Bekendtgørelse af lov om betalinger § 129

Det følger af § 86 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at Finanstilsynet påser overholdelsen af loven, regler udstedt i medfør heraf og samt overholdelsen af nærmere angivne forordninger. Bestemmelsen fastsætter ligeledes de nærmere rammer for Finanstilsynets tilsyn med loven.

Med den foreslåede bestemmelse i § 129 sker der en videreførelse af § 86 dog med visse indholdsmæssige ændringer i stk. 1 og 3. Ændringerne i stk. 1 er en følge af, at Finanstilsynet fremover også skal påse overholdelsen af forordninger udstedt i medfør af 2. betalingstjenestedirektiv. I stk. 3 bliver det præciseret, at Finanstilsynet i sit tilsyn med filialer og agenter i andre EU/EØS lande skal samarbejde med tilsynsmyndighederne i værtslandet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 22, stk. 1, artikel 29, stk. 1, og artikel 100, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv samt artikel 3, stk. 1, i 2. e-pengedirektiv.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet påser overholdelsen af loven med undtagelse af § 27 og påser overholdelsen af regler udstedt i medfør af loven, jf. dog §§ 143 og 144.

Det fremgår af lovforslagets § 143, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kapitel 5, §§ 117 – 119 og § 124, samt at virksomhederne over for forbrugere, overholder kapital 6 og § 42, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 42, stk. 2. Yderligere fremgår det, at Forbrugerombudsmanden endvidere fører tilsyn med artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner. For så vidt angår situationer, hvor der ikke er en forbruger direkte involveret, fører Finanstilsynet tilsyn med overholdelsen af kapital 6 og § 42, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 42, stk. 2.

Det følger således af lovforslaget, at der er to tilsynsmyndigheder, der fører tilsyn med anvendelsen af de samme bestemmelser dog på forskellige typer af betalingstjenester. I den forbindelse forudsættes det, at Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden koordinerer deres tilsyn for at sikre, at myndighederne har en fælles forståelse af lov om betalinger.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 143 om forbrugerombudsmandens tilsyn med loven.

I medfør af lovforslagets § 144 fører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilsyn med lovforslaget kapitel 4 om adgang til betalingssystemer. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen påser ligeledes overholdelsen af §§ 120 og 121, der vedrører opkrævning af gebyrer for betalingstransaktioner og fastsættelsen heraf, § 122 om, at en udbyder kan pålægge en betalingsmodtager omkostningerne ved driften af et betalingssystem samt § 123 om, at en udbyder ikke må betinge en betalingsmodtagers tilslutning til et betalingssystem af, at betalingsmodtageren samtidig skal acceptere andre betalingsinstrumenter omfattet af lovforslaget.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Finanstilsynet fører tilsyn med artikel 3, 4 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og Europa-Parlamentets og rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro (herefter SEPA-forordningen).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen gælder, jf. art. 1, stk. 2, for grænseoverskridende betalinger foretaget i euro eller i en af de nationale valutaer i de medlemslande, der har meddelt deres beslutning om at udvide denne forordnings anvendelsesområde til deres nationale valuta. Denne mulighed er ikke anvendt for danske kroner.

SEPA-forordningen indeholder bestemmelser om kontooverførelser og direkte debiteringer i euro inden for EU/EØS, hvor både betalerens udbyder og betalingsmodtagerens udbyder er etableret i et land inden for EU/EØS, eller hvor den eneste udbyder i forbindelse med betalingstransaktionen er etableret i EU/EØS. Med forslaget vil Finanstilsynet skulle påse overholdelsen af artikel 3-6, 8 og 9, som er nærmere beskrevet nedenfor. De resterende bestemmelser i forordningen er af mere generel karakter.

Ud over tilsynet med artikel 3, 4 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og SEPA-forordningen, skal Finanstilsynet i henhold til det foreslåede stk. 1, 2. pkt., også føre tilsyn med forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked. Finanstilsynet skal herefter føre tilsyn med efterlevelsen af de forordninger, som Kommissionen kan udstede i medfør af 2. betalingstjenestedirektiv (niveau 2-regulering), og som er umiddelbart gældende i medlemslandene, herunder delegerede retsakter, reguleringsmæssige tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet efter stk. 1 med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget vil bestyrelsen, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, skulle træffe beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter samt i sager, der har videregående betydelige følger. Ved reaktioner forstås afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v. Med bestemmelsen vil Finanstilsynets bestyrelse eksempelvis være kompetent til at træffe beslutning om en reaktion, som retter sig mod en konkret virksomhed eller person, men bestyrelsen vil også være kompetent til at træffe beslutning om reaktioner i principielle sager vedrørende lovfortolkning og lovanvendelse, herunder ændring af Finanstilsynets praksis, hvor der ikke nødvendigvis er en konkret virksomhed eller person, som reaktionen retter sig mod.

En sag har et principielt indhold, når der er tvivl af en vis betydning om fortolkningen af en bestemmelse, eller en hidtidig fortolkning ændres. At en sag vedrører en bestemmelse, der ikke har været anvendt før, gør ikke i sig selv sagen principiel. Videregående betydelige følger for en eller flere virksomheder eller hele branchen kan f.eks. være afgørelser, der påbyder, at en bestemt praksis skal følges, hvilket vil medføre anvendelse af betydelige ressourcer for virksomhederne.

Derudover skal bestyrelsen, jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, træffe beslutning om at overgive sager til politimæssig efterforskning og, jf. § 345, stk. 7, nr. 7, godkende regler og vejledninger, som Finanstilsynet er bemyndiget til at udstede i medfør af nærværende lovforslag.

Ved regler forstås bekendtgørelser og cirkulærer.

Ligeledes skal Finanstilsynets bestyrelse godkende de vejledninger, som Finanstilsynet måtte finde behov for at udstede i medfør af loven. Forslaget skal ses som en naturlig konsekvens af bestyrelsens øvrige beføjelser, idet vejledninger dels er en kodificering af praksis i henhold til loven, som bestyrelsen med tiden vil fastlægge, og dels angiver fortolkningsbidrag m.v. vedrørende lovens bestemmelser. En vejledning retter sig mod de virksomheder, der skal administrere de regler, som vejledningen udmønter, og forklarer, hvad virksomhederne i praksis skal gøre for at efterleve lovgivningens regler. En vejledning indeholder ikke lovkrav eller regler, men derimod en vejledning til forståelse af den lovmæssige regulering.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at hvor et e-pengeinstitut eller et betalingsinstitut etableret en filial, eller anvender instituttet en agent i et andet EU- eller EØS-land, skal Finanstilsynet samarbejde med tilsynsmyndighederne i værtslandet i forbindelse med tilsyn af filialen eller agenten.

I samarbejdet mellem Finanstilsynet og tilsynsmyndighederne i værtslandet ligger bl.a., at Finanstilsynet underretter tilsynsmyndighederne i værtslandet, når Finanstilsynet har til hensigt at foretage kontrol på stedet med filialen eller agenten. Til brug for sin tilsynsvirksomhed kan Finanstilsynet ligeledes udveksle oplysninger med tilsynsmyndighederne i værtslandet, jf. forslaget til § 135, stk. 5, nr. 17-19.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at Finanstilsynet kan uddelegere til værtslandets tilsynsmyndigheder at foretage inspektioner på stedet hos filialen eller agenten. Uddelegeringen kan ske ved en bilateral aftale mellem Finanstilsynet og tilsynsmyndigheden.

Det foreslås i stk. 4, at Datatilsynet efter bestemmelserne i § 64 i persondataloven i samråd med Finanstilsynet varetager samarbejdet med udenlandske myndigheder. I henhold til § 64 i persondataloven kan Datatilsynet bl.a. efter anmodning fra et andet medlemsland påse, at behandlingen af oplysninger, som finder sted i Danmark er lovlig, uanset at den pågældende behandling er undergivet et andet medlemslands lovgivning. Det følger af de specielle bemærkninger til § 64 (lovforslag nr. 147 af 9. december 1999), at Datatilsynet bl.a. vil kunne afkræve oplysninger af en eventuel databehandler, som er etableret i Danmark, eller af en repræsentant for den dataansvarlige, som befinder sig i Danmark, jf. persondatalovens § 62, stk. 1, og tilsynet vil endvidere kunne udføre inspektioner efter reglerne i persondatalovens § 62, stk. 3-4. Datatilsynet har ligeledes kompetence til at realitetsbehandle og afgøre en sag efter det pågældende medlemslands materielle lovgivning. En databehandler, forstås i overensstemmelse med § 3, nr. 5, i persondataloven, og en dataansvarlig forstås i overensstemmelse med § 3, nr. 4, i persondataloven.