LBK nr 230 af 29/02/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme § 18
Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med det udpegede nationale standardiseringsorgan efter § 16, stk. 1, og organer, der er omfattet af § 16, stk. 3.
Stk. 2. Såfremt det nationale standardiseringsorgan er underlagt tilsyn efter anden lovgivning, finder reglerne herfor fortsat anvendelse.
Stk. 3. Det nationale standardiseringsorgan skal årligt rapportere til Erhvervsstyrelsen om varetagelsen af sine opgaver og følgeindtægter heraf.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om den årlige rapportering til Erhvervsstyrelsen efter stk. 3.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme § 18
RetsinformationDet følger af § 15, stk. 1, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling, at erhvervsministeren fastsætter regler om metrologi, herunder om, hvilke måleenheder der finder anvendelse, regler om etablering og vedligeholdelse af primær- og referencenormaler, regler om måleteknik og måleinstrumenter, samt deres anvendelse, regler om anmeldelsespligt for ibrugværende måleinstrumenter, regler om måleteknisk kontrol, regler om hvilke varer der skal sælges i bestemte enheder i henseende til mål eller vægt, herunder regler om klassificering, sortering og lign., samt regler om bemyndigelse af organer til at udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til nationale regler og EU-retten. Endvidere følger det af § 15, stk. 2, at erhvervsministeren udpeger nationale metrologiinstitutter til at etablere og vedligeholde primær- og referencenormaler inden for afgrænsede metrologiske felter. Endelig følger det af § 15, stk. 3, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling, at erhvervsministeren, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at varetage hvervet med måleteknisk kontrol.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsministeren fastsætter regler om metrologi, herunder om hvilke måleenheder der finder anvendelse, regler om etablering og vedligeholdelse af primær- og referencenormaler, regler om måleteknik og måleinstrumenter samt deres anvendelse, regler om anmeldelsespligt for ibrugværende måleinstrumenter, regler om måleteknisk kontrol, regler om hvilke varer, der skal sælges i bestemte enheder i henseende til mål eller vægt, herunder regler om klassificering, sortering og lign., samt regler om bemyndigelse af organer til at udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til nationale regler og EU-retten.
Bestemmelsen i stk. 1 er en direkte videreførelse af § 15, stk. 1, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling. Udmøntningen af bemyndigelsen sker i dag i en række bekendtgørelser, der fastsætter nærmere regler om bl.a. måleinstrumenter og måleenheder. Det drejer sig f.eks. om bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 om anvendelse af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el eller varme, samt bekendtgørelse nr. 1229 af 11. december 2009 om det internationale enhedssystem, SI, og andre lovlige enheder. Disse bekendtgørelser videreføres med lovforslaget, jf. forslagets § 25, stk. 3.
Metrologien i Danmark bygger i dag på internationale aftaler, som omfatter de to globale konventioner Meterkonventionen (CGPM) og Den Internationale Organisation for Legal Metrologi (OIML) samt de to europæiske aftaler EUROMET for fundamental metrologi og WELMEC for legal metrologi. Hertil kommer samarbejdet i EU. Samarbejdet i EU er udmøntet i en række direktiver, bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/32/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/31/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte. EU-reglerne gennemføres i dansk ret ved bekendtgørelser med hjemmel i lov om erhvervsfremme.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren udpeger nationale metrologiinstitutter til at etablere og vedligeholde primær- og referencenormaler inden for afgrænsede metrologiske felter. Bestemmelsen er en direkte videreførelse af § 15, stk. 2, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling.
I praksis er det Sikkerhedsstyrelsen, som er bemyndiget af erhvervsministeren til at udpege nationale metrologiinstitutter, jf. bekendtgørelse nr. 545 af 29. maj 2017. Nationale metrologinstitutter er udpeget til at varetage afgrænsede metrologifunktioner. De besidder den højeste målekompetence i Danmark inden for en række centrale målestørrelser og kan derigennem sikre globalt sammenlignelige, sporbare og pålidelige målinger.
Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at varetage hvervet med måleteknisk kontrol. Bestemmelsen er en direkte videreførelse af § 15, stk. 3, i den gældende lov om erhvervsfremme og regional udvikling.
Det er nødvendigt at få adgang til steder, hvor måleinstrumenter anvendes, for at kunne føre en effektiv kontrol med, at de måleinstrumenter, der anvendes som grundlag for betaling af transaktioner, måler korrekt. Hvorvidt det er nødvendigt at få adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter beror blandt andet på, om det er muligt at få tilstrækkelige oplysninger til brug for en kontrol på anden måde. Det kan f.eks. være, hvis oplysningerne frivilligt indsendes eller kan indhentes på lokaliteter, der ikke kræver særlig adgang. Hvordan kontrollen udføres mest effektivt og mindst indgribende indgår i vurderingen af, om adgang må anses for nødvendig. Der er her tale om en proportionalitetsafvejning. Bestemmelsen vil typisk blive anvendt i forbindelse med kontrolbesøg hos ejere eller brugere af måleinstrumenter, f.eks. detailforretninger, der anvender vægte. Anvendelse af bestemmelsen sker under hensyntagen til bestemmelserne i retssikkerhedsloven.