LBK nr 280 af 01/03/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 95
Personer under 30 år, der er omfattet af § 6, nr. 1-5, kan ikke få tilbud efter dette kapitel til en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse.
Stk. 2. Jobcenteret kan fravige stk. 1 for personer, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn eller har opbrugt deres ret til su til videregående uddannelse.
Stk. 3. Ved anvendelse af stk. 2 skal tilbud om en erhvervskompetencegivende uddannelse kvalificere til job inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og der må ikke være tale om en uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en kandidatuddannelse.
Stk. 4. Unge under 25 år, der er omfattet af § 6, nr. 1, og som påbegynder en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på baggrund af et uddannelsespålæg efter § 30, har uanset stk. 1 ret til at få uddannelsen som tilbud, indtil den unge har haft 6 måneders ledighed, jf. § 9.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 95
RetsinformationEfter den gældende § 37, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan dagpengemodtagere, job- og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, herunder integrationsydelsesmodtagere uden for integrationsprogrammet, som er under 30 år, samt uddannelseshjælps- og integrationsydelsesmodtagere uden for integrationsprogrammet, som udgangspunkt ikke modtage tilbud om en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse.
Jobcenteret kan efter den gældende § 37, stk. 2, fravige bestemmelsen for personer, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som enten har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn, er dagpengemodtager og fyldt 25 år, og som efter afslutningen af ret og pligt-tilbud har haft 6 måneders sammenlagt ledighed, eller er uddannelses- eller aktivitetsparat uddannelseshjælps- eller integrationsydelsesmodtager uden for integrationsprogrammet og fyldt 25 år og har opbrugt retten til SU til videregående uddannelse.
Ved tilbud om en erhvervskompetencegivende uddannelse skal uddannelsen kvalificere til arbejde inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og der må ikke være tale om en uddannelse med længere varighed end en professionsbacheloruddannelse, jf. den gældende § 37, stk. 3.
Efter den gældende § 85, stk. 2, har unge dagpengemodtagere under 25 år, som påbegynder en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse på baggrund af et uddannelsespålæg efter lovens § 21 b, ret til at få uddannelsen som tilbud, indtil den unge har haft 26 ugers sammenlagt ledighed.
Der henvises til almindelige bemærkninger afsnit 2.14.1.9. om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser.
Det foreslås i stk. 1, at personer under 30 år, der er omfattet af § 6, nr. 1-5, ikke kan få tilbud efter dette kapitel til en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse.
Bestemmelsen vedrører dagpengemodtagere, job- og aktivitetsparate kontanthjælps- og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, samt uddannelseshjælps- og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, under 30 år.
Udgangspunktet for det foreslåede er, at jobcenteret ikke vil kunne give tilbud om en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse til disse grupper.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 37, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at jobcenteret kan fravige stk. 1 for personer, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn, eller har opbrugt deres ret til SU til videregående uddannelse.
Forslaget medvirker til, at kriterierne for, hvornår jobcenteret undtagelsesvist kan give tilbud om en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse til personer under 30 år, bliver mere ens.
Tilbud om en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse vil fx kunne være relevant for en dagpengemodtager, der har opbrugt retten til SU, og som mangler en mindre del af en uddannelse, der kvalificerer til job inden for et område, hvor der er behov for arbejdskraft.
Kontanthjælpsmodtagere, der er under 30 år, vil ikke kunne omfattes af stk. 2, fordi kontanthjælpsmodtagere under 30 år allerede har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Har en person i målgruppen for kontanthjælp ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse, vil en sådan person være uddannelseshjælpsmodtager.
Uddannelseshjælpsmodtagere vil ligesom dagpengemodtagere kunne få tilbud om en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvis de har forsørgerpligt overfor hjemmeboende børn eller har opbrugt retten til SU til videregående uddannelse.
Forslaget betyder, at kontanthjælpsmodtagere under 30 år ikke skal kunne få tilbud om en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse.
Forslaget betyder således, at muligheden for at give studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse til dagpengemodtagere under 30 år, og uddannelseshjælpsmodtagere under 25 år, som har opbrugt deres ret til SU til videregående uddannelse, udvides. Mulighederne begrænses derimod for dagpengemodtagere mellem 25 år og 30 år, som har længevarende ledighed (mere end 6 måneders ledighed efter ret- og pligttilbud), såfremt de ikke opfylder kravet om enten at have opbrugt retten til SU til en videregående uddannelse eller har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn.
Forslaget er en delvis videreførelse af den gældende § 37, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at ved anvendelsen af stk. 2, skal uddannelsen kvalificere til job inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og der må ikke være tale om en uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en kandidatuddannelse.
Med forslaget ændres ordlyden således, at det ikke er professionsbacheloruddannelse, der angiver niveauet, men i stedet kandidatuddannelse, der angiver uddannelsesniveauet. Betingelsen betyder, at den beskæftigede ikke må have en uddannelse på kandidatniveau eller højere. Det vil sige, at den beskæftigede højst må have en mellemlang videregående uddannelse. Ændringen af ordlyden skyldes, at den hidtidige anvendelse af professionsbacheloruddannelse, bevirker, at det er uklart, hvordan det stiller akademiske bachelorer.
Når det tilbud, der kan gives, efter forslaget i niveau og varighed ikke må kunne sidestilles med en kandidatuddannelse, vil uddannelser op til dette niveau kunne gives som tilbud. Der findes således uddannelser på professionsbachelorniveau, som ikke er en professionsbacheloruddannelse (fx nogle kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet og personer, som har opnået niveauet i VEU-systemet). Der vil med den foreslåede ordlyd ikke være tvivl om, at sådanne uddannelser kan gives som tilbud.
Forslaget er en videreførelse af den gældende § 37, stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, at unge under 25 år, omfattet af § 6, nr. 1, (dagpengemodtagere), som påbegynder en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på baggrund af et uddannelsespålæg efter forslaget til § 30, har ret til at få uddannelsen som tilbud, indtil den unge har haft 6 måneders ledighed, jf. § 9.
Dermed vil unge dagpengemodtagere fortsat have ret til at tage en del af den studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse, som de er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg, som et tilbud fra tidspunktet for påbegyndelse af uddannelsen og indtil 6 måneders ledighed med den konsekvens, at de kan få dagpenge under deltagelse i tilbud. Ved ophøret af tilbuddet vil forsørgelsesgrundlaget under uddannelsen for den unge være SU, elevløn eller lignende.
Der henvises til almindelige bemærkninger afsnit 2.14.1.9. om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser.
Bestemmelsen er med sproglige tilretninger en videreførelse af den gældende § 85, stk. 2.
Det foreslås, at der med hjemmel i loven også fremover kan fastsættes regler på bekendtgørelsesniveau om, at de unge i perioden med uddannelsen som uddannelsestilbud er fritaget for rådighedsforpligtelsen efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og om, hvordan ledighed opgøres for dagpengemodtagere. Der henvises til bemærkningerne til §§ 9 og 56 for en nærmere beskrivelse.