Bekendtgørelse af lov om betalinger § 12

I § 12, stk. 1-3, og § 39 f, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter størrelsen på den startkapital, som en virksomhed, der ansøger om tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut skal have som betingelse for meddelelse af tilladelsen.

Det foreslås i stk. 1, at virksomheder, der søger om tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut skal på tidspunktet for ansøgning have en startkapital, som anført i stk. 2-4. Bestemmelsen viderefører uden ændringer § 12 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører artikel 7, i 2. betalingstjenestedirektiv og artikel 4, i 2. e-pengedirektiv.

Kapitalkravene til e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter er mindre end de tilsvarende krav til kreditinstitutter, herunder pengeinstitutter, hvilket afspejler forskelle i kundernes risici. For e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter gælder således et forbud mod at modtage indlån, jf. lovforslagets §§ 19 og 20, og efter lovforslagets § 35 er der et krav om sikring af brugernes midler.

Virksomheder, der alene udbyder kontooplysningstjenester, omfattet af lovforslagets bilag 1, nr. 8, er ikke omfattet af kravet til startkapital. Risiciene ved denne type virksomhed adskiller sig fra tjenesterne i nr. 1-7, da udbydere af kontooplysningstjenester aldrig har adgang til brugernes midler.

Det foreslås i stk. 2, at virksomheder, der søger om tilladelse som e-pengeinstitut efter § 8, skal have en startkapital der mindst udgør 350.000 euro. Bestemmelsen viderefører uden ændringer § 39 f, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører artikel 4, i 2. e-pengedirektiv.

Kravet til startkapitalen er, modsat kravene for betalingsinstitutter, ens for alle e-pengeinstitutter og afhænger derved ikke af aktiviteternes karakter. E-pengeinstitutter kan udover at udstede elektroniske penge også udbyde betalingstjenester omfatter af bilag 1, jf. lovforslagets § 18, stk. 1, nr. 2. Risikoen forbundet med en tilladelse som e-pengeinstitutter er således større en tilladelse som betalingsinstitut, hvorfor kravet til startkapital er højere.

Det foreslås i stk. 3, at virksomheder, der søger om tilladelse som betalingsinstitut efter § 9, der udbyder én eller flere betalingstjenester, som er nævnt i bilag 1, nr. 1-5, skal have en startkapital, der mindst udgør 125.000 euro. Bestemmelsen viderefører uden ændringer § 12, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører artikel 7, litra c, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Kravene til hvad, der udgør en forsvarlig startkapital afhænger af, hvilken type betalingstjeneste virksomheden påtænker at udbyde, idet risikoen forbundet med udbuddet af betalingstjenester ikke er ens for hver af tjenester angivet i lovforslagets bilag 1. Betalingstjenester omfattet af lovforslagets bilag 1, nr. 1-5, er de tjenester der indebærer den højeste risiko.

Det foreslås i stk. 4, at virksomheder, der søger om tilladelse som betalingsinstitut efter § 9, der udbyder én eller flere betalingstjenester, som er nævnt i bilag 1, nr. 6, skal have en startkapital, der mindst udgør 20.000 euro. Bestemmelsen viderefører uden ændringer § 12, stk. 2, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører artikel 7, litra a, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Kravene til hvad, der udgør en forsvarlig startkapital afhænger af, hvilken type betalingstjeneste virksomheden påtænker at udbyde, idet risikoen forbundet med udbuddet af betalingstjenester ikke er ens for hver af tjenester angivet i lovforslagets bilag 1. Betalingstjenester omfattet af lovforslagets bilag 1, nr. 6, er den tjenester der indebærer en lav risiko.

Det foreslås i stk. 5, at en virksomhed, der søger om tilladelse som betalingsinstitut efter § 9, der udbyder én eller flere betalingstjenester, som er nævnt i bilag 1, nr. 7, skal have en startkapital, der mindst udgør 50.000 euro. Bestemmelsen er ny og gennemfører artikel 7, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Kravene til hvad, der udgør en forsvarlig startkapital afhænger af, hvilken type betalingstjeneste virksomheden påtænker at udbyde, idet risikoen forbundet med udbuddet af betalingstjenester ikke er ens for hver af tjenester angivet i lovforslagets bilag 1. Betalingsinitieringstjenester er en ny type tjeneste. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 20, for nærmere beskrivelse af en betalingsinitieringstjeneste. Ifølge 2. betalingstjenestedirektiv præamblen nr. 34, anses udbud af betalingsinitieringstjenester, omfattet lovforslagets bilag 1, nr. 7, for at indebære en middel risiko.