Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 2067 af 12/11/2021

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber § 3

Følgende forsikringsselskaber skal være medlem af og yde bidrag til Fonden:

  1. Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

  2. Filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

  3. Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Stk. 2. Fondens formue skal udgøre mindst 500 mio. kr. Mindst 200 mio. kr. af Fondens formue skal bestå af bidrag fra forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikringer.

Stk. 3. Hvert nyt medlem af Fonden skal yde et engangsbidrag til Fonden på 100.000 kr.

Stk. 4. Forsikringsselskaberne har ud over engangsbidraget, jf. stk. 3, pligt til løbende at yde bidrag til Fonden. Forsikringsselskabernes bidrag udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. police inden for forbrugerforsikringer og et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice, jf. stk. 9.

Stk. 5. Finanstilsynet meddeler en gang om året størrelsen af det beløb pr. police for forbrugerforsikringer og det beløb pr. sikrede under en arbejdsulykkesforsikringspolice, som forsikringsselskaberne skal anvende ved beregning af bidrag til Fonden. Finanstilsynet skal ved fastsættelse af beløbet tage højde for, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst muligt omfang dækker de udgifter, som er forbundet med Fondens administration af arbejdsulykkesforsikringer. Finanstilsynet skal offentliggøre meddelelsen, senest 6 måneder før at forsikringsselskaberne skal indbetale bidrag til Fonden.

Stk. 6. Forsikringsselskaberne skal i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet indsende en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.

Stk. 7. Overstiger det årlige bidrag til Fonden ikke 50.000 kr., kan forsikringsselskabet uanset stk. 6 indsende en erklæring fra selskabets ansvarlige ledelse til Fonden om, at de indbetalte bidrag er korrekt beregnet.

Stk. 8. Fonden kan optage lån med garanti fra staten.

Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Fonden og om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten.

Stk. 10. Erhvervsministeren kan øge kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 2.

Stk. 11. Erhvervsministeren kan tillade, at Fonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen af Fondens formue, uden at Finanstilsynet samtidig meddeler, at der skal opkræves bidrag til Fonden, jf. stk. 5.