Bekendtgørelse af lov om betalinger § 122

§ 79 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge regulerer fastsættelsen af gebyrer mv. i forbindelse med kortbetalinger. Det følger heraf, at der ikke må anvendes urimelige priser og avancer. Ved det forstås priser og avancer, der højere end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

Bestemmelsen er særegen for Danmark og genfindes ikke i betalingstjenestedirektivet.

Det foreslås i § 122, at ved fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med gennemførelse af betalingstransaktioner med et betalingsinstrument som nævnt i § 7, nr. 18, må der ikke anvendes urimelige priser og avancer. Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

Lovforslagets § 122 er en videreførelse af lov om betalingstjenester og elektroniske penges § 79, som var en videreførelse af Lov visse betalingsmidler § 15.

Bestemmelsen i er udformet generelt, således at den omfatter prisfastsættelsen hos enhver virksomhed, der fastsætter gebyrer og vederlag i forbindelse med kortbetalinger. Der er herved taget højde for, at betalingskortsystemer kan organiseres på mange måder. I nogle systemer udføres flere funktioner i samme selskab. I andre systemer er funktionerne mere eller mindre adskilte. Således kan for eksempel kortudstedelse, betalingsindløsning, betalingsclearing og infrastrukturydelser i forbindelse med betalingsformidling foregå i forskellige virksomheder. Bestemmelsen omfatter alle virksomheders prisfastsættelse i forbindelse med kortbetalinger, herunder udbydere af betalingstjenesters fastsættelse af gebyrer m.v. til kortindehavere, vederlag og gebyrer fastsat over for betalingsmodtagere, vederlag og gebyrer fastsat over for udbydere af betalingstjenester af virksomheder for infrastrukturydelser, og clearing og gebyrer fastsat af betalingsmodtagere over for kortindehavere.

Bestemmelsen gælder for alle aktører, der måtte opkræve urimelige vederlag. Bestemmelsen anses for nødvendig, i hvert fald indtil der er skabt fuld og reel konkurrence på betalingskortmarkedet, jf. nedenfor.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter den foreslåede bestemmelse gribe ind over for alle aktører, der ved fastsættelsen af vederlag mv. anvender urimelige priser og avancer. I forhold til den generelle konkurrencelov er der hermed skabt en videre adgang til at foretage indgreb, idet indgreb ikke er betinget af misbrug af en dominerende stilling, jf. lovforslagets §§ 144 og 145.

Det betyder for det første, at indgrebsmuligheden eksisterer i forhold til alle aktører, uanset deres aktuelle styrke på markedet. Det betyder endvidere, at et indgreb ikke forudsætter et lige så højt pris- eller avanceniveau, som et indgreb efter den generelle konkurrencelov. Det betyder endelig, at et indgreb ikke forudsætter, at et for højt pris- eller avanceniveau skal have været konstateret i en længere periode. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan derimod foretage indgreb umiddelbart, når det konstateres, at en aktør anvender urimelige priser og avancer.

Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end det ville være tilfældet under virksom konkurrence. Afgørelsen heraf må ske gennem en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene, som de ville være i et konkurrencepræget marked. Der kan derfor ikke kræves et egentligt bevis for, hvad prisen eller avancen ville være, men der kræves en væsentlig sandsynliggørelse.

Bestemmelsen gør det muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at foretage indgreb over for aktører, der fastsætter priser, som ligger over prisen i andre lande med en effektiv betalingsformidling, fastsætter priser, der ikke står i et rimeligt forhold til omkostningerne, eller fastsætter priser, der medfører en overnormal indtjening.

Ved overnormal indtjening forstås en forrentning af investeringerne i det pågældende forretningsområde, der overstiger forrentningen for tilsvarende virksomheder i virksom konkurrence.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen traf afgørelse i medfør af den tidligere § 79 angående dankortgebyrer på internettet (afgørelse af henholdsvis 30. november 2012 og 22. maj 2013). Styrelsen vurderede i disse to sammenhængende afgørelser, at selskabet Nets A/S havde overtrådt den tidligere § 79.

Om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indgrebsmuligheder se endvidere under bemærkningerne til §§ 144 og 145.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren i overensstemmelse med artikel 3, i interbankgebyrforordningen kan fastsætte nærmere regler for størrelsen af det interbankgebyr, som udbydere af betalingstjenester må tilbyde eller kræve i forbindelse med gennemførelse af en indenlandsk debetkorttransaktion.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indeholder en bemyndigelse for erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler vedrørende lofter for indenlandske debetkorttransaktioner.

Med interbankgebyrforordningen fastsættes det, at udbydere af betalingstjenester ikke må tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion for forbrugerrelaterede debetkorttransaktioner, som udgør mere end 0,2 % af transaktionens værdi, jf. forordningens artikel 3, stk. 1, jf. artikel 18, stk. 2.

Interbankgebyrer er de gebyrer, der betales for hver enkelt transaktion direkte eller indirekte (dvs. gennem tredjemand) mellem indløser og udsteder, som deltager i en kortbaseret betalingstransaktion. Betalingen går typisk fra indløser til udsteder. En indløser er en udbyder af betalingstjenester, som indgår en aftale med en betalingsmodtager om at modtage og behandle kortbaserede betalingstransaktioner, der resulterer i en overførsel af midler til betalingsmodtageren, jf. forordningens artikel 2, nr. 1. En udsteder er en udbyder af betalingstjenester, der indgår en aftale om at stille et betalingsinstrument til rådighed for betaleren med henblik på at initiere og behandle betalerens kortbaserede betalingstransaktioner, jf. forordningens artikel 2, nr. 2.

Forordningens artikel 3, stk. 2 og 3, giver medlemsstaterne flere valgmuligheder i forhold til at fastsætte loft over interbankgebyrer for indenlandske debetkorttransaktioner. Medlemsstaterne har herved mulighed for at fravige udgangspunktet, som angivet i artikel 3, stk. 1.

Medlemstaterne kan fastsætte regler om, at der skal gælde et procentloft for interbankgebyrer pr. transaktion, der er lavere end det, der allerede følger af forordningen (0,2 pct.), jf. artikel 3, stk. 2, litra a.

Som alternativ hertil kan der indføres et fast loft i danske kroner for interbankgebyrer svarende til højst 0,05 euro, eventuelt i kombination med en maksimal procentsats på højst 0,2 pct., forudsat at summen af interbankgebyrer ikke overstiger 0,2 pct. af den samlede årlige transaktionsværdi af de indenlandske debetkorttransaktioner inden for den enkelte betalingskortordning, jf. artikel 3, stk. 2, litra b.

Som sidste mulighed kan der i en periode på 5 år og 6 måneder fra forordningens ikrafttrædelsestidspunkt, dvs. indtil 9. december 2020, anvendes et vægtet gennemsnitligt interbankgebyr, på højst 0,2 pct. af den gennemsnitlige årlige transaktionsværdi af de indenlandske debetkorttransaktioner inden for hver betalingskortordning, jf. artikel 3, stk. 3.

I overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 2 og 3, foreslås det, at tillægge erhvervsministeren en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler vedrørende lofter for indenlandske debetkorttransaktioner.

Det er hensigten, at erhvervsministeren ved udstedelse af en bekendtgørelse fortsat vil benytte sig af muligheden for at give udbydere mulighed for at anvende et gennemsnitligt interbankgebyr på højst 0,2 pct. af den gennemsnitlige årlige transaktionsværdi af debetkorttransaktioner inden for hver betalingskortordning indtil 9. december 2020. Baggrunden for denne forventning er, at denne løsning umiddelbart vil skabe størst mulig fleksibilitet i forhold til gebyrstrukturen på det danske betalingskortmarked. Efter den 9. december 2020 vil forordningens artikel 3, stk. 1, der regulerer interbankgebyrernes størrelse, som udgangspunkt finde anvendelse.

Erhvervsministeren er dog ikke afskåret fra at fastsætte lofterne anderledes, forudsat at de er i overensstemmelse med forordningens artikel 3 som beskrevet ovenfor.