Bekendtgørelse af lov om betalinger § 64

§ 40 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter hvilke vilkår, der gælder for adgang til betalingssystemer for udbydere af betalingstjenester. Disse skal blandt andet være objektive, ikke-diskriminerende og proportionale. Derudover fastsættes visse undtagelser til dette, blandt andet finder bestemmelsen ikke anvendelse på betalingssystemer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (herefter finalitydirektivet).

Med den foreslåede § 64 sker der en nyaffattelse af § 40, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, idet stk. 1 videreføres med redaktionelle ændringer, mens stk. 2 nyaffattes i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedirektiv, således at når en deltager i et system, der er registreret i henhold til finalitydirektivet, giver mulighed for at betalingsinstitutter kan sende en betalingsordre gennem systemet, efter anmodning skal give et andet betalingsinstitut samme mulighed på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår. Bestemmelsen gennemfører artikel 35, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås i stk. 1, at vilkår for adgang til betalingssystemer for udbydere af betalingstjenester skal være objektive, ikke-diskriminerende og proportionale således, at disse vilkår ikke forhindrer adgang i større udstrækning end nødvendigt for at beskytte mod specifikke risici, såsom afviklingsrisici, operationelle risici og forretningsmæssige risici, og for at sikre betalingssystemets finansielle og driftsmæssige stabilitet. Betalingssystemer må ikke pålægge udbydere af betalingstjenester eller brugere af betalingstjenester eller andre betalingssystemer nogen af de følgende restriktive bestemmelser om effektiv deltagelse i andre betalingssystemer, regler, der forskelsbehandler udbydere af betalingstjenester for så vidt angår deltagernes rettigheder, forpligtelser og beføjelser eller begrænsninger baseret på selskabsretlig status.

Det er vigtigt for udbydere af betalingstjenester at have adgang til betalingssystemernes tekniske infrastrukturtjenester. Bestemmelsen omfatter tillige e-pengeinstitutter i det omfang de udbyder betalingstjenester, jf. lovforslagets § 18, stk. 2.

Bestemmelsen har til formål at hindre konkurrenceforvridende diskrimination i forbindelse med beslutning om adgang til betalingssystemer for udbydere af betalingstjenester, der har opnået tilladelse som betalingsinstitut. Et betalingssystem defineres i henhold til lovforslagets § 7, nr. 13, som et system til overførelse af midler med formelle og standardiserede rutiner og fælles regler for behandling, clearing eller afvikling af betalingstransaktioner. Betalingssystemer må ikke pålægge udbydere af betalingstjenester eller andre betalingssystemer urimelige vilkår, der forskelsbehandler de pågældende.

Adgang til betalingssystemer må dog være underlagt krav, der er nødvendige til at sikre systemernes integritet og stabilitet. Udbydere af betalingstjenester, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør selv bære risikoen for deres eget valg af system og over for betalingssystemet dokumentere, at deres interne ordninger er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici. Disse betalingssystemer omfatter typisk kortordninger med fire parter og systemer, der behandler kreditoverførelser og direkte debiteringer, jf. præambelbetragtning nr. 49 og 50 til 2. betalingstjenestedirektiv.

I 2. pkt. uddybes det, at betalingssystemer ikke må pålægge udbydere af betalingstjenester, brugere af betalingstjenester eller andre betalingssystemer restriktive bestemmelser om effektiv deltagelse i andre betalingssystemer, regler, der forskelsbehandler udbydere af betalingstjenester, for så vidt angår deltagernes rettigheder, forpligtelser og beføjelser eller begrænsninger baseret på selskabsretlig status. Eksempelvis må der ikke ske forskelsbehandling af betalingsinstitutter og kreditinstitutter med tilladelse, som forhindrer disse betalingstjenesteudbydere i at anvende betalingssystemers tekniske infrastruktur på samme vilkår. Endvidere kan et betalingssystem kan ikke stille forskellige selskabsretlige krav til betalingsinstitutter som betingelse for deltagelse i systemet.

Det foreslås i forslaget til § 151, stk. 2, at overtrædelse af § 64, stk. 1, straffes med bøde. Dette er en videreførelse af straffebestemmelsen i § 107, stk. 2, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Overtrædelse af § 64, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor der anvendes vilkår i forbindelse med adgang til betalingssystemer, der ikke lever op til kravene i § 64, stk. 1.

Med det foreslåede stk. 2 indføres to undtagelser. Bestemmelsen implementerer artikel 35, stk. 2, 1. pkt., i 2. betalingstjenestedirektiv

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at stk. 1 ikke finder anvendelse på betalingssystemer, der er registreret i henhold til Finalitydirektivet, som vedrører endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer, jf. dog stk. 3.

Et system forstås i dette direktivs artikel 2, litra a, som et formelt arrangement mellem tre eller flere deltagere, hvortil ikke medregnes et eventuelt afregningsfirma, en eventuel central medkontrahent, et eventuelt clearinginstitut eller en eventuel indirekte deltager, med fælles regler og standardiserede ordninger for udførelse af overførselsordrer mellem deltagerne, som er underlagt lovgivningen i et medlemsland valgt af deltagerne, idet deltagerne dog kun kan vælge lovgivningen i et medlemsland, hvor mindst en af dem har sit hovedkontor, og som, med forbehold af andre, strengere generelle vilkår, der måtte være fastsat i den nationale lovgivning, er betegnet som et system og anmeldt til Kommissionen af det medlemsland, hvis lovgivning finder anvendelse, efter at den pågældende medlemsland har sikret sig, at systemets regler er fyldestgørende.

Et medlemsland kan således, efter at have sikret sig, at et betalingssystems eller værdipapirafviklingssystems regler er fyldestgørende, betegne dette som et system omfattet af Finalitydirektivet. Dette har den konsekvens, at direktivets regler om sikring af midler i tilfælde af en deltagers insolvens finder anvendelse. Disse regler er gennemført her i landet ved lov om værdipapirhandel m.v. kapitel 18.

Når et betalingssystem her i landet er blevet godkendt som system i forhold til finalitydirektivet, opdaterer Finanstilsynet en liste over betalingssystemer, hvormed der kan indgås aftaler med retsvirkning i henhold til bestemmelserne i lov om værdipapirhandel m.v. § 57, stk. 1, og § 57 b, stk. 1 og 2. Listen offentliggøres ved bekendtgørelse. Som eksempler på systemer kan nævnes nuværende ordninger, såsom VP-afviklinger, Kronos2 og Sum-, intradag- og straksclearingen.

Gennem en notifikationsordning til Kommissionen kan offentligheden i EU gøre sig bekendt med samtlige systemer, der er omfattet af direktivet.

Disse systemer har en særlig samfundsmæssig status, da stabiliteten af den finansielle infrastruktur er afhængig af, at disse systemer kan fungere uændret. Det medfører blandet andet, at det er nødvendigt at stille særligt skrappe krav til deltagerne i sådanne systemer. Det følger således af lov om værdipapirhandel m.v., at det kun er visse typer af virksomheder, der kan deltage i sådanne systemer. E-pengeinstitutter og betalingsinstitutter kan således ikke deltage i et system omfattet af finalitydirektivet, hvorfor stk. 1, ikke finder anvendelse på sådanne systemer.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse på betalingssystemer, der udelukkende består af udbydere af betalingstjenester, der tilhører samme koncern.

I henhold til nr. 2 er et betalingssystem undtaget, hvis samtlige deltagere er koncernforbundne, eller er systemer der er oprettet og drives af en enkelt udbyder af betalingstjenester. Sådanne betalingssystemer kan drives enten i direkte konkurrence med betalingssystemer eller mere typisk i en markedsniche, der ikke i tilstrækkelig grad er dækket af betalingssystemer. Om baggrunden for undtagelsen fremgår det af præambelbetragtning nr. 52, i 2. betalingstjenestedirektiv, at disse systemer omfatter ordninger med tre parter, f.eks. kortordninger med tre parter, således at de i realiteten aldrig fungerer som kortordninger med fire parter, f.eks. ved at benytte licenstagere, agenter eller partnere med samme varemærke. Sådanne systemer omfatter typisk tillige betalingstjenester, der tilbydes af telekommunikationstjenesteudbydere, hvor ordningens operatør er udbyder af betalingstjenester for både betaleren og betalingsmodtageren, og bankkoncerners interne systemer. For at stimulere den konkurrence, som sådanne lukkede betalingssystemer kan give almindelige etablerede betalingssystemer, ville det ikke være hensigtsmæssigt at give tredjemand adgang til disse lukkede specifikke betalingssystemer. Ikke desto mindre bør sådanne systemer altid være omfattet af Fællesskabets og de nationale konkurrenceregler, der kan kræve, at der gives adgang til ordningerne for at opretholde en effektiv konkurrence på betalingsmarkederne.

Det foreslås i stk. 3, at en deltager i et registreret betalingssystem, jf. stk. 2, nr. 1, som giver en udbyder af betalingstjenester, der ikke deltager i det registrerede system, mulighed for at sende en betalingsordre gennem systemet, efter anmodning skal give en anden udbyder af betalingstjenester samme mulighed på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår.

Bestemmelsen implementerer artikel 35, stk. 2, andet afsnit., i 2. betalingstjenestedirektiv.

Finalitydirektivet sætter en række begrænsninger for hvilke typer af virksomheder, der kan være deltagere i et registreret betalingssystem. Jf. stk. 2, nr. 1, gælder reglerne om lige adgang til betalingssystemer i stk. 1, således ikke for betalingssystemer registreret i henhold til Finalitydirektivet. Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter kan således ikke blive hverken direkte eller indirekte deltagere i registrerede systemer. Dog bør det være muligt for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter at drage nytte af de muligheder, som registrerede betalingssystemer giver, på anden vis.

Det er således muligt for en udbyder af betalingstjenester at indgå en aftale med en deltager i et registreret system, eksempelvis et pengeinstitut, om at deltageren på vegne af udbydere af betalingstjenester sender betalinger gennem systemet, dog således at det fortsat er deltagerne, som har forpligtelserne i henhold til Finalitydirektivet.

Ifølge forslaget skal en deltager i et registreret system, som indgår aftale med en udbyder af betalingstjenester, om formidling af betalinger gennem et registreret system tillade andre udbyder af betalingstjenester på samme vilkår også at sende betalinger igennem systemet, hvis de anmoder om dette.

Bestemmelsen berører således kun deltagere, som indgår sådanne aftaler. En udbyder af betalingstjenester kan derfor ikke kræve, at en deltager, som slet ikke tillader betalingsinstitutter at sende betalinger gennem sig, at denne skal indgå en aftale herom.

Det bemærkes, at lovforslaget ikke ændre på reglerne for deltagelse i registrerede systemer, men alene bestemmer, at deltagere i registrerede systemer skal give betalingsinstitutter adgang på lige vilkår.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 64, stk. 3, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 64, stk. 3, vil omfatte den situation, hvor en deltager i et registreret betalingssystem, jf. § 64, stk. 2, nr. 1, som giver en udbyder af betalingstjenester, der ikke deltager i det registrerede system, mulighed for at sende en betalingsordre gennem systemet, undlader efter anmodning at give en anden udbyder af betalingstjenester samme mulighed på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at give adgang i strid med forslagets § 64, stk. 3.

Det foreslås i stk. 4, at en deltager i et registreret betalingssystem, jf. stk. 2, nr. 1, som afviser at give en udbyder af betalingstjenester mulighed for at sende betalingsordre gennem systemet, jf. stk. 3, skal give denne en fyldestgørende begrundelse for afslaget.

Bestemmelsen gennemfører artikel 35, stk. 2, tredje afsnit i 2. betalingstjenestedirektiv. Begrundelse skal gøre udbyderen af betalingstjenester i stand til at forstå, hvorfor denne ikke kan sende betalinger gennem systemet.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 64, stk. 4, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 64, stk. 4, vil omfatte den situation, at en deltager i et registreret betalingssystem, jf. § 64, stk. 2, nr. 1, som afviser at give en udbyder af betalingstjenester mulighed for at sende betalingsordre gennem systemet, og undlader at give denne en fyldestgørende begrundelse for afslaget. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at give en fyldestgørende begrundelse for afslaget i strid med forslagets § 64, stk. 4.