Bekendtgørelse af lov om betalinger § 51

Det følger af § 37, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at Finanstilsynet kan give en begrænset tilladelse til her i landet at udbyde betalingstjenester baseret på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse til brug for erhvervelse af varer eller tjenesteydelser eller betalingstjenester, hvis gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende virksomhed, ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 3 mio. euro pr. måned.

Den foreslåede § 51 viderefører med indholdsmæssige ændringer § 37, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Reglerne i § 37, stk. 1, nr. 1 om instrumenter med begrænset anvendelse ophæves således, at denne type virksomheder ikke længere er underlagt et tilladelseskrav. Reglerne i § 37, stk. 1, nr. 2 videreføres delvist, idet der sker en række indholdsmæssige ændringer.

Bestemmelsen gennemfører artikel 33, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås i stk. 1, at virksomheder, der ikke har en tilladelse, jf. § 9, og som ønsker at udbyde betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 1-6, men hvor gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende virksomhed, ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 3 mio. euro pr. måned, skal have begrænset tilladelse for at kunne udbyde betalingstjenester i bilag 1, nr. 1-6, her i landet.

Artikel 32, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv giver medlemslandene mulighed for at undtage udbydere af betalingstjenester helt eller delvist fra bestemmelserne i direktivets artikel 5-13, 16-21, 23 og 27-31, hvis gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende virksomhed, ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 3 mio. euro pr. måned og ingen af de fysiske personer, der har ansvaret for forvaltningen eller driften af virksomheden, har været dømt for overtrædelser af hvidvasklovgivningen eller dømt for anden økonomisk kriminalitet, samt at virksomheden har hovedkontor og hjemsted i medlemslandet. Det overlades således i vidt omfang til medlemslandet at fastsætte betingelserne for meddelelse af tilladelse for denne type virksomheder.

En begrænset tilladelse indebærer, at virksomheden er berettiget til at udbyde betalingstjenester her i landet. Virksomheden har dog ikke mulighed for at udbyde betalingstjenester grænseoverskridende til andre lande i EU eller EØS, da reglerne om udøvelse af retten til fri etablering og fri udveksling af tjenesteydelser ifølge artikel 32, stk. 3, i 2. betalingstjenester ikke gælder for virksomheder undtaget, jf. artikel 32, stk. 1. Tilladelsen kan således ikke anvendes uden for landets grænser.

Hvor gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende virksomhed, ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 3 mio. euro pr. måned, kan betalingstjenesterne udbydes af virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Bestemmelsen er en undtagelse til kravet i 2. betalingstjenestedirektiv om, at betalingstjenester, som opregnet i bilag 1, kun kan udbydes af kreditinstitutter, betalingsinstitutter og udbydere af elektroniske penge, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder. En virksomhed, hvis betalingstransaktioner ligger under grænseværdierne i stk. 1, kan nøjes med at ansøge om en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Ved beregningen af grænseværdien i stk. 1 skal der kun inddrages de transaktioner, som kræver en tilladelse efter denne bestemmelse. Dvs., at hvis virksomheden også gennemfører transaktioner med et betalingsinstrument med begrænset anvendelse, skal disse transaktioner ikke medregnes ved opgørelsen efter nr. 2.

Grænseværdien efter stk. 1 skal beregnes som et rullende gennemsnit. Det vil sige, at gennemsnittet af betalingstransaktioner for de seneste 12 måneder ved udgangen af hver måned ikke må overstige 3 mio. euro.

Det foreslås i stk. 2, at der kan gives tilladelse til en eller flere af de i bilag 1, nr. 1-6, nævnte tjenester.

Dermed understreges, at det er muligt at have en begrænset tilladelse til mere end én af betalingstjenesterne i bilag 1. Ved tildelingen af tilladelsen angives det, hvilke tjenester virksomheden har tilladelse til at udbyde. I det tilfælde, hvor en virksomhed har en begrænset tilladelse til at udbyde mere end en af de i bilag 1, nr. 1-6, nævnte betalingstjenester skal den samlede betalingsvolumen for alle de udbudte betalingstjenester anvendes til beregning af betalingsvolumen, jf. stk. 1.

Der kan derimod ikke gives en begrænset tilladelse til udbuddet af betalingstjenesterne i bilag 1, nr. 7-8, i overensstemmelse med artikel 32, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås i stk. 3, at en tilladelse til at udbyde betalingstjenester omfattet af stk. 1 bortfalder, hvis gennemsnittet af virksomhedens betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder der er gennemført af den pågældende virksomhed, overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 3 mio. euro pr. måned. Indsender virksomheden, senest 30 dage efter at tilladelsen er bortfaldet, jf. 1. pkt., en ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut efter § 10, kan virksomheden fortsætte sin aktivitet i henhold til stk. 1, mens ansøgningen behandles.

Bortfalder en tilladelse efter stk. 3, må virksomheden på ny ansøge om tilladelse til at udøve virksomhed som betalingsinstitut. Opnår virksomheden ikke en ny tilladelse, må den indstille sine aktiviteter omfattet af lovforslaget, idet virksomheden ikke længere opfylder betingelserne for at udbyde sine aktiviteter med en begrænset tilladelse.

Virksomheden kan fortsætte sine aktiviteter imens en ansøgning behandles, hvis Finanstilsynet har modtaget en ny, fyldestgørende ansøgning om tilladelse til e-pengeinstitut senest 30 dage efter, at betingelserne for at have en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester ikke længere er overholdt.