Bekendtgørelse af lov om betalinger § 2

§ 2 a i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge regulerer hvilke virksomhedstyper, der må udstede elektroniske penge her i landet.

Den foreslåede § 2 fastlægger, hvilke virksomheder, der må udstede elektroniske penge her i landet og giver samtidig mulighed for, at virksomheder kan opnå en begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 2 a i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge med sproglige ændringer.

Med lovforslagets § 2 gennemføres 2. e-pengedirektivs artikel 1, stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at elektroniske penge alene må udstedes her i landet af virksomheder, der har tilladelse som e-pengeinstitut efter § 8, eller af pengeinstitutter, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder, jf. dog stk. 2. Det følger af § 10, at Finanstilsynet giver tilladelse til et e-pengeinstitut når en række krav er opfyldt, herunder at virksomheden drives i f.eks. aktieselskabsform, at virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark, og at virksomheden opfylder kravene om startkapital, jf. §§ 12 og 13 m.v.

Ønsker et e-pengeinstitut ligeledes at udbyde betalingstjenester, vil dette ikke kræve yderligere tilladelse fra Finanstilsynet, jf. lovforslagets § 3, stk. 1.

Det foreslås endvidere i stk. 1, at pengeinstitutter, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder, også må udstede elektroniske penge her i landet, uden at skulle have særskilt tilladelse som e-pengeinstitut.

Det skyldes, at for så vidt angår pengeinstitutter, følger det af bilag 1, nr. 14, i lov om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter må udstede elektroniske penge. Lovforslagets kapitel 2 om kravene til at opnå tilladelse til e-pengeinstitut eller betalingsinstitut finder derfor ikke anvendelse på pengeinstitutter, jf. § 8, mens lovforslagets øvrige bestemmelser om udstedere af elektroniske penge finder anvendelse.

For så vidt angår Nationalbanken og offentlige myndigheder udsteder disse ikke elektroniske penge på erhvervsmæssigt grundlag, da dette vil stride mod forvaltningsretlige principper. Derfor finder lovforslagets kapitel 2 om kravene til at opnå tilladelse til e-pengeinstitut eller betalingsinstitut ikke anvendelse på Nationalbanken og offentlige myndigheder. Vil Nationalbanken eller en offentlig myndighed drive erhvervsmæssig virksomhed og udstede elektroniske penge, forudsat at der er særskilt hjemmel hertil, må virksomheden i så tilfælde drives i et særskilt selskab, som da vil være omfattet af lovens krav til udstedere af elektroniske penge, jf. § 1.

Det foreslås i stk. 2, at elektroniske penge endvidere kan udstedes her i landet af virksomheder med en begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. § 50. Der fastsættes dermed, at elektroniske penge kan udstedes under lempeligere krav ved opnåelse af en begrænset tilladelse. Virksomheder med en begrænset tilladelse kan alene kan udstede elektroniske penge op til en værdi svarende til 5 millioner euro og kun inden for landets grænser. Det ville derfor være uhensigtsmæssigt byrdefuldt at pålægge dem en fuld tilladelsesforpligtelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 50.