LBK nr 651 af 10/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om betalinger § 28
Bestyrelsen i et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut skal fastlægge en politik for mangfoldighed i bestyrelsen, der fremmer tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om betalinger § 28
Retsinformation§ 18 c, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge pålægger bestyrelsen en pligt til at fastlægge en mangfoldighedspolitik for bestyrelsen, for derved at fremme tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer.
Med forslaget til § 28, videreføres § 18 c, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge.
Det foreslås i stk. 1, at bestyrelsen i et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut skal fastlægge en politik for mangfoldighed i bestyrelsen, der fremmer tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer.
En mangfoldighedspolitik bør indeholde en beskrivelse af, hvordan markedsoperatøren vil sikre mangfoldighed i bestyrelsen eksempelvis ved at sikre en rekruttering, der tiltrækker kandidater med en bred vifte af kvalifikationer og kompetencer til bestyrelsen. Herudover bør en mangfoldighedspolitik angive, hvilke kvalifikationer og kompetencer, der er relevante at tillægge vægt ved udpegning af kandidater til bestyrelsen. Disse kvalifikationer og kompetencer kan være opnået på baggrund af den enkelte kandidats uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige eller personlige erfaring. Det skal præciseres, at det står den enkelte bestyrelse frit for at vælge den politik, der findes bedst egnet for det pågældende institut til at fremme mangfoldigheden i bestyrelsen. Med det foreslåede krav om, at bestyrelsen skal fastlægge en mangfoldighedspolitik, forpligtes bestyrelsen til aktivt at fremme den for instituttet relevante og nødvendige mangfoldighed i bestyrelsen.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at bestyrelsen udarbejder en mangfoldigheds-politik med henblik på at fremme tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer. Bestemmelsen skal bidrage til at sikre den bedst mulige sammensætning af bestyrelsen set i forhold til markedsoperatørens forretningsmodel og strategi. Manglende kvalifikationer og kompetencer i bestyrelsen kan føre til ledelsesmæssige svigt, der kan føre til tab hos operatøren eller kunderne.
I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 28, straffes med bøde.
Overtrædelse af forslagets § 28, vil omfatte den situation, hvor bestyrelsen i et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut undlader at fastlægge en politik for mangfoldighed i bestyrelsen, der fremmer tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er bestyrelsen, som undlader at fastsætte en politik for mangfoldighed i strid med forslagets § 28.