Bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme § 4

Bestemmelsen i § 4, er en direkte videreførelse af den gældende § 3 a, i lov om erhvervsfremme og regional udvikling, der med lov nr. 1231 af 18. december 2012 om obligatorisk digital kommunikation blev indført som led i målsætningen om, at al relevant skriftlig kommunikation mellem virksomheder m.v. og det offentlige fra 2012 skal foregå digitalt. Bestemmelserne viderefører kommunikationsmåden i forbindelse med skriftlig kommunikation til og fra de myndigheder m.v., som varetager opgaver efter lovforslaget og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Baggrunden for, at det ikke skal være frivilligt, men obligatorisk at kommunikere digitalt, er blandt andet et ønske om at sikre hurtigere kommunikation mellem virksomhederne og det offentlige, hurtig og effektiv service fra myndighederne, samt en optimering af arbejdsgangene hos både virksomhederne og myndighederne.

Med bestemmelsens stk. 1, kan erhvervsministeren fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Erhvervsministeriet, underliggende myndighed, regioner og kommuner om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt. Dermed gives der hjemmel til, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra myndigheder om alle forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, skal foregå digitalt. Med myndigheder menes Erhvervsministeriet, Erhvervsstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, regionerne og kommunerne.

Myndighederne kommunikerer i henhold til lov om erhvervsfremme først og fremmest med andre myndigheder, organisationer, virksomheder og deres rådgivere om konkrete sager samt vejledning. Kommunikation i forhold til lovens bestemmelser sker således på et bredt emneområde og mellem både forskellige myndigheder og private enheder. Der kan være tale om tilskudsordninger, kommunikation om udarbejdelse af regionale udviklingsstrategier og udarbejdelse af akkrediteringscertifikater.

Kommunikation mellem de af loven berørte parter foregår via traditionelle kommunikationsmidler som f.eks. telefon, breve og mails. Der kan f.eks. være tale om ansøgninger om støtte, vejledende udtalelser om forståelse af loven, sekretariatsbetjening af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og ansøgninger om certifikater.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at skriftlige henvendelser m.v. om forhold, som er omfattet af loven eller af regler, som er udstedt i medfør af loven, ikke anses for behørigt modtaget, hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde.

Hvis oplysninger m.v. sendes på anden måde end den foreskrevne digitale måde, eksempelvis pr. brev, følger det af den almindelige vejledningspligt i forvaltningsloven, at den offentlige myndighed må vejlede om reglerne på området, herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.

Samtidig indebærer forslaget, at meddelelser m.v. til eller fra myndigheder, der sendes på den foreskrevne digitale måde, anses for at være kommet frem til modtageren på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig digitalt for modtageren, jf. det foreslåede stk. 3. Det vil sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i modtagerens fysiske postkasse.

Af bekendtgørelsen, der udmønter bemyndigelsen, vil det komme til at fremgå, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt med myndighederne, om hvilke forhold, og på hvilken måde.

Ved henvendelser til myndigheder kan myndighederne stille krav om, at den pågældende oplyser en mailadresse, som den pågældende kan kontaktes på i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse til myndigheden. I den forbindelse kan der også pålægges den pågældende en pligt til at underrette om en eventuel ændring i e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den nye e-mailadresse.

På sigt kan det komme på tale at udvikle andre digitale løsninger, herunder nye selvbetjeningsløsninger, til brug for kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller regler udstedt i medfør af loven.

I bekendtgørelsen, som udmønter den foreslåede bemyndigelse i stk. 1, kan der bl.a. fastsættes regler om, at myndighederne kan sende visse meddelelser, herunder afgørelser m.v., til virksomhedens henholdsvis et ledelsesmedlems digitale postkasse med de retsvirkninger, der følger af lov om Digital Post. Juridiske enheder med CVR-nummer har som hovedregel pligt til at tilslutte sig Digital Post.

Det bemærkes, at når en myndighed som led i en sag kommunikerer med en borger, skal borgeren have mulighed for at lade sig repræsentere af andre, jf. forvaltningsloven, også selvom kommunikationen foregår elektronisk. Dette skal der tages højde for ved regelfastsættelsen, herunder ved delvis partsrepræsentation.

I bekendtgørelsen kan der desuden fastsættes regler om fritagelse for pligten til digital kommunikation. Fritagelsesmuligheden tænkes bl.a. anvendt, hvor det er påkrævet at anvende en dansk digital signatur, og der er tale om en person uden dansk CPR-nummer eller et selskab med hjemsted i udlandet, som ikke kan få en dansk digital signatur.

Det forhold, at en virksomhed eller en person oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, kan ikke føre til fritagelse for pligten til digital kommunikation. I så fald må den pågældende eksempelvis anvende en computer på et folkebibliotek eller anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på den pågældendes vegne.

Loven indeholder i kapitel 8 bestemmelser om måleteknisk kontrol. Det er Sikkerhedsstyrelsen og andre, der har fået henlagt kontrolopgaver, f.eks. vejere og målere, der foretager kontrolbesøg hos virksomheder. Kontrollen kan udføres med eller uden retskendelse, ligesom den kan udføres efter forudgående anmeldelse eller uanmeldt.

Sikkerhedsstyrelsen og de, der har fået henlagt kontrolopgaver, kan medbringe dokumenter, som de foreviser og udleverer ved kontrollen hos virksomhederne. Efter omstændighederne kan det være aktuelt at give påbud eller forbud på papir på stedet, ligesom det kan være aktuelt at få udleveret dokumenterne eller produkterne fra virksomhederne under kontrolbesøg.

Et kontrolbesøg erstatter ikke kommunikation, der ellers ville være indsendt på papir og Sikkerhedsstyrelsens forevisning og udlevering af dokumentation på stedet. Det samme gør sig gældende ved virksomhedernes udlevering af dokumenter eller produkter under besøget eller ved virksomhedernes fremsendelse af produkter og eventuelt følgebrev til brug for kontrol, og kontrollen vil derfor skulle foregå som vanligt.

Tilsvarende vil der i forbindelse med visse tilskudsordninger, der administreres i henhold til loven, være tale om, at kontrollanten kan medbringe eller udbede sig dokumentation, som ikke kan ske digitalt.

I forbindelse med administration af de metrologiske regler og reglerne om akkreditering er det nødvendigt, at der laves fritagelser for en række dokumenter m.v., som fortsat skal kunne sendes med almindelig post. Det danske akkrediteringsorgan skal således fortsat kunne udstede akkrediteringscertifikater på papir, idet virksomhederne blandt andet har disse hængt op med henblik på at synliggøre, at de er akkrediteret, hvilket kan dokumentere virksomhedens kompetencer. De offentlige myndigheder eller private institutioner, der får eller har fået henlagt beføjelser i medfør af lovens § 7, stk. 3, har også behov for at udstede originale certifikater på papir, f.eks. kalibreringscertifikater. En stor del af disse certifikater udleveres ved udførelse af f.eks. kalibreringen. I nogle tilfælde er det imidlertid ikke muligt at udlevere certifikatet ved udførelsen f.eks. ved en ubemandet tankstation, hvorfor der er behov for at kunne udlevere eller fremsende certifikater med almindelig post.

På nogle områder findes der også mærkater til påsætning på måleinstrumenter f.eks. reverifikationsmærkater. Disse påsættes i forbindelse med et besøg, men i enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at fremsende erstatningsmærkater til en virksomhed. Da der er tale om originale mærkater, skal disse fremsendes med almindelig post, hvorfor det også her er nødvendigt at fritage disse fra kravet om digital kommunikation.

Endelig modtager det danske akkrediteringsorgan i nogle tilfælde meget store mængder af materiale, som det ikke er muligt at modtage pr. e-mail. Sikkerhedsstyrelsen kan også have brug for at modtage tegningsmateriale f.eks. af typegodkendte måleinstrumenter, som det ikke er muligt at scanne eller printe. Det kan således være nødvendigt at modtage dette pr. almindelig post, hvilket også vil kræve en fritagelse for reglerne om digital kommunikation.

Der kan i forbindelse med visse tilskudsordninger, der administreres i henhold til loven, ligeledes forekomme tilfælde, hvor der foreligger dokumenter, som ikke kan scannes eller printes. Det kan således også i disse tilfælde være nødvendigt at modtage sådanne dokumenter med almindelig post, hvilket også vil kræve en fritagelse fra reglen om digital kommunikation.

Efter bestemmelsens stk. 2, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur m.v.

Ved regelfastsættelsen fra erhvervsministerens side lægges der vægt på, at borgere og virksomheder som udgangspunkt skal anvende digital kommunikation med den relevante myndighed, herunder anvendelse af NemID, Digital Post, e-Boks m.v. Dette bør således gælde ved al kommunikation med myndigheder, der efter denne lov har ansvaret for gennemførelse af de respektive opgaver. Det er i den henseende afgørende, at der er god hjælp at hente for de borgere, der ikke kan bruge de digitale løsninger, eller på anden vis har brug for støtte.

Det skal være muligt i særlige tilfælde at tage højde for visse personer eller situationer og sikre, at disse betjenes på anden vis end digitalt, f.eks. ved personligt fremmøde ved partshøring. Herved sikres det, at alle borgere, også de der ikke må forventes at kunne benytte digital kommunikation, fortsat kan komme i kontakt med de offentlige myndigheder. Det er den myndighed, der, under hensyntagen til den enkelte borgers behov, anviser, hvilken kommunikationskanal borgere, der ikke ansøger digitalt, vil skulle anvende. Disse borgere får dermed samme muligheder for at blive betjent som de borgere, der selv eller med hjælp er i stand til at anvende de digitale løsninger.

Dette omfatter ikke virksomheder, der må forventes at have den fornødne tekniske formåen til at kunne kommunikere digitalt med det offentlige.

Bestemmelsens stk. 3, fastsætter, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 3 a, stk. 3.

For meddelelser, der sendes til en offentlig myndighed, er myndigheden adressat for meddelelsen. For meddelelser, som den offentlige myndighed sender, er den pågældende virksomhed eller den fysiske person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en myndighed på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for myndigheden, dvs. når myndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed eller en person på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

De gældende regler i lov om erhvervsfremme vedrørende klageadgang finder ligeledes anvendelse i forhold til klager over afslag på fritagelse fra obligatorisk digital kommunikation. Ministeren kan i henhold til lovens § 7, stk. 4, fastsætte regler om klageadgang, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Med indførelsen af obligatorisk tilslutning til Digital Post fra offentlige afsendere ved lov om Digital Post fra offentlige afsendere, samt en øget brug af obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger og mails, foretages kommunikation med forvaltningsmyndigheder ofte digitalt.

Der fastsættes ikke i loven en særlig beregning af klagefrister, hvorfor beregningen tager udgangspunkt i den til enhver tid gældende klagefristberegning fastsat af Justitsministeriet.

I bestemmelsen i stk. 4, foreslås det, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse samt offentlige eller private institutioner, som erhvervsministeren i henhold til bemyndigelse har henlagt sine beføjelser til, om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt. Stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse.

Baggrunden herfor er, at lovforslaget bemyndiger erhvervsministeren til at henlægge sine beføjelser og opgaver ved administration af konkrete aktiviteter til anden offentlig myndighed eller privat institution, jf. lovforslagets § 7. Erhvervsministeren har ved bekendtgørelse henlagt flere af sine beføjelser i loven til Erhvervsstyrelsen. Ministeren har endvidere henlagt alle sine beføjelser ved bekendtgørelse til Sikkerhedsstyrelsen.

Det bemærkes, at rekursmuligheden består for så vidt angår digital kommunikation, i det omfang hertil relaterede opgaver henlægges til andre myndigheder eller private.

Enkelte af ministerens beføjelser er henlagt til private virksomheder, der på ministerens vegne varetager myndighedsopgaver. Det gælder særligt virksomheder, der varetager myndighedsopgaver på det metrologiske område samt DANAK, som er udpeget som nationalt akkrediteringsorgan. Disse private virksomheder, der på ministerens vegne varetager myndighedsopgaver, er omfattes således af forslagets § 4, stk. 4.