Bekendtgørelse af lov om betalinger § 53

Det følger af § 38, stk. 1, nr. 2, i nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at det er et krav for tildelingen af en tilladelse, at virksomhedens ledelse opfylder kravene i § 18. § 18 indeholder fit & proper kravene til ledelsen, hvilket betyder, at der stilles krav til at ledelsen har forudgående viden, faglige kompetence og erfaring til at udøve sit erhverv eller varetage sin stilling i den pågældende virksomhed. Yderligere skal ledelsesmedlemmet til enhver tid have et godt omdømme, og udvise hæderlighed, integritet og uanfægtelighed. Samtidig må ledelsesmedlemmet ikke være dømt for overtrædelse af straffeloven, eller den finansielle lovgivning, eller have indgivet konkursbegæring eller have påført en finansiel virksomhed tab eller risiko for tab.

Forslaget til § 53 viderefører § 38, stk. 1, nr. 2 og § 18, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, med visse indholdsmæssige ændringer, idet kravet om egnethed fjernes for ledelsesmedlemmer i virksomheder med begrænset tilladelse. Dermed vil der ikke længere blive lagt vægt på ledelsesmedlemmets hidtidige erfaring med drift af lignende virksomheder.

Bestemmelsen gennemfører artikel 32, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet skal undlade at give tilladelse efter § 52, hvis et bestyrelsesmedlem, et direktionsmedlem, eller hvor virksomheden drives som en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren af virksomheden, eller hvor virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven.

Med den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige forstås den eller de personer, der er ansvarlige for den overordnede daglige ledelse af virksomheden i de tilfælde, hvor virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion. Den formelle stillingsbetegnelse er ikke afgørende for, om en person anses for at være den for virksomheden ledelsesansvarlige. Det afgørende er, om den pågældende person faktisk er ansvarlig for den overordnede og/eller den daglige ledelse af virksomheden.

Finanstilsynet skal dermed vurdere, om personer eller medlemmer af ledelsen i virksomheder, der skal registreres ved Finanstilsynet, opfylder kravet om hæderlighed. Det følger af den foreslåede § 54, stk. 1, nr. 6, at de virksomheder og personer, der er omfattet af bestemmelsen, skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for, at Finanstilsynet kan vurdere, om kravene er opfyldt.

Har en juridisk person både en bestyrelse og en direktion, skal både medlemmerne af direktionen og medlemmerne af bestyrelsen opfylde kravene. Har en juridisk person ikke en bestyrelse eller direktion, skal den daglige ledelse opfylde kravene i stk. 2. Dette kan eksempelvis være tilfældet ved et kommanditselskab. Har et aktieselskab en direktion og et tilsynsråd, vil medlemmerne af direktionen skulle opfylde kravene. Der foreslås alene krav om hæderlighed til medlemmer af en virksomheds ledelse, der kan sidestilles med direktion eller bestyrelse i den virksomhed, der ønsker en registrering.

I henhold til det foreslåede stk. 1 må en person eller et medlem af ledelsen ikke være dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet. Kravet om, at der skal være en nærliggende fare for misbrug, betyder, at det ikke er tilstrækkeligt til at undlade at foretage en registrering, at vedkommende er dømt for en strafbar handling, jf. henvisningen i bestemmelsen til § 78, stk. 2, i straffeloven. Henvisningen indebærer, at Finanstilsynet skal foretage samme vurdering, som domstolene foretager i forbindelse med en rettighedsfrakendelsessag.

Som udgangspunkt vil der under straffesagen blive taget stilling til, om et strafbart forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet. Dette er dog ikke altid tilfældet, eksempelvis hvis vedkommende bestrider et andet hverv i en anden branche ved straffesagen. Der kan også være tilfælde, hvor anklagemyndigheden ved en fejl ikke har været opmærksom på, at der var tale om et registreringspligtigt hverv.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal undlade at give tilladelse til virksomheder, der søger om tilladelse efter § 52 til at udbyde betalingstjenester, jf. bilag 1, nr. 6, , hvis et bestyrelsesmedlem, et direktionsmedlem, eller hvor virksomheden drives som en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren af virksomheden, eller hvor virksomheden drives som en juridisk person uden en bestyrelsen eller direktion, den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige ikke har den tilstrækkelige viden, faglige kompetence og erfaring til at udøve sit erhverv og varetage sin stilling i den pågældende virksomhed.

Det foreslås at videreføre kravet at ledelsesmedlemmer i virksomheder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 6, de såkaldte pengeoverførselsvirksomheder, skal være egnede til den pågældende stilling, hvori ligger et krav om, at de skal have forudgående erfaring inden for området.

I Den Nationale Risikovurdering på Hvidvask i Danmark fra 2015 blev pengeoverførselsvirksomheder fremhævet som et særligt risikoområde. ”Pengeoverførselsvirksomheder bruges af kriminelle aktører i Danmark til at kanalisere udbytte fra kriminalitet til udlandet eller til at betale for ulovlige varer. Brug af pengeoverførselsvirksomheder i hvidvaskprocessen er konstateret i relation til menneskesmuglernetværk, narkohandel samt skatteforbrydelser og bedragerisager. Navnlig stand-alone pengeoverførere – dvs. dem der ikke er en del af større pengeoverførerkæder - er udfordret i forhold til at leve op deres hvidvaskforpligtelser. ”

Det vurderes på denne baggrund at fastholde kravet om egnethed i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge for virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 6, uanset at dette krav fjernes for de øvrige virksomheder med begrænset tilladelse.

Kravet om egnethed skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at de skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen eller, hvor pengeoverførselsvirksomheden udøves af en enkeltmandsvirksomhed, fra det tidspunkt hvor indehaveren søger om tilladelse til at udøve pengeoverførselsvirksomhed, og i hele den periode, hvori den pågældende varetager hvervet eller stillingen.

Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem i eller en stilling som direktør for en pengeoverførselsvirksomhed, påser Finanstilsynet, at vedkommende har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne udøve hvervet eller varetage stillingen i virksomheden.

Der opstilles ikke generelle kriterier for, hvilke teoretiske eller praktiske krav personen skal opfylde.

Kravene varierer afhængig af, om der er tale om en direktørpost eller et bestyrelseshverv, samt hvilken type virksomhed der er tale om. I vurderingen kan bl.a. indgå, om personen har en relevant uddannelse og om vedkommende har ledelseserfaring. Der stilles i praksis mindre krav til et bestyrelsesmedlem end til en direktør, ligesom kravene skærpes, hvis der er tale om en stor og kompleks pengeoverførselsvirksomhed. Der stilles ikke et ubetinget krav om, at et bestyrelsesmedlem har særlig indsigt i forhold for pengeoverførselsvirksomheder. Her vil en særlig indsigt i en anden branche, som er relevant for den pågældende pengeoverførselsvirksomhed, kunne være tilstrækkeligt.

De øvrige kompetencer i bestyrelsen eller direktionen inddrages ikke i forbindelse med vurderingen af, om et bestyrelsesmedlem eller en direktør opfylder kravene.

Egnethedsvurdereingen er knyttet til stillingen eller hvervet i den konkrete pengeoverførselsvirksomhed. Det er således muligt, at en person på baggrund af dennes uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring opfylder kravet om fyldestgørende erfaring til at lede en pengeoverførselsvirksomhed med begrænset forretningsmæssigt omfang, men at det ikke gør sig gældende i forhold til en større pengeoverførselsvirksomhed. Derfor kan man ikke overføre egnethedsvurderingen fra pengeoverførselsvirksomhed til en anden pengeoverførselsvirksomhed.

En indehaver af en pengeoverførselsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, skal på tilsvarende vis som direktører og bestyrelsesmedlemmer have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet som indehaver af en pengeoverførselsvirksomhed. Ved vurderingen af indehaverens viden, faglige kompetencer og erfaring vil der blive lagt vægt på, om vedkommende har de fornødne kompetencer og ressourcer til at løfte opgaven som udøver af pengeoverførselsvirksomheden alene.

Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet endvidere skal undlade at give tilladelse til en virksomhed, hvis virksomheden er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af tilladelsen, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven, eller en reel ejer er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse.

I henhold til det foreslåede stk. 3 må en person eller et medlem af ledelsen ikke være dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet. Kravet om, at der skal være en nærliggende fare for misbrug, betyder, at det ikke er tilstrækkeligt til at undlade at foretage en registrering, at vedkommende er dømt for en strafbar handling, jf. henvisningen i bestemmelsen til § 78, stk. 2, i straffeloven. Henvisningen indebærer, at Finanstilsynet skal foretage samme vurdering, som domstolene foretager i forbindelse med en rettighedsfrakendelsessag.

Som udgangspunkt vil der under straffesagen blive taget stilling til, om et strafbart forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet. Dette er dog ikke altid tilfældet, eksempelvis hvis vedkommende bestrider et andet hverv i en anden branche ved straffesagen. Der kan også være tilfælde, hvor anklagemyndigheden ved en fejl ikke har været opmærksom på, at der var tale om et registreringspligtigt hverv.

Ved reel ejer forstås den eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer virksomheden eller den eller de fysiske personer, på hvis vegne virksomheden agerer, herunder: a) Den eller de fysiske personer i et selskab, virksomhed, forening m.v., der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler, bortset fra ejere af selskaber, hvis ejerandele handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder. b) Den daglige ledelse, hvis der ikke er identificeret en person under punkt a, eller hvis der er tvivl om, hvorvidt den eller de personer, der er identificeret, er den eller de reelle ejere. c) Den eller de fysiske personer i et retligt arrangement, herunder i en fond, trust eller lignende, der i sidste ende direkte eller indirekte kontrollerer eller på anden måde har ejerskabs-lignende beføjelser.

Er en eller flere af en virksomheds reelle ejere dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af den pågældendes kontrollerende indflydelse, skal Finanstilsynet yderligere undlade at give tilladelse til virksomheden, jf. stk. 2.

Det foreslås i stk. 4, at ved Finanstilsynets vurdering i henhold til stk. 2 og 3, finder § 78, stk. 3, i straffeloven tilsvarende anvendelse.

Virksomheder og personer nævnt i stk. 1, betragtes som selskaber og personer, der udøver hverv, som kræver særlig tilladelse i relation til § 78, stk. 2, i straffeloven. Henvisningen betyder, at hvis Finanstilsynet vurderer, at en person ikke opfylder kravene i bestemmelsen, tillægges vedkommende de rettigheder, der følger af § 78, stk. 3, i straffeloven. Dette indebærer blandt andet, at anklagemyndigheden på begæring enten af den, der har fået afslag, eller på begæring af Finanstilsynet, skal indbringe spørgsmålet om rettighedsfrakendelse for retten.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet kan inddrage tilladelse til en virksomhed eller en person givet efter § 52, hvis et medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse eller personen efterfølgende omfattes af stk. 2, eller hvis virksomheden eller en reel ejer efterfølgende omfattes af stk. 3.

Finanstilsynet får mulighed for at inddrage en tilladelse, hvis en virksomhed, herunder ledelse og reelle ejere eller person, der har en tilladelse efter §§ 50 eller 51, hos Finanstilsynet, dømmes for et strafbart forhold.

Det forventes, at virksomheder og personer med en tilladelse efter §§ 50 eller 51 til enhver tid lever op til hæderlighedskravet. Finanstilsynet vil efter en konkret vurdering kunne efterprøve, om virksomheder, samt medlemmer af ledelsen, reelle ejere og personer, overholder kravet. Herudover finder bestemmelsen anvendelse, når en person eller virksomhed er blevet registreret efter stk. 1, og det efterfølgende viser sig at bero på en fejl, fordi de i stk. 2 og 3 nævnte virksomheder, personer, herunder medlemmer af ledelsen, og de reelle ejere af virksomheden, ikke opfylder kravene i stk. 2 og 3.

Rejses der straffesag mod virksomheder, medlemmer af virksomhedens ledelse eller personer med en tilladelse i henhold til §§ 50 eller 51 for overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning, herunder den finansielle lovgivning, mens en virksomhed eller person har tilladelse hos Finanstilsynet, kan der under straffesagen nedlægges påstand om, at der skal ske frakendelse af den pågældendes persons rettighed til at udøve aktiviteten, jf. § 79, stk. 2, jf. § 78, i straffeloven.

De generelle straffeprocessuelle principper og almindelige retssikkerhedsmæssige hensyn taler for, at der så vidt muligt under en straffesag gøres endeligt op med, om en person eller virksomhed, der har en tilladelse i henhold til §§ 50 eller 51 kan beholde tilladelsen. Den endelige afgørelse heraf skal således foretages under straffesagen.

Finanstilsynet kan derfor som udgangspunkt ikke inddrage en tilladelse fra en virksomhed eller person som følge af et strafbart forhold, hvis virksomheden eller personen under straffesagen har været registreret ved Finanstilsynet. Her vil domstolene under straffesagen træffe afgørelse, jf. § 72, stk. 2, i straffeloven om, hvorvidt virksomheden eller personen forsat kan varetage hvervet.

Heraf følger, at hvis der ikke nedlægges påstand om frakendelse af tilladelsen under straffesagen, kan Finanstilsynet ikke efterfølgende komme til det resultat, at tilladelsen skal inddrages. Dette gør sig dog ikke gældende i forhold til reelle ejere, da disse ikke har en autorisation eller godkendelse, som nævnt i § 78, stk. 3, i straffeloven.