LBK nr 280 af 01/03/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 30a
Jobcenteret kan tilbyde personer omfattet af § 6, nr. 4 eller 5, en jobrettet indsats, hvis personen ønsker det, medmindre personen vurderes åbenlyst uddannelsesparat.
Stk. 2. Personer, som får en jobrettet indsats efter stk. 1, undtages fra uddannelsespålægget efter § 30.
Stk. 3. Opfylder personen ikke betingelserne om cv-oplysninger i § 22, stk. 1, og § 23, stk. 3, eller følger personen ikke »Min Plan«, jf. § 41, skal jobcenteret vurdere, om personen fortsat er motiveret for en indsats efter stk. 1 eller skal have et uddannelsespålæg efter § 30.
Stk. 4. Personer, som får en jobrettet indsats efter stk. 1, og som ønsker at overgå til en uddannelsesrettet indsats, skal have et uddannelsespålæg efter § 30.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 30a
RetsinformationEfter de gældende regler i § 21 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal jobcenteret som led i det individuelle kontaktforløb vurdere, om dagpengemodtagere under 25 år, uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn, vil kunne gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår. Hvis det er tilfældet, skal jobcenteret give dem et uddannelsespålæg.
Jobcenteret skal endvidere give uddannelsespålæg til alle uddannelseshjælpsmodtagere og integrationsydelsesmodtagere uden for integrationsprogrammet under 30 år som led i det individuelle kontaktforløb.
Bestemmelsen indeholder herudover en række nærmere regler om konsekvenserne ved uddannelsespålæg.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til afsnit 2.7.1.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås i § 30, stk. 1, at jobcenteret som led i det individuelle kontaktforløb skal vurdere, om personer under 25 år, der er omfattet af § 6, nr. 1, ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og ikke har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn, vil kunne gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår.
Bestemmelsen vedrører dagpengemodtagere og indebærer, at jobcenteret skal vurdere, om dagpengemodtagere under 25 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som ikke har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn, vil kunne gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår.
For nærmere om, hvad der skal forstås ved, at uddannelse skal kunne gennemføres på almindelige vilkår, henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 21 b, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at i tilfælde, hvor jobcenteret vurderer, at dagpengemodtageren kan gennemføre en uddannelse, skal jobcenteret pålægge den pågældende inden for en nærmere fastsat frist at komme med forslag til en eller flere relevante studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser, som den pågældende kan ansøge om optagelse på.
Det forudsættes, at fristen for at komme med forslag vil blive fastsat under hensyn til den enkeltes ressourcer og behov for supplerende støtte. For nogle unge dagpengemodtagere vil fristen være kort eller unødvendig, fordi uddannelsesudvalget allerede er kendt. For andre unge dagpengemodtagere vil fristen være længere, hvis fx uddannelsesønskerne skal afklares.
Endvidere foreslås det i stk. 2, 2. pkt., at det skal være en betingelse, at dagpengemodtageren under hele uddannelsen har et forsørgelsesgrundlag i form af SU, elevløn eller lignende.
Der kan også være tale om fx praktikløn eller skoleydelse.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 21 b, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at jobcenteret ved første jobsamtale efter lovens § 31, stk. 3, skal pålægge en person, omfattet af § 6, nr. 4 eller 5, inden for en nærmere fastsat frist at komme med relevante forslag til en eller flere studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser, som personen på kortere eller længere sigt kan påbegynde og gennemføre på almindelige vilkår.
Bestemmelsen vedrører uddannelsespålæg til uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, der er under 30 år.
Det forudsættes, at fristen for at komme med forslag vil blive fastsat under hensyn til den enkeltes ressourcer og behov for supplerende støtte. For nogle uddannelsesparate vil fristen være kort eller unødvendig, fordi uddannelsesvalget allerede er kendt. For andre unge med betydelige udfordringer kan fristen være lang.
Det foreslås endvidere i stk. 3, 2. pkt., at jobcenteret skal kunne iværksætte aktiviteter og tilbud efter kapitel 11-14 for at hjælpe personen med at blive i stand til at komme med forslag til en eller flere studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser.
Jobcenteret skal således overveje understøttende indsatser for at få personen i gang med aktiviteter, tilbud eller uddannelse. Det kan fx være i form af et tilbud om virksomhedspraktik, hvor den unge kan afprøve de jobmuligheder, der er efter endt uddannelse, eller en understøttende indsats som mentorstøtte, hvor personen fx støttes i at afprøve og afklare ressourcer og barrierer, herunder matche personen til virksomheden, afklare fremtidige job- og uddannelsesmuligheder samt afklare eventuelle skånebehov m.v.
Herudover foreslås det i stk. 3, 3. pkt., at det skal være en betingelse, at personen under hele uddannelsen har et forsørgelsesgrundlag i form af SU, elevløn eller lignende.
Der kan også være tale om fx praktikløn eller skoleydelse.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 21 b, stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, at jobcenteret ud fra en vurdering af den pågældendes forudsætninger skal pålægge en person omfattet af stk. 2 eller 3 inden for en nærmere fastsat frist at søge om optagelse på en eller flere studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser.
Bestemmelsen vedrører uddannelsespålæg til uddannelsesparate dagpengemodtagere under 25 år samt til uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet under 30 år.
Fristens længde beror på kommunens konkrete skøn, hvor der bl.a. bør tages hensyn til, at personen skal have rimelig tid til at træffe uddannelsesvalg, optagelsestidspunkter for uddannelserne m.v. Fristens længde bør også afhænge af en konkret vurdering af fx personens motivation for at påbegynde uddannelse, personens generelle trivsel, selvtillid og selvværd, personens faglige baggrund, herunder om den unge tidligere er frafaldet påbegyndte uddannelser, personens boligsituation og afstand til den påtænkte uddannelse og den unges helbredsmæssige situation.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 21 b, stk. 4.
Det foreslås i stk. 5, at en person omfattet af stk. 2 eller 3, som optages på en uddannelse, er forpligtet til at påbegynde og gennemføre uddannelsen.
Bestemmelsen indebærer, at hvis personen opgiver eller ophører i uddannelsen uden rimelig grund, eller hvis uddannelsesstedet træffer beslutning om, at personen fx på grund af stort fravær er ophørt med uddannelsen, og der ikke længere er mulighed for at genoptage uddannelsen, skal kommunen i forbindelse med personens henvendelse til kommunen og anmodning om hjælp træffe afgørelse om sanktion efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik.
De rimelige grunde til ophør i en uddannelse fremgår af § 13, stk. 7 og 8, i lov om aktiv socialpolitik og er bl.a. sygdom, barsel eller transporttid.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 21 b, stk. 5.
Det foreslås i stk. 6, at test- og prøveresultater vedrørende Forberedende Voksenundervisning samt aktiviteter og tilbud efter kapitel 11-14, der skal iværksættes for, at en person omfattet af § 6, nr. 4 eller 5, når sit uddannelsesmål, skal fremgå af uddannelsespålægget.
Bestemmelsen vedrører uddannelsespålæg for uddannelses- og aktivitetsparate uddannelseshjælps- og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet og indebærer, at uddannelsespålægget for disse grupper skal omfatte oplysninger om testresultaterne fra vejledende læsetests for voksne, prøveresultater i forbindelse med de enkelte trin i forberedende voksenundervisning og de aktiviteter og tilbud efter kapitel 11-14, der iværksættes for, at de pågældende kan nå deres uddannelsesmål.
Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at jobcenteret skal underrette uddannelsesinstitutionen om, at en person er pålagt at begynde og gennemføre en uddannelse, jf. stk. 5, herunder oplyse uddannelsesinstitutionen om de aktiviteter og indsatser, personen har fået af jobcenteret, og eventuelle test- og prøveresultater, og om jobcenteret vurderer, at der er risiko for, at pågældende kan få særlige vanskeligheder ved at gennemføre uddannelsen.
Bestemmelsen indebærer, at uddannelsesinstitutionen får besked om, at personen påbegynder uddannelsen på baggrund af et uddannelsespålæg, og at uddannelsesinstitutionen dermed får bedre mulighed for at tage hånd om personen i uddannelsesforløbet.
Det foreslås endvidere i stk. 7, 2. pkt., at uddannelsesinstitutionen skal underrette jobcenteret, når personen optages på uddannelsen, samt hvis uddannelsesinstitutionen vurderer, at der er risiko for frafald. Denne underretning kan som hidtil ske uden samtykke fra personen således, at kommunen kan iværksætte mentorstøtte, hvis der er behov for dette. Underretningerne mellem jobcenter og uddannelsesinstitutioner sker digitalt for at minimere administrationen, jf. forslaget til stk. 9.
Bestemmelsen indebærer, at jobcenteret får besked, når personen optages på en uddannelse, og hvis uddannelsesinstitutionen vurderer, at personen er frafaldstruet. På den måde får kommunen eksempelvis mulighed for at iværksætte mentorstøtte, der kan understøtte personen i at gennemføre uddannelsen.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 21 b, stk. 7. Det fremgår dog ikke af den foreslåede bestemmelse, at underretningen kan finde sted uden samtykke fra den unge. Dette skyldes, at behandlingen (videregivelsen) af oplysninger skal finde sted i overensstemmelse med behandlingsreglerne i databeskyttelsesforordningen, herunder dennes artikel 6, stk. 1, litra e, hvorefter behandling af oplysninger kan ske, hvis det er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
Forslaget regulerer jobcentrenes og uddannelsesinstitutionernes behandling af oplysninger om unge med uddannelsespålæg, men fastsætter ikke betingelser for indsamling og behandling af oplysninger.
Det foreslås i stk. 8, at jobcenteret skal fortsætte indsatsen for personer, der via uddannelsespålæg skal påbegynde en uddannelse inden for en måned efter uddannelseshjælpens eller overgangsydelsens ophør helt frem til uddannelsesstart.
Det betyder, at den unge vil opleve overgangen fra uddannelseshjælp til uddannelse som et ubrudt forløb.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 21 b, stk. 8.
Det foreslås i stk. 9, at uddannelsespålægget, jf. stk. 2-6, indgår i personens »Min Plan«.
I »Min Plan« kan jobcenteret og den unge kommunikere om bl.a. uddannelsesønsker, aftaler om konkrete uddannelser, den unge skal søge om optagelse på, og om den unge er optaget på en given uddannelse.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 21 b, stk. 10.