LBK nr 230 af 29/02/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme § 15
Regionerne kan efter høring af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udarbejde en regional udviklingsstrategi. Udarbejder regionerne en strategi, kan den omfatte regionernes lovhjemlede opgaver inden for regional udvikling og i tilknytning hertil den fremtidige udvikling i regionen, infrastruktur, udvikling i yderområderne, natur og rekreative formål, grøn omstilling og klimatilpasning og eventuelle grænseoverskridende samarbejder.
Stk. 2. Den regionale udviklingsstrategi må ikke omhandle erhvervsfremme, herunder turisme, og de regionale udviklingsstrategier udarbejdes under hensyntagen til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats. Gennemfører en region ikke Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses anbefalinger efter stk. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, skal regionen begrunde dette over for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Stk. 3. Den regionale udviklingsstrategi skal udarbejdes i samarbejde med relevante lokale, regionale og statslige interessenter. Inden vedtagelsen af den regionale udviklingsstrategi skal regionsrådet foretage en offentlig høring af udkast til strategien. Regionsrådet fastsætter en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af kommentarer. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 4. Den regionale udviklingsstrategi kan indeholde en redegørelse for de initiativer, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på strategien.
Stk. 5. Regionerne skal som led i udarbejdelse af og opfølgningen på den regionale udviklingsstrategi iagttage rammebetingelserne for de regionale udviklingsområder.
Stk. 6. Regionerne kan ansøge og deltage i projekter om kvalificeret arbejdskraft under Den Europæiske Socialfond Plus igangsat af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Stk. 7. Erhvervsministeren fastsætter regler om regioners grænseoverskridende og internationale samarbejde og om nedsættelse af organer til varetagelse heraf og om disse organers sammensætning.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om erhvervsfremme § 15
RetsinformationDet følger af den gældende § 8, stk. 1, i lov om erhvervsfremme og regional udvikling, at regionsrådene varetager den regionale erhvervsudvikling, hvortil regionsrådene nedsætter et eller to vækstfora. Hertil følger det af den gældende § 8 a, stk. 1, i lov om erhvervsfremme og regional udvikling, at regionsrådet med bidrag fra de regionale vækstfora skal vedtage en regional vækst- og udviklingsstrategi. Strategien indeholder, jf. § 8 a, stk. 2, en redegørelse for den fremtidige udvikling for regionen og omhandler de regionale vækst og udviklingsvilkår, herunder infrastruktur, erhvervsudviklingsindsatsen inklusiv turisme, uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen, udviklingen i byerne og yderområderne, natur og miljø, herunder rekreative formål, og kultur samt sammenhængen med regionens eventuelle samarbejde med tilgrænsende landes myndigheder om udviklingsmæssige emner. Hertil skal strategien indeholde en redegørelse for de initiativer, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på strategien. Oplistningen af emner, som strategien skal indeholde, er ikke udtømmende, da den også kan indeholde andre emner af betydning for den regionale udvikling, herunder grøn omstilling, større byers betydning for væksten, klimatilpasning, kollektiv trafik m.v. Endelig følger det af den gældende § 10, stk. 1, i lov om erhvervsfremme og regional udvikling, at de regionale vækstfora i relation til den regionale vækst- og udviklingsstrategi har til opgave at udarbejde bidrag, der omhandler de erhvervs- og vækstrettede dele af den regionale vækst- og udviklingsstrategi, samt at redegøre for de initiativer, som vækstfora vil foretage som opfølgning på strategien. Herudover skal de regionale vækstfora overvåge de regionale og lokale vækstvilkår, herunder den erhvervsmæssige udvikling i regionens yderområder, samt indstille om anvendelsen af regionale erhvervsudviklingsmidler til regionsrådet.
Med bestemmelsen i stk. 1, foreslås, at regionerne efter høring af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan udarbejde en regional udviklingsstrategi. Udarbejder regionerne en strategi, kan den omfatte regionernes lovhjemlede opgaver inden for regional udvikling, samt i tilknytning hertil den fremtidige udvikling i regionen, infrastruktur, udvikling i yderområderne, natur og rekreative formål, grøn omstilling og klimatilpasning samt evt. grænseoverskridende samarbejder. Derved gives regionsrådene i 1. pkt., hjemmel til at udarbejde en regional udviklingsstrategi efter forudgående høring af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, hvorefter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udtaler sig som høringspart forud for den offentlige høring, jf. stk. 3. Efter gældende ret udarbejder de regionale vækstfora på baggrund af et fælles analysegrundlag tilvejebragt af regionsrådet og vækstfora et bidrag, der omhandler de erhvervs- og vækstrettede dele af den regionale vækst- og udviklingsstrategi. Med det regionale opgavebortfald på erhvervsfremmeområdet skal strategien ikke længere indeholde de erhvervsrettede dele. Det forudsættes derfor, at omfanget af den regionale udviklingsstrategi mindskes henset til det regionale opgavebortfald inden for erhvervsfremme, herunder turisme. Bestemmelsens 2. pkt. fastsætter, at såfremt regionerne vælger at udarbejde en regional udviklingsstrategi, kan den omfatte regionernes lovhjemlede opgaver inden for regional udvikling. Disse opgaver er på nuværende tidspunkt: kollektiv trafik, kulturel virksomhed, uddannelse og miljø, jf. regionslovens § 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 1302 af 6. juli 2018 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Den regionale udviklingsstrategi kan i tilknytning til regionernes lovhjemlede opgaver omfatte den fremtidige udvikling i regionen, infrastruktur, udvikling i yderområderne, natur og rekreative formål, grøn omstilling og klimatilpasning samt evt. grænseoverskridende samarbejder. Det er et led i de prioriteringer regionsrådene skal foretage, bestemt af de særlige forhold i regionen og af de politiske tiltag, det enkelte regionsråd måtte ønske at fremme. Det må forventes, at regionsrådene vil inddrage de enkelte emner i forskelligt omfang, og at der derfor vil blive en vis uensartethed mellem de regionale udviklingsstrategier. Regionerne kan revidere strategien, når det findes hensigtsmæssigt. Strategien bortfalder ved vedtagelse af en ny strategi.
Regionerne kan fortsat deltage i og medfinansiere indsatser vedrørende grænseoverskridende samarbejder i medfør af de opgaver, som regionerne har hjemmel til gennem anden lovgivning.
Bestemmelsen i stk. 2, fastsætter, at den regionale udviklingsstrategi ikke må omhandle erhvervsfremme, herunder turisme, og de regionale udviklingsstrategier udarbejdes under hensyntagen til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats. Gennemfører en region ikke Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses anbefalinger efter stk. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, skal regionen begrunde dette over for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Det forhold at regionerne skal fastsætte deres udviklingsstrategi under hensyntagen til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i medfør af 1. pkt., betyder, at de regionale udviklingsstrategier ikke må omhandle erhvervsfremme, herunder turisme, for at der ikke forekommer overlap til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats. I 2. pkt., fastsættes det, at i det omfang den regionale udviklingsstrategi har betydning for eller indvirkning på den regionale erhvervsudvikling, er regionerne forpligtede til at gennemføre Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses anbefalinger. I de tilfælde hvor den regionale udviklingsstrategi har betydning for eller indvirkning på den regionale erhvervsudvikling, men hvor regionen vælger ikke at følge anbefalingen, er regionen forpligtet til at afgive en redegørelse til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, hvori det forklares og begrundes, hvorfor en anbefaling i givet fald ikke gennemføres (»følg-eller-forklar«-princippet).
Med bestemmelsen i stk. 3, foreslås, at den regionale udviklingsstrategi skal udarbejdes i samarbejde med relevante lokale, regionale og statslige interessenter. Inden vedtagelsen af den regionale udviklingsstrategi skal regionsrådet foretage en offentlig høring af udkast til strategien. Regionsrådet fastsætter en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af kommentarer. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
De regionale udviklingsstrategier udarbejdes i samarbejde med relevante lokale, regionale og statslige interessenter, der i 1. pkt., bl.a. omfatter kommunekontaktrådene, myndigheder, virksomheder m.v. For at sikre at de regionale udviklingsstrategier udarbejdes uden overlap til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats, skal Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse høres om indholdet af strategien, inden den sendes i offentlig høring, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 2.
Med 2. pkt. foreslås, at inden vedtagelsen af den regionale udviklingsstrategi skal regionsrådet foretage en offentlig høring af udkast til strategien. Ved den offentlige høring skal regionsrådet sikre, at de parter, der har været inddraget i udarbejdelsen af strategien, høres. Det kan f.eks. være relevante lokale, regionale og statslige interessenter samt virksomheder.
Efter bestemmelsens 3. pkt., fastsætter regionsrådet en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af kommentarer. Efter udløb af høringsfristen på mindst 8 uger tager regionsrådet stilling til de fremkomne bemærkninger. Regionsrådet skal medtage høringssvarene i det videre arbejde med strategien, og kan i den forbindelse revidere udkastet til strategien. Regionsrådet skal foretage en offentliggørelse af, om og i hvilket omfang, der er foretaget en revision af strategien.
Ifølge 4. pkt., kan offentliggørelse ske udelukkende digitalt, f.eks. ved offentliggørelse på regionsrådets hjemmeside.
Med bestemmelsen i stk. 4, fastsættes, at den regionale udviklingsstrategi kan indeholde en redegørelse for de initiativer, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på strategien. Det er op til regionsrådet, at afgøre, hvor grundigt og i hvilket omfang de enkelte emner behandles i strategien, herunder regionernes lovhjemlede opgaver inden for regional udvikling, samt i tilknytning hertil den fremtidige udvikling i regionen, infrastruktur, udvikling i yderområderne, natur og rekreative formål, grøn omstilling og klimatilpasning samt evt. grænseoverskridende samarbejder. Det er et led i de prioriteringer, regionsrådene skal foretage, bestemt af de særlige forhold i regionen og af de politiske tiltag, det enkelte regionsråd måtte ønske at fremme. Det må forventes, at regionsrådene vil inddrage de enkelte emner i forskelligt omfang, og at der derfor vil blive en vis uensartethed mellem de regionale udviklingsstrategier.
Efter bestemmelsens stk. 5, skal regionerne som led i udarbejdelsen af og opfølgningen på den regionale udviklingsstrategi iagttage rammebetingelserne for de regionale udviklingsområder. Med bestemmelsen foreslås det, at regionernes lovhjemlede opgaver inden for regional udvikling er den grundlæggende ramme for den regionale udviklingsstrategi. Denne ramme omfatter f.eks. kollektiv trafik, kulturel virksomhed, uddannelse og miljø. Andre forhold har også betydning for den regionale udvikling og vækst. Disse forhold udgør tilsammen rammebetingelserne for de regionale udviklingsområder. Det bestemmes derfor, at den regionale udviklingsstrategi kan omhandle alle forhold, som har betydning for den regionale udvikling. Strategien kan dog ikke omfatte erhvervsfremme og turisme.
Med bestemmelsen i stk. 6, foreslås, at regionerne kan ansøge og deltage i projekter om kvalificeret arbejdskraft under Den Europæiske Socialfond igangsat af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Med bestemmelsen kan regionerne ansøge om og deltage i projekter om kvalificeret arbejdskraft under Den Europæiske Socialfond med hjemmel i denne lov. Det danske Socialfondsprogram, der ved lovens fremsættelse hedder »Vækst via uddannelse og iværksætteri« skal bidrage til at styrke den økonomiske vækst i alle danske regioner. Formålet med den foreslåede bestemmelse i stk. 6 er, at give regionerne adgang til at deltage i og forestå projekter inden for kompetenceudvikling og kvalificering af arbejdskraften.
Det er derfor hensigtsmæssigt at give regionerne og regionale institutioner adgang til at ansøge om og deltage i projekter under socialfondsprogrammet.
Ligesom det har været tilfældet i den gældende medfinansieringsregel i § 5 i lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond, kan regionerne fremadrettet medfinansiere aktiviteter, der omfatter økonomiske, kommercielle og erhvervsrettede aktiviteter. Dette skal sikre, at regionerne kan bidrage til at skabe stærke partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder, myndigheder m.v. om kvalificeret arbejdskraft.
Regionerne eller regionale institutioner kan ansøge om midler til og deltage i decentrale indsatser, der igangsættes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, eller som partner i strukturfondsprojekter gennem de opgaver, de varetager med hjemmel i anden lovgivning, og hvis deltagelsen entydigt kan finde sted inden for denne hjemmel. Det kunne f.eks. være et universitetshospitals engagement i et strukturfondsprojekt som videnspartner.
Regionerne og regionale institutioner vil tilsvarende kunne medfinansiere strukturfondsprojekter i forlængelse af deres faste opgaver i henhold til konkret hjemmel i lovgivningen. I den konkrete lovgivning på andre områder end erhvervsfremme er specifik henvisning til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse eller strukturfondene dog ikke nødvendig for ansøgning af og deltagelse i projekter efter § 9, stk. 4.
Regionerne har ikke selvstændige erhvervsfremmemidler til finansiering af projekter i medfør af denne lov.
Med bestemmelsen i stk. 7, foreslås, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om regionernes grænseoverskridende og internationale samarbejde samt om nedsættelse af organer til varetagelse heraf og om disse organers sammensætning.
Efter bestemmelsen kan erhvervsministeren fastsætte regler for grænseregioners tværnationale samarbejde, og om nedsættelse af organer til varetagelse heraf. Bestemmelsen kan anvendes til at imødekomme regionernes ønsker om at deltage i tværnationale regionale samarbejder. Der tænkes på samarbejder af bredere karakter mellem regioner i Danmark og andre lande. Regionerne vil således kunne bemyndiges til at planlægge og deltage i tværnationale regionale samarbejder, herunder f.eks. i forbindelse med EU’s Interreg- programmer. I det omfang sådanne ønsker måtte forekomme fra regionsrådene eller andre aktører, kan erhvervsministeren blandt andet fastsætte regler om, at der nedsættes et særligt organ til varetagelse af tværnationalt samarbejde, og at særlige aktører deltager i dette samarbejde. Bemyndigelsen vil f.eks. kunne anvendes som hjemmel til at fortsætte det regionale samarbejde mellem delstaten Slesvig-Holsten og Region Syddanmark, samt samarbejdet i Øresundsregionen.
Med den foreslåede bestemmelse får erhvervsministeren mulighed for at give regionerne adgang til i samme omfang som i dag at være programmyndighed for grænseoverskridende og tværnationale programmer, ligesom de kan være hjemsted for fællessekretariater for sådanne programmer. I dag er eksempelvis Region Midtjylland attesteringsmyndighed for det tværnationale Nordsøprogram, ligesom regionen er hjemsted for dette programs fællessekretariat.
Det fremgår af lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond § 13, at det er erhvervsministeren, der efter fastsættelse af nærmere regler og indgåelse af særlige aftaler herom, bemyndiger andre offentlige myndigheder eller private juridiske personer til at varetage opgaver inden for grænseoverskridende, tværnationale eller interregionale programmer. I praksis bemyndiger Erhvervsstyrelsen, der er forvaltningsmyndighed for Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond, offentlige eller private juridiske enheder til at varetage forvaltnings- og attesteringsmyndighedsopgaver, herunder sekretariatsfunktioner, vedrørende tværnationale og interregionale programmer. Varetagelsen af disse opgaver er derfor aftalebaseret og fortsætter derfor uændret.
Regionerne kan fortsat indgå i grænseoverskridende samarbejder, inden for de områder regionerne har hjemmel til i anden lov. Inden for regional udvikling er disse områder aktuelt kollektiv trafik, uddannnelse, kultur og miljø. Det betyder, at regionen ikke kan indgå i samarbejder på erhvervs- og turismeområdet på samme måde som i dag i bl.a. Greater Copenhagen, hvis nuværende formål i overvejende grad er erhvervsfremme. I de tilfælde, hvor regionerne allerede deltager i grænseoverskridende Interreg-samarbejder som projekt- eller lead-partner med hjemmel i lov om erhvervsfremme og regional udvikling, kan de fortsætte i projektet – også selv om det omhandler erhvervsfremme, herunder erhverv eller turisme – indtil projektet udløber. Efter denne lovs ikrafttræden kan regionerne ikke længere indtræde som projekt- eller lead-partnere i nye projekter inden for erhvervsfremme, herunder turisme, medmindre der er hjemmel i anden lovgivning. Der henvises i øvrigt til lovforslagets kapitel 11.
Erhvervsministeren gives adgang til at fastsætte nærmere regler om organisering og sammensætning af organer i relation til varetagelse af regionernes internationale samarbejde. Det kan f.eks. være regionernes finansielle og operationelle deltagelse i forskellige repræsentationer og kontorer i udlandet. Som konsekvens af regionernes ændrede rolle omfatter reglerne ikke erhvervsfremme, herunder turisme. Denne opgave kan i stedet løftes i samarbejde mellem kommunerne, f.eks. i kommunekontaktrådene. I bredere samarbejder, hvor de regionale udviklingsopgaver også indgår, kan regionerne deltage sammen med kommunekontaktrådene.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.2 om Erhvervsministeriets overvejelser vedrørende de regionale udviklingsstrategier.
Kapitel 8
Akkreditering og metrologi m.v.