Bekendtgørelse af lov om betalingskonti § 12

Forslaget til § 12, stk. 1-3, gennemfører artikel 18 i betalingskontodirektivet angående det gebyr, som et pengeinstitut kan opkræve enten for at tilbyde en basal betalingskonto eller i tilfælde af, at en forbruger ikke overholder sine forpligtelser i henhold til en rammeaftale for en basal betalingskonto.

Ifølge forslagets stk. 1 skal en basal betalingskonto tilbydes vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Fastsættelsen af, hvad der er et rimeligt gebyr, er nærmere reguleret i forslaget til § 12, stk. 3.

Det fremgår videre af forslaget til stk. 2, at et pengeinstitut også har mulighed for at pålægge en forbruger et rimeligt gebyr i tilfælde af, at en forbruger ikke overholder sine forpligtelser i henhold til en rammeaftale for en basal betalingskonto, eksempelvis manglende iagttagelse af sikkerhedsforanstaltninger ved brug af netbank.

Forslaget til stk. 3, fastlægger de kriterier, der skal tages hensyn til ved fastlæggelsen af et rimeligt gebyr. Disse kriterier medfører, at begrebet »et rimeligt gebyr« er et dynamisk begreb, der til enhver tid skal afspejle forbrugernes købekraft, det gennemsnitlige gebyrniveau og pengeinstituttets omkostninger. Opregningen er udtømmende, og et pengeinstitut kan derfor ikke vælge at fastlægge et rimeligt gebyr individuelt på baggrund af en kreditvurdering af den enkelte kunde.

Ved fastlæggelsen af gebyrets størrelse vil der skulle tages hensyn til indkomstniveauet i Danmark, jf. forslaget til stk. 3, nr. 1. Dette skal sikre, at gebyrets størrelse ikke afholder forbrugere fra at oprette en basal betalingskonto. Ved fastlæggelsen af indkomstniveauet i Danmark vil der blive taget udgangspunkt i oplysninger fra Danmarks Statistik.

Der skal endvidere, jf. forslaget til stk. 3, nr. 2, tages hensyn til de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af pengeinstitutter i Danmark for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti. Selvom bestemmelsen ikke forbyder gebyrer over det gennemsnitlige niveau, vil dette moment kunne bidrage til, at et gebyr ikke vil blive anset for at være rimeligt. Bestemmelsen henviser til de gennemsnitlige gebyrer for betalingskonti. Herved sikres det, at der tages højde for det generelle gebyrniveau for betalingskonti og ikke kun niveauet for basale betalingskonti ved fastlæggelsen af, hvad der er et rimeligt gebyr.

Endelig fremgår det af forslaget til stk. 3, nr. 3, at pengeinstituttets omkostninger samt en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en basal betalingskonto til forbrugere vil indgå i vurderingen af, om et gebyr er rimeligt. Omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger. Ved direkte omkostninger forstås omkostninger, som direkte kan henføres til at udbyde en basal betalingskonto. Indirekte omkostninger omfatter eksempelvis omkostninger til husleje og andre omkostninger, der ikke direkte kan henføres til udbuddet af en basal betalingskonto. Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.3.

Kriterierne i § 12, stk. 3, indgår i en samlet vurdering af, om et gebyr er rimeligt. Hvis et pengeinstitut har meget høje omkostninger, og dette medfører, at gebyret ligger over det gennemsnitligt opkrævede gebyr, jf. stk. 3, nr. 2, eller ikke står i et rimeligt forhold til indkomstniveauet i Danmark, vil dette kunne medføre, at gebyret ikke anses for at være et rimeligt gebyr. Hvis det derimod viser sig, at et gebyr svarer til det gennemsnitligt opkrævede gebyr for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti, vil dette som udgangspunkt blive anset som rimeligt.

Det påhviler det enkelte pengeinstitut at fastsætte størrelsen for et rimeligt gebyr i henhold til de opregnede kriterier ud fra forholdene i det enkelte pengeinstitut. Da Finanstilsynet, jf. lovforslagets § 14, skal føre tilsyn med denne lov, vil Finanstilsynet som led i sin virksomhed have til opgave at overvåge, at pengeinstitutterne ikke opkræver et urimeligt gebyr for en basal betalingskonto.

Hvis et gebyr ikke er rimeligt, vil Finanstilsynet kunne påbyde pengeinstituttet at nedsætte gebyret. Finanstilsynet vil derimod ikke kunne pålægge pengeinstituttet at tilbagebetale gebyrer, der er i strid med stk. 1 og 2. I denne situation vil Finanstilsynet underrette Forbrugerombudsmanden, jf. forslagets § 16, der herefter vil kunne anlægge sag om tilbagesøgning af det uretmæssigt opkrævede beløb, jf. forslagets § 15, 1. pkt.

Forslaget til stk. 4 gennemfører artikel 17, stk. 5, i betalingstjenestedirektivet. Det fremgår således af forslaget, at et gebyr for en basal betalingskonto ikke må være afhængigt af antallet af gennemførte tjenesteydelser, jf. § 9, stk. 1, nr. 1-2 og nr. 3, litra b. Dette gælder derfor ikke direkte debiteringer, jf. § 9, stk. 1, nr. 3, litra a, og kredittransaktioner, jf. § 9, stk. 1, nr. 3, litra c. Derudover fremgår det af stk. 4, 2. pkt., at det ligeledes er muligt at opkræve gebyrer, som er afhængig af antallet af transaktioner med et kreditkort. For transaktioner med direkte debiteringer, kredittransaktioner og kreditkort vil et pengeinstitut derfor godt kunne opkræve et gebyr, der afhænger af antallet af gennemførte transaktioner. Disse gebyrer skal dog være rimelige, jf. kriterierne i stk. 3. Hvis pengeinstituttet vælger at tage særskilt betaling for disse tjenesteydelser, kan omkostningerne hertil ikke indgå i vurderingen af, hvad der er et rimeligt gebyr ved en basal betalingskonto.

Det følger af artikel 17, stk. 6, i direktivet, at medlemslandene kan fastsætte et minimumsantal af operationer for så vidt angår direkte debiteringer og transaktioner med kreditkort, som kreditinstitutter kun kan pålægge eventuelle rimelige gebyrer. Det vurderes, at denne bestemmelse ikke bør gennemføres i dansk ret, idet den foreslåede § 12, stk. 4, vurderes at give en tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse.