LBK nr 1003 af 28/08/2024
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser § 60
Dele af undervisningen kan tilrettelægges som ekskursioner m.v.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser § 60
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse om, at dele af undervisningen kan tilrettelægges som ekskursioner m.v., er en videreførelse fra de gældende love, jf. § 15 i lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), gymnasielovens § 16 og hf-lovens § 12.
Undervisningen vil således som hidtil kunne tilrettelægges som ekskursioner m.v. Udtrykket omfatter en- eller flerdagsaktiviteter i ind- eller udland, der er tilrettelagt for alle elever i en klasse eller på et hold, og som har et sigte i forhold til realisering af uddannelsernes formål og de faglige mål i fagene m.v.
Bestemmelserne i den institutionelle lovgivning på ungdomsuddannelsesområdet om betaling for deltagelse i ekskursioner foreslås der ikke ændret ved, jf. § 46, stk. 3-6, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. (lovbekendtgørelse nr. 750 af 21. juni 2016). Elever vil have mødepligt til ekskursioner m.v. med begrænset deltagerbetaling, dvs. hvor betaling kun dækker udgifterne til forplejning. Eleverne vil ikke kunne udelukkes fra deltagelse, selvom de ikke har erlagt den fastsatte betaling.
Ekskursioner med en højere deltagerbetaling vil være frivillige for eleverne, og deltagelsen kan betinges af, at eleven har erlagt betaling for arrangementet. For elever, der undlader at deltage i sådanne ekskursioner, vil institutionen skulle tilbyde alternativ undervisning, der modsvarer det udbytte, der er forudsat i forbindelse med arrangementet.