrænse de samlede risici.
