LBK nr 152 af 13/02/2025
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond § 17
Danmarks Frie Forskningsfond ledes af en bestyrelse.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond § 17
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse, der er ny, fastsætter, at Danmarks Frie Forskningsfond ledes af en bestyrelse. Dette tydeliggør, at det som hidtil er bestyrelsen, der har ansvaret for at sikre, at fonden lever op til sit formål.
Udadtil betyder det, at det er bestyrelsen, der tegner fonden, eksempelvis i forhold til aftale- og samarbejdspartnere. Som hidtil er fondens rådgivningsfunktion også forankret hos bestyrelsen, hvorfor det er op til bestyrelsen at sikre en samordning af fondens rådgivning om forskning. Det er også bestyrelsens ansvar løbende hvert tredje år at udforme fondens strategi og afgive en årlig beretning om fondens virke.
Indadtil medfører ledelsesretten for bestyrelsen, at bestyrelsen over for de underliggende udvalg og sekretariatet har en egentlig instruktionsbeføjelse i forhold til fondens opgaveløsning.
Det er bestyrelsens ansvar at sikre, at fonden træffer afgørelse om tilskud inden for de rammer, der er fastsat på de årlige bevillingslove, at bevillinger tildeles efter ansøgning i åben konkurrence på baggrund af offentliggjorte kriterier efter en forskningsfaglig kvalitetsvurdering, og at der tildeles bevillinger til internationalt samarbejde. Det er ligeledes bestyrelsens ansvar at sikre, at fondens bevillingsfunktion varetages efter ensartede retningslinjer og opslag. Bestyrelsen kan herunder beslutte, hvilke virkemidler de underliggende udvalg kan udmønte bevillinger til, herunder størrelsen af bevillingerne samt om de enkelte virkemidler skal tildeles en fysisk eller juridisk person. Bestyrelsen vil tilsvarende kunne beslutte udvalgenes anvendelse af eksterne bedømmere i ansøgningsbehandlingen. Bestyrelsen kan derudover fastlægge nærmere retningslinjer for fastsættelse af karensperioder.
Som det fremgår af § 22, stk. 1, udstrækkes bestyrelsens instruktionsbeføjelse ikke til den konkrete afgørelse om bevilling. Som hidtil er det således udvalgenes ansvar at udøve den konkrete bevillingskompetence og træffe afgørelse om, hvorvidt en ansøgning imødekommes eller ikke.