Bekendtgørelse af lov om betalingskonti § 1

Den foreslåede § 1 gennemfører artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (herefter benævnt betalingskontodirektivet) og angiver lovens anvendelsesområde.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at loven finder anvendelse på udbydere af betalingstjenester, som tilbyder betalingskonti, hvorpå en forbruger kan indsætte midler, hæve kontanter og udføre og modtage betalingstransaktioner, herunder kredittransaktioner, til og fra tredjemand.

For en nærmere definition af begreberne betalingstjenesteudbyder, betalingskonto, forbruger, betalingstransaktion og kredittransaktion henvises til den foreslåede definitionsbestemmelse i § 2.

Det er kun de betalingstjenesteudbydere, der udbyder betalingskonti, som har samtlige de tre funktioner, der fremgår af stk. 1, som vil være omfattet af loven. Hvis en betalingstjenesteudbyder kun udbyder konti, hvor kun en eller to af de i stk. 1 nævnte funktioner er mulige, eksempelvis en konto, hvorpå der kun kan indsættes midler og hæves kontanter, vil betalingstjenesteudbyderen ikke være omfattet af loven. Tilsvarende gælder for en betalingstjenesteudbyder, der kun udbyder et betalingskort, som eksempelvis et indkøbscenter, der udbyder et kreditkort til betaling for varer og tjenester i det pågældende center.

Loven omfatter eksempelvis ikke investeringsbanker, dvs. banker, der primært beskæftiger sig med investeringer i form af værdipapirhandel og finansiel rådgivning, hvis disse ikke tilbyder betalingskonti, som beskrevet i denne bestemmelse.

Af det foreslåede stk. 2 følger, at lovens kapitel 4, som omhandler pligten til at udbyde basale betalingskonti, alene finder anvendelse på pengeinstitutter og filialer af udenlandske kreditinstitutter. Det er derfor kun betalingstjenesteudbydere i form af pengeinstitutter og filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er forpligtet til at tilbyde en forbruger en basal betalingskonto.

For så vidt angår filialer af kreditinstitutter der er meddelt tilladelse i et EU/EØS-land, fremgår det af § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 18. februar 2015, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve virksomhed, jf. § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der omhandler pengeinstitutvirksomhed, kan påbegynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i virksomhedens hjemland.

I forhold til udenlandske kreditinstitutter der er meddelt tilladelse i et land uden for EU/EØS, følger det derimod af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1183 af 6. december 2004 om filialer af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, at disse institutter med tilladelse fra Finanstilsynet kan udøve kreditinstitutvirksomhed gennem en filial her i landet.

Forslagets stk. 3 gennemfører muligheden for i artikel 1, stk. 5, i betalingskontodirektivet at undtage nationalbanker fra direktivets anvendelsesområde. Undtagelsen er begrundet i, at der ikke er adgang for forbrugere til at oprette konti i Danmarks Nationalbank.