LBK nr 650 af 09/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 123
(Ophævet)
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 123
RetsinformationBestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, og med forslaget gennemføres yderligere EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.
Bestemmelsen fastsætter solvenskravet til pengeinstitutter og realkreditinstitutter
Bestemmelsen gennemfører direktivet for så vidt angår opgørelsesmetoden og solvenskravets størrelse.
Efter direktivet skal et kreditinstituts basiskapital udgøre mindst 8 pct. af de samlede vægtede aktiver og ikke balanceførte poster, men kan også fastsættes højere af de enkelte lande. Solvenskravet skal til enhver tid være opfyldt.
Det foreslås at ændre betegnelsen ansvarlig kapital til basiskapital. Betegnelsen bliver således den samme som i dag anvendes for forsikringsselskaber, og basiskapital vil være fællesbetegnelsen for alle finansielle virksomheder. Basiskapital er foreslået, da der er tale om den kapital, der er grundlaget for, at en finansiel virksomhed kan drive virksomhed i henhold til lov om finansiel virksomhed.
Solvenskravet (solvensprocenten) beregnes som forholdet mellem basiskapitalen (tælleren) og summen af risikovægtede poster (nævneren).
Solvenskravet angiver en sikkerhedsmargin for risikoen på de aktiver m.v., som et pengeinstitut og et realkreditinstitut har for ikke at blive insolvent. Endvidere sætter bestemmelsen en grænse for, hvor mange risikovægtede aktiver m.v., et pengeinstitut og et realkreditinstitut kan have i forhold til basiskapitalen.
Finanstilsynet har udstedt bekendtgørelser om kapitaldækning for henholdsvis pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der indeholder detaljerede regler om vægtning af forskellige typer aktiver og ikke balanceførte poster.
Forslaget forventes at medføre, at disse bekendtgørelser kan sammenskrives til en fælles bekendtgørelse.
I stk. 1, nr. 2 , er minimumskapitalkravet for realkreditinstitutter ændret fra 150 millioner kr. til 5 millioner euro, hvilket er i overensstemmelse med kravene til minimumskapital fastsat i EF-direktiver. Der er således ikke fundet begrundelser for at have en større minimumskapital for realkreditinstitutter i forhold til for pengeinstitutter.
Minimumskapitalen skal udgøre et beløb svarende til modværdien i danske kroner af 5 millioner euro, svarende til ca. 37 millioner kr.
I stk. 2, 1. pkt., er fastsat, at for pengeinstitutter med tilladelse til at drive virksomhed, hvis basiskapital ved meddelelsen af 2. samordningsdirektiv (89/646/EØF) den 18. december 1989, var under 5 millioner euro, kræves der ikke en forøgelse af basiskapitalen. Der stilles alene krav om, at basiskapitalen ikke må falde under det beløb, som basiskapitalen faktisk udgjorde på det tidspunkt, hvor 2. samordningsdirektiv blev meddelt medlemslandene.
I stk. 2, 2. pkt. , er betegnelsen fusion ændret til sammenlægning for at bruge ordlyden i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser vedrørende sammenlægning, fusion og omdannelse og indholdet i direktivet. Ved ændringen tydeliggøres det, at bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor et pengeinstitut ophører i forbindelse med en sammenlægning med et andet institut. Bestemmelsen gælder således ikke kun, når der er tale om en fusion i selskabsretlig forstand.
Bestemmelsen er en konsekvens af den lempelige overgangsregel, der efter 1. pkt. er indrømmet visse mindre pengeinstitutter. Den vedrører sammenlægning af pengeinstitutter, som ikke har en basiskapital, der overstiger kravet til startkapital på 5 millioner euro, og hvor det sammenlagte pengeinstitut heller ikke får en basiskapital på mindst 5 millioner euro. Basiskapital i pengeinstituttet må ikke være mindre end de sammenlagte pengeinstitutters basiskapital på sammenlægningstidspunktet. Kravet gælder i alle tilfælde, hvor pengeinstitutter sammenlægges.
Hvis kontrollen med et bestående pengeinstitut med en basiskapital på under 5 millioner euro overtages af en anden fysisk eller juridisk person, skal der i henhold til stk. 3 inden 3 måneder fra overtagelsestidspunktet foretages en forøgelse af basiskapitalen til et niveau svarende til minimumskapitalkravet i bestemmelsens stk. 1, nr. 2. Dette gælder dog ikke såfremt der er tale om sammenlægning af to pengeinstitutter, der begge er omfattet af bestemmelsens 1. pkt.
Stk. 4 tilsigter, at det ikke kun er realkreditinstituttet som helhed, men også de enkelte serier med seriereservefonde og realkreditinstituttet i øvrigt, der hver for sig skal opfylde solvenskravet.
Baggrunden for forslaget er de særlige hæftelsesforhold, der af historiske årsager kan være i det enkelte realkreditinstitut.