Bekendtgørelse af lov om betalinger § 112

§ 74 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter regler om såkaldt ”charge-back”, hvilket indebærer, at betaler i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg, eksempelvis via internettet, ved brug af et betalingsinstrument, såsom et betalingskort, under visse forudsætninger har ret til tilbagebetaling af beløbet fra sin udbyder, uanset reglerne i lovens § 73.

Med forslaget til § 112 videreføres den nugældende § 74 uden ændringer.

Det foreslås i stk. 1, at ved betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument, skal betalers udbyder uanset § 111, stk. 1, undlade at gennemføre en betalingstransaktion eller, hvis debitering er sket, straks kreditere betalers konto, hvis betaler gør en af følgende indsigelser gældende: At det debiterede beløb er højere end det beløb, der er aftalt med betalingsmodtageren, at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret, eller at betaler eller den angivne modtager, førend der er foretaget levering af varen eller tjenesteydelsen, udnytter en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret.

§ 74 i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge bygger på principperne i Forbrugerombudsmandens Retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. Formålet med bestemmelsen er først og fremmest at beskytte indehaveren af et betalingsinstrument, eksempelvis et betalingskort, i de situationer, hvor gennemførelsen af betalingstransaktionen i praksis stiller kortindehaverne ringere end de forbrugere, der eksempelvis betaler pr. efterkrav eller ved brug af indbetalingskort, der følger med den leverede ydelse.

Forud for vedtagelsen af nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge havde Pengeinstitutankenævnet i sin praksis ved fortolkningen og anvendelsen af retningslinjerne i forbindelse med bedømmelsen af en række konkrete sager i vidt omfang netop lagt vægt på formålet med retningslinjerne. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at kortholder heller ikke skal stilles bedre end en forbruger, som har betalt kontant. Det var med vedtagelsen af § 74, antagelsen, at Pengeinstitutankenævnets praksis kunne opretholdes med bestemmelsen. Med forslaget til § 111, er det intentionen at videreføre denne praksis, idet der dog skal tages hensyn til udbuddet af betalingstjenester via de nye betalingsinitieringstjenester, der i en række tilfælde må anses at udgøre en lignende betalingstjenester, med et derfor lignende beskyttelsesbehov.

Den forbrugerbeskyttelse, som følger af den foreslåede bestemmelsen kan med baggrund i præambelbetragtning nr. 79 til 2. betalingstjenestedirektiv opretholdes i dansk ret. Idet direktivet fastsætter, at de rettigheder eller forpligtelser, som en udbyder i henhold til betalerens rammeaftale eller nationale lovgivning, har til at tilbagebetale betaleren beløbet for den gennemførte betalingstransaktion i tilfælde af en tvist mellem betaleren og betalingsmodtageren, ikke reguleres i direktivet.

Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at en betaler i forbindelse med fjernsalg, hvor betalingen typisk er sket inden varen eller tjenesteydelsen er modtaget, kan gøre en række nærmere opregnede indsigelser gældende over for sin udbyder, når indsigelserne forinden forgæves har været rettet mod betalingsmodtageren og/eller sælgeren. Reglen medvirker tillige til at understøtte e-handlen på internettet, da forbrugere med større tryghed kan handle og foretage betalinger, når der kan fremsættes indsigelser om for eksempel manglende levering, over for forbrugerens egen udbyder, eksempelvis eget pengeinstitut, hvis der er brugt et betalingskort.

Reglen har således et forbrugerbeskyttende sigte og har til formål at regulere de situationer, hvor en forbruger ved at foretage en betalingstransaktion i forbindelse med fjernsalg vil blive stillet ringere end en kontantbetalende forbruger. Det er således ikke hensigten at regulere betalingstransaktioner, hvor både køber og sælger er en forbruger.

Når en betalingsmodtager i forbindelse med et fjernsalg modtager forudbetaling, er der en risiko for, at betalingsmodtager efterfølgende ikke kan levere på grund af insolvens eller konkurs. Udgangspunktet vil i en sådan situation være, at betaler ikke skal stilles dårligere end den køber, som har betalt kontant. Har en betalingsmodtager i strid med aftalen trukket beløbet inden, der er sket levering, for eksempel fordi varen er i restordre, vil betaleren have krav på tilbageførsel i tilfælde af konkurs eller anden insolvenssituation reguleret af konkursloven. I denne situation vil betaleren ellers være dårligere stillet, end hvis der var betalt pr. efterkrav i forbindelse med leveringen. Er der derimod tale om, at der er indgået en udtrykkelig aftale om forudbetaling af en vare eller tjenesteydelse, enten fordi der er tale om et tilvirkningskøb eller af anden årsag, har betaler ikke krav på tilbageførsel af betalingen i tilfælde af konkurs eller lignende, inden der sker levering. I disse tilfælde vil betaleren ikke være dårligere stillet end i den situation, hvor betaleren i den fysiske handel har indgået en aftale om kontant forudbetaling. Er der tale om en situation, hvor betaleren har købt for eksempel en fly- eller festivalbillet, som er sendt til køberen, men hvor flyrejsen eller festivalen efterfølgende ikke bliver afholdt på grund af flyselskabets eller festivalarrangørens konkurs, vil der heller ikke i medfør af loven kunne gøres indsigelser over for betalers udbyder.

Bestemmelsen regulerer kun betalingstransaktioner i forbindelse med køb af varer eller tjenester ved fjernsalg. Ved betalingstransaktioner i forbindelse med fjernsalg forstås de tilfælde, hvor der foretages en betaling med et betalingsinstrument ved hjælp af en enhed til fjernkommunikation, uden at parterne mødes fysisk, for eksempel i et køb via internettet eller en app på en smartphone. Det er således en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at betalingen er sket med et betalingsinstrument, som er udstedt til betaleren i henhold til en aftale med dennes udbyderen, og at der i henhold til denne aftale kan foretages betalinger hos betalingsmodtageren, som på sin side har indgået aftale om modtagelse af det pågældende betalingsinstrument. Det er i denne forbindelse underordnet, om betalingsmodtagers aftale er indgået direkte med betalerens udbyder, eller om aftalen om modtagelsen af betalingsinstrumentet er indgået med en indløser eller anden tredjepart, når blot aftalen indebærer, at betaleren kan bruge sit betalingsinstrument hos den pågældende betalingsmodtager. Det omfatter eksempelvis betalingskort og i visse tilfælde betalingsinitieringstjenester, hvor udbyderen af betalingsinitieringstjenesten har indgået aftale med en forretning, om betaling i forbindelse med fjernsalg via betalingsinitieringstjenesten.

Vælger køber i stedet efterfølgende at betale med en kontooverførsel via sin netbank, for eksempel på baggrund af et af sælger oplyst kontonummer, vil denne situation ikke være omfattet af bestemmelsen, idet der ikke foreligger en aftale mellem udbydere og forretningen om modtagelse af betaling for i forbindelse med fjernsalg ved overførsel via en kontooverførsel. Hvorvidt betaler i forbindelse med gennemførelsen af betalingstransaktionen anvender en kode eller lignende, har ikke betydning for, om reglen finder anvendelse.

En kontooverførsel via netbank vil kun være omfattet i det omfang, der forud for betalingen er indgået aftale mellem betalers udbyder og betalingsmodtageren om, at brugeren hos betalingsmodtageren kan bruge sin netbank til betaling for køb af varer eller tjenester, som indgås ved brug af en enhed til fjernkommunikation. Dette vil eksempelvis være relevant hvor betalingsmodtager indgår aftale med en betalingsinitieringstjeneste, om modtageles af betaling via kontooverførsel. I det tilfælde vil udbyderen af betalingsinitieringstjenesten i henhold til dette forslag være forpligtet til at tilbagebetale brugeren.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved betalingstransaktioner, hvor betalingen sker som en kontooverførsel, hvor der gøres brug af indbetalingskort eller Betalingsservice, fordi sådanne betalinger typisk ikke sker ved brug af et betalingsinstrument, ligesom der ikke forud for betalingen er indgået en aftale mellem betaler, udbyder og betalingsmodtager. Benytter en bruger sin netbank til at foretage en betaling af for eksempel et modtaget indbetalingskort, vil denne betalingstransaktion heller ikke være omfattet af bestemmelsen.

Hvis en bruger hos betalingsmodtager kan anvende elektroniske penge, som udstedes af en udsteder af elektroniske penge, til køb af varer eller tjenesteydelser, er betalingstransaktionen også omfattet af bestemmelsen, og betaleren kan gøre sine indsigelser om for eksempel manglende levering gældende over for udstederen af elektroniske penge.

Bestemmelsen indebærer tillige, at hvis brugeren har købt elektroniske penge hos en udsteder af elektroniske penge med en andet betalingsinstrument, eksempelvis sit betalingskort, kan brugeren få sine penge tilbage, hvis udstederen af de elektroniske penge ikke har krediteret brugerens e-pengekonto. Hvis der efterfølgende ikke sker levering af en vare, der er betalt ved brug af e-penge, skal brugeren gøre indsigelse ved udstederen af elektroniske penge og ikke den udbyder af betalingstjenester, som har foranlediget betalingen for de elektroniske penge.

Forslaget til nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor betalingsmodtager debiterer et højere beløb hos betaler, end der er aftalt mellem parterne. Som eksempel kan nævnes, at en betaler debiteres for 800 kr., mens der kun er aftalt 500 kr. I forhold til denne indsigelse, vil udbyder alene være forpligtet til at tilbageføre forskellen mellem det aftalte beløb og det debiterede beløb. Det bemærkes i øvrigt, at i de tilfælde, hvor betaler slet ikke har godkendt en betaling, følger det direkte af forslagets § 99, stk. 1, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler, jf. dog § 100.

I henhold til nr. 2 skal en betalingstransaktion tilbageføres, hvis den bestilte vare eller ydelse ikke leveres. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis den leverede vare er behæftet med mangler. I forhold til sondringen mellem ikke-levering og mangler finder den køberetlige sondring mellem disse to begreber anvendelse. Dette kan indebære, at levering af en forkert vare kan anses for ikke-levering.

Det er ikke hensigten med reglerne, at de også skal finde anvendelse, hvis den manglende levering skyldes, at varen er blevet stoppet i tolden, fordi den ikke lovligt kan indføres i landet. Risikoen herfor påhviler ikke betalers udbyder men betaleren selv.

Det foreslåede nr. 3 omfatter de tilfælde, hvor en betaler gør gældende, at betaleren eller den angivne modtager har udnyttet en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den bestilte vare eller tjenesteydelse, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3. En betaler vil ikke kunne påberåbe sig denne bestemmelse, hvis pakken er afleveret i postkassen eller gennem brevsprækken, eller hvis en elektronisk ydelse er stillet til rådighed. Når varen eller ydelsen er leveret, må betaler selv sørge for at tilbagelevere varen inden fortrydelsesfristens udløb, og en betaler må i disse situationer selv rette krav mod betalingsmodtager om tilbageførsel og har således ikke krav på, at udbyderen tilbagefører beløbet.

Gør betaleren indsigelser efter stk. 1, skal der straks ske kreditering af betalers konto. Betaleren må kunne redegøre for baggrunden for indsigelsen, og for eksempel underskrive en tro og love-erklæring.

Det foreslås i stk. 2, at forud for en indsigelse efter stk. 1 skal betaler forgæves have kontaktet betalingsmodtager med krav om tilbagebetaling af udestående beløb eller levering af manglende vare eller tjenesteydelse.

Med forslaget til stk. 2 indføres der krav om, at betaler, inden der stilles krav om tilbageførsel efter stk. 1, har kontaktet eller forsøgt at kontakte betalingsmodtager med krav om tilbagebetaling af udestående eller levering af manglende vare eller tjenesteydelse. Betaler skal over for sin udbyder være i stand til nærmere at redegøre for, hvornår betaler har forsøgt at kontakte betalingsmodtager, og hvad betalingsmodtagers reaktion på henvendelsen var. Efter omstændighederne har udbyderen mulighed for at stille krav om dokumentation. Baggrunden for det foreslåede stk. 2 er at begrænse antallet af indsigelser, som nemt kan løses ved en telefonopringning eller en e-mail.

Det foreslås i stk. 3, at hvis en betaler har gjort indsigelse efter stk. 1, må udbyderen kun debitere eller gendebitere betalers konto, hvis udbyderen kan godtgøre, at indsigelsen er uberettiget.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at det er udbyderen, som skal kunne føre bevis for, at en indsigelse er uberettiget, før der kan ske debitering eller gendebitering hos betaler. I forbindelse med undersøgelse af indsigelsen har betaler pligt til at medvirke til at oplyse sagen.

Det foreslås i stk. 4, at indsigelser efter stk. 1 skal fremsættes, snarest muligt efter betaleren er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med, at debitering er sket uretmæssigt.

Efter lovforslagets stk. 4 skal betaler fremsætte sine indsigelser efter stk. 1 snarest muligt efter, at betaleren er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med, at debitering er sket uretmæssigt. Det bemærkes dog, at betaleren forinden skal have henvendt sig til betalingsmodtageren, jf. stk. 2. Bestemmelsen hindrer ikke, at udbyderen opfordrer betaleren til at reklamere hurtigst muligt i tilfælde af indsigelser efter bestemmelsen, men indsigelsesretten må ikke begrænses af endelige reklamationsfrister. Der er ikke noget til hinder for, at udbyderen påberåber sig dansk rets almindelige principper om fortabelse af indsigelser som følge af passivitet eller reglerne om forældelse. Reglen medfører på dette punkt ingen ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås i stk. 5, at § 74, stk. 6, ikke finder anvendelse ved ændringer af rettigheder i rammeaftalen, der har givet brugeren en bedre retsstilling end efter stk. 1.

Det følger af § 74, stk. 6, at ændringer i rammeaftalen skal varsles 2 måneder før de træder i kraft. Hvor ændringerne indebærer en bedre retsstilling for brugeren end angivet i lovforslagets § 112 kan ændringerne træde i kraft med det samme.