Bekendtgørelse af lov om betalinger § 121

§ 78 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter udgangspunktet for opkrævning af gebyrer mellem betalingsmodtager og dennes udbyder, samt betaler og dennes udbyder.

Med forslaget til § 121 videreføres § 78 med indholdsmæssige ændringer, idet den foreslåede bestemmelse omfatter alle betalingstransaktioner der gennemføres inden for Den Europæiske Union, når både betalers og betalingsmodtagers udbyder, eller den eneste udbyder, der er involveret i transaktionen, er beliggende i den Europæiske Union, mens § 78 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge gælder i de tilfælde hvor en betalingstransaktion ikke involverer valutaomregning.

Bestemmelsen implementerer artikel 62, stk. 2-5, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Som noget nyt foreslås det i stk. 1, at når en betalingstransaktion gennemføres inden for Den Europæiske Union, hvor både betalerens og betalingsmodtagerens udbydere eller den eneste udbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Den Europæiske Union, at betalingsmodtageren betaler de gebyrer, som dennes udbyder opkræver, og at betaleren betaler de gebyrer, som dennes udbyder opkræver

Forslagets stk. 1 omfatter alle betalingstransaktioner, herunder kredittransaktioner, kortbetalinger og direkte debiteringer. Dog gælder stk. 2, kun betalingsinstrumenter.

Det foreslås som udgangspunkt, at gebyrer kan opkræves direkte hos betaler og betalingsmodtager af deres respektive udbydere, når betalingstransaktionen gennemføres inden for Den Europæiske Union, når både betalers og betalingsmodtagers udbyder, eller den eneste udbyder, der er involveret i transaktionen, er beliggende i den Europæiske Union.

Det fremgår af betragtning 65 i 2. betalingstjenestedirektiv, at gebyrerne tillige kan være nul, da bestemmelserne i dette direktiv ikke bør berøre praksis, hvor udbyderen undlader at opkræve gebyrer hos forbrugerne, når deres konti krediteres. Afhængigt af kontraktvilkårene kan en udbyder vælge alene at opkræve gebyrer hos betalingsmodtageren (den forretningsdrivende) for brug af betalingstjenester, hvorefter der ikke opkræves gebyr hos betaleren. Der er mulighed for, at betalingssystemerne kan pålægge gebyrer gennem et abonnementsgebyr. Bestemmelserne om det overførte beløb eller opkrævede gebyrer har ingen direkte virkning på prissætningen mellem udbydere eller andre mellemmænd.

Der er således intet til hinder for, at en udbyder undlader at opkræve gebyr hos betalingsmodtager ved kreditering af konto, selv om betaler har betalt gebyr til sin udbyder. Som et konkret eksempel kan nævnes kreditering af en indenlandsk netbankoverførsel. Tilsvarende er der ikke noget til hinder for, at en udbyder undlader et opkræve gebyrer hos betaler ved debitering af konto, selv om betalingsmodtager har betalt gebyr til sin udbyder. Et andet eksempel er, at kortindløser opkræver et gebyr af den forretning, der modtager et betalingskort, mens betaler, der benytter kortet, ikke opkræves gebyr af den bank, der har udstedt kortet.

Bestemmelsen har desuden ingen direkte virkning på prissætningen af gebyrerne mellem udbydere eller andre formidlere. Bestemmelserne er endvidere ikke til hinder for, at betalingssystemernes gebyrer antager form af en abonnementsbetaling som i Dankort-systemet.

For grænseoverskridende kredittransaktioner mellem pengeinstitutter anvendes der i dag følgende betegnelser for fordeling af omkostninger mellem betaler og betalingsmodtager:

1. »OUR« - alle omkostninger afholdes af betaler. Ved gennemførelse af betalingstransaktionen bliver betaler opkrævet både det normale gebyr samt et tillægsgebyr for den forventede opkrævning, som beløbsmodtagers udbyder vil opkræve af betalers udbyder.

2. »BEN« - alle omkostninger afholdes af beløbsmodtager. Hvis betaler vælger »BEN« fratrækker betalers udbyder ved afsendelsen udbyderens omkostninger i det beløb, der overføres. Det vil i henhold til forslaget til bestemmelsen ikke være muligt at vælge »BEN« for betalingstransaktioner omfattet af lovforslaget.

3. »SHARE« - omkostninger fordeles mellem betaler og beløbsmodtager. Det betyder, at betaler afholder omkostningerne til sin udbyder, og beløbsmodtager afholder omkostningerne til sin udbyder i udlandet.

Forslagets stk. 1, medfører, at kredittransaktioner skal gennemføres efter share-princippet, hvis transaktionen gennemføres inden for Den Europæiske Union, når både betalers og betalingsmodtagers udbyder, eller den eneste udbyder, der er involveret i transaktionen, er beliggende i den Europæiske Union.

§ 78, stk. 2, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter, at udbyderen ikke må hindre betalingsmodtager i at opkræve et gebyr hos betaler for brugen af det pågældende betalingsinstrument eller tilbyde betaleren en rabat.

Denne bestemmelse videreføres i forslagets stk. 2, 1. punktum.

§ 80, stk. 5, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter, at såfremt betalingsmodtager opkræver gebyr hos betaler for anvendelse af et betalingsinstrument, må gebyrets størrelse ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til betalingsmodtagers udbyder.

Denne bestemmelse videreføres med sproglige ændringer i forslagets stk. 2, 2. punktum.

Det foreslås i stk. 2, at udbyder ikke må hindre betalingsmodtager i at opkræve et gebyr hos betaler for brugen af det pågældende betalingsinstrument, ikke må hindre betalingsmodtager i at tilbyde betaleren en rabat eller hindre, at betalingsmodtager på anden måde tilskynder betaleren til at anvende et givent betalingsinstrument. Opkræver betalingsmodtager gebyr hos betaler for anvendelse et betalingsinstrument, må gebyret dog ikke overstige betalingsmodtagers omkostninger til at gennemføre betalingstransaktionen.

Bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., gennemfører samtidig artikel 62, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv.

For at fremme gennemsigtigheden og konkurrencen bør udbydere ikke forhindre betalingsmodtager i at opkræve et gebyr fra betaler for brug af et specifikt betalingsinstrument. Dette medfører et generelt forbud mod, at udbydere benytter den såkaldte No-discrimination-rule (NDR), hvor de forbyder betalingsmodtager at opkræve gebyr af eller yde rabatter til betaleren, når denne benytter et betalingsinstrument. Eksempelvis må en udbyder ikke betinge, at visse betalingsinstrumenter skal være gratis for forbrugeren at anvende i forretningen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., indebærer, at såfremt betalingsmodtager opkræver gebyr hos betaleren for anvendelse af et betalingsinstrument, må gebyrets størrelse ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til betalingsmodtagerens udbyder.

I henhold til § 151 i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 121, stk. 2, 1. pkt., straffes med bøde. Dette er en videreførelse af straffebestemmelsen i § 107, stk. 2, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Overtrædelse af § 121, stk. 2, vil omfatte den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester hindrer betalingsmodtager i at opkræve et gebyr hos betaler for brugen af det pågældende betalingsinstrument, eller tilbyde betaleren en rabat eller på anden måde tilskynde betaleren til at anvende et givent betalingsinstrument.

Det foreslås i stk. 3, at betalingsmodtager ikke må opkræve gebyrer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapitel II, i interbankgebyrforordningen for kortbaserede betalingstransaktioner, og for de betalingstjenester, på hvilke Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 14. marts 2012 (EU) nr. 260/2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordningen (EF) nr. 929/2009 finder anvendelse.

Bestemmelsen er ny og implementerer direktivets artikel 62, stk. 4. Baggrunden for bestemmelsen fremgår af præambelbetragtning 66 til 2. betalingstjenestedirektiv, hvor der henvises til, at forskelle i national praksis vedførende gebyropkrævning (overvæltning af gebyrer) for anvendelse af et givet betalingsinstrument har ført vidt forskellige forhold på EU’s betalingsmarkeder og er blevet en kilde til forvirring for forbrugere, navnlig med hensyn til e-handel og grænseoverskridende handel. Dertil kommer, at interbankgebyrforordningen fastsætter regler for interbankgebyrer. Da interbankgebyrer ofte udgør den største del af betalingsmodtageres gebyrer for kort og kortbaserede betalinger, er der således potentiale for lavere gebyrer over for betalingsmodtagere. Det bemærkes i den forbindelse, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne gribe ind såfremt udbydere anvender urimelige priser og avancer ved fastsættelse af gebyrer, jf. § 122, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter alene betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i interbankgebyrforordningen. Det fremgår af forordningens artikel 1, stk. 3, at reguleringen af interbankgebyrer ikke omfatter transaktioner med firmakort, hævning af kontanter i kontantautomater eller ved disken hos en udbyder, og transaktioner med betalingskort udstedt af betalingskortordninger med tre parter, dvs. hvor betalingsmodtagerens og betalerens udbyder er den samme udbyder. For disse tre kategorier af transaktioner finder forbuddet mod overvæltning af gebyrer i forslagets stk. 3, således ikke anvendelse.

Bestemmelsen hindrer ikke betalingsmodtagere i mulighederne for at styre betaler mod at anvende de betalingsinstrumenter, som betalingsmodtageren anser for mest hensigtsmæssigt, idet betalingsmodtager fortsat har mulighed for at tilbyde betaleren en rabat ved anvendelse af visse betalingsinstrumenter, jf. forslagets § 121, stk. 2, samt tilbyde lignende foranstaltninger.

§ 78, stk. 3, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om forbud mod eller begrænsning af retten til at opkræve gebyr. Bestemmelsen videreføres med sproglige ændringer i forslagets stk. 3.

I henhold til § 151, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 121, stk. 3, straffes med bøde. Dette er en videreførelse af straffebestemmelsen i § 107, stk. 2, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Overtrædelse af § 121, stk. 3, vil omfatte den situation, en betalingsmodtager opkræver gebyr hos betaler for anvendelse et betalingsinstrument for hvilke interbankgebyrerne ikke er reguleret i kapitel II, i interbankgebyrforordningen, må gebyret ikke overstige betalingsmodtagers omkostninger til at gennemføre betalingstransaktionen.

Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren kan fastsætte yderligere regler om forbud mod eller begrænsning af betalingsmodtagers ret til at opkræve gebyr af betaler under hensyntagen til behovet for at øge og fremme brugen af effektive betalingsinstrumenter.

Bestemmelsen gennemfører artikel 62, stk. 5. Eventuelle yderligere regler fastsat af erhvervsministeren skal ske under hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen og fremme brugen af effektive betalingsinstrumenter. Under alle omstændigheder vil det, jf. stk. 3, være forbudt for betalingsmodtagere at opkræve gebyrer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i interbankgebyrforordningen for kortbaserede betalingstransaktioner, og for de betalingstjenester, på hvilke Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 14. marts 2012 (EU) nr. 260/2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordningen (EF) nr. 929/2009 finder anvendelse.