Bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme § 20

I henhold til § 17, stk. 1, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling, kan afgørelser truffet af den, som erhvervsministeren har bemyndiget hertil, efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det følger endvidere af § 17, stk. 2, at afgørelser truffet af akkrediteringsorganet, jf. lovens § 14, eller en offentlig myndighed eller privat institution, der i medfør af lovens § 4, stk. 4, varetager administrationen af de metrologiske regler, kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen. I henhold til § 17, stk. 3, kan enhver, der har modtaget en afgørelse om afslag på eller kun delvis imødekommelse af en ansøgning om akkreditering eller en afgørelse om hel eller delvis tilbagekaldelse eller suspension af en meddelt akkreditering, anmode akkrediteringsorganet om at foretage en ny vurdering af sagen. Endvidere følger det af § 17, stk. 4, at hvis den fornyede behandling af sagen efter bestemmelsens stk. 3 ikke fører til, at klageren fuldt ud imødekommes, kan afgørelsen indbringes for Klagenævnet for Udbud. Endelig følger det af § 17, stk. 5, at klage efter bestemmelsens stk. 2-4 skal være indgivet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagefristen udløber på en lørdag, søndag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Det foreslås i stk. 1, at klager over afgørelser, som er truffet af den, som erhvervsministeren har bemyndiget hertil, efter dette kapitel eller regler udstedt i medfør af dette kapitel, kun kan indbringes for erhvervsministeren, hvis klagen vedrører retlige spørgsmål. Den foreslåede bestemmelse er en opdateret videreførelse af § 17, stk. 1, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling.

I praksis er det Sikkerhedsstyrelsen, som er bemyndiget af erhvervsministeren til at træffe afgørelser, jf. bekendtgørelse nr. 545 af 29. maj 2017. Den foreslåede bestemmelse afskærer den administrative klageadgang fra Sikkerhedsstyrelsen til erhvervsministeren, og afskærer således muligheden for administrativ rekurs og fraviger derved det almindelige forvaltningsretlige princip, hvorefter afgørelser kan påklages administrativt til højere myndighed.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at de afgørelser, som Sikkerhedsstyrelsen vil træffe efter forslagets kapitel 9 eller efter regler fastsat i medfør af forslagets § 19, stk. 1, vil være af teknisk karakter og forudsætter en betydelig teknisk eller faglig indsigt på området, som det ikke kan forventes, at Erhvervsministeriets departement er i besiddelse af.

Bestemmelsen afskærer ikke klageadgangen til Erhvervsministeriets departement over Sikkerhedsstyrelsens sagsbehandling, ligesom bestemmelsen ikke afskærer den almindelige adgang til at få afgørelser prøvet ved domstolene.

Det foreslås i stk. 2, at afgørelser truffet af akkrediteringsorganet, jf. forslagets § 16, eller en offentlig myndighed eller privat institution, der i medfør af forslagets § 7, stk. 3, varetager administrationen af de metrologiske regler, kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog bestemmelsens stk. 3 og 4. Den foreslåede bestemmelse er en direkte videreførelse af § 17, stk. 2, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 medfører, at klager over afgørelser truffet af akkrediteringsorganet og afgørelser truffet af en offentlig myndighed eller privat institution, der i medfør af forslagets § 7, stk. 3, varetager administrationen af de metrologiske regler, kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen. De foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4 fastsætter dog undtagelser hertil.

Det foreslås i stk. 3, at den, der har modtaget en afgørelse om afslag på eller kun delvis imødekommelse af en ansøgning om akkreditering eller en afgørelse om hel eller delvis tilbagekaldelse eller suspension af en meddelt akkreditering, kan anmode akkrediteringsorganet om at foretage en ny vurdering af sagen. Den foreslåede bestemmelse er en direkte videreførelse af § 17, stk. 3, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling.

Det foreslås i stk. 4, at fører den fornyede behandling af sagen efter bestemmelsens stk. 3 ikke til, at klageren fuldt ud får medhold, kan afgørelsen indbringes for Klagenævnet for Udbud. Den foreslåede bestemmelse er en direkte videreførelse af § 17, stk. 4, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling.

Baggrunden for de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4 er, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter i artikel 5, stk. 5, forpligter medlemslandene til at indføre procedurer til behandling af klager, herunder i givet fald retsmidler, i forbindelse med akkrediteringsafgørelser eller manglende akkrediteringsafgørelser. De foreslåede bestemmelser sikrer, at klagereglerne både er i overensstemmelse med forordningen og akkrediteringsstandarden. Efter forslaget kan en afgørelse om tilbagekaldelse, suspendering eller begrænsning af en meddelt akkreditering og afgørelse om afslag på eller begrænsning af en ansøgt akkreditering indbringes for det nationale akkrediteringsorgan med henblik på, at organet kan foretage en revurdering af afgørelsen set i lyset af de argumenter, klageren anfører.

Det nationale akkrediteringsorgan skal tilrettelægge klagebehandlingen i overensstemmelse med de krav, der er i akkrediteringsstandarden, DS/EN ISO/IEC 17011. Det nationale akkrediteringsorgan skal i lyset af klagerens indvendinger vurdere sagen på ny. Hvis det nationale akkrediteringsorgan ikke finder, at der er grundlag for at give klageren medhold, meddeles klageren dette. Herefter kan det nationale akkrediteringsorgans afgørelse i medfør af bestemmelsens stk. 4 indbringes for Klagenævnet for Udbud. Klager over akkrediteringsafgørelser har ikke opsættende virkning.

Det foreslås i stk. 5, at klage efter den foreslåede bestemmelses stk. 2-4 skal være indgivet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Indførelse af en klagefrist bidrager til en mere præcis retstilstand og en mere hensigtsmæssig administration af loven. Indførelsen af en klagefrist sker således af hensyn til både myndighederne og de erhvervsdrivende.