LBK nr 650 af 09/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 128b
Et pengeinstituts kapitalandele erhvervet for puljemidler, hvor kunderne bærer risikoen, indgår ikke i opgørelsen af fradrag i kapitalgrundlaget. Et pengeinstituts kapitalandele erhvervet for puljemidler, hvor kunderne ikke bærer risikoen, skal fradrages i opgørelsen af kapitalgrundlaget efter regler om fradrag for kapitalandele i 2. del i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 128b
RetsinformationBestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Bestemmelsen er ny i forhold til investeringsforvaltningsselskaber.
Bestemmelsen definerer kernekapitalen for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.
Efter bestemmelsen kan pengeinstitutter medregne indbetalt aktie-, garanti- eller andelskapital, overkurs ved emission, andre reserver samt overført overskud eller underskud. Fondsmæglerselskaber, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber kan efter bestemmelsen medregne indbetalt aktiekapital, overkurs ved emission, andre reserver samt overført overskud eller underskud.
Reserver efter nr. 3 skal forstås i overensstemmelse med passivposterne »Reserver for egne aktier« og »Andre reserver« i regnskabsbekendtgørelsen for pengeinstitutter, passivposten »Reserver« i regnskabsbekendtgørelsen for realkreditinstitutter og passivposterne »Reserver for egne aktier« og »Reserver« i regnskabsbekendtgørelsen for fondsmæglerselskaber.
Overført overskud eller underskud efter nr. 4 skal forstås i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsen, og kan indgå i kernekapitalen fra det tidspunkt, hvor der foreligger en revideret årsrapport.
Bunden sparekassereserve medregnes efter nr. 5 til kernekapitalen. Ved fusionen mellem en sparekasse og et af sparekassen ejet eller oprettet aktieselskab indskydes sparekassens reserver som en bunden sparekassereserve i sparekasseaktieselskabet. Den bundne sparekassereserve indgår som en del af sparekasseaktieselskabets kernekapital.
Efter nr. 6 kan pengeinstitutter medregne indbetalt garantikapital, jf. § 208, til kernekapitalen.
I henhold til § 208 kan garantikapitalen blive stående i selskabet i en overgangsperiode på indtil 5 år efter omdannelsen af en sparekasse til et sparekasseaktieselskab. Garanterne kan i denne periode ikke kræve deres garantbeviser indløst, og garantindskuddet kan derfor medregnes ved opgørelsen af selskabets kernekapital. Efter denne periode kan indbetalt garantikapital efter § 208 ikke længere medregnes til kernekapitalen.
Nr. 7 giver pengeinstitutterne, realkreditinstitutterne, fondsmæglerselskaberne og investeringsforvaltningsselskaberne mulighed for at medregne hybrid kernekapital til kernekapitalen i overensstemmelse med de retningslinier, som Basel Komitéen har fastsat. Basel Komitéen består af repræsentanter fra G10-landene samt Luxembourg og Schweiz. Hybrid kernekapital er egenkapital efter bilag A (Europaparlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF,) art. 34, stk. 2.
Forslaget fastsætter tre krav, der alle skal være opfyldt til enhver tid, for at hybrid kernekapital kan medregnes til kernekapitalen:
-
visse formkrav, jf. bestemmelserne i § 131,
-
hybrid kernekapital må højst udgøre 15 pct. af kernekapitalen efter de i § 130, nr. 1-4, nævnte fradrag, og
-
kernekapitalen skal efter de i § 130, nr. 1-4, nævnte fradrag mindst udgøre 5 pct. af pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets vægtede poster m.v.
Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for, at danske pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber kan udstede kernekapital i fremmed valuta. Det er kun tilladt at udstede aktiekapital i danske kroner og euro. Pengeinstitutterne, realkreditinstitutterne, fondsmæglerselskaberne og investeringsforvaltningsselskaberne har således bedre mulighed for at skaffe sig kapital på de internationale kapitalmarkeder, hvilket alt andet lige vil medføre lavere kapitalomkostninger.
Derudover kan pengeinstitutterne, realkreditinstitutterne, fondsmæglerselskaberne og investeringsforvaltningsselskaberne i videre omfang sikre sig mod store udsving i solvensprocenten, da der kan etableres en mere ensartet valutakursfølsomhed mellem basiskapitalen og de vægtede poster m.v.
Nr. 8 og 9 gælder alene for realkreditinstitutter. Efter nr. 8 kan seriereservefonde i realkreditinstitutter i serier, hvor der ikke er tilbagebetalingspligt for låntagerne, samt den del af seriereservefondene i serier med tilbagebetalingspligt, som ikke kan komme til udbetaling medregnes i kernekapitalen. Ved seriereservefonde forstås serier, hvor låntagerne hæfter solidarisk, eller det i vilkårene for en serie er bestemt, at indehaverne af realkreditobligationer eller andre værdipapirer alene kan rette deres krav mod den pågældende serie eller serier, som hæfter solidarisk hermed.
Bunden fondsreserve i realkreditinstitutter kan efter nr. 9 medregnes i kernekapitalen. Bunden fondsreserve i realkreditinstitutter opstår, når en fond omdannes til et realkreditinstitut via indkapslingsmodellen. Se i øvrigt bemærkningerne til nr. 6, vedrørende bunden sparekassereserve.
I stk. 2 er der en begrænsning af hybrid kernekapital, som er sat til 15 pct. af kernekapitalen, efter fradrag, jf. forslagets § 130. Dette svarer til retningslinierne fra Basel Komitéen, og hvad flere europæiske lande har gennemført. Det supplerende krav i stk. 1, nr. 7, om, at kernekapitalen, efter fradrag, jf. § 130, minimum skal udgøre 5 pct. af de vægtede aktiver m.v., er ikke indeholdt i Basel Komitéens retningslinier, men lignende krav er fastsat i Storbritannien og Norge.
Begrænsningerne i stk. 1, nr. 7, og stk. 2, er indført, fordi den hybride kernekapital ikke har fuldt samme kvalitet som kernekapital efter forslagets § 128, stk. 1, nr. 1-6, 8 og 9. Således er hybrid kernekapital efterstillet al anden efterstillet kapital, men bl.a. foranstillet aktie-, garanti- og andelskapital. Hybrid kernekapital betragtes ligesom ansvarlig lånekapital omfattet af forslagets § 135, stk. 1, som fremmed lånekapital. Begrænsningerne i anvendelse af hybrid kernekapital sikrer, at kernekapitalen ikke alene består af lånt kapital.