LBK nr 1939 af 30/09/2021
Transportministeriet
Bekendtgørelse af lov om en Cityring § 17c
I regler, der udstedes efter § 14 a, stk. 1, og § 15, stk. 4, kan der fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en Cityring § 17c
RetsinformationDet følger af stk. 1-2, at transport- og energiministeren i visse nærmere angivne tilfælde kan overlade sine beføjelser til andre statslige myndigheder eller til Metroselskabet I/S.
Transport- og energiministeren kan således efter stk. 1 bemyndige Trafikstyrelsen eller andre statslige myndigheder til at udøve ministerens beføjelser i loven. Endvidere kan transport- og energiministeren efter stk. 2 bemyndige Metroselskabet I/S til at udøve ministerens beføjelser i denne lov.
Det forventes ikke, at transport- og energiministeren vil overlade sine afgørelses beføjelser til Metroselskabet I/S. Det kan derimod eventuelt komme på tale at overlade til Metroselskabet I/S at varetage visse indledende og forberedende skridt i sager, som skal afgøres af Transport- og Energiministeriet. Som eksempel kan nævnes forberedelse af en indstilling med henblik på transport- og energiministerens godkendelse efter lovforslagets § 4.
Ministerens beføjelser efter §§ 8-12 om byggelinjer, forbud og forlods overtagelse forventes delegeret til Trafikstyrelsen.
I forbindelse med udførelse af projekterings- eller anlægsarbejder på stationer, der tilhører DSB, DSB S-tog eller Banedanmark kan det være hensigtsmæssigt, at Metroselskabet I/S i nærmere bestemt omfang kan overlade enkelte af sine beføjelser og i den forbindelse efter konkret aftale med DSB, DSB S-tog eller Banedanmark kan fastlægge, at DSB eller Banedanmark overtager Metroselskabet I/S' opgaver af hensyn til en rationel og praktisk tilrettelæggelse af arbejdet. Bl.a. kan nævnes, at der skal tilgodeses en række sikkerhedsmæssige procedurer og krav, når det drejer sig om arbejder på stationerne. Der kan derfor opnås en mere enkel procedure, hvis ejeren af stationen, dvs. DSB, DSB S-tog eller Banedanmark, der i forvejen varetager de sikkerhedsmæssige opgaver, også overtager enkelte opgaver, der vedrører Cityringen.
Det foreslås derfor, at Metroselskabet I/S efter stk. 3 kan overlade sine beføjelser i nærmere bestemt omfang til DSB eller Banedanmark i forbindelse med udførelse af projekterings- eller anlægsarbejder på stationer, der tilhører DSB, DSB S-tog, eller Banedanmark.
Tilsvarende forhold gør sig gældende i forbindelse med projekterings- og anlægsarbejder på forpladser til stationerne og på arealer rundt om nødskakte. Det foreslås derfor i stk. 4, at Metroselskabet I/S kan overlade sine beføjelser i nærmere bestemt omfang til Københavns Kommune eller Frederiksberg Kommune i forbindelse med udførelse af projekterings- eller anlægsarbejder på forpladser til stationerne og på arealer rundt om nødskakte. Forpladsarbejderne indeholder primært projektering og anlæg af belægninger og andet vejudstyr, og det kan være hensigtsmæssigt, at Københavns og Frederiksberg Kommuner står for disse arbejder, dels fordi kommunerne efterfølgende skal overtage driften af disse arealer (typisk offentlig gade eller kommunalt ejet parkareal), dels fordi det giver kommunerne mulighed for at kombinere arbejderne med tilsvarende arbejder på tilstødende områder.
Det foreslås i stk. 5, at transport- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der træffes efter denne lov, herunder om klagefrister eller om, at afgørelserne ikke kan påklages til Transport- og Energiministeriet. I det omfang, der overlades afgørelseskompetence til andre end egentlige offentlige myndigheder, f.eks. til Metroselskabet I/S, forudsættes det, at der ikke fastsættes regler om afskæring af rekurs til ministeren.