LBK nr 651 af 10/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om betalinger § 67
En udbyder af betalingstjenester skal, senest samtidig med at der indgås aftale om at udføre en enkeltstående betalingstjeneste, meddele eller stille følgende oplysninger til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde, jf. dog stk. 6 og 7:
-
De oplysninger eller den entydige identifikationskode, som brugeren skal angive, for at en betalingsordre kan gennemføres.
-
Den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste.
-
De gebyrer, som brugeren skal betale til udbyderen, herunder en udspecificering af gebyrerne.
-
Vekselkursen og referencekursen, der skal gælde for betalingstransaktionen, hvis der foretages valutaveksling.
Stk. 2. Udbyderen skal, hvor det er relevant, ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger stille andre af de oplysninger, som er nævnt i § 72, stk. 1, til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde.
Stk. 3. Oplysningerne i stk. 1 skal være klart formulerede og forståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.
Stk. 4. Udbyderen skal efter anmodning fra brugeren meddele denne oplysningerne i stk. 1 på papir eller andet varigt medium.
Stk. 5. Udbyderen skal ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg endvidere give forbrugeren oplysninger i henhold til § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i forbrugeraftaleloven. For så vidt angår oplysningskravet i § 14, stk. 1, nr. 2, i forbrugeraftaleloven, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger forbundet med betalingstjenesten, der ikke betales af den erhvervsdrivende.
Stk. 6. Udbyderen skal, hvor en betalingstjeneste er gennemført på en brugers foranledning ved brug af en enhed til fjernkommunikation, meddele brugeren de oplysninger, der er anført i stk. 1, nr. 1-4, straks efter at betalingstransaktionen er gennemført.
Stk. 7. Udbyderen er, hvor en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsinstrument, som er omfattet af en rammeaftale, jf. § 72, ikke forpligtet til at meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som brugeren allerede modtager eller vil modtage på grundlag af rammeaftalen.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om betalinger § 67
RetsinformationDet følger af § 43 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en udbyder af betalingstjenester i forbindelse med indgåelse af aftale om at udføre en betalingstjeneste, skal stille oplysninger og betingelser til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde. Oplysningerne skal være formuleret klart og forståeligt på dansk eller et andet sprog, som parterne har aftalt. Efter anmodning fra brugere skal oplysninger gives på papir eller et andet varigt medium. Videre følger det af § 44 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en udbyder af betalingstjenester skal meddele en række oplysninger til brugeren i forbindelse med gennemførelse af en enkeltstående betalingsordre.
Med den foreslåede bestemmelse i § 67 sker der en videreførelse af §§ 43 og 44 med redaktionelle ændringer ved, at de to bestemmelser skrives sammen i en bestemmelse, uden der foretages indholdsmæssige ændringer. Derudover bliver der indsat en ny bestemmelse i det foreslåede stk. 4, jf. nærmere nedenfor.
Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 44 og 45, stk. 1 og 3, og delvist artikel 39, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 1, at en udbyder af betalingstjenester senest samtidig med, at der indgås aftale om at udføre en enkeltstående betalingstjeneste, skal meddele eller stille oplysningerne, jf. stk. 1, nr. 1-4, til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde, jf. dog stk. 7 og 8. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 44, stk. 1, 1. pkt.
Oplysningerne skal være tilgængelige i forbindelse med, at brugeren indgår aftale om at få udført en enkeltstående betalingstjeneste. Udbyderen af betalingstjenester kan give oplysningerne mundtligt til betaleren eller gøre denne bekendt med disse oplysninger gennem opslag i forretningslokalet. En udbyder af betalingstjenester kan endvidere give disse oplysninger ved opslag på udbyderens hjemmeside i forbindelse med gennemførelsen af købet, så betaleren kan gøre sig bekendt med oplysningerne. Der er således ikke samme krav til omfanget og format af oplysninger, som skal leveres ved indgåelse af en rammeaftale, jf. betragtning nr. 56 i direktivet.
Derudover følger det af 2. betalingstjenestedirektiv artikel 44, stk. 3, at en udbyder af betalingstjenester kan opfylde sin oplysningsforpligtelse ved at udlevere en kopi af aftalen om den enkeltstående betalingstransaktion eller en kopi af udførelsesordren vedlagt oplysningerne, jf. stk. 1 og 2.
I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 67, stk. 1, straffes med bøde.
Overtrædelse af forslagets § 67, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester undlader at stille oplysningerne til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde, senest samtidig med, at der indgås aftale om at udføre en betalingstjeneste. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at stille oplysningerne til rådighed for brugeren i strid med forslagets § 67, stk. 1.
Overtrædelse af forslagets § 67, stk. 1, vil endvidere omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester undlader at meddele eller stille følgende oplysninger til rådighed for brugeren: De oplysninger eller den entydige identifikationskode, som brugeren skal angive, for at en betalingsordre kan gennemføres, den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste, de gebyrer, som brugeren skal betale til udbyderen, herunder en udspecificering af gebyrerne. 4) Vekselkursen og referencekursen, der skal gælde for betalingstransaktionen, hvis der foretages valutaveksling. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at stille oplysningerne til rådighed for brugeren i strid med forslagets § 67, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at udbyderen af betalingstjenester skal meddele eller stille oplysninger til rådighed om den entydige identifikationskode, som brugeren skal angive, for at en betalingsordre kan gennemføres. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 45, stk. 1, litra a.
Den entydige identifikationskode er i lovforslagets § 7, nr. 38, defineret som en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som en udbyder af betalingstjenester oplyser til en bruger, og som brugeren skal angive for utvetydigt at identificere en anden bruger af betalingstjenester eller dennes betalingskonto med henblik på at gennemføre en betalingstransaktion. Som eksempel på en entydig identifikationskode kan nævnes et IBAN-nummer eller et registrerings- og kontonummer, ligesom et telefonnummer kan være en entydig identifikationskode ved betalinger via en app på en smartphone.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at udbyderen af betalingstjenester skal meddele eller stille oplysninger til rådighed om den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 45, stk. 1, litra b.
Oplysningerne skal sikre, at brugeren bliver oplyst om, hvornår betalingstjenesten kan forventes gennemført, eksempelvis hvornår det kan forventes, at en betalingstransaktion er fremme hos betalingsmodtageren. Lovforslagets § 113 fastsætter nærmere regler om gennemførelsestiden for en betalingstransaktion, hvortil der henvises.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at en udbyder af betalingstjenester skal meddele eller stille oplysninger til rådighed om de gebyrer, som brugeren skal betale til udbyderen, herunder en udspecificering af gebyrerne. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 45, stk. 1, litra c.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at brugeren får forudgående information om alle de gebyrer, der er forbundet med gennemførelsen af en enkeltstående betalingstransaktion. Er der flere forskellige gebyrer skal disse udspecificeres, således at det er muligt for brugeren at identificere størrelsen på det enkelte gebyr. Dette forhindrer dog ikke, at gebyrerne opkræves som et samlet beløb, så længe brugeren oplyses om dem adskilt.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at en udbyder af betalingstjenester skal meddele eller stille oplysninger til rådighed om den faktiske vekselkurs og referencekursen, der skal gælde for betalingstransaktionen, hvis der foretages valutaveksling. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 45, stk. 1, litra d.
Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvor der sker en valutaveksling. Eksempelvis hvor betalingstransaktionen gennemføres i en anden valuta, end den som betalingskontoen føres i. Oplysningerne skal sikre, at brugeren kan se forskellen på den faktiske vekselkurs, som anvendes ved valutavekslingen, og referencekursen.
Ved en referencekurs forstås, jf. 2. betalingstjenestedirektiv artikel 4, nr. 28, den rentesats, der ligger til grund for beregningen af en eventuel rente, og som stammer fra en offentligt tilgængelig kilde, som begge parter i en betalingstjenesteaftale kan verificere. Dette kan eksempelvis være Nationalbankens offentlige valutakurser.
Det foreslås i stk. 2, at udbyderen, hvor det er relevant, ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger, skal stille andre af de oplysninger, som er nævnt i § 72, stk. 1, til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 45, stk. 3.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår det er relevant at stille nogle af de oplysninger, der er nævnt i § 72, stk. 1, til rådighed for brugeren.
Et eksempel på en situation, hvor der skal gives supplerende oplysninger er, hvis en enkeltstående betalingstransaktion først skal gennemføres på et senere tidspunkt, for eksempel 1 uge efter afgivelsen af betalingsordren. En sådan betalingstransaktion kan tilbagekaldes indtil dagen før det aftalte tidspunkt for betalingstransaktionen, jf. forslaget til § 112. Denne oplysning skal stilles til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde, jf. § 72, nr. 2, litra c, fordi den er relevant i forhold til den konkrete betalingstransaktion.
Det foreslås i stk. 3, at oplysningerne i stk. 1 skal være klart formulerede og forståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 44, stk. 1, 2. pkt.
Lovforslaget stiller ikke et ubetinget krav om affattelse af information efter stk. 1 på dansk. Før der kan ske affattelse på et andet sprog end dansk, er det dog et krav, at dette sker på baggrund af en aftale mellem parterne.
I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 67, stk. 3, straffes med bøde.
Overtrædelse af forslagets § 67, stk. 3, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester undlader at sikre, at oplysningerne i § 67, stk. 1 er klart formulerede og forståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at sikre at oplysningerne er klart formulerede og forståelige på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler, i strid med forslagets § 67, stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, at udbyderen efter anmodning fra brugeren skal meddele denne oplysningerne i stk. 1 på papir eller andet varigt medium.
Varigt medium er defineret i lovforslagets § 7, nr. 37, hvortil der henvises.
I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 67, stk. 4, straffes med bøde.
Overtrædelse af forslagets § 67, stk. 4, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester undlader, efter anmodning fra brugeren at meddele denne oplysningerne i § 67, stk. 1 på papir eller andet varigt medium. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader, efter anmodning fra brugeren at meddele denne oplysningerne i § 67, stk. 1 på papir eller andet varigt medium, i strid med forslagets § 67, stk. 4.
Det foreslås i stk. 5, at en udbyder ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg endvidere skal give forbrugeren oplysninger i henhold til § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i forbrugeraftaleloven. For så vidt angår oplysningskravet i § 14, stk. 1, nr. 2, i forbrugeraftaleloven, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger forbundet med betalingstjenesten, der ikke betales af den erhvervsdrivende.
Det følger af 2. betalingstjenestedirektivet artikel 39, 2. pkt., og artikel 110, at visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne om oplysninger, der skal gives inden der indgås en aftale om fjernsalg i forbrugerforhold (herefter direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser), erstattes med 2. betalingstjenestedirektivets oplysningsregler. En række af de oplysninger, der følger af artikel 3, stk. l, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, skal dog fortsat gives, når der er tale om fjernsalg af betalingstjenester til forbrugere. Det drejer sig om oplysningerne i artikel 3, stk. l, nr. 2, litra c-g, nr. 3, litra a, d og e, og nr. 4, litra b. Disse oplysninger fremgår i dag af § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i forbrugeraftaleloven.
Bestemmelsen finder kun anvendelse på fjernsalg af betalingstjenester, dvs. de situationer, hvor der ved fjernsalg indgås en aftale om en enkeltstående betalingstransaktion, for eksempel en aftale om en pengeoverførsel fra Danmark til Spanien, som er aftalt via internettet. Derimod finder bestemmelsen ikke anvendelse, når der indgås en aftale om køb af varer eller tjenesteydelser via internettet, der ikke er en betalingstjeneste, uanset at der sker betaling for den pågældende tjeneste med for eksempel et betalingskort.
Hvor der indgås aftale om eksempelvis køb af en vare ved fjernsalg, finder forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt ved fjernsalg anvendelse på forholdet mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, mens lov om betalingstjenester og elektroniske penge finder anvendelse på forholdet mellem betaler og betalers udbyder, for eksempel betalers pengeinstitut.
Hvorvidt der er tale om en fjernsalgsaftale, afgøres efter reglerne herom i forbrugeraftaleloven. Det følger af § 3, nr. 1, i loven, at fjernsalg er en aftale om varer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen indgås ved brug af fjernkommunikation, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk, og indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. Det bemærkes, at en aftale om fjernsalg, der samtidig er omfattet af lov om betalingstjenester og elektroniske penge, altid vil være en aftale om en finansiel tjenesteydelse, jf. § 3, nr. 4, i forbrugeraftaleloven.
De oplysninger, der skal gives efter forbrugeraftaleloven, vedrører, den samlede pris for tjenesteydelsen inklusive afgifter, eller, hvis tjenesteydelsens art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, den måde, hvorpå prisen skal udregnes, samt, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto og enhver anden omkostning, eller, hvor disse omkostninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysning om, at der kan forekomme sådanne yderligere omkostninger, jf. § 14, stk. 1, nr. 2, i forbrugeraftalen.
I medfør af § 14, stk. 1, nr. 3, skal eventuelle omkostninger, som forbrugeren skal betale for anvendelsen af den pågældende fjernkommunikationsteknik til indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en anden sats end grundtaksten, også oplyses.
Derudover skal vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at yde tjenesteydelsen, samt, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis for klagebehandling, også oplyses forbrugeren, jf. § 14, stk. 1, nr. 4. Hvor det er relevant, skal aftalens varighed, eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen, oplyses, jf. § 14, stk. 1, nr. 5. Det skal også oplyses, hvorvidt der er fortrydelsesret og i givet fald fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om, til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes, jf. § 14, stk. 1, nr. 10.
Derudover skal eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, også oplyses, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast, jf. § 14, stk. l, nr. 11.
Det beløb, som kan afkræves forbrugeren i henhold til § 25, stk. 1, jf. § 14, stk. 1, nr. 12, i forbrugeraftaleloven, skal også oplyses.
Til sidst skal det oplyses, hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris, jf. § 14, stk. 1, nr. 16.
Pligten til at give de pågældende oplysninger følger, som det fremgår, af forbrugeraftaleloven, som også indeholder nærmere regler om fortrydelsesretten og betydningen af manglende opfyldelse af oplysningspligten, såvel civilretligt som strafferetligt.
I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 67, stk. 5, straffes med bøde.
Overtrædelse af forslagets § 67, stk. 5, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester, ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg, undlader at give forbrugeren oplysninger i henhold til § 14, stk. 1, nr. 2-5, 10-12, 15 og 16, i forbrugeraftaleloven. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at give forbrugeren oplysninger, i strid med forslagets § 67, stk. 5.
Det foreslås i stk. 6, at en udbyder skal, hvor en betalingstjeneste er gennemført på en brugers foranledning ved brug af en enhed til fjernkommunikation, meddele brugeren de oplysninger, der er anført i stk. 1, nr. 1-4, straks efter, at betalingstransaktionen er gemmeført.
I visse tilfælde, når en betalingsordre afsendes via en enhed til fjernkommunikation, eksempelvis via internettet eller en smartphone, vil det ikke være teknisk muligt for udbyderen at opfylde informationsforpligtelsen i stk. 1. I disse tilfælde vil udbyderen derfor kunne levere oplysningerne straks efter, at betalingstransaktionen er gennemført. Er det derimod muligt for en udbyder, til trods for at en aftale er indgået ved brug af en enhed til fjernkommunikation, at levere oplysningerne senest samtidig med, at der indgås aftale om at udføre en betalingstransaktion, vil udbyderen være forpligtet hertil.
Som eksempel på indgåelse af aftaler ved brug af fjernkommunikation kan nævnes den situation, hvor en bankkunde sender en e-mail til sin bank og beder denne om at overføre et bestemt beløb til en nærmere angivet modtager. I dette tilfælde kan oplysningsforpligtelsen opfyldes efterfølgende.
En enhed til fjernkommunikation er defineret i lovforslagets § 7, nr. 36, hvortil der henvises.
I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 67, stk. 6, straffes med bøde.
Overtrædelse af forslagets § 67, stk. 6, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester, hvor en betalingstjeneste er gennemført på en brugers foranledning ved brug af en enhed til fjernkommunikation, undlader at meddele brugeren de oplysninger, der er anført i stk. 1, straks efter, at betalingstransaktionen er gemmeført. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at give forbrugeren oplysninger, i strid med forslagets § 67, stk. 6.
Det foreslås i stk. 7, at en udbyder, hvor en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsinstrument, som er omfattet af en rammeaftale, jf. § 72, ikke er forpligtet til at meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som brugeren allerede modtager eller vil modtage på grundlag af en rammeaftale. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 43, stk. 2.
Stk. 7 fastsætter, at oplysningsforpligtelsen i forbindelse med enkeltstående betalingstransaktioner i visse tilfælde ikke finder anvendelse, hvor oplysningerne allerede er givet som led i indgåelsen af en rammeaftale om brug af et betalingsinstrument. Som eksempel kan nævnes gennemførelse af en betalingstransaktion ved pengeoverførselsvirksomhed, hvor betaleren betaler med et betalingskort. Idet betalingen ske med et betalingskort, hvor der allerede er givet oplysninger ved indgåelse af rammeaftalen, behøves de samme oplysninger ikke gives i forbindelse med pengeoverførelsen.