LBK nr 1003 af 28/08/2024
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser § 14a
Institutionens leder kan fra skoleårets begyndelse og indtil afslutningen af den periode, der følger af § 20, stk. 1, 2. pkt., optage ansøgere, som ikke rettidigt har søgt om optagelse på en gymnasial uddannelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, § 8, stk. 1, nr. 1, § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 10, stk. 1, nr. 1. Optagelse er betinget af, at optagelse til det ønskede skoleår ikke er forsøgt efter § 11, stk. 1, og ikke længere kan ske efter denne bestemmelse. Optagelse er endvidere betinget af, at ansøgeren i øvrigt efter §§ 7-10 havde krav på optagelse på en gymnasial uddannelse, og at institutionens leder på baggrund af en konkret vurdering finder, at ansøgeren har faglige forudsætninger for at påbegynde uddannelsen senere end ved skoleårets begyndelse.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser § 14a
RetsinformationBestemmelsen regulerer mulighederne for, at elever kan skifte mellem gymnasiale uddannelser uden tab af tid; det vil sige uden at skiftet betragtes som frafald af den uddannelse, som eleven først er påbegyndt.
Den foreslåede bestemmelse øger mulighederne for at skifte mellem de gymnasiale uddannelser i forhold til i dag, jf. de gældende bestemmelser i § 6 i lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) og gymnasielovens § 7.
I dag er der mulighed for, at en elev fra en af de treårige uddannelser til htx, hhx eller stx kan skifte til en anden af disse uddannelser uden tab af tid senest ved afslutningen af det halvårlige grundforløb. Et sådant uddannelsesskift sker ved, at eleverne på sædvanlig måde får merit for de fag, der er fælles (dansk, matematik og engelsk indgår i alle gymnasiale grundforløb), og merit ved substitution for den øvrige del af det gennemførte grundforløb.
Der er ikke i dag mulighed for skift mellem de treårige gymnasiale ungdomsuddannelser og den toårige hf-uddannelse, ligesom der ikke er mulighed for at skifte institution inden for de treårige uddannelser.
Nogle elever finder i løbet af den første tid i deres ungdomsuddannelsesforløb ud af, at deres faglige forudsætninger og interesser ikke passer med den valgte uddannelse. For at give eleverne gode muligheder for at tage stilling til, om de er kommet ”på rette hylde”, og at de ikke falder ud af uddannelsessystemet, foreslås det at udvide mulighederne for at vælge en anden uddannelse eller institution, så der bliver tale om et omvalg i stedet for frafald.
Samtidig ønsker regeringen at sikre, at de elever, som skifter uddannelse, ikke via skiftet kan opnå adgang til en uddannelse, som eleven ikke i øvrigt opfyldte betingelserne for at få adgang til. Skiftemulighederne skal således ikke kunne bruges til at omgå optagelseskravene til de gymnasiale uddannelser.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan en elev indtil afslutningen af grundforløbet i en treårig gymnasial ungdomsuddannelse skifte til anden institution eller til en anden treårig gymnasial ungdomsuddannelse uden tab af tid. Tilsvarende gælder for elever på en treårig gymnasial ungdomsuddannelse, som skifter til den toårige uddannelse til hf-eksamen, og elever fra den toårige uddannelse til hf-eksamen, som skifter til en treårig gymnasial ungdomsuddannelse, samt elever fra eux-forløb, som skifter til en treårig gymnasial uddannelse eller til den toårige uddannelse til hf-eksamen.
Bestemmelsen viderefører de gældende regler om skifte mellem de treårige gymnasiale ungdomsuddannelser og udvider skiftemuligheden, så der også bliver mulighed for at skifte til en anden institution og dér fortsætte den samme uddannelse. Skiftet vil indebære, at eleven skal optages på en ny uddannelse og eventuelt på en ny institution.
Elever, der skifter mellem de treårige gymnasiale ungdomsuddannelser inden for de tre måneder, som grundforløbet varer, vil derfor have ret til optagelse på den ny uddannelse eller institution. Optagelse vil dog forudsætte, at der er plads på den nye uddannelse eller institution. Eleven vil ikke have krav på at få plads på en bestemt institution eller at få en bestemt studieretning. Optagelse vil ske på baggrund af merit, herunder ved substitution, for det allerede gennemførte forløb.
Som noget nyt vil elever fra en treårig gymnasial ungdomsuddannelse på samme måde kunne skifte til den toårige uddannelse til hf-eksamen, og elever fra den toårige uddannelse til hf-eksamen vil kunne skifte til en treårig gymnasial ungdomsuddannelse.
I dag er der efter mindst et halvt år (20 uger) af en erhvervsuddannelse mulighed for at skifte fra en erhvervsuddannelse til studieretningsforløbet på htx- eller hhx-uddannelsen efter samme principper som ved skift mellem de treårige gymnasiale ungdomsuddannelser. Adgangen forudsætter, at eleven opfylder de objektive optagelseskriterier for at have retskrav på optagelse på de erhvervsgymnasiale uddannelser, og at den ansøgte institutions leder finder, at eleven i tilstrækkeligt omfang har gennemført undervisning på gymnasialt niveau i dansk, matematik og engelsk, jf. § 12 i bekendtgørelse nr. 108 af 4. februar 2016 om optagelse på de gymnasiale uddannelser.
Den nævnte skiftemulighed foreslås videreført i bestemmelsens stk. 1 i en ny form, hvorefter skiftemuligheden begrænses til eux-elever. Det skyldes, at det i praksis er erhvervsuddannelseselever, der følger et eux-forløb, som modtager undervisning på gymnasialt niveau i et omfang, der kan begrunde merit ved substitution.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at elever fra eux-forløb kan skifte til en af de treårige gymnasiale ungdomsuddannelser eller til den toårige uddannelse til hf-eksamen.
Efter bestemmelsens stk. 2 er skift efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 betinget af, at eleven ville have haft retskrav på optagelse efter §§ 7 eller 8, hvis vedkommende havde søgt om optagelse på den pågældende uddannelse i direkte forlængelse af 9. klasse, eller at eleven ville have haft retskrav på optagelse efter §§ 9 eller 10, hvis vedkommende havde søgt om optagelse på den pågældende uddannelse i direkte forlængelse af 10. klasse.
Efter de foreslåede regler i § 7, stk. 1, nr. 2, § 8, stk. 1, nr. 2, § 9, stk. 1, nr. 2 og § 10, stk. 1, nr. 2, er det en forudsætning for at have retskrav på optagelse, at ansøgeren er vurderet uddannelsesparat.
Det kan forekomme, at en elev, som ønsker at skifte uddannelse som ovenfor beskrevet, ikke er vurderet i forhold til, om vedkommende er uddannelsesparat til den uddannelse, som vedkommende nu ønsker at skifte til. I disse tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at lederen af den institution, som vedkommende ønsker at skifte til, undersøger, om eleven ville have opfyldt de faglige forudsætninger for at blive vurderet uddannelsesparat til den pågældende uddannelse, hvis vedkommende havde søgt om optagelse direkte efter 9. eller 10. klasse. De personlige og sociale forudsætninger, som er en del af helhedsvurderingen i uddannelsesparathedsvurderingen, er således allerede vurderet opfyldt i forbindelse med optagelse på den uddannelse, som eleven nu ønsker at skifte fra.
Elever, som opfylder de foreslåede forudsætninger for at skifte, vil have ret til at skifte, men retten til at skifte vil være under forudsætning af, at det sker inden for de tre første måneder af uddannelsen, hvilket svarer til den periode, som grundforløbet i de treårige gymnasiale ungdomsuddannelser varer.
Det vil endvidere være under forudsætning af, at der er plads på den nye uddannelse og institution. Eleverne vil således ikke have krav på at få plads på en bestemt institution eller – for de treårige gymnasiale ungdomsuddannelser – på en bestemt studieretning.
Efter bestemmelsens stk. 3 vil elever, der skifter, fortsat blive optaget på baggrund af merit, herunder ved substitution, for det hidtil gennemførte forløb. Merit ved substitution indebærer bl.a., at forskellige fag eller forløb, der er gennemført inden uddannelsen, kan træde i stedet for fag eller forløb i uddannelsen, når institutionens leder vurderer, at fagene eller forløbene ligeværdigt bidrager til opfyldelse af uddannelsens formål. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 18.
Uddannelsesskift, der bygger på merit ved substitution, kan indebære, at eleven i større eller mindre omfang kan komme til at mangle en del af det konkrete faglige fundament for at fortsætte undervisningen i et eller flere fag. For at et uddannelsesskift skal lykkes, kan der derfor være behov for, at eleven gør en særlig indsats for at sikre den nødvendige faglige sammenhæng, og at eleven er blevet vejledt om konsekvenserne af et uddannelsesskift.
Det er ikke hensigten, at der skal tilrettelægges særlige uddannelsesforløb for elever, der skifter uddannelse i løbet af de tre første måneder. Disse elever skal således indgå i det uddannelsesforløb, som allerede er i gang. Efter bestemmelsens stk. 4 vil eleven selv have ansvaret for den særlige indsats, der ofte er nødvendig i forbindelse med skiftet. Den foreslåede bestemmelse svarer til § 13 i bekendtgørelse nr. 108 af 4. februar 2016 om optagelse på de gymnasiale uddannelser, idet det dog er tilføjet, at både lederen af den afgivende og den modtagende institution har ansvar for at vejlede eleven om skiftet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.