LBK nr 280 af 01/03/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 25
(Ophævet)
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 25
RetsinformationEfter den gældende § 14, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal arbejdsløshedskassen senest 2 uger efter dagpengemodtagerens tilmelding afholde en samtale med dagpengemodtageren, hvor det sikres, at de oplysninger, som dagpengemodtageren indlægger i Jobnet er fyldestgørende. Samtalen holdes ved personligt fremmøde, medmindre personen er omfattet af mindre intensiv indsats. Arbejdsløshedskassen påbegynder sammen med personen at udarbejde personens »Min Plan«.
Efter den gældende § 14, stk. 2, skal der ikke afholdes samtale, hvis der senest 3 måneder før tilmeldingen har været holdt en samtale om dagpengemodtagerens cv.
Der henvises til almindelige bemærkninger afsnit 2.6.1.2 om indhold, frister og cv-samtale.
Det foreslås i § 25, stk. 1, 1. pkt., at for personer omfattet af § 6, nr. 1, skal arbejdsløshedskassen senest 2 uger efter tilmelding som jobsøgende holde en samtale med personen, hvor det sikres, at cv-oplysningerne er fyldestgørende, jf. dog § 106.
Bestemmelsen vedrører dagpengemodtagere.
Samtalen, som arbejdsløshedskassen skal holde, handler om cv-oplysningerne på Jobnet, og hvorvidt de oplysninger om bl.a. tidligere beskæftigelse, uddannelse og kvalifikationer, som personen registrerer, er fyldestgørende. Samtalen skal holdes ved personligt fremmøde.
Samtalen skal ikke holdes, hvis personen er omfattet af mindre intensiv indsats, jf. forslaget til § 106, hvortil der henvises.
Bestemmelsen svarer med sproglige justeringer til den gældende lovs § 14, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Det foreslås i 2. pkt., at samtalen skal holdes ved personligt fremmøde.
Cv-samtaler holdes som udgangspunkt ved personligt fremmøde. Der lægges med forslaget vægt på, at personen og medarbejderen i arbejdsløshedskassen begge er fysisk tilstede.
Det foreslås i 3. pkt., at samtalen dog ikke skal holdes, hvis der er forløbet mindre end 3 måneder fra afmelding som jobsøgende.
Den foreslåede ændring af den gældende lovs § 14, stk. 2, er en konsekvens af forslaget om, at der ikke skal være minimumskrav til indhold i jobsamtaler, herunder om, at cv’et påses i forbindelse med jobsamtaler. I stedet skal det løbende påses, at de registrerede cv-oplysninger er fyldestgørende. Dermed er det forudsat, at cv-oplysningerne under ledighed vil være ajourført helt frem til afmeldingen. Det foreslås at få den konsekvens, at cv-samtalen ikke skal holdes, hvis der ved gentilmelding som arbejdssøgende er forløbet mindre end 3 måneder fra afmeldingen.
Det foreslås i stk. 2, at arbejdsløshedskassen sammen med personen ved samtalen skal begynde at udarbejde forslag til indhold i personens »Min Plan« efter kapitel 8 om planer m.v. og aftaler med personen, hvordan jobsøgningen kan understøttes.
Om »Min Plan« henvises til bemærkninger til forslaget til § 41.
Det fremgår af forslaget til § 18, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at arbejdsløshedskassen kan pålægge personen at søge relevante konkrete job.
Det er således jobcenteret, der udarbejder »Min Plan« sammen med personen, men arbejdsløshedskassen kommer med forslag til indhold for egne medlemmer.