LBK nr 280 af 01/03/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 194
Kommunen afholder endeligt udgifterne til vejledning, sagsbehandling og det individuelle kontaktforløb, udarbejdelse af »Min Plan«, helhedsorienteret plan og rehabiliteringsplaner og administration i øvrigt. Kommunen afholder desuden endeligt udgifterne til særlige aktiviteter efter § 17, godtgørelse efter § 62, stk. 2, og lægeerklæringer.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 194
RetsinformationEfter de gældende regler i § 117, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats afholder kommunen endeligt udgifterne til vejledning, sagsbehandling og det individuelle kontaktforløb, til udarbejdelse af »Min Plan« og rehabiliteringsplaner og til administration i øvrigt m.v. Kommunen afholder desuden endeligt udgifterne til godtgørelse efter § 75 c, til særlige aktiviteter efter § 7 og til lægeerklæringer.
Efter § 117, stk. 2, i loven, yder staten 100 pct. refusion af kommunernes udbetaling af bonus til andre aktører, der varetager indsatsen over for personer, der er henvist til andre aktører i 2009 eller tidligere, og som er omfattet af § 2, nr. 1. Det vedrører bonus for nu ophørte forløb, hvor udgifterne til bonus dermed er afholdt.
For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til afsnit 2.33.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås i § 194, 1. pkt., at kommunen endeligt afholder udgifterne til vejledning, sagsbehandling og det individuelle kontaktforløb, udarbejdelse af »Min Plan«, helhedsorienteret plan og rehabiliteringsplaner og administration i øvrigt.
Det præciseres dermed i lovteksten, at kommunen også vil skulle afholde udgifterne til udarbejdelse af en helhedsorienteret plan i beskæftigelsesindsatsen, som er beskrevet i lovforslagets § 46 med tilhørende bemærkninger.
Administration i øvrigt er fortsat fx udgifter til journalføring, regnskabsføring og revision.
Det foreslås, i 2. pkt., at kommunen desuden endeligt afholder udgifterne til særlige aktiviteter efter § 17, godtgørelse efter § 62, stk. 2, og til lægeerklæringer.
Dermed vil kommunerne også endeligt skulle afholde udgifterne til særlige aktiviteter efter lovforslagets § 17, som hjemler, at jobcenteret kan tilbyde økonomisk støtte til arbejdssøgende og arbejdsgivere til gennemførelse af særlige aktiviteter, der medvirker til at finde arbejde og arbejdskraft. Desuden skal kommunerne endeligt afholde udgifterne til godtgørelse efter lovforslagets § 62, stk. 2, til unge under 18 år, der har behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats samt til lægeerklæringer.
Det gennemgående princip om, at kommunerne endeligt afholder administrationsudgifter, som afspejlet i § 194, er i overensstemmelse med § 4 i bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets og Transport-, Bygnings- og Boligministeriets ressortområder. Bekendtgørelsen er fastsat med hjemmel i § 85 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Her er det fastsat, at kommunerne endeligt afholder udgifter til rådgivning, tilsyn og administration m.v., som finder sted i forvaltningen, samt uden for forvaltningen i tilknytning til eller som led i et tilbud eller udbetaling af en ydelse eller et tilskud (med visse undtagelser). Udgifterne omfatter vejledning, sagsbehandling og det individuelle kontaktforløb, udarbejdelse af jobplaner, konsulentstøtte, lægeerklæringer, regnskabsføring og revision, særlig tilrettelagt rådgivning eller vejledning, evt. tilrettelagt som opsøgende arbejde m.v.
De administrative udgifter er ikke refusionsberettigende og heller ikke omfattet af budgetgaranti i statens bloktilskud til kommunerne.
Det forventes, at der fortsat skal kunne vejledes om, hvilke udgifter der ikke vil være berettigende til statsrefusion, hvilke udgifter der vil blive givet statsrefusion til, og hvordan udgifterne skal afgrænses og dokumenteres til kommunal finansiering i vejledning om kommunernes dokumentation af driftsudgifter ved aktivering m.v.
Der er tale om en videreførelse af de gældende regler om, at kommunen endeligt afholder administrative udgifter i lovens § 117, stk. 1, med ovenstående tilretning.