LBK nr 152 af 13/02/2025
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond § 14
Danmarks Frie Forskningsfond giver tilskud til konkrete forskningsaktiviteter inden for politisk fastsatte temaer eller virkemidler, når der er fastsat særlig bevilling hertil på de årlige bevillingslove.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond § 14
RetsinformationMed bestemmelsen, der er ny, foreslås det at udvide muligheden for, at Danmarks Frie Forskningsfond kan give tilskud til konkrete forskningsaktiviteter baseret på politisk fastsatte temaer eller virkemidler.
Danmarks Innovationsfond har efter lov om Danmarks Innovationsfond ansvaret for tematisk forskning, idet fonden overtog Det Strategiske Forskningsråds opgaver i 2014. Danmarks Innovationsfond har fokus rettet mod erhvervslivet, idet fonden skal give tilskud til udvikling af viden og teknologi, herunder højteknologi, der fører til styrkelse af forskning og innovative løsninger til gavn for vækst og beskæftigelse i Danmark.
Efter den gældende bestemmelse i § 7, stk. 4, har Det Frie Forskningsråd mulighed for i særlige tilfælde at støtte politisk prioriterede virkemidler, hvor der er givet bevillingsmæssig hjemmel hertil. Eksempelvis hvor der fra politisk hold er afsat en øremærket bevilling til udmøntning via brede opslag rubriceret efter videnskabelige forskningsområder.
Der er derimod ikke adgang til, at rådet udmønter bevillinger, der er afgrænset til et specifikt forskningsområde, f.eks. sprog, litteratur, fysik eller kemi. Rådet kan heller ikke udmønte bevillinger, der er tematisk afgrænset, f.eks. til særlige programmer. Udmøntning af tematisk forskning skete tidligere i regi af det nu nedlagte Det Strategiske Forskningsråd. Det Strategiske Forskningsråd havde en række særligt nedsatte programkomiteer, der udmøntede sådanne bevillinger, eksempelvis programkomiteerne for Sundhed, fødevarer og velfærd, Bæredygtig energi og miljø, Strategiske vækstteknologier, Individ, sygdom og samfund, Transport og infrastruktur og Fred og konflikt.
I det omfang, der er tale om temaer, som ikke ligger inden for Danmarks Innovationsfonds fokusområde, vurderes det, at Danmarks Frie Forskningsfond vil have bedre muligheder og forudsætninger end Danmarks Innovationsfond for at udmønte midler til tematisk forskning.
Det foreslås på den baggrund, at Danmarks Frie Forskningsfond skal have mulighed for og pligt til at give tilskud til konkrete forskningsaktiviteter inden for politisk fastsatte temaer eller virkemidler, når der er fastsat særlig bevilling hertil på de årlige bevillingslove. Bestemmelsen medfører, at fonden kan støtte aktiviteter, der er afgrænset efter deres indhold, dvs. yde støtte til tematisk forskning med opslag, der er indholdsmæssigt fokuserede og fagligt snævrere end de videnskabelige forskningsområder.
Danmarks Frie Forskningsfonds hovedformål forudsættes som hidtil at være at udmønte tilskud til forskning baseret på forskernes egne initiativer. Fondens årlige almindelige bevilling på finansloven skal som hidtil gå til sådanne tilskud og andre aktiviteter i forbindelse med fondens almindelige virke, som det har været hidtidig praksis for Det Frie Forskningsråd. Den almindelige bevilling kan således ikke udmøntes til forskning i politisk fastsatte temaer eller virkemidler.