Bekendtgørelse af lov om betalinger § 143

§ 97 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter, hvilke bestemmelser i loven Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, samt hvilke beføjelser Forbrugerombudsmanden har i denne forbindelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 143 tilsigter i det væsentlige en videreførelse af den hidtidige kompetencefordeling mellem Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens tilsyn efter § 97, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, og viderefører reglerne i den nugældende § 97 om Forbrugerombudsmandens beføjelser.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 100, stk. 1 og 2, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kapitel 5, §§ 117-119 og § 124, samt at virksomhederne over for forbrugere overholder kapitel 6 og § 42, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 42, stk. 2. Forbrugerombudsmanden fører endvidere tilsyn med artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med de forbrugerbeskyttende regler i loven, der navnlig er placeret i lovforslagets kapitel 5 og 6. Lovforslagets kapitel 5, samt §§ 117-119 og § 124, finder primært anvendelse på forbrugere, da disse bestemmelser kan fraviges ved aftale mellem udbyderen og brugeren, hvis denne ikke er en forbruger. Kapitel 6 fastsætter således en række forbrugerbeskyttende regler, men regulerer samtidig også en række forhold mellem erhvervsdrivende og udbydere af betalingstjenester eller mellem to udbydere af betalingstjenester. Forbrugerombudsmandens tilsyn med kapitel 6 omfatter således de forbrugerbeskyttende bestemmelser, mens Finanstilsynet skal kunne føre tilsyn med forholdet mellem to erhvervsdrivende, eksempelvis med overholdelse af § 84, stk. 2, § 86, § 87, stk. 3, § 90 og § 91, da disse bestemmelser primært omhandler forholdet mellem den kontoførende udbyder og henholdsvis udbydere af betalingsinitieringstjenester og udbydere af kontooplysningstjenester

Den løbende udvikling af nye betalingstjenester har medført, at det ikke er hensigtsmæssigt at definere pligtsubjekter i tilsynsbestemmelsen, således som i den nugældende § 97 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. At den gældende bestemmelse indeholder en henvisning til pligtsubjekter har således i praksis givet anledning til utilsigtede og vanskelige afgrænsningsspørgsmål om kompetencefordelingen mellem Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet.

Den foreslåede formulering af § 143 vil medføre en klarere kompetencefordeling mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden, da Forbrugerombudsmandens kompetence vil omfatte tilsyn med de i bestemmelsen nævnte forbrugerbeskyttende regler, uanset hvilken betalingstjeneste en eventuel overtrædelse vedrører, mens Finanstilsynets kompetence vil omfatte tilsyn med de i bestemmelsen nævnte regler, i det omfang disse regulerer forholdet mellem en erhvervsdrivende og en udbyder af betalingstjenester eller to udbydere af betalingstjenester.

Efter den nugældende bestemmelse i § 97, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge er det alene Forbrugerombudsmanden, som fører tilsyn med virksomheders overholdelse af god skik.

Det foreslås, at Forbrugerombudsmandens tilsyn med overholdelse af god skik ændres, således at Forbrugerombudsmanden alene fører tilsyn med, at virksomheder drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis i forhold til forbrugerne, mens Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af god skik i øvrigt, jf. § 42 i lovforslaget.

Da forslaget således vil indebære, at kompetencefordelingen mellem Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens tilsyn med overholdelse af bestemmelsen om god skik afhænger af, hvorvidt spørgsmålet om god skik relaterer sig til forholdet mellem en virksomhed og en forbruger, forudsættes det, at myndighederne koordinerer deres tilsyn for at sikre en fælles forståelse af loven om betalinger.

Da markedsføringsloven supplerer anden lovgivning, kan Forbrugerombudsmanden som led i sit tilsyn anvende markedsføringsloven, medmindre andet følger af lovgivningen.

Forbrugerombudsmandens tilsyn udøves i øvrigt efter reglerne i markedsføringsloven, herunder bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed. Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at Forbrugerombudsmanden ikke er forpligtet til at behandle klager vedrørende de i stk.1 nævnte regler, men har adgang til at prioritere, hvilke klager Forbrugerombudsmanden vil behandle.

Artikel 12, i interbankgebyrforordningen vedrører, hvilke oplysninger udbyderen af betalingstjenester skal give betalingsmodtageren om den kortbaserede betalingstransaktion, når denne er gennemført. Betalingsmodtageren har ifølge forordningens artikel 12, stk. 1, litra a, b og c, krav på at få oplyst den reference, som sætter betalingsmodtageren i stand til at identificere den kortbaserede betalingstransaktion, betalingstransaktionsbeløbet i den valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto krediteres i, samt størrelsen af eventuelle gebyrer for den kortbaserede betalingstransaktion med særskilt angivelse af detailhandelsgebyret og interbankgebyrets størrelse.

Forbrugerombudsmanden fører ligeledes tilsyn med lovforslagets § 72, der ligeledes fastsætter regler for, hvilke oplysninger udbyderen skal meddele eller stille til rådighed for betalingsmodtageren umiddelbart efter gennemførelse af betalingstransaktionen. Den foreslåede kompetence svarer derfor til den gældende nationale kompetence.

Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger, som findes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold omfattes af lovens bestemmelser samt artikel 12, i interbankgebyrforordningen.

Det foreslås i stk. 3, at i det tilfælde, hvor en ændring af forhold, som strider mod de i stk. 1 opregnede bestemmelser, ikke kan ske ved forhandling, kan Forbrugerombudsmanden udstede påbud herom. Et påbud kan af den, påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.

Bestemmelsen svarer til markedsføringslovens § 27, stk. 3.

I henhold til lovforslagets § 151, stk. 2, foreslås det, at overtrædelse af et påbud, straffes med bøde.

Det foreslås i stk. 4, at retten kan bestemme, at indbringelse af et påbud for domstolene har opsættende virkning.

Det foreslås i stk. 5, at Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at Forbrugerombudsmanden ved overtrædelse af de i stk. 1 opregnede bestemmelser kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 1. pkt., skal sikre, at Forbrugerombudsmanden kan indbringe en sag for domstolene, hvis han i særlige tilfælde måtte finde, at der er behov for et sådant skridt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en sag op, der af Forbrugerombudsmanden vurderes at være principiel eller af vidtgående betydning.

Forbrugerombudsmanden har endvidere adgang til at anlægge sager om civilretlige krav, herunder krav om erstatning og tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede beløb mv.

Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at markedsføringslovens § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28 finder tilsvarende anvendelse.

§ 20, § 27, stk. 1, og § 28 i markedsføringsloven regulerer blandt andet erstatningssøgsmål, og § 23, stk. 1, i markedsføringsloven, giver Forbrugerombudsmanden hjemmel til at forhandle med virksomhederne med henblik på at opnå en eventuel forligsmæssig løsning af sagen.

Endelig kan Forbrugerombudsmanden kræve oplysninger efter § 22, stk. 2, i markedsføringsloven med henblik på blandt andet vurderingen af mulighederne for anlæggelse af søgsmålet og afgrænsningen heraf, eksempelvis i forbindelse med gruppesøgsmål.

Det foreslås i stk. 6, 3. pkt., at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.

Hermed sikres det, at Forbrugerombudsmanden får mulighed for at føre et gruppesøgsmål, for eksempel i tilfælde hvor der er opkrævet et ulovligt gebyr, eller hvor en udbyder systematisk har tilsidesat reglerne om valør og dermed påført kunderne et tab.

Det følger af § 254 a, stk. 1, i retsplejeloven, at ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer, kan behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel. Den foreslåede bestemmelse omfatter krav, som har sammenhæng med handlinger, der strider mod denne lov.

Det foreslås i stk. 7, at Datatilsynet efter bestemmelserne i § 64, i lov om behandling af personoplysninger i samråd med Forbrugerombudsmanden, varetager samarbejdet med udenlandske myndigheder.

Datatilsynet kan herved benytte de i forvejen etablerede kontakter med udenlandske datatilsyn.