Bekendtgørelse af lov om betalinger § 72

Det følger af § 47, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en udbyder senest samtidig med, at der indgåelses af en rammeaftale, skal meddele brugeren de oplysninger og betingelser, der er nævnt i § 48, stk. 1, på et varigt medium. Oplysningerne skal være formuleret klart og forståeligt på dansk eller et andet sprog, som parterne har aftalt. Af § 48, stk. 1 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, fremgår det, hvilke oplysninger og betingelser, udbyderen skal meddele brugeren.

Med den foreslåede bestemmelse i § 72 sker der en videreførelse af §§ 47 og 48 med redaktionelle ændringer, ved at bestemmelserne skrives sammen i en bestemmelse.

Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 51 og 52.

Det foreslås i stk. 1, at en udbyder senest samtidig med, at en rammeaftale indgås, skal meddele brugeren de i nr. 1-7, nævnte oplysninger:

Med ”meddele” tilsigtes det at synliggøre en forskel i forhold til de øvrige bestemmelser om oplysningsforpligtelser i dette kapitel, hvori der anvendes ”meddele eller stille til rådighed”. Ved at afgrænse § 72 til kun at omfatte ”meddele” understreges det, at der gælder et strengene krav for at oplysninger kan anses for at være kommet frem til brugeren i § 72.

EU-Domstolen i dom af 25. januar 2017 (sag C-375/15) i en sag om afgrænsningen af begrebet varigt medium i forhold til oplysninger sendt til en elektronisk postkasse, integreret i en netbank, udtalt sig om forskellen mellem om noget et meddelt eller stillet til rådighed. I afgørelsen fastslår domstolen, at oplysninger, som udbyderen af betalingstjenester sender til brugeren af disse tjenester ved hjælp af en elektronisk postkasse, der er integreret i en netbank kun kan anses for at være meddelt på et varigt medium, som omhandlet i disse bestemmelser, hvis det er muligt for brugeren at lagre de oplysninger, der er blevet sendt til denne personligt på en sådan måde, at denne kan få adgang til dem og gengive dem uændret i et passende tidsrum, uden at en ensidig ændring af deres indhold foretaget af denne udbyder eller af en anden erhvervsdrivende er mulig, og hvis brugeren af betalingstjenester er forpligtet til at konsultere den nævnte internetside med henblik på at få kendskab til de nævnte oplysninger, samt at overførslen af disse oplysninger er ledsaget af en aktiv adfærd fra udbyderen af betalingstjenesters side, der skal bringe eksistensen af og rådigheden over de nævnte oplysninger på den nævnte internetside til brugerens kendskab.

I det tilfælde hvor brugeren af betalingstjenester er forpligtet til at konsultere en sådan side for at få kendskab til de pågældende oplysninger, og overførslen af disse oplysninger ikke er ledsaget af en aktiv adfærd fra udbyderen af betalingstjenesters side, anses oplysningerne blot som at være stillet til rådighed for denne bruger, og ikke meddelt denne.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra a, at udbyderen skal meddele brugeren navn, adresse og e-mail adresse på udbyderen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at udbyderen skal meddele brugeren adressen på en eventuel filial eller agent, som betalingstjenesten udbydes igennem.

De foreslåede bestemmelser i nr. 1, litra a og b, skal oplyse brugeren om, hvem udbyderen er ved at indgå en rammeaftale med, samt hvordan brugeren kan komme i kontakt med udbyderen. Bestemmelserne viderefører § 48, stk. 1, nr. 1, litra a, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 1, litra a.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra c, at udbyderen skal meddele brugeren den relevante tilsynsmyndighed, det offentlige register, hvor udbyderens tilladelse er registreret og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplysninger. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 1, litra b, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 1, litra b.

Oplysningerne skal have et omfang, så brugeren har mulighed for at verificere at udbyderen har den nødvendige tilladelse, eksempelvis ved opslag i det register, som tilsynsmyndigheden fører, jf. lovforslagets § 14. Hvilken kompetent myndighed, der skal henvises til afhænger af hvilket land, der er udbyderens hjemland. For virksomheder med tilladelse i Danmark vil Finanstilsynet være den kompetente myndighed.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, litra a, at udbyderen skal meddele oplysninger om betalingstjenestens væsentligste karakteristika. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 2, litra a, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 2, litra a.

Det beror på en konkret vurdering, hvad en betalingstjenestes vigtigste karakteristika er. Det kan eksempelvis omfatte de vigtigste egenskaber for brug af et betalingskort, eksempelvis hvor kortet kan anvendes, om der kan foretages beløbsreservation med kortet eller om der er en rabatordning tilknyttet kortet.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, litra b, at udbyderen skal meddele oplysninger om den type af oplysninger eller den type entydig identifikationskode, som brugeren skal oplyse, for at en betalingstjeneste kan gennemføres korrekt. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 2, litra b, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 2, litra b.

Den entydige identifikationskode er i lovforslagets § 7, nr. 38, defineret som ”en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som en udbyder oplyser til en bruger, og som brugeren skal angive for utvetydigt at identificere en anden bruger af betalingstjenester eller dennes betalingskonto med henblik på at gennemføre en betalingstransaktion”. Som eksempel på en entydig identifikationskode kan nævnes IBAN-nummer eller registrerings- og kontonummer.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, litra c, at udbyderen skal meddele oplysninger om form og procedure for meddelelse af samtykke til at udføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af samtykke. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 2, litra c, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 2, litra c.

Udbyderen skal oplyse brugeren, hvordan denne meddeler sit samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion omfattet af rammeaftalen. Det kan eksempelvis være en beskrivelse af, hvordan betaler meddeler samtykke til gennemførelse af en kontooverførsel via netbank ved hjælp af NemID. Derudover skal udbyderen oplyse om hvordan samtykket tilbagekaldes, jf. lovforslagets § 82, stk. 3.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, litra d, at udbyderen skal oplyse en beskrivelse af tidspunktet, hvor en betalingsordre betragtes som modtaget. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 2, litra d, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 2, litra d.

Efter forslaget skal der gives en beskrivelse af det tidspunkt, hvor en betalingsordre betragtes som modtaget. For forståelsen af dette begreb henvises der til bemærkningerne til forslagets § 109 om tidspunktet for modtagelsen af en betalingsordre. Begrebet hænger sammen med den maksimale gennemførelsestid, som er nærmere beskrevet i § 113.

Efter forslaget til § 109, stk. 2, kan en udbyder bestemme, at betalingsordrer, der modtages tæt på slutningen af en arbejdsdag, skal anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag. Såfremt betalerens udbyder benytter sig af denne adgang til at fastsætte et såkaldt cut-off-tidspunkt, skal dette oplyses over for brugeren.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, litra e, at udbyderen skal meddele oplysninger om den maksimale gennemførelsestid. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 2, litra e, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 2, litra e.

Efter forslaget skal udbyderen oplyse brugeren om den maksimale gennemførelsestid. Den maksimale gennemførelsestid er nærmere beskrevet i lovforslagets § 113. Der henvises til bemærkningerne herfor. Oplysningen skal gøre det muligt for brugeren at vide, hvornår midlerne kan forventes at være krediteret betalingsmodtagers konto og være til rådighed for denne.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, litra f, at udbyderen skal meddele oplysninger om en eventuel mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af betalingsinstrumenter. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 2, litra f, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 2, litra f.

Ifølge 2. betalingstjenestedirektiv artikel 68, stk. 1, kan det aftales mellem parterne at indføre beløbsgrænser for betalingstransaktioner, der gennemføres via et betalingsinstrument, eksempelvis, at der maksimalt kan hæves 1.000 kr. om dage med et betalingskort. Aftales der sådanne vilkår skal det oplyses i rammeaftalen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, litra g, at udbyderen skal meddele oplysninger om anvendelse af kortbaserede betalingsinstrumenter, der har inkluderet to eller flere betalingsvaremærker, brugerens rettigheder i henhold til artikel 8, i interbankgebyrforordningen. Bestemmelsen er ny og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 2, litra g.

Kortbaserede betalingsinstrumenter, hvor der er inkluderet to eller flere betalingsvaremærker kaldes typisk ”co-badged” betalingsinstrumenter. Ved brug af et co-badged betalingsinstrument har brugeren typisk mulighed for at vælge mellem brug af de forskellige betalingsvaremærker. For en definition af betalingsvaremærke henvises til lovforslagets § 7, nr. 39.

Et eksempel på et betalingskort, hvor der er inkluderet to eller flere betalingsvaremærker er et Visa/Dankort, som dels indeholder en Visa-del og dels en Dankort-del. Det er således ved brug af et Visa/Dankort muligt både at gennemføre en kortbaseret betalingstransaktion som en Visa-betalingstransaktion og en Dankort-betalingstransaktion.

Artikel 8, i interbankgebyrforordningen fastsætter en række regler vedrørende co-badging af betalingskort. Disse regler giver betaler og betalingsmodtager en række rettigheder, som de skal oplyses om ved indgåelse af en rammeaftale. Det omfatter eksempelvis, at betaler skal oplyses om, at vedkommende har mulighed for at vælge hvilket af to betalingsvaremærker, der er inkluderet på samme kort, som vedkommende ønsker at betale med.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, litra a, at en udbyder skal meddele oplysninger om størrelsen på eventuelle gebyrer, som brugeren skal betale, herunder en udspecificering af gebyrerne. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 3, litra a, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge med sproglige ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 3, litra a.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at brugeren får forudgående information om alle de gebyrer, der er forbundet med gennemførelsen af betalingstransaktioner omfattet af rammeaftalen. Er der flere forskellige gebyrer skal disse udspecificeres, således at det er muligt for brugeren at identificere størrelsen på det enkelte gebyr. Dette forhindrer dog ikke, at gebyrerne opkræves som et samlet beløb, så længe brugeren oplyses om dem adskilt.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, litra b, at en udbyder skal meddele oplysninger om de rentesatser og vekselkurser, der skal finde anvendelse, eller, hvis der anvendes en referencerentesats eller referencekurs, beregningsmetoden for den faktiske rente og den relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referencerentesats eller referencekurs. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 3, litra b, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge med sproglige ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 3, litra b.

For så vidt angår renter og vekselkurser skal enten den faktiske rentesats eller vekselkurs oplyses, hvis der er tale om en fast rente eller kurs. Beregnes renten eller vekselkursen i stedet på baggrund af en referencerentesats eller referencekurs, skal enten beregningsmetoden for den faktiske rente og den relevante dato og indeks eller grundlaget for fastsættelse af en sådan referencerentesats eller referencekurs oplyses.

Ved rente forstås en eventuel rente, som opkræves i forbindelse med betalingstransaktionen. Derimod er en rente, der følger af det underliggende kontoforhold ikke omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, litra c, at en udbyder skal meddele oplysninger om en eventuel aftale om øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller referencekursen, og hvorledes disse ændringer meddeles, jf. § 74, stk. 4. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 3, litra c, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 3, litra c.

Er det aftalt mellem parterne, at ændringerne i referencerentesatsen eller referencekursen kan anvendes øjeblikkeligt uden anvendelse af reglerne om varsling i forslaget til § 74, stk. 4, skal udbyderen oplyse, hvorledes disse ændringer meddeles.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, litra a, at en udbyder skal meddele oplysninger om kommunikationsmidler og tekniske krav til brugerens udstyr, der anvendes til overførsel af oplysninger eller meddelelser efter denne lov. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 4, litra a, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 4, litra a.

I medfør af den foreslåede bestemmelse skal udbyderen oplyse om kommunikationsmidler og tekniske krav til brugerens udstyr, der anvendes til overførsel af oplysninger eller meddelelser efter dette lovforslag. Det kan for eksempel efter § 77, stk. 2, aftales, at oplysninger til betaleren om betalingstransaktioner skal meddeles eller stilles til rådighed en gang om måneden på en måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysningerne uændret. Såfremt der gøres brug af denne mulighed, skal udbyderen oplyse, hvilke kommunikationsmidler, der finder anvendelse ved en sådan meddelelse. Det kan for eksempel være, at der sendes et kontoudtog til brugerens e-boks.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, litra b, at en udbyder skal meddele oplysninger om, hvordan og hvor ofte oplysninger efter denne lov vil blive stillet til rådighed for brugeren. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 4, litra b, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 4, litra b.

Udbyderen skal oplyse, hvor ofte oplysningerne stilles til rådighed. Det kan for eksempel efter § 77, stk. 2, aftales, at oplysninger til betaleren om betalingstransaktioner skal meddeles eller stilles til rådighed en gang om måneden.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, litra c, at en udbyder skal meddele oplysninger om, hvilket sprog rammeaftalen indgås på, og på hvilket sprog kommunikationen mellem udbyderen og brugeren skal foregå. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 4, litra c, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 4, litra c.

Ifølge stk. 2, kan parterne aftale hvilket sprog rammeaftalen indgås på. Sprogvalget skal fremgå af aftalen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, litra d, at en udbyder skal meddele oplysninger om retten til at modtage oplysninger efter § 73. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 4, litra d, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 4, litra d.

Efter lovforslagets § 73 har en bruger til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at modtage rammeaftalen samt de oplysninger og betingelser, der er nævnt i § 72, på papir eller andet varigt medium. Dette krav kan eksempelvis opfyldes ved at have en kopi af rammeaftalen tilgængelig via brugerens netbank. Rammenaftalen skal således beskrive det forhold, at brugeren kan få udleveret disse oplysninger.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, litra a, at en udbyder skal give en beskrivelse de sikkerhedsforanstaltninger, en bruger skal iagttage ved brug af betalingsinstrumenter, herunder hvordan der skal ske underretning efter § 92, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 5, litra a, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge med sproglige ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 5, litra a.

udbyderen skal give en beskrivelse af de sikkerhedsforanstaltninger, som en bruger skal iagttage ved brug af betalingsinstrumenter, for eksempel beskyttelse af pinkoden. Det skal endvidere beskrives, hvordan der skal ske underretning af udbyderen, hvis betalingsinstrumentet er tabt, at andre uberettiget har tilegnet sig betalingsinstrumentet eller andre har brugt betalingsinstrumentet uberettiget. Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med lovforslagets § 125, stk. 1, nr. 3, hvorefter udbyderen skal fastlægge passende sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter integriteten og fortroligheden af brugerens personaliserede sikkerhedsforanstaltninger, der henvises til bemærkningerne for § 125.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, litra b, at en udbyder skal meddele oplysninger om en sikker procedure for, hvordan udbyderen kan underrette brugeren om mistanke om eller faktiske tilfælde af misbrug eller sikkerhedstrusler. Bestemmelsen er ny og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 5, litra b.

I tilfælde af at brugeren bliver opmærksom på, at andre uberettiget har tilegnet sig betalingsinstrumentet eller andre har brugt betalingstjenesten uberettiget, skal denne underrette udbyderen, jf. lovforslaget § 92, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 72, stk. 1, nr. 5, litra d. Udbyderen skal i rammeaftalen oplyse om, hvordan brugeren kan foretage denne underretning på en sikker måde. Oplysningskravet kan eksempelvis opfyldes ved at oplyse brugeren om, at vedkommende kan spærrer sit kort ved at ringe til et bestemt telefonnummer eller ved at følge en bestemt procedure på sin netbank.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, litra c, at en udbyder skal meddele oplysninger om betingelserne for udbyderens ret til at spærre et betalingsinstrument, jf. § 92, hvis dette er aftalt. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 5, litra b, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 5, litra c.

Lovforslagets § 92 regulerer, i hvilke situationer en udbyder kan forbeholde sig ret til at spærre et betalingsinstrument. Har udbyderen betinget sig ret til at spærre for betalingsinstrumentet, skal disse betingelser oplyses brugeren.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, litra d, at en udbyder skal meddele oplysninger om procedurer for meddelelse om uautoriserede eller fejlbehæftede transaktioner, jf. § 94, og reglerne om ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner, jf. §§ 99 og 100. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 5, litra c, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 5, litra d og litra e.

Udbyderen skal oplyses om procedurer for meddelelse om uautoriseret eller fejlbehæftede transaktioner, dvs. reglerne om adgang til indsigelser mod betalingstransaktioner inden for den i lovforslagets § 92 anførte frist på 13 måneder, reglerne om ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner, jf. forslagets §§ 99 og 100. Der skal således bl.a. oplyses om brugerens egen hæftelse.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 72, stk. 1, nr. 5, litra b, hvor en udbyder skal oplyse om en sikker kanal, hvorigennem denne underretning kan ske.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, litra e, at en udbyder skal meddele oplysninger om udbyderens ansvar for iværksættelse eller gennemførelse af betalingstransaktioner. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 5, litra d, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge med sproglige ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 5, litra e.

I medfør af lovforslagets §§ 104 og 105 kan en udbyder således blive ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld iværksættelse eller gennemførelse af en betalingstransaktion.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, litra f, at en udbyder skal meddele oplysninger om betingelserne for tilbagebetaling af betalingstransaktioner iværksat af eller via en betalingsmodtager, jf. §§ 101 og 102. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 5, litra e, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 2, litra g.

Iværksættes en betalingstransaktion af eller via betalingsmodtager, eksempelvis ved en direkte debitering, har brugeren i visse tilfælde ret til at få betalingstransaktionen tilbageført, jf. lovforslagets § 101. Ifølge lovforslagets § 102 kan denne tilbageførsel ske, hvis betaleren gør indsigelse efter den aftale procedurer inden for 8 uger efter debiteringen af beløbet. Udbyderen skal oplyse brugeren om betingelserne for dette i rammeaftalen. Der henvises i øvrigt til §§ 101 og 102 for nærmere beskrivelse af disse betingelser.

Til forståelse af begrebet betalingstransaktioner iværksat af eller via en betalingsmodtager henvises til bemærkningerne for definitionen af en betalingstransaktion i lovforslagets § 7, nr. 4.

Det foreslås i stk. 1, nr. 6, litra a, at en udbyder skal meddele oplysning om, at rammeaftalens betingelser kan ændres, medmindre brugeren inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato har meddelt, at vedkommende ikke kan godkende ændringerne, hvis en sådan aftale er indgået, jf. § 74. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 6, litra a, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 6, litra a.

Efter lovforslagets § 74 skal ændringer af rammeaftalen varsles. Det kan dog aftales mellem parterne, at rammeaftalens betingelser kan ændres, medmindre brugeren, inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato har meddelt, at ændringerne ikke kan godkendes. Denne ændringsadgang skal i givet fald oplyses.

Det foreslås i stk. 1, nr. 6, litra b, at en udbyder skal meddele oplysninger om rammeaftalens varighed. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 6, litra b, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 6, litra b.

Udbyderen skal oplyse brugeren om, hvor lang tid rammeaftalen løber. Det kan fremgå af aftalen, at rammeaftalen skal løbe indtil den opsigelse af én af parterne i henhold til bestemmelserne om opsigelse i rammeaftalen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 6, litra c, at en udbyder skal meddele oplysninger om brugerens ret til at opsige rammeaftalen, jf. § 75. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 6, litra c, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 6, litra c.

Efter lovforslagets § 75 kan brugeren opsige en rammeaftale uden varsel, medmindre der er aftale en opsigelsesfrist. Denne må dog ikke overstige 1 måned. Hvis der er aftalt en opsigelsesfrist skal denne i givet fald oplyses, samt vilkårene herfor.

Det foreslås i stk. 1, nr. 7, litra a, at en udbyder skal meddele oplysninger om lovvalgsklausuler, der eventuelt finder anvendelse på rammeaftalen. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 7, litra a, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge med sproglige ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 7, litra a.

Det foreslås i stk. 1, nr. 7, litra b, at en udbyder skal meddele brugeren oplysninger om udenretslige klagemuligheder, samt om adgangen til at klage til den relevante tilsynsmyndighed. Bestemmelsen viderefører § 48, stk. 1, nr. 7, litra b, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 52, stk. 7, litra b.

Bestemmelsen fastslår, at en udbyder skal oplyse brugeren om muligheden for at klage over udbyderen til den myndighed, som fører tilsyn med de pågældende regler. Ifølge nærværende lovforslag fører Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilsyn med forskellige dele af loven, og det skal tydeligt angives, hvilken myndighed, der skal klages ved. Ifølge lovforslaget fører Finanstilsynet tilsyn med lovforslagets kapitel 2, 3 og 8, Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med lovforslagets kapitel 5 og 6 og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med lovforslagets kapitel 7 og 8.

Myndighederne tager i deres tilsyn ikke stilling til konkrete tvister mellem udbydere og brugere af tjenester, men fører derimod tilsyn med virksomhedernes generelle overholdelse af lovens bestemmelser. Konkrete klager, der udspringer fra tvister mellem en udbyder og en bruger, skal føres ved det ankenævn, der er relevant for den konkrete udbyder i overensstemmelse med forbrugerklageloven. Eksempelvis vil klager over pengeinstitutter skulle føres ved Pengeinstitutankenævnet og klager over teleselskaber vil skulle føres ved Teleankenævnet. Den enkelte udbyder er forpligtet til at udlevere oplysninger til brugeren om, hvilket ankenævn, der er relevant for klager over den pågældende udbyder. Forbrugerombudsmanden kan på eget initiativ eller på baggrund af klager fra brugere af betalingstjenester eller virksomheder vurdere, hvorvidt lovgivningen er overtrådt i sager mellem udbydere og brugere af betalingstjenester og om nødvendigt anvende de håndhævelsesbeføjelser, der er tillagt Forbrugerombudsmanden i henhold til markedsføringsloven.

Det følger af § 143, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelse af kapitel 5, samt med hvorvidt virksomhederne overholder kapitel 6 og § 42, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 42, stk. 2, over for forbrugerne. Endvidere fører Forbrugerombudsmanden tilsyn med artikel 12, i interbankgebyrforordningen.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 72, stk. 1, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 72, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor udbyderen undlader at meddele brugeren de oplysninger og betingelser, der er anført i bestemmelsen. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at meddele oplysninger og betingelser i strid med forslagets § 72, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at ved indgåelse af en rammeaftale om en betalingskonto skal udbyderen udlevere et gebyroplysningsdokument, jf. § 3, i lov om betalingskonti. Bestemmelsen viderefører lov om betalingstjenester og elektroniske penge § 47, stk. 1, 2. pkt.

Forslaget indeholder en henvisning til § 3 i lov om betalingskonti. Det følger af stk. 1, at der i forbindelse med indgåelse af en rammeaftale om udførelse af betalingstjenester skal udleveres en række oplysninger i overensstemmelse. Da der med § 3 i lov om betalingskonti indføres en forpligtelse til at udlevere et gebyroplysningsdokument ved indgåelse af en aftale om en betalingskonto, foreslås det, at der henvises til denne bestemmelse, for herved at henlede opmærksomheden på forpligtelsen i § 3.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 72, stk. 2, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 72, stk. 2, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester undlader, ved indgåelse af en rammeaftale om en betalingskonto at udlevere et gebyroplysningsdokument, jf. § 3, i lov om betalingskonti. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at udlevere gebyroplysningsdokumentet i strid med forslagets § 67, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, at oplysningerne i stk. 1 og 2 skal meddeles på papir eller andet varigt medium og være klart formulerede og letforståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.

I forhold til oplysningsforpligtelsen ved en enkeltstående betalingstransaktion, hvor det som udgangspunkt er tilstrækkeligt, at oplysningerne stilles til rådighed for brugeren, jf. lovforslagets §§ 67-71, er der ved indgåelse af en rammeaftale en skærpet oplysningsforpligtelse.

For en beskrivelse af kravene til varigt medium henvises til bemærkningerne til definitionen af varigt medium i lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 37. Oplysningerne kan gives i form af en brochure, som udleveres inden aftaleindgåelsen, men kan også gives ved udlevering af udkastet til rammeaftale, jf. 2. betalingstjenestedirektiv artikel 51, stk. 3.

Lovforslaget stiller ikke et ubetinget krav om, at oplysningerne i det foreslåede stk. 1 skal være affattet på dansk. Før der kan ske affattelse på et andet sprog end dansk, er det dog et krav, at dette sker på baggrund af en aftale mellem parterne.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 72, stk. 3, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 72, stk. 3, vil omfatte den situation, hvor udbyderen undlader at meddele brugeren de oplysninger og betingelser, der er anført i, stk. 1, på papir eller andet varigt medium, senest samtidig med, at en rammeaftale indgås. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at meddele brugeren oplysninger og betingelser i strid med forslagets § 72, stk. 3.

Det foreslås i stk. 4, at en udbyder ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg endvidere skal give forbrugeren oplysninger i henhold til § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i lov om forbrugeraftaler. For så vidt angår oplysningskravet i § 14, stk. 1, nr. 2, i lov om forbrugeraftaler, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende.

Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 67, stk. 6, hvortil der henvises.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 72, stk. 4, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 72, stk. 4, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester, ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg, undlader at give forbrugeren oplysninger i henhold til § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i forbrugeraftaleloven. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at give forbrugeren oplysninger, i strid med forslagets § 72, stk. 4.

Det foreslås i stk. 5, at en udbyder, hvor en betalingstransaktion er gennemført på en brugers foranledning ved brug af en enhed til fjernkommunikation, skal meddele brugeren de oplysninger, der er anført i stk. 1, straks efter, at betalingstransaktionen er gemmeført.

I visse tilfælde, når betalingsordren afsendes via en enhed til fjernkommunikation vil det ikke være teknisk muligt for udbyderen at opfylde informationsforpligtelsen i stk. 1. I disse tilfælde vil udbyderen kunne levere oplysningerne straks efter indgåelsen af aftalen. Som eksempel på indgåelse af aftaler ved brug af fjernkommunikation kan nævnes den situation, hvor en bankkunde sender en e-mail til sin bank og beder denne om at overføre et bestemt beløb til en nærmere angivet modtager. I dette tilfælde kan oplysningspligten opfyldes efterfølgende.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 72, stk. 5, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 72, stk. 5, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester, hvor en betalingstjeneste er gennemført på en brugers foranledning ved brug af en enhed til fjernkommunikation, undlader at meddele brugeren de oplysninger, der er anført i stk. 1, straks efter, at betalingstransaktionen er gemmeført. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at give forbrugeren oplysninger, i strid med forslagets § 72, stk. 5.