LBK nr 280 af 01/03/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 169
Får en virksomhed eller en uddannelsesinstitution støtte til at varetage en mentorfunktion, skal indsatsen ligge ud over, hvad arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen sædvanligvis forventes at varetage, og mentorfunktionen skal være afgørende for aktiviteten, tilbuddet eller ansættelsen.
Stk. 2. Støtte til en mentorfunktion i en virksomhed eller en uddannelsesinstitution bevilges til dækning af lønomkostninger ved frikøb af medarbejderen, der varetager mentorfunktionen, eller honorar til en ekstern konsulent. Der kan bevilges tilskud til køb af uddannelse for medarbejderen med henblik på at forbedre en medarbejders forudsætninger for at varetage mentorfunktionen.
Stk. 3. Jobcenteret skal i samarbejde med virksomheden eller uddannelsesinstitutionen fastsætte et timetal for mentorfunktionen ud fra en konkret vurdering af behov og forudsætninger hos den person, der har brug for mentorstøtte.
Stk. 4. Der kan i samarbejde med virksomheden eller uddannelsesinstitutionen fastsættes et timetal for mentorfunktionen pr. plads i stedet for pr. person.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 169
RetsinformationEfter den gældende § 31 d i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal indsatsen ligge ud over, hvad arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen sædvanligvis forventes at varetage, og mentorfunktionen skal være afgørende for aktiviteten, tilbuddet eller ansættelsen, hvis en virksomhed eller en uddannelsesinstitution får støtte til at varetage en mentorfunktion.
Efter den gældende § 31 e, stk. 1, kan støtte til en mentorfunktion i en virksomhed eller en uddannelsesinstitution bevilges til dækning af lønomkostninger ved frikøb af medarbejderen, der varetager mentorfunktionen, eller honorar til en ekstern konsulent. Med henblik på at forbedre en medarbejders mulighed for at varetage mentorfunktionen kan der bevilges tilskud til køb af uddannelse for medarbejderen.
Efter den gældende § 31 e, stk. 2, skal der ud fra en konkret vurdering af behov og forudsætninger hos personen, der har brug for mentor, fastsættes et timetal for mentorfunktionen i samarbejde med virksomheden eller uddannelsesinstitutionen. Der kan fastsættes et timetal for mentorfunktionen pr. plads i stedet for pr. person, hvis der ydes støtte til en mentorfunktion for flere personer.
Det foreslås i § 169, stk. 1, at får en virksomhed eller en uddannelsesinstitution støtte til at varetage en mentorfunktion, skal indsatsen ligge ud over, hvad arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen sædvanligvis forventes at varetage, og mentorfunktionen skal være afgørende for aktiviteten, tilbuddet eller ansættelsen.
Formålet med, at jobcenteret kan yde støtte til frikøb af mentoren, er, at mentoren skal varetage opgaven med mentorstøtte som en opgave, der ligger ud over den almindelige oplæring og introduktion af personen, i de frikøbte timer. Det er en derfor en betingelse, at mentor ikke udfører sine sædvanlige arbejdsopgaver i de timer, vedkommende fungerer som mentor. Den almindelige oplæring og introduktion til arbejdet eller uddannelsen er således ikke en mentoropgave.
Det er også en betingelse for at få støtte til mentoropgaver udført af mentorer ansat på virksomheder og uddannelsesinstitutioner, at opgaven med at introducere og oplære personen skal have et omfang, der rækker udover arbejdsgiverens forpligtigelse til oplæring af personen og udover uddannelsesinstitutionens forpligtigelse til introduktion og vejledning. Der skal således være mulighed for at give personlig vejledning i forhold til arbejdet eller uddannelsen som led i at fastholde personen.
Herudover skal mentorfunktionen være afgørende for, at personen opnår eller fastholder aktiviteten, tilbuddet, ansættelsen eller uddannelsen.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at støtte til en mentorfunktion i en virksomhed eller en uddannelsesinstitution bevilges til dækning af lønomkostninger ved frikøb af medarbejderen, der varetager mentorfunktionen, eller honorar til en ekstern konsulent.
Støtten skal dække virksomhedens eller uddannelsesinstitutionens lønomkostninger ved frikøb af en intern mentor eller betaling af honorar til en ekstern mentor. Det er en betingelse for bevilling af støtte til frikøb af en medarbejder, at medarbejderen ikke udfører sine sædvanlige arbejdsfunktioner i de timer, hvor vedkommende fungerer som mentor. Lønomkostningerne er timelønnen inklusiv feriepenge, pensionsbidrag og andre arbejdsgiverbidrag. Hverken direkte eller indirekte omkostninger forbundet med at levere mentorydelsen kan indgå.
Der skal være direkte kontakt mellem mentor og den person, der får mentorstøtte, i de timer, der ydes støtte til. Det er ikke muligt at få støtte til udgifter til transport til mentorer eller til den tid, som mentoren anvender til transport eller forberedelse. Der er heller ikke dækning for udgifter for timer, hvor mentor er syg.
Det betyder, at det skal være det faktiske timeforbrug, der danner grundlag for udbetaling af støtte, dvs. de timer, hvor der har været direkte kontakt mellem mentor og den person, der får mentorstøtten.
På samme måde som i dag forventes der i bekendtgørelse udmøntet regler om, at arbejdsgiveren hhv. uddannelsesinstitutionen skal redegøre for det faktiske timeforbrug, der er anvendt på mentorfunktionen.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at der med henblik på at forbedre en medarbejders mulighed for at varetage mentorfunktionen kan bevilges tilskud til køb af uddannelse for medarbejderen.
Formålet med at give tilskud til opkvalificering af mentorerne er, at mentorerne gennem opkvalificeringen opnår en række nye kvalifikationer, der kan bidrag til, at mentorerne bedre kan varetage mentoropgaven. Der kan ikke bevilges tilskud til betaling for tabt arbejdsfortjeneste som følge af, at medarbejderen deltager i uddannelse.
Tilskud til uddannelse til mentorer kan alene ydes til interne mentorer ansat på virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Virksomheder og uddannelsesinstitutioner kan ikke få tilskud til uddannelse til en ekstern konsulent, som udfører mentoropgaven for dem. Der kan heller ikke ydes tilskud til uddannelse til mentorer, som er ansat i kommunen eller mentorer, herunder firmaer, der udbyder mentorstøtte, som jobcenteret indgår aftale med og som udfører mentoropgaver for jobcenteret.
Det foreslås i stk. 3, at der ud fra en konkret vurdering af behov og forudsætninger hos personen, der har brug for mentor, fastsættes et timetal for mentorfunktionen i samarbejde med virksomheden eller uddannelsesinstitutionen.
Jobcenteret skal med forslaget fortsat fastsætte et timetal for mentorfunktionen i samarbejde med virksomheden eller uddannelsesinstitutionen.
Det er individuelt, hvor mange timers mentorstøtte en person har brug for. Jobcenteret skal fastsætte timetallet pr. uge ud fra en konkret vurdering af behovet hos den enkelte person, der har behov for mentorstøtte.
Det foreslås videreført i et nyt stk. 4, at der i samarbejde med virksomheden eller uddannelsesinstitutionen kan fastsættes et timetal for mentorfunktionen pr. plads i stedet for pr. person.
Hvis en virksomhed eller en uddannelsesinstitution løbende varetager mentorfunktionen for flere personer, er det muligt at fastsætte et timetal for mentorfunktionen pr. plads i stedet for pr. person. Timetallet fastsættes af jobcenteret i et samarbejde mellem jobcenteret og virksomheden eller uddannelsesinstitutionen. Der tages udgangspunkt i, hvilken personkreds, der almindeligvis indgår i en af de løbende understøttende indsatser med mentorstøtte, og hvilket mentorbehov, personerne almindeligvis har.
Hvis jobcenteret giver en person mentorstøtte i en virksomhed, hvor der er en aftale om mentorfunktion pr. plads, kan de på den måde udnytte det antal timer, jobcenteret allerede har aftalt med virksomheden. Der skal ikke laves en særskilt bevilling. Jobcenteret skal sikre, at der er ledige timer i aftalen. Og virksomheden skal være klar over, at personen hører under denne aftale, så de kan bede om udbetaling af støtte til mentorfunktionen for personen under aftalen. Hvis personen får mentorstøtten som individuel mentor, skal der laves en særskilt bevilling vedrørende mentorstøtten, og virksomheden skal så have disse penge som særskilt betaling.
En person kan godt have en individuel mentor og en mentor pr. plads på samme tid. Hvis det aftalte med virksomheden fx er lavet ud fra en type person, hvor det passer med gennemsnitligt 5 timers mentorstøtte pr. person pr. uge og jobcenteret giver mentorstøtte til en person, der har behov for flere timer, så kan jobcenteret supplere det aftalte med virksomheden op med ekstra timer til individuel mentorstøtte. Der skal så være en særskilt bevilling til de ekstra timer.
Forslaget får den virkning, at hvis en virksomhed eller en uddannelsesinstitution får støtte til at varetage en mentorfunktion, skal indsatsen ligge ud over, hvad arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen sædvanligvis forventes at varetage, og mentorfunktionen skal være afgørende for aktiviteten, tilbuddet eller ansættelsen. Støtten bevilges fortsat til dækning af lønomkostninger ved frikøb af medarbejderen eller honorar til en ekstern konsulent, der udfører opgaven for virksomheden eller uddannelsesinstitutionen. Der kan fortsat bevilges tilskud til køb af uddannelse for mentorer, ansat i virksomheder eller uddannelsesinstitutioner.
Forslaget får endvidere den virkning, at jobcenteret skal fastsætte et timetal for mentorfunktion i samarbejde med virksomheden eller uddannelsesinstitutionen, enten pr. person eller pr. plads.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 31 d-e.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.26.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.