Bekendtgørelse af lov om betalinger § 20

§ 21, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter, at betalingsinstitutter kun må fører betalingskonti til brug for betalingstransaktioner, samt under hvilke vilkår et betalingsinstitut kan yde kredit i forbindelse med udbuddet af et betalingsinstrument.

Med forslaget til § 20 videreføres § 21, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge uden ændringer. Bestemmelsen gennemfører artikel 18, stk. 2-6, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås i stk. 1, at betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51 kun må føre betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.

En betalingskonto er i forslagets § 7, nr. 16, defineret som »en konto oprettet i en eller flere brugeres navn med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner«. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der må ikke være mulighed for, at betalingskonti aftalemæssigt kan anvendes til et andet formål end som led i gennemførelse af en betalingstjeneste. Virksomheden må kun acceptere modtagelse af brugermidler med en instruktion om at udføre en betalingstjeneste (transaktion) eller en serie af transaktioner på en given dato (for eksempel direkte debiteringer, stående ordrer, hvor det er nødvendigt at placere midler på en betalingskonto forud for udførelsen af betalingstransaktionen). Midlerne må ikke forblive under virksomhedens kontrol længere end nødvendigt for at udføre transaktionen på grund af operationelle og tekniske forhold. Hvad der nærmere ligger heri, må afgøres i overensstemmelse med de væsentligste karakteristika ved enhver betalingstransaktion. Den maksimale gennemførelsestid for en betalingstransaktion er fastsat i §§ 113-115, begrænser naturligt, hvor lang tid en virksomhed kan forventes at være i besiddelse af brugermidler.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 20, stk. 2, om forbud mod at modtage indlån. Modsat betalingsinstitutter kan kreditinstitutter føre betalingskonti, der samtidig tillader andre formål ud over forberedelse af betalingstjenester, for eksempel opsparing.

I henhold til § 151, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 20, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Overtrædelse af forslagets § 20, stk. 1 vil omfatte den situation, hvor et betalingsinstitut eller en virksomhed med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51, fører betalingskonti, der anvendes til andet end betalingstransaktioner. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som fører betalingskonti i strid med forslagets § 20, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51, ikke erhvervsmæssigt må tage i mod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler.

Midler, som virksomheden modtager fra brugere af dens tjenester kan ikke udgøre indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler.

Der stilles ikke krav om, at modtagne brugermidler på forhånd skal være øremærket til specifikke betalingstransaktioner. Der er heller ikke i lovforslaget noget forbud mod, at virksomheden yder rente eller tilbyder bonus af indestående midler, der skal anvendes som led i gennemførelse af betalingstransaktioner. I kravet om, at virksomheden ikke må modtage tilbagebetalingspligtige midler, ligger, at der ikke må foreligge en forhåndsaftale om, at brugeren kan kræve midlerne tilbagebetalt på anfordring. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at brugeren kan kræve tilbagebetaling af midler, der er overladt til virksomheden, hvis dette sker som led i annullering af betalingstjenesten.

I henhold til § 151, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 20, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Overtrædelse af forslagets § 20, stk. 2, vil omfatte den situation, hvor en virksomhed erhvervsmæssigt tager imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som erhvervsmæssigt tager imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler i strid med forslagets § 20, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, at midler, som betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51, modtager fra brugere af betalingstjenester med henblik på udbud af betalingstjenester, ikke må betragtes som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler eller elektroniske penge.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbuddet i § 20, stk. 2, der fastsætter, at betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51 ikke erhvervsmæssigt må tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler. Det fastslås i stk. 3, at midler, som betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51 modtager i forbindelse med udbuddet af betalingstjenester, ikke må behandles som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler eller elektroniske penge.

Det betyder blandt andet, at midler modtaget af et betalingsinstitut eller en virksomhed med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, med henblik på udførslen af betalingstjenester ikke er dækket af indskydergaranti, idet midlerne ikke udgør indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler.

I henhold til § 151, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 20, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Overtrædelse af forslagets § 20, stk. 3, vil omfatte den situation, hvor midler, som betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51, modtager fra brugere af betalingstjenester med henblik på udbud af betalingstjenester, betragtes som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som behandler midler, som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler, i strid med forslagets § 20, stk. 3.

Det foreslås i stk. 4, at betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51, der har tilladelse til at udbyde tjenester omfattet af bilag1, nr. 4 eller 5, kun må yde kredit i forbindelse med disse tjenester, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Kreditten skal være accessorisk til betalingstjenesten og må udelukkende ydes i tilknytning til gennemførelsen af betalingstransaktionen. 2) Kredit, der ydes i forbindelse med grænseoverskridende betalingstjenester, skal kræves tilbagebetalt inden for et tidsrum, der ikke må overstige 12 måneder. 3) Betalingsinstituttets basiskapital skal til enhver tid have en passende størrelse i forhold til den samlede kredit, der ydes.

Restriktionerne omfatter således kreditgivning som led i udførelsen af betalingstjenester nævnt i bilag 1, punkt 4 og 5. Kreditgivning i relation til den type af betalingstjenester, der er nævnt i punkt 3 og 8, forekommer ikke, mens kreditgivning i relation til betalingstjenesterne i punkt 1, 2, 6 og 7 ikke er tilladt.

Det foreslås i stk. 4, nr. 1, at kreditten skal være accessorisk til betalingstjenesten og må udelukkende ydes i tilknytning til gennemførelsen af betalingstransaktionen.

Det indebærer, at den skal være ydet til brugeren som led i udførelsen af betalingstjenester, for eksempel i forbindelse med udstedelse af kreditkort.

Det foreslås i stk. 4, nr. 2, at den kredit, der ydes i forbindelse med grænseoverskridende betalingstjenester, skal kræves tilbagebetalt inden for et tidsrum, der ikke må overstige 12 måneder.

Kravet gælder kun ved grænseoverskridende betalingstjenester, hvilket svarer til betalingstjenestedirektivets minimumskrav. Bestemmelsen svarer til direktivets art. 18, stk. 4, litra b. Brugeren skal i disse tilfælde være forpligtet til fuldt ud at tilbagebetale det skyldige beløb senest ved udgangen af 12 måneder efter, at gælden er stiftet. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at kreditten er revolverende, hvorved forstås en fleksibel kreditramme, som kunden løbende kan udnytte i forbindelse med betalingstjenester. Brugerens skyld ved anvendelse af kreditrammen skal imidlertid kræves indfriet mindst en gang om året, og kravet skal forfølges.

Forudsætningen om, at kravet kun gælder ved grænseoverskridende betalingstjenester, indebærer imidlertid en væsentlig begrænsning i anvendelsesområdet. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets §§ 46-48 anses følgende betalingstjenester ikke som grænseoverskridende: 1) Gennemførelse af direkte debiteringer, stående ordrer og kontooverførelser, hvor betalingsmodtager befinder sig i en andet medlemsland. 2) Pengeoverførsler til en modtager i en andet medlemsland. 3) Gennemførelse af en betalingstransaktion til en betalingsmodtager i en andet medlemsland efter modtagelse af instruktion fra betaler via e-mail, sms, netbank eller på anden elektronisk vis, uanset om betaler også befinder sig i en andet medlemsland på tidspunktet for afgivelse af instruks/samtykke. 4) Hvor en kortudsteder tillader en kortholder at bruge kortet i en andet medlemsland.

Det foreslås i stk. 4, nr. 3, at kreditten må ikke ydes med brug af midler, som er modtaget med henblik på at gennemføre en betalingstransaktion.

Betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51, må ikke udøve bankvirksomhed. Det indebærer, at de midler, der modtages med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner ikke kan anvendes til at yde kredit for. Da dette ellers ville kunne anses for pengeinstitutvirksomhed omfattet af § 7, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 4, nr. 4, at Finanstilsynet kan kræve, at betalingsinstituttets basiskapital til enhver tid har en passende størrelse i forhold til den samlede kredit, der ydes.

Dette indebærer ikke, at der kan stilles yderligere krav om tilvejebringelse af et kapitalgrundlag udover hvad der gælder i henhold til forslagets §§ 31 og 32. Finanstilsynet skal imidlertid ved fastsættelse af kapitalkravet for det enkelte institut i henhold til § 32, stk. 4, tage hensyn til, om og i hvilket omfang instituttet yder kredit. Hvis kredit ikke ydes i forbindelse med udførelse af betalingstjenester, er der tale om anden aktivitet i henhold til forslagets § 18, stk. 3, nr. 3.

I henhold til § 151, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 20, stk. 4, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Overtrædelse af forslagets § 20, stk. 4 vil omfatte den situation, hvor en virksomhed yder kredit i forbindelse med disse tjenester, uden at betingelserne i § 20, stk. 4, nr. 1-4 er overholdt. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som yder kredit uden at betingelserne i § 20, stk. 4, nr. 1-4 er overholdt, i strid med forslagets § 20, stk. 4.