LBK nr 280 af 01/03/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 39
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om:
-
Pligt til at yde vejledning under jobsamtaler om repatriering og 225-timersreglen.
-
Undtagelse af persongrupper fra kontaktforløbet, fordi de på grund af alder, helbredsforhold eller andre særlige forhold i almindelighed ikke har brug for en beskæftigelsesrettet indsats.
-
Pligt til i forbindelse med kontaktforløbet at deltage i bestemte beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter.
-
Uddannelsespålæg, herunder om udformning, digitalisering og procedurer for udarbejdelse af pålægget.
-
Ret til læse-, skrive-, regne- og ordblindetest.
-
Jobcenterets mulighed for at fastlægge jobsøgning.
-
Obligatorisk intensiveret indsats.
-
Oplysningspligt ved ferie og sygdom m.v.
-
Arbejdsløshedskassens deltagelse i jobsamtalerne under kontaktforløbet.
-
Selvbooking og afmelding som jobsøgende, hvis en person ikke selv booker jobsamtaler.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 39
RetsinformationDet fremgår af § 16 a, stk. 8, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om selvbooking og om afmelding som arbejdssøgende, hvis en person ikke selv booker jobsamtaler, og om fritagelse af personer fra pligten til selv at skulle booke jobsamtaler.
Det fremgår af den gældende lovs § 21, stk. 1, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af tidsperioder med offentlige forsørgelsesydelser og deltagelse i tilbud for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-4, 12 og 13, herunder om, hvilke ydelser der medregnes i opgørelsen af perioder med offentlige forsørgelsesydelser.
Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om det individuelle kontaktforløb, herunder at persongrupper kan undtages fra det individuelle kontaktforløb, fordi de på grund af alder, helbredsforhold eller andre særlige forhold i almindelighed ikke har brug for en beskæftigelsesrettet indsats. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at personer i forbindelse med det individuelle kontaktforløb skal deltage i bestemte beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at personer, der deltager i jobrettet uddannelse efter kapitel 8 a, ikke er omfattet af det individuelle kontaktforløb.
Videre fremgår det af bestemmelsens stk. 3, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om arbejdsløshedskassens deltagelse i jobsamtalerne under kontaktforløbet.
Derudover fremgår det af den gældende lovs § 21 b, stk. 9, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om uddannelsespålægget, herunder om digitalisering, udformning og procedurer for udarbejdelse af pålægget. Der er efter de gældende regler fastsat nærmere regler herom i kapitel 6 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats og i kapitel 19 i bekendtgørelse om det fælles it-baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus på beskæftigelsesområdet.
Det foreslås at samle bemyndigelsesbestemmelserne om kontaktforløbet i en bestemmelse i slutningen af kapitlet om kontaktforløbet.
Det foreslås således i § 39, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om pligt til at yde vejledning under jobsamtaler om repatriering og 225-timersreglen, og hvis personen efterspørger det om 6 ugers jobrettet uddannelse. Derudover foreslås det, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om undtagelse af persongrupper fra kontaktforløbet, fordi de på grund af alder, helbredsforhold eller andre særlige forhold i almindelighed ikke har brug for en beskæftigelsesrettet indsats, om pligt til i forbindelse med kontaktforløbet at deltage i bestemte beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter, om uddannelsespålægget, herunder om udformning, digitalisering og procedurer for udarbejdelse af pålægget, ret til læse-, skrive- og regnetest, jobcenterets mulighed for at fastlægge jobsøgning, om obligatorisk intensiveret indsats, om oplysningspligt ved ferie og sygdom m.v., og om arbejdsløshedskassens deltagelse i jobsamtalerne under kontaktforløbet. Endelig foreslås, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om selvbooking og om afmelding som jobsøgende, hvis en person ikke selv booker jobsamtaler.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte regler svarende til de gældende i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats om, pligt til under jobsamtaler at vejlede om repatriering som led i jobcentrenes systematiske vejledningspligt og om 225-timersreglen for målgrupper, som kan blive omfattet af disse regler. Bemyndigelsesbestemmelsen forventes også at blive anvendt til at fastsætte regler om, at visse persongrupper ikke er omfattet af reglerne om kontaktforløb. Det gælder for ældre, som modtager kontanthjælp, fordi de ikke opfylder optjeningsbetingelserne for at få folkepension, personer, som modtager kontanthjælp og overgangsydelse uden for introduktionsprogrammet, fordi de i forhold til førtidspension ikke opfylder optjeningsbetingelserne, unge under 18 år, som ikke har forældre, der har pligt til at forsørge dem, og som derfor modtager kontanthjælp eller overgangsydelse uden for introduktionsprogrammet, kontanthjælps- og overgangsydelsesmodtagere på barsel, som herved sidestilles med modtagere af barselsdagpenge, revalidender med en ansættelseskontrakt, hvor ansættelsen begynder inden for 4 uger, og revalidender som skal på barsel inden for 4 uger. Derudover forventes fastsat regler om, at personer, der deltager i en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU), ikke er omfattet af kontaktforløbet.
Der forventes fastsat regler om jobcenterets pligt til for visse persongrupper, som er helt eller delvist sygemeldte at vurdere behovet for en særlig indsats i form af sygdomsafklaring, behandling, optræning og andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.
Pligt til at vejlede om 6 ugers jobrettet uddannelse, hvis personen efterspørger det, er fastsat i gældende lov, hvorefter en dagpengemodtager i målgruppen skal have vejledning i jobcenteret om valg af uddannelse efter positivlisten ved første jobsamtale. Denne bestemmelse foreslås flyttet til bekendtgørelse, og det forventes, at bestemmelsen ikke alene vil komme til at gælde i forbindelse med den første jobsamtale. Flytningen af bestemmelsen skyldes, at de øvrige nævnte regler om pligt til vejledning vil blive fastsat på bekendtgørelsesniveau således, som det er tilfældet efter gældende regler.
Selv om der forventes at blive fastsat regler om vejledning om bl.a. 225-timersreglen på bekendtgørelsesniveau betyder det ikke, at forvaltningslovens § 7 om en myndigheds pligt til at yde vejledning inden for sit myndighedsområde sættes ud af kraft. Jobcentrene har således pligt til at sikre, at den enkelte får tilstrækkelig orientering om de regler, der gælder for personen.
Bestemmelsen skal således ikke forstås som en begrænsning i den vejledningspligt, som jobcentrene har.
Det forventes, at bemyndigelsen anvendes til at fastsætte regler svarende til gældende regler om tidspunktet for vurdering af, om uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet er uddannelsesparate.
Det foreslås derudover, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om læse-, skrive-, regnetest. Intentionen med forslaget er, at alle ledige uanset uddannelsesbaggrund får ret til en læse-, skrive-, og regnetest, medmindre jobcenteret vurderer, at der åbenlyst ikke er behov.
Der vil blive fastsat regler om, at dagpengemodtagere under 25 år uden en ungdomsuddannelse med et uddannelsespålæg, ligesom uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet uden en ungdomsuddannelse i målgruppen, skal testes inden for 1 måned.
Jobcenteret iværksætter således en test, men har mulighed for konkret at vurdere, at en person ikke har behov for en test. Jobcenteret skal dog kunne redegøre for, på hvilket grundlag, man evt. afviser at give en ledig en test. Tid og sted for testen aftales med jobcenteret.
Hvis testen viser, at der er behov for et læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus, får den ledige ret til tilbud om kursus og personen skal have et sådant tilbud. Ændringen gælder dog ikke uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet i målgruppen og dagpengemodtagere med et uddannelsespålæg, hvis de ikke har en ungdomsuddannelse. Disse grupper skal fortsat testes inden for en måned.
Det forventes, at der med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen vil blive fastsat regler om, at jobcenteret inden for en uge skal sikre sig, at personen er startet på uddannelsesinstitutionen og derefter er godt på vej til at tage uddannelsen. Der vil endvidere blive fastsat regler om underretningerne mellem jobcenter og uddannelsesinstitution, herunder, at de kan foregå digitalt, når den digitale understøtning er i drift.
Beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte regler om jobcenterets mulighed for at følge op på og fastlægge den videre jobsøgning for bl.a. dagpengemodtagere, job- og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere samt overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, og åbenlyst uddannelsesparate. Det forhold, at jobcenteret har mulighed for i forbindelse med kontaktforløbet at drøfte den videre jobsøgning, ændrer ikke ved, at det er arbejdsløshedskassen, der fastlægger krav til jobsøgning og træffer afgørelse om rådighed for dagpengemodtagere. Det forventes, at bestemmelsen vil blive udformet generelt således, at det ikke som efter de gældende regler vil være minimumskrav til indhold i en jobsamtale, men således at jobcenteret får mulighed for at vurdere i det enkelte tilfælde, hvornår det er hensigtsmæssigt i forhold til at opfylde formålet med kontaktforløbet.
Der forventes fastsat regler om jobcenterets mulighed for at tilbyde en jobformidler i forbindelse med den intensiverede indsats, som jobcenteret skal tilbyde dagpengemodtagere senest ved 16 måneders ledighed, og om dennes opgaver.
Bemyndigelsesbestemmelsen forventes endvidere anvendt til at fastsætte regler om pligt til at give jobcenteret besked fx i forbindelse med pasningsproblemer, ferie og sygdom m.v.
Det forventes, at bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at arbejdsløshedskassen ikke skal deltage i en fælles jobsamtale, hvis personen ikke deltager ved personligt fremmøde. Det kan være i en situation, hvor personen er i tilbud, og hvor en jobsamtale derfor kan holdes telefonisk eller på anden måde. I et sådant tilfælde er der ikke krav om, at arbejdsløshedskassen møder personligt i jobcenteret til en fælles jobsamtale, når personen ikke selv er til stede.
Bemyndigelsen i nr. 10 om selvbooking forventes at blive anvendt til at fastsætte regler om, at hvis dagpengemodtageren ikke booker en jobsamtale til afholdelse inden for den frist, som pågældende har fået af jobcenteret eller arbejdsløshedskassen, bliver pågældende automatisk afmeldt som jobsøgende i jobcenteret.
Konsekvensen af manglende tilmelding som arbejdssøgende er, at pågældende ikke kan få udbetalt dagpenge. Arbejdsløshedskassen skal - før den trækker pågældende i dagpengene - partshøre personen om den manglende tilmelding.
Jobcenteret og arbejdsløshedskassen for egne medlemmer skal inden for rammerne af den almindelige vejledningsforpligtelse yde hjælp til personer, der kan have svært ved at finde ud af selvbooking-systemet, så de ikke bliver afmeldt, fordi de ikke får booket jobsamtalerne på grund af manglende it-kundskaber.
Det forventes endvidere, at der fastsættes regler om, at hvis de øvrige målgrupper, der vil blive omfattet af pligten til selvbooking, når beskæftigelsesministeren sætter forslaget til § 34, stk. 2, i kraft, ikke booker en jobsamtale til afholdelse inden for den frist, som personen har fået af jobcenteret, er konsekvensen, at kommunen skal tage stilling til, om personen fortsat har ret til at modtage den ydelse, som personen modtager eksempelvis efter lov om aktiv socialpolitik eller sygedagpengeloven. Jobcenteret skal også for disse grupper yde hjælp til personer, der kan have svært ved at finde ud af selvbooking-systemet. De yderligere målgrupper er jobparate kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, åbenlyst uddannelsesparate og personer i jobafklaring.
Derudover foreslås, at personer i målgrupperne i visse situationer kan blive frataget retten til selvbooking hvis personens adfærd i forhold til selv at booke jobsamtaler er uhensigtsmæssig, eller hvis jobcenteret vurderer, at retten til selv at booke jobsamtaler vil medføre, at kontaktforløbet ikke kan gennemføres efter hensigten.
Det forventes, at der på bekendtgørelsesniveau vil blive fastsat nærmere regler om, at jobcenteret efter anmodning kan fritage en person fra pligten til selv at booke jobsamtaler, hvis jobcenteret vurderer, at det er uforholdsmæssigt svært eller umuligt for personen selv at booke jobsamtaler, fordi personen har meget ringe it-kundskaber, har betydelige sproglige barrierer bestående i manglende beherskelse af dansk, eller har betydelig fysisk, kognitiv eller psykisk funktionsnedsættelse, eller hvis afholdelsen af jobsamtalen er betinget af særlige lokaliteter eller deltagelse af en tolk.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er en samling og præcisering af bemyndigelserne i den gældende lovs § 16 a, stk. 8, § 21, stk. 2, og § 21 b, stk. 9. Det betyder, at bemyndigelsesbestemmelsen er indsnævret og konkretiseret i forhold til gældende bemyndigelser.
Forslaget får den virkning, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler i henhold til bemyndigelsen.