Bekendtgørelse af lov om betalinger § 3

§ 2 i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, regulerer hvilke virksomhedstyper, der må udbyde betalingstjenester her i landet

Den foreslåede § 3 fastlægger, hvilke virksomheder, der må udbyde betalingstjenester her i landet og giver samtidig mulighed for, at virksomheder kan opnå en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 2 i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge med sproglige ændringer.

Med lovforslagets § 3 gennemføres 2. betalingstjenestedirektiv artikel 1, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at betalingstjenester alene må udbydes her i landet af virksomheder, der har tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut efter §§ 8 og 9, eller af pengeinstitutter, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder, jf. dog stk. 2. Det følger af § 10, at Finanstilsynet giver tilladelse som betalingsinstitut når en række krav er opfyldt, herunder at virksomheden drives i f.eks. aktieselskabsform, at virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark, og at virksomheden opfylder kravene om startkapital, jf. §§ 12 og 13 m.v.

Det foreslås endvidere i stk. 1, at e-pengeinstitutter, pengeinstitutter, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder, også må udbyde betalingstjenester, uden at skulle have særskilt tilladelse som betalingsinstitut.

Det skyldes, at for så vidt angår e-pengeinstitutter må disse også udbyde betalingstjenester, jf. lovforslagets § 18, stk. 1, nr. 2. I det omfang e-pengeinstitutter udbyder betalingstjenester omfattet af lovforslagets bilag 1, er de tillige omfattet af lovens øvrige bestemmelser om udbydere af betalingstjenester.

For så vidt angår pengeinstitutter, følger det af nr. 3 i bilag 1 til lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter må udbyde betalingstjenester. Lovforslagets kapitel 2 om kravene til at opnå tilladelse til e-pengeinstitut eller betalingsinstitut finder derfor ikke anvendelse på pengeinstitutter, mens lovforslagets øvrige bestemmelser om udbydere af betalingstjenester finder anvendelse.

For så vidt angår Nationalbanken og offentlige myndigheder, udbyder disse ikke betalingstjenester på erhvervsmæssigt grundlag. Derfor finder lovforslagets kapitel 2 om kravene til at opnå tilladelse til e-pengeinstitut eller betalingsinstitut ikke anvendelse på Nationalbanken og offentlige myndigheder. Vil Nationalbanken eller en offentlig myndighed drive erhvervsmæssig virksomhed og udbyde betalingstjenester, forudsat, at der er særskilt hjemmel hertil, må virksomheden i så tilfælde drives i et særskilt selskab, som da vil være omfattet af lovens krav til udbydere af betalingstjenester.

2. betalingstjenestedirektiv artikel 2, stk. 5, giver medlemslandene mulighed for at undtage de institutter, der er nævnt i nr. 4-23, i artikel 2, stk. 5, i direktiv 2013/36/EU, helt eller delvist fra den nationale lovgivning, som gennemfører direktivet. I Danmark omfatter disse institutter Danmarks Skibskredit, KommuneKredit og Eksportkredit Fonden. Denne mulighed er ikke anvendt, da det ville stride mod disse selskabers formålsbestemmelser, at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester. Vil en af disse virksomheder drive erhvervsmæssig virksomhed og udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, forudsat at der er særskilt hjemmel hertil, må aktiviteten i så tilfælde drives i et særskilt selskab, som da vil være omfattet af lovens krav, jf. § 1.

Det foreslås i stk. 2, at betalingstjenester endvidere kan udbydes her i landet af virksomheder med en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51. Der fastsættes dermed, betalingstjenester kan udbydes under lempeligere krav ved opnåelse af en begrænset tilladelse. Virksomheder med en begrænset tilladelse kan alene kan udbyde betalingstjenester op til en værdi svarende til 3 millioner euro om måneden og kun inden for landets grænser. Det ville derfor være uhensigtsmæssigt byrdefuldt at pålægge dem en fuld tilladelsesforpligtelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 51.