Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile

Med stk. 1 foreslås indført en egentlig formålsbestemmelse. Bestemmelsen giver ikke i sig selv patienten en materiel rettighed men vil være retningsgivende for sundhedspersoners tilgang til at træffe beslutning om at foretage indgreb i patientens selvbestemmelsesret.

Det fastsættes i stk. 1, nr. 1, at formålet med loven er at sikre den bedst mulige behandling, omsorg og beskyttelse af patienten. Herved understreges det, at lovforslaget har til hensigt at sikre muligheden for den fornødne sundhedsfaglige behandling af patienter, der ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til at behandlingsbehov, og at dette sker som led i omsorgen af patienten.

Det fastsættes videre, at beslutninger om behandling skal ske med udgangspunkt i den enkelte patientens behov under hensyn til dennes værdighed. Herved understreges det, at der skal tages størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn, kulturelle baggrund og religion, og at beslutninger efter loven ikke må erstatte omsorg, pleje og tillidsskabende tiltag.

I stk. 1, nr. 2, fastsættes desuden, at formålet med loven er at sikre, at tvangsindgreb sker i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, hvilket bl.a. betyder, at patienten skal oplyses om baggrunden for en beslutning, og at denne kan påklages.

Endelig fastsættes det i nr. 3, at formålet med lovforslaget er at begrænse tvang og indgreb i patientens personlige frihed til det absolut nødvendige.

Efter det foreslåede stk. 2 defineres tvang efter loven som anvendelse af foranstaltninger, som patienter i ord eller handling modsætter sig.

Definitionen adskiller sig fra begrebet i psykiatriloven, hvorefter foranstaltninger udgør tvang, såfremt der ikke foreligger et samtykke til foranstaltninger efter reglerne om informeret samtykke i sundhedslovens kapitel 5. Samtykket kan være givet af patienten selv eller andre personer, som efter lovgivningen er bemyndiget til at varetage patientens interesser, f.eks. en nærmeste pårørende eller værge.

Med den foreslåede definition udvides begrebet til også at omfatte tilfælde, hvor der foreligger et samtykke fra en nærmeste pårørende eller værge til en foranstaltning, men som patienten i ord eller handling modsætter sig.

Det bemærkes, at den foreslåede definition ikke ændrer ved psykiatrilovens tvangsbegreb.

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens stedlige anvendelsesområde.

Det foreslås, at loven finder anvendelse inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i § 13, stk. 1, i sundhedsloven.

Bestemmelsen medfører, at de foreslåede regler vil finde anvendelse uanset, hvor der foretages sundhedsfaglig behandling af sundhedspersoner. Dette betyder, at reglerne foreslås at finde anvendelse overalt inden for det offentlige sundhedsvæsen, herunder på regionernes sygehuse, men også i landets kommuner, f.eks. på plejecentre, i borgerens eget hjem, i den kommunale tandpleje m.v. Derudover finder reglerne anvendelse i praksissektoren, herunder hos patientens praktiserende læger og hos praktiserende tandlæge, samt andre dele af det private sundhedsvæsen, hvortil der er knyttet en sundhedsperson. Det betyder også, at reglerne foreslås at skulle finde anvendelse andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, f.eks. hvor en læge udfører sundhedsfaglige behandling uden for den almindelige primære og sekundære sundhedssektor, f.eks. indsatte i fængsler.

Sundhedspersoner skal forstås i overensstemmelse med sundhedslovens § 6 og omfatter personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar. Omfattet er bl.a. læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter, klinisk tandteknikere, fodterapeuter, kiropraktorer, optikere, kliniske diætister og tandplejere. Psykologer, som er autoriseret i efter psykologloven, er også sundhedspersoner, i det omfang psykologen udfører sundhedsfaglig behandling. Også personer, som ikke er autoriserede, men som udfører sundhedsfaglig virksomhed som medhjælp efter delegation af en autoriseret sundhedsperson betragtes som sundhedsperson, f.eks. social- og sundhedshjælpere, socialpædagoger m.v. Uden for lovens anvendelsesområde falder bl.a. behandling hos alternative behandlere, medmindre disse udfører sundhedsfaglig behandling som medhjælp efter delegation af en autoriseret sundhedsperson.

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens persongruppe. Hermed forstås, hvilke patienter, reglerne foreslås at skulle finde anvendelse over for.

Det foreslås i stk. 1, at reglerne skal finde anvendelse over for patienter, der er fyldt 15 år, som varigt mangler evnen til at give et informeret samtykke efter sundhedsloven. Persongruppen er identisk med persongruppen efter sundhedslovens § 18.

Det betyder, at den foreslåede bestemmelse alene vil finde anvendelse på varigt inhabile patienter, dvs. patienter over 15 år med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne, uanset om denne er medfødt eller erhvervet. Varig inhabilitet foreligger, når patienter har en varig mangel på evne til at give informeret samtykke, dvs. når evnen til at handle fornuftsmæssigt er varigt fraværende. Persongruppen svarer til persongruppen efter den gældende § 18 i sundhedsloven, hvorefter patienter, der varigt mangler evnen til selv at give samtykke til behandling, kan behandles med samtykke fra nærmeste pårørende eller værge. Det bemærkes i den forbindelse, at det er en forudsætning for, at reglerne finder anvendelse, at der er givet samtykke til behandlingen efter § 18 sundhedsloven, jf. mere herom i bemærkningerne til § 4.

Bestemmelsen er diagnoseneutral, og reglerne vil således finde anvendelse på enhver patient med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne. Afgørende er, om patienten – uanset diagnose – ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et aktuelt behandlingsbehov og ikke forstår konsekvenserne af at afvise behandlingen. Reglerne vil efter Sundheds- og Ældreministeriets vurdering være særligt relevante for patienter med demens, patienter med udviklingshæmning, hjerneskadede eller lignende.

Hvorvidt en patient omfattes af bestemmelsen afhænger af et konkret sundhedsfagligt skøn, som sundhedspersonener allerede foretager efter gældende ret i forbindelse med forsøget på at indhente et informerer samtykke til behandlingen efter § 15, stk. 1, i sundhedsloven og den gensidige informationsudveksling efter samme lovs § 16.

Reglerne foreslås ikke at skulle finde anvendelse på børn under 15 år. For børn og unge under 15 år følger de almindelige regler i forældreansvarsloven, herunder særligt §§ 1 og 2. Herefter er det forældremyndighedens indehaver, der giver informeret samtykke på barnets vegne. Der henvises til gældende ret afsnit 2.1.1.1.

Derudover gælder reglerne i § 63 i lov om social service, hvorefter det kommunale børn- og unge-udvalg kan træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen af børn, hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne.

Med det foreslåede stk. 2 foreslås det, at reglerne ikke skal finde anvendelse over for patienter, som er omfattet af reglerne i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Dette betyder, at reglerne ikke vil finde anvendelse over for patienter, som er indlagt på psykiatrisk afdeling, eller over for psykiatriske patienter, der efter § 13 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien behandles på somatisk afdeling. Beslutninger om indgreb over for disse patienter skal som hidtil tages efter reglerne i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.

Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at patienter med en psykiatrisk lidelse, som ikke er omfattet at reglerne i psykiatriloven, behandles ved tvang efter de foreslåede regler.

I den foreslåede bestemmelse fastsættes betingelserne for at tvangsbehandle patienten.

Efter det foreslåede stk. 1 kan en læge eller tandlæge beslutte at tvangsbehandle en patient, som i ord eller handling modsætter sig en sundhedsfaglig behandling, som en værge, en nærmeste pårørende eller en fremtidsfuldmægtig har givet samtykket til efter § 18, stk. 1, i sundhedsloven, eller som en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området eller Styrelsen for Patientsikkerhed har givet sin tilslutning til efter § 18, stk. 2 og 4, i sundhedsloven.

Henvisningen til sundhedslovens § 18, stk. 1, betyder, at bestemmelsen gælder for patienter, som har modsat sig en behandling, som en nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig efter § 18 i sundhedsloven har givet informeret samtykke til. Dvs. behandlinger, som med samtykke fra nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig kunne gennemføres, hvis patienten ikke havde modsat sig behandlingen.

Dette betyder, at det er en betingelse for, at den foreslåede bestemmelse kan anvendes, at sundhedspersonen efter de almindelige bestemmelser i sundhedslovens § 15 har forsøgt at indhente samtykke fra patienten. For det andet er det en betingelse, at sundhedspersonen i forbindelse med forsøget på at indhente samtykke, på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering har konstateret, at patienten ikke er i stand til at forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsbehovet og således er vurderet varigt inhabil.

Endelig er det en betingelse, at sundhedspersonen som følge af den konstaterede inhabilitet efter sundhedslovens § 18 har indhentet et samtykke fra patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig om behandling af varigt inhabile patienter til behandlingen, eller såfremt patienten ikke har en nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig, fået tilslutning til beslutningen om behandlingen af en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient. Hvis den ansvarlige sundhedsperson finder, at den nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig forvalter samtykke på en måde, der åbenbart skader patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen med tilslutning for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Som følge af kravet om et samtykke efter sundhedslovens § 18 er det endelig en betingelse, at sundhedslovens §§ 15 og 16 om informeret samtykke og information er iagttaget i forhold til den, der giver det stedfortrædende samtykke. Dette indebærer et krav om information og oplysninger til den, der giver det stedfortrædende samtykke, i samme omfang, som patienten skulle have haft, hvis vedkommende ikke var inhabil. Dette betyder, at f.eks. den nærmeste pårørende skal have en sådan mængde af oplysninger om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder, risici og bivirkninger m.v., at der kan tages stilling til behandlingsspørgsmålet.

Det skal understreges, at de foreslåede regler ikke er et alternativ til reglerne om patientens samtykke efter sundhedslovens § 15 eller de gældende regler om behandling af patienter, der varigt mangler evnen til at samtykke til behandling og som ikke gør modstand, jf. sundhedslovens § 18, men skal ses som et supplement dertil, når reglerne i sundhedsloven ikke er tilstrækkelige til at yde den sundhedsfagligt nødvendige behandling.

Med loven fastsættes der – bortset fra de kvalificerende betingelser i nr. 1-3 – ikke begrænsninger i, hvilke behandlinger, der kan træffes beslutning om. Valget af behandling afhænger af den til hver tid gældende faglige standard på området. Der kan således efter de foreslåede regler træffes beslutning om tandbehandling, blodprøvetagning og behandling for en brækket arm, behandling for hjertelidelse, epilepsi m.v. Der kan også være tale om diagnosticering og behandling af f.eks. mennesker med demens, som falder og brækker en arm, som uden behandling vil medføre nedsat bevægelighed og smerter, en udviklingshæmmet kvinde med langvarigt, ildelugtende udflåd, mennesker med demens med kraftigt vægttab og kronisk diarré, som bør undersøges for alvorlig sygdom som f.eks. kræft, behandling af en varigt inhabil diabetikers fodsår, som ubehandlet kan føre til koldbrand og amputation, anlæggelse af urinkateter pga. urinretention som følge af forstørret prostata hos en svært retarderet mandlig patient, operation af ikke-livstruende, men gangbesværende hoftebrud samt behandling af kroniske lidelser som f.eks. astma, diabetes eller KOL. Der fastsættes heller ikke regler for behandlingsmetoden, herunder om behandling for kræft sker ved operation, strålebehandling eller kemoterapi, eller om behandling for eks. en hjertelide sker ved operation eller ved medicinering. Det vil også være muligt at medicinere patienten skjult, hvis dette er nødvendigt for at behandle patienten.

Omfanget og rækkevidden af, hvad der kan træffes beslutning om, afhænger dels af det sundhedsfaglige behov for behandling, som en sundhedsperson har vurderet nødvendigt, dels af omfanget og rækkeviden af det samtykke, sundhedspersonen har indhentet efter § 18 i sundhedsloven og den givne information. Har sundhedspersonen i forbindelse med indhentelse af det informerede samtykke fra patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig alene informeret om dele af en behandling og et behandlingsforløb og derved alene indhentet samtykke til dele af behandlingen, er det alene denne del, lægens eller tandlægens beslutning omfatter, og som kan gennemføres ved tvang. Er der derimod givet samtykke til et helt behandlingsforløb, der strækker sig over flere enkelte behandlinger og behandlingsmetoder, kan dette behandlingsforløb gennemføres på baggrund af lægens eller tandlægens beslutning. Hvis sundhedspersoner vurderer, at yderligere behandling udover det, der er indhentet samtykke til og givet information om, er nødvendig, eller hvis den planlagte behandling ændrer sig fra det oplyste, skal der indhentes fornyet samtykke efter § 18 i sundhedsloven og foretages en fornyet beslutning fra lægen eller tandlægen om også at gennemføre denne behandlingen ved brug af tvang, hvis patienten også modsætter sig dette.

Efter det foreslåede stk. 1 er det endvidere en betingelse, at en række kvalificerende betingelserne er opfyldt, jf. nr. 1-3, som alle skal være opfyldt.

Efter nr. 1 er det for det første en betingelse for tvangsbehandling, at en undladelse af at gennemføre behandlingen ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand. Vurderingen af, hvorvidt en undladelse af at gennemføre behandling, vil føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand foretages af lægen eller tandlægen på baggrund af en konkret sundhedsfaglig vurdering. Med bestemmelsen understreges det, at lidelsen skal være alvorlig for patientens helbred, og at mindre og bagatelagtige behandlinger, der ikke risikerer at få længerevarende konsekvenser for patienten ikke kan gennemføres ved brug af tvang. Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at der iværksættes forebyggende behandlinger, hvis det står klart, at en undladelse heraf vil føre til væsentlige forringelse af patientens helbred. Bestemmelsen vil f.eks. ikke være til hinder for, at plejepersonale efter lægens beslutning udfører sårpleje, katederskift m.v., hvis en undladelse heraf vil føre til væsentlige forringelse af patientens helbred, f.eks. koldbrand, infektioner, amputation eller lignende.

Efter nr. 2 er det for det andet en betingelse, at behandlingen anses for nødvendig for at forhindre denne væsentlige forringelse. Hermed understreges det, at behandlingen ikke kan gennemføres ved brug af tvang, hvis behandlingen ikke er nødvendig for at undgå den væsentlige forringelse af patientens helbred, f.eks. hvis det er muligt at forhindre væsentlig forringelse af helbredet via andre tiltag.

Efter nr. 3 er det for det tredje en betingelse, at det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for patienten at gennemføre behandlingen ved brug af tvang. Med denne bestemmelse sikres det, at behandlingen alene kan gennemføres tvangsmæssigt, hvis det ud fra en samlet vurdering anses som den bedste løsning for patienten. Der kan i den forbindelse lægges vægt på patientens livssyn, kulturelle baggrund og religion samt tidligere tilkendegiver om behandling fra patienten, da vedkommende var habil. Der kan endvidere lægges vægt på behandlingens karakter og intensitet sammenholdt med patientens alder, eventuelle bivirkninger ved en behandling og den fremadrettede livskvalitet efter behandlingen.

Det er efter det foreslåede stk. 1 alene den behandlingsansvarlige læge eller tandlæge, der kan beslutte at gennemføre behandling ved brug af tvang. På sygehuse vil reglerne skulle administreres således, at det alene er overlægen eller overtandlægen med det sundhedsfaglige og behandlingsmæssige ansvar for patienten, der kan tage beslutningen. I andre dele af sundhedsvæsenet, f.eks. hos den praktiserende læge eller tandlæge, kan den praktiserende læge eller tandlæge tage beslutningen. Det vil tillige være den praktiserende læge, der kan tager beslutningen i forhold til at gennemføre de kommunale sundhedsydelser gennem tvang, bortset fra det kommunale tandområde, herunder f.eks. omsorgs- og specialtandpleje, hvor den kommunale overtandlæge tager beslutningen. Tandlæger skal – som også er tilfældet efter gældende ret – i det omfang det er nødvendigt for at vurdere patientens habilitet, tilkalde en læge.

Efter det foreslåede stk. 2 er det en betingelse for beslutninger om tvangsbehandling efter stk. 1, at lægen eller tandlægen – udover samtykket efter sundhedslovens § 18 – indhenter samtykke fra patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig til, at den behandling, som den nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuldmægtigen har samtykket til efter § 18, kan ske ved anvendelse af tvang, eller at der foreligger tilslutning fra en anden læge eller tandlæge, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, med faglig indsigt på området.

Dette yderligere samtykkekrav sikrer, at de nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig ikke blot samtykker til behandlingen men også til, at denne sker ved brug af tvang. Betingelsen om, at den anden læge eller tandlæge, der tilslutter sig, at patienten kan tvangsbehandles, ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, varetager hensynet til patientens retssikkerhed, herunder hensynet til at sikre, at der træffes en uvildig beslutning.

Med stk. 3, 1. pkt. foreslås det, at beslutninger om tvangsbehandling efter det foreslåede stk. 1 skal vedrøre en konkret og aktuel behandling. Lægen eller tandlægen kan således træffe beslutning om tvangsbehandling, hvis det i den konkrete situation vurderes at være aktuelt nødvendigt at behandle patienten. Der kan derimod ikke på forhånd træffes beslutning om en fremtidig hypotetisk behandling, f.eks. ved at lægen ordinerer behandling ved tvang for en lidelse, som patienten ikke aktuelt skal behandles for, men hvor behandling potentielt i fremtiden er nødvendigt. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at der træffes beslutning om konkret aktuel forebyggende behandling.

Med stk. 3, 2. pkt. foreslås det, at lægens eller tandlægens beslutning om tvangsbehandling efter det foreslåede stk. 1 alene er gyldig i den periode, der er nødvendig for behandlingen, men dog højst i seks måneder. Fristen regnes fra beslutningstidspunktet. Såfremt patienten har behov for yderligere behandling efter de seks måneder, skal der træffes fornyet beslutning om tvangsbehandling, hvis patienten fortsat modsætter sig behandlingen, og de øvrige betingelser er opfyldt.

I bestemmelsen fastsættes nogle grundlæggende principper for beslutninger om tvangsbehandling.

Uanset patientens inhabilitet, og uanset at eksempelvis en nærmeste pårørende har givet samtykke til tvangsbehandlingen på vegne af patienten, skal der vises respekt for patientens selvbestemmelsesret og krav på værdig behandling. Det foreslås derfor i stk. 1, at den læge eller tandlæge, der beslutter at anvende tvang skal at underrette patienten om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål. Med bestemmelsen sikres det, at patienten modtager information om de beslutninger, der er truffet, og sikres en begrundelse derfor.

Bestemmelsen understreger det fundamentale princip i sundhedsvæsenet om patientinddragelse og autonomi, idet patienten efter bestemmelsen – uanset den manglende habilitet – skal inddrages i beslutningen om behandling og orienteres om de enkelte indgreb.

Underretning kan ske mundtligt.

Efter det foreslåede stk. 2 skal tillidsskabende tiltag være forsøgt, f.eks. samtale eller socialpædagogiske metoder, forinden der træffes beslutning om at tvangsbehandle patienten. Det er endvidere en betingelse, at der er gjort, hvad der er muligt for at motivere patienten til frivilligt at medvirke til behandlingen, før der træffes beslutning om behandling ved tvang. Tillidsskabende tiltag og motiverende forsøg skal desuden være forsøgt, forinden selve tvangsbehandlingen på baggrund af beslutning herom iværksættes. Behandling ved tvang må således aldrig være det første valg eller den løsning, der per automatik vælges, hvis patienten modsætter sig behandlingen.

Det er derfor en helt grundlæggende forudsætning, at lægen, tandlægen eller den sundhedsperson, der gennemfører behandlingen før, der træffes beslutning om tvang, gennem tillidsskabende tiltag, motiverende samtaler og pædagogiske virkemidler har forsøgt at overtale patienten til frivilligt at lade sig behandle. Behandling ved brug af tvang må ikke gennemføres, før der er gjort, hvad der er muligt for at motivere patienten til frivilligt at medvirke til behandlingen. Det betyder, at det ikke vil være tilladt for personalet at gennemføre behandling ved brug af tvang – på trods af en læges beslutning herom – såfremt personalet i det konkrete tilfælde og i den konkrete situation, hvor der skal udføres behandling, ikke forinden har forsøgt at motivere patienten til behandling.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at personalet kan behandle patienten med medicin gennem såkaldt skjult medicineringen, hvis dette er eneste mulighed for, at patienten indtager sin medicin. Bestemmelsen betyder dog, at personalet – forinden medicinen eksempelvis lægges i yoghurten eller under osten – skal have forsøgt at få patienten til frivilligt at indtage medicinen gennem samtale, oplysning og inddragelse af patienten, og ved synligt have placeret pillen på tallerkenen, så patienten trods sin inhabilitet har haft mulighed for at give udtryk for sin vel- eller modvilje imod behandlingen.

Efter det foreslåede stk. 3 skal behandlingen afbrydes straks, hvis lovens betingelser ikke længere er opfyldt, f.eks. hvis det viser sig, at behandlingen ikke har den ønskede effekt, hvis lidelsen ikke har de i første omgang vurderede væsentlige konsekvenser for patientens helbred, hvis det viser sig, at der fejlagtigt ikke er indhentet samtykke, eller hvis behandlingen i strid med reglerne er fortsat efter udløbet af beslutningens gyldighed på 6 måneder. Eftersom det er en betingelse for lovens øvrige tvangsindgreb, at betingelserne for tvangsbehandling er opfyldt, betyder bestemmelsen samtidigt, at iværksatte tvangsforanstaltninger tillige skal ophøre straks, såfremt betingelserne for tvangsbehandling ikke længere er til stede.

Efter det foreslåede stk. 4 skal beslutninger om tvangsbehandling efter § 4 overholde tilkendegivelser i patientens livstestamente, jf. sundhedslovens § 26.

Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan efter sundhedslovens § 26, stk. 1, oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende, jf. § 26, stk. 2, nr. 1, og at der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt, jf. nr. 2.

Tilkendegivelser i medfør af § 26, stk. 2, nr. 1, er bindende for sundhedspersonen, mens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

Med det foreslåede stk. 4 sikres det, at beslutninger om tvangsbehandling efter stk. 1, skal overholde tilkendegivelser i patientens livstestamente. Det betyder, at der ikke efter de foreslåede regler kan træffes beslutning, som tilsidesætter patientens ønske. En læge kan således ikke træffe beslutning om at gennemføre livsforlængende behandling, f.eks. genoplivning, såfremt patienten – mens vedkommende var habil – i et livstestamente har tilkendegivet ønske om ikke at modtage livsforlængende behandling, såfremt patienten måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv, og hvor patienten er uafvendeligt døende. Det bemærkes, at det alene er tilkendegivelser om fravalg af livsforlængende behandling ved en uanvendeligt døende tilstand, der er bindende for lægen.

Bestemmelsen vedrører muligheden for at træffe beslutning om anvendelsen af tvangsindgreb. Beslutninger om tvangsindgreb vedrører i modsætning til beslutninger om tvangsbehandling ikke beslutning om sundhedsfaglig behandling, men derimod beslutninger om indgreb i patientens selvbestemmelsesret, som muliggør, at tvangsbehandling kan effektueres.

Efter det foreslåede stk. 1, kan den læge eller tandlæge, der efter § 4 har besluttet at tvangsbehandle patienten, beslutte, at tvangsbehandlingen skal gennemføres ved anvendelse af tvangsindgreb efter kapitel 3, hvis tvangsindgrebet er nødvendigt for at gennemføre tvangsbehandlingen.

Med bestemmelsen sikres det, at lægen og tandlægen kan træffe beslutning om at anvende af tvangsindgreb for at sikre, at en tvangsbehandling kan gennemføres i praksis. Beslutning om anvendelse af tvangsindgreb kan træffes i umiddelbar forlængelse af beslutningen om tvangsbehandling eller senere under behandling, hvis tvangsforanstaltninger viser sig nødvendige.

Der kan træffes beslutning om anvendelse af fysisk fastholdelse, anvendelse af beroligende medicin, tvangsindlæggelse, gennemførelse af personlig hygiejne og tilbageholdelse og tilbageførsel.

Efter det foreslåede stk. 2 er det en betingelse for beslutninger om tvangsindgreb efter stk. 1, at patientens værge, nærmeste pårørende eller fremtidsfuldmægtig giver samtykke til tvangsindgrebet, eller at en anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning dertil.

Dette yderligere samtykkekrav sikrer, at den nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig ikke blot samtykker til tvangsbehandlingen men også til, at tvangsbehandlingen om nødvendigt sker ved anvendelsen af tvangsindgreb. Betingelsen om, at den anden læge eller tandlæge, der tilslutter sig, at patienten kan tvangsbehandles, ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, skal sikre en uvildig, objektiv beslutning.

Det foreslås med stk. 3, at beslutninger om tvangsindgreb er gyldige i den periode, der er nødvendig for at gennemføre den tvangsbehandling, der er besluttet efter § 4, dog højst i seks måneder. Er behandlingen af kortere varighed, f.eks. en blodprøvetagning, kan der træffes beslutning om fastholdelse, mens denne blodprøvetagning gennemføres. Er der derimod tale om et længerevarende behandlingsforløb, kan der træffes beslutning om, at fastholdelse i nødvendigt omfang kan anvendes, mens behandlingen pågår.

Efter det foreslåede stk. 4 kan lægen eller tandlægen træffe beslutning om samtidig anvendelse af flere tvangsindgreb. Bestemmelsen betyder, at en læge eller en tandlæge over for samme patient kan træffe beslutning om anvendelsen af flere tvangsindgreb, som måtte være nødvendige med henblik på et gennemføre den besluttede behandling. Valget mellem de forskellige tvangsindgreb og det eventuelle behov for samtidig anvendelse af flere indgreb afhænger dels af det samtykke, der indhentet fra patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig, ligesom proportionalitets- og mindstemiddelsprincippet skal overholdes. Har patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig alene givet samtykke til fysisk fastholdelse, kan der ikke træffes beslutning om eksempelvis beroligende medicin, ligesom der ikke kan træffes beslutning om tvangsindlæggelse, hvis patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig ikke har samtykket dertil, eller f.eks. hvis behandlingen kan gennemføres i borgerens eget hjem.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes nogle grundlæggende principper, der til enhver tid skal være opfyldt for, at lægen eller tandlægen kan træffe beslutning om tvangsindgreb efter kapitel 3 for at gennemføre den besluttede behandling.

Med det foreslåede stk. 1 fastsættes et mindsteindgrebsprincip og et proportionalitetsprincip. Det fremgår af stk. 1, at ethvert tvangsindgreb skal være så skånsomt og kortvarigt over for patienten som muligt og stå i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Principperne indebærer desuden, at der altid skal vælges det mindste og mest skånsomme indgreb over for patienten, hvis det er tilstrækkeligt. Der kan således ikke foretages indgreb i selvbestemmelsesretten, hvis det står klart, at formålet ikke kan nås dermed. Bestemmelsen betyder endvidere, at indgreb i selvbestemmelsesretten ikke kan gennemføres og opretholdes i en længere periode, end hvad der er nødvendigt for at afværge den risiko, som udgør baggrunden for indgrebet. Det vil således ikke være tilladt at tvangsindlægge en patient, hvis behandlingen kan gennemføres uden indlæggelse, f.eks. i eget hjem, ligesom det ikke vil være tilladt at tvangsindlægge eller tilbageholde en patient i en længere periode end nødvendigt for at gennemføre den påtænkte behandling ved brug af tvang. Principperne har desuden betydning for politiets medvirken ved tvangsindlæggelser, tilbageholdelser og tilbageførsler, jf. bemærkningerne til § 10, stk. 4 og 9. Endelig sikrer bestemmelsen om, at alle indgreb skal udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og ulemper, at indgreb skal foretages under hensyn til patientens værdighed, blufærdighed m.v.

Efter det foreslåede stk. 2 må indgreb i selvbestemmelsesretten efter kapitel 3 ikke erstatte den personlige pleje og omsorg. Dette indebærer, at de foreslåede indgreb ikke må træde i stedet for eller erstatte den personlige pleje og omsorg, som sundhedspersonalet udviser over for patienten, men skal ses som et supplement dertil med udgangspunkt i, hvad der er bedst for patienten. Personalets personlige kontakt til og samvær med patienten er således fortsat det vigtigste element i omsorgspligten og behandlingen af patienten. Hvis det gennem den almindelige kontakt og kommunikation med patienten er muligt at gennemføre behandling uden indlæggelse eller tilbageholdelse, vil disse indgreb ikke være tilladt.

Efter stk. 3 skal tillidsskabende tiltag være forsøgt, forinden der træffes beslutning om tvangsindgreb. Bestemmelsen understreger det helt grundlæggende princip, at personalet gennem tillidsskabende tiltag, motiverende samtaler og pædagogiske virkemidler skal have forsøgt at overtale patienten til frivilligt at lade sig behandle, således at de foreslåede tiltag ikke er nødvendige at iværksætte. Tillidsskabende tiltag skal desuden være forsøgt, før selve tvangsindgrebet på baggrund af beslutningen herom iværksættes.

Det er vigtigt at understrege, at de foreslåede indgreb ikke må anvendes som grundlag for serviceforringelser eller som en anledning til at undlade at inddrage patienten. Ethvert indgreb skal foretages for at beskytte patienten og udføre den for patienten bedste behandling og ikke af administrative hensyn. Det vil eksempelvis ikke være lovligt at begrunde et indgreb med henvisning til de personalemæssige ressourcer.

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for fysisk at fastholde patienter.

Efter det foreslåede stk. 1 kan den læge eller tandlæge, der efter § 4 har besluttet at tvangsbehandle patienten, beslutte fysisk at fastholde patienten, hvis betingelserne i § 6, stk. 1 og 2, er opfyldt. Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for at gennemføre behandlingen, selvom patienten gør fysisk modstand.

Det vil alene være muligt at fastholde patienten i kortere perioder for at kunne gennemføre behandlingen, f.eks. ved blodprøvetagning. Varigheden af indgrebet skal ses i lyset af proportionalitetsprincippet i den foreslåede § 7, stk. 1. Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 9 om anvendelse af beroligende medicin, idet bestemmelsen kan anvendes til at fastholde patienten med henblik på at give beroligende medicin, hvis dette ellers ikke er muligt, jf. bemærkningerne til § 9.

Efter det foreslåede stk. 2 er det ikke tilladt at anvende hjælpemidler eller remedier til fastholdelsen, eksempelvis fiksering med bælte, hånd- og fodremme, handsker. Er det ikke muligt at fastholde patienten og gennemføre behandlingen uden brug af disse remedier, må behandlingen således ikke gennemføres.

Derudover gælder bestemmelsen i § 126 a i serviceloven, hvorefter kommunalbestyrelsen efter anmodning fra det personale, der udfører de socialpædagogiske og plejemæssige opgaver, eks. personalet i botilbud, kan træffe afgørelse om, at personalet må anvende fysisk magt i form af at fastholde en person, hvis dette må anses for en absolut nødvendighed for at varetage omsorgspligten i personlig hygiejne-situationer.

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for at anvende beroligende medicin for at gennemføre den besluttede tvangsbehandling.

Efter det foreslåede stk. 1 kan den læge eller tandlæge, der efter § 4 har besluttet at tvangsbehandle patienten, beslutte at give patienten et beroligende lægemiddel, hvis betingelserne i § 6, stk. 1 og 2, er opfyldt. Bestemmelsen giver hjemmel til, at lægen kan benytte f.eks. en beroligende indsprøjtning eller lignende, hvis patientens urolige adfærd gør, at det ikke er muligt at gennemføre behandlingen.

Bestemmelsen har tæt sammenhæng med bestemmelsen om fysisk fastholdelse, da formålet med begge bestemmelser er at sikre, at det er fysisk muligt at gennemføre behandlingen af urolige patienter. Bestemmelserne og de enkelte indgreb vil således ofte supplere hinanden, f.eks. ved at der træffes beslutning om både fysisk fastholdelse og anvendelsen af beroligende medicin, således at patienten kan fastholdes for at indgive den beroligende medicin.

Proportionalitetsprincippet og mindsteindgrebsprincippet er afgørende for valget mellem disse to typer indgreb. Princippet indebærer, at lægen eller tandlægen i valget mellem fysisk fastholdelse og beroligende medicin skal vælge det indgreb, der fremstår mest skånsomt over for den enkelte patient. For nogle patienter vil fysisk fastholdelse fremstå som et større overgreb, mere intimiderende og frembringe større angst end at indtage beroligende medicin, hvor det for andre patienter kan forekomme som et større indgreb at modtage medicin. I vurderingen indgår også selve behandlingens omfang. Hvis der er tale om kortere indgreb, f.eks. blodprøvetagning, vil det efter omstændighederne være mest skånsomt at fastholde patienten, hvorimod det ved længerevarende behandlinger, kan forekomme mest skånsomt med beroligende medicin. Det kan heller ikke udelukkes, at det efter omstændighederne vil være mest skånsomt at anvende begge indgreb i forlængelse af hinanden, f.eks. i tilfælde, hvor patienten fysisk fastholdes med henblik på at give en beroligende sprøjte. I dette tilfælde vil det efter omstændigheder opleves som et større indgreb at fastholde patienten i en længere periode.

Det bemærkes, at tandlæger i henhold til autorisationslovens § 74, stk. 2, ikke kan indgive beroligende lægemiddel gennem indsprøjtninger, men alene kan give beroligende lægemidler peroralt, f.eks. i pilleform eller mikstur.

Der må alene anvendes afprøvede lægemidler med markedsføringstilladelse i sædvanlig dosis.

I det foreslåede stk. 2 fastsættes det, at anvendelsen af beroligende medicin ikke må ske af ordensmæssige hensyn. Det er således ikke tilladt at anvende beroligende medicin, hvis det ikke sker som led i et aktuelt behandlingsbehov, men f.eks. over for urolige, udadreagerende patienter.

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for at tvangsindlægge patienten.

Efter det foreslåede stk. 1 kan den læge eller tandlæge, der efter § 4 har besluttet at tvangsbehandle patienten, beslutte at tvangsindlægge patienten, hvis betingelserne i § 6, stk. 1 og 2, er opfyldt. Formålet med bestemmelsen er at give mulighed for at behandle patienten på sygehus, selvom patienten modsætter indlæggelsen, hvis behandlingen efter en sundhedsfaglig vurdering kræver indlæggelse.

Det bemærkes, at bestemmelsen i modsætning til psykiatrilovens § 5, nr. 2, ikke giver hjemmel til at indlægge en patient på farlighedsindikation i tilfælde af, at patienten frembryder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Bestemmelsen giver alene mulighed for at tvangsindlægge patienten på et offentligt sygehus.

Efter det foreslåede stk. 2 skal lægen eller tandlægen i forbindelse med sin beslutning om at tvangsindlægge patienten udfærdige en erklæring herom, som skal basere sig på lægens eller tandlægens egen aktuelle undersøgelse af patienten og behovet for at tvangsindlægge patienten. Lægen eller tandlægen kan således ikke alene lægge anamnesen og tidligere observationer til grund for en beslutning om tvangsindlæggelse.

Erklæringen må ikke være udstedt af en sundhedsperson, der er ansat på det sygehus, hvor tvangsindlæggelsen skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke være udstedt af en læge eller tandlæge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger efter den foreslåede bestemmelse i samme tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3, og lægen må således eksempelvis ikke foretage tvangsindlæggelse af egne børn, ægtefælle, samlever, venner, uvenner eller lignende.

Når lægen har vurderet, at tvangsindlæggelse er nødvendig og har udfyldt erklæringen, sender lægen erklæringen til politiet med henblik på tvangsindlæggelsens iværksættelse.

Efter det foreslåede stk. 3 skal lægens eller tandlægens undersøgelse efter stk. 2 være foretaget inden for de seneste 7 dage forud for tvangsindlæggelsen. Med denne bestemmelse sikres det, at behandlingen fortsat er aktuel. Fristen på de syv dage regnes fra tidspunktet for beslutningen. Er det ikke muligt at gennemføre tvangsindlæggelsen inden for 7 dage efter beslutningen, f.eks. fordi politiet, jf. ovenfor ikke har ledige betjente til opgaven, eller der ikke er kapacitet for sygehuset, skal der træffes ny beslutning og ny vurdering af behovet for tvangsindlægge, når denne kan effektueres.

Efter det foreslåede stk. 4 træffer politiet bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og gennemførelsen deraf. Politiet skal i den forbindelse påse, om betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, herunder om betingelserne om lægeerklæringen er tilstrækkeligt udfyldt som grundlag for tvangsindlæggelsen, habilitet m.v. Det bemærkes, at politiet ikke skal foretage en vurdering af den lægefaglige vurdering, medmindre denne er åbenbart forkert.

Politiet tillægges således i samme omfang som i psykiatrien en kontrolfunktion, og politiets vurdering skal på denne baggrund basere sig på tilstrækkelig faglig indsigt.

Udover at varetage en kontrolfunktion foreslås det, at politiet skal yde praktisk bistand til tvangsindlæggelsens faktiske gennemførelse, ved at politiet bl.a. sørger for at aftale tidspunkt med det sygehus, som patienten skal indlægges på, og forestå befordring af patienten dertil.

Efter den foreslåede § 7, stk. 1, skal ethvert indgreb udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og ulemper. Denne bestemmelse indebærer, at politiet ved gennemførelse af tvangsindlæggelser så vidt muligt skal være civilklædt, ligesom de benyttede køretøjer tilsvarende bør være civile. Dette er samtidigt med til at sikre, at patienter ikke gøres unødigt forvirrede og nervøse ved synet af uniformerede betjente. Det kan af hensyn til politiets ressourcer og mulighed for planlægning ikke forventes, at politiet kan sikre, at afhentning og transport kan varetages af civilklædte polititjenestemænd i hastende tilfælde. Befordring vil i et sådan tilfælde skulle ske ved ambulance, evt. med assistance fra uniformerede betjente. Det er endvidere afgørende, at inddragelse af politiet sker i så god tid som muligt, og at der i den forbindelse gives fyldestgørende oplysninger om den patient, der skal afhentes, herunder særligt om den pågældende tidligere har udvist voldsom eller truende adfærd.

Efter det foreslåede stk. 5 skal den læge eller tandlæge, der beslutter, at patienten skal tvangsindlægges, så vidt muligt være til stede, når tvangsindlæggelsen gennemføres, dvs. indtil politiet forlader stedet sammen med patienten. I de tilfælde, hvor politiet ikke iværksætter tvangsindlæggelsen i umiddelbar forlængelse af lægens eller tandlægens undersøgelse, forventes det ikke, at lægen eller tandlægen forbliver hos patienten fra beslutningen, til tvangsindlæggelsen gennemføres. Det foreslås derimod, at politiet i disse tilfælde skal underrette lægen eller tandlægen om tidspunktet for gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Lægen eller tandlægen skal herefter så vidt muligt være til stede, når politiet gennemfører tvangsindlæggelsen, og i den forbindelse vurdere, om betingelserne for tvangsindlæggelse fortsat er til stede. Der er ikke tale om en ubetinget pligt for lægen eller tandlægen til at være til stede. Lægen eller tandlægen kan således være forhindret i at være tilstede, fordi vedkommende har andre presserende opgaver. Skyldes den manglende mulighed for tilstedeværelse planlagt fravær fra lægen eller tandlægen, f.eks. ferie, kursus eller lignende, vil politiet skulle orientere og træffe aftale med en anden læge.

I stk. 6 foreslås det, at overlægen eller overtandlægen på den afdeling, hvor patienten tvangsindlægges, træffer den endelige beslutning om, hvorvidt tvangsindlæggelse skal ske, og at overlægen eller overtandlægen i den forbindelse skal påse, om betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt.

Overlægen eller overtandlægen skal i den forbindelse dels kontrollere, om de formelle betingelser er opfyldt, herunder om erklæringerne er udfyldt korrekt, om der foreligger inhabilitet m.v., dels foretage et sundhedsfagligt skøn om, hvorvidt patientens forhold gør, at patienten bør tvangsindlægges, herunder om betingelserne i § 6, stk. 1 og 2, er opfyldt. Da betingelsen i § 6 er, at tvangsindgrebet er nødvendigt for at gennemføre den besluttede behandling, vil overlægen eller overtandlægen ligeledes skulle tage stilling til, om betingelserne i § 4 er opfyldt. Overlægen eller overtandlægen er i sin faglige vurdering ikke bundet af det faglige skøn og den vurdering, som lægen eller tandlægen, der besluttede indlæggelsen, har foretaget. Hvis overlægen eller overtandlægen vurderer, at betingelserne ikke er opfyldt, kan patienten ikke tvangsindlægges.

Med det foreslåede stk. 7 sikres det, at beslutninger om tvangsindlæggelser i overlægens eller overtandlægens fravær kan tages af en anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området. Med fravær forstås både planlagt fravær, f.eks. ferie, kursus eller lignende, men også at overlægen eller overtandlægen aktuelt er optaget af andre presserende opgaver. Overlægen eller overtandlægen skal snarest muligt tage stilling til den anden læges eller tandlæges beslutning. Det forudsættes i den forbindelse, at overlægen eller overtandlægen, så snart denne er ledig eller tilbage på sygehuset, tager stilling til beslutningen og vurderer, om betingelserne er opfyldt. Den stedfortrædende læges eller tandlæges beslutning er gældende, indtil overlægen eller overtandlægen har taget stilling.

Efter det foreslåede stk. 8 fastsætter Styrelsen for Patientsikkerhed nærmere regler om indholdet af de i stk. 3 nævnte erklæringer. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, hvilke konkrete oplysninger lægen eller tandlægen skal udfylde. Det forventes, at der fastsættes regler om, at erklæringen skal indeholde oplysninger om baggrunden for tvangsindlæggelsen, herunder en begrundelse med angivelse af den formodede diagnose, en redegørelse for, hvorfor det ikke er muligt at gennemføre behandlingen uden indlæggelse samt en redegørelse for, hvorfor betingelserne i de foreslåede bestemmelser i § 4 og § 6, stk. 1 og 2, er opfyldt.

Endelig foreslås det i stk. 9, at sundhedsministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler om politiets opgavevaretagelse i forbindelse med tvangsindlæggelser. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om politiets iværksættelse af en tvangsindlæggelse, gennemførelsen deraf og beslutningskompetence. Bestemmelsen har relation til den foreslåede § 7, stk. 1, herunder kravet om, at indgreb skal udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og ulemper. Bestemmelsen vil således også bl.a. blive anvendt til at fastsætte regler om politiets uniformering.

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for at udføre personlig hygiejne på tvangsindlagte patienter.

Efter det foreslåede stk. 1 kan overlægen eller overtandlægen beslutte, at en tvangsindlagt patient, som på grund af sin varigt nedsatte psykiske funktionsevne ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang, hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale.

Beslutningen om, at en patient skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang, træffes af overlægen eller overtandlægen på baggrund af en aktuel undersøgelse og vurdering af patientens hygiejniske tilstand. Det forudsættes, at patientens manglende varetagelse af nødvendig personlig hygiejne kan tilskrives patientens nedsatte psykiske funktionsevne. Personlig hygiejne under anvendelse af tvang kan således alene udføres i forhold til patienter, der på grund af deres funktionsevnenedsættelse ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne. Bestemmelsen kan således ikke anvendes over for en habil patient, som er i stand til at varetage sine interesser, og som trods dette bevidst opretholder en personlig hygiejne, der afviger fra de gængse normer.

Som eksempler på nødvendig personlig hygiejne, der kan foretages efter bestemmelsen, kan nævnes badning, hårvask, tandbørstning, klipning af negle og tøjskift. Der kan endvidere være tale om f.eks. skiftning af bleer og bind hos f.eks. patienter med demenssygdom.

Betingelserne for at foretage tvangsmæssig personlig hygiejne er, at patientens helbred direkte er truet på grund af fraværet af nødvendig hygiejne, f.eks. på grund af risiko for infektioner og lignende. Også andre hensyn end til patienten selv kan være årsag til tvangsmæssig personlig hygiejne, f.eks. i tilfælde af, at patientens hygiejniske standard udgør en stærk gene for medpatienter og personale, f.eks. på grund af stærke lugtgener, m.v.

Mindsteindgrebsprincippet efter den foreslåede § 7 skal iagttages i forbindelse med en beslutning om iværksættelse af tvangsmæssig personlig hygiejne. Et sådant indgreb må således ikke foretages, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken. Anvendelsen af tvang skal endvidere stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået med indgrebet, og hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, skal disse anvendes. Personlig hygiejne, der foretages under anvendelse af tvang, skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Som på det psykiatriske område fastsættes der ikke klageadgang over beslutninger om anvendelse personlig hygiejne under anvendelse af tvang. Beslutning herom vil således ikke kunne påklages til Tvangsbehandlingsnævnet. Eventuelle klager vil derimod skulle rettes til sygehusmyndigheden (regionsrådet).

Med det foreslåede stk. 2 sikres det, at beslutninger om at gennemføre tvangsmæssig hygiejne i overlægens eller overtandlægens fravær kan tages af en anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området. Med fravær forstås både planlagt fravær, f.eks. ferie, kursus eller lignende, men også at overlægen eller overtandlægen aktuelt er optaget af andre presserende opgaver. Overlægen eller overtandlægen skal snarest muligt tage stilling til den anden læges eller tandlæges beslutning. Det forudsættes i den forbindelse, at overlægen eller overtandlægen, så snart denne er ledig eller tilbage på sygehuset, tager stilling til beslutningen og vurderer, om betingelserne er opfyldt. Den stedfortrædende læges eller tandlæges beslutning er gældende, indtil overlægen eller overtandlægen har taget stilling.

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for at tvangstilbageholde og tvangstilbageføre en patient. Bestemmelsen giver hjemmel til anvendelsen af fysisk tvang.

Efter det foreslåede stk. 1 kan overlægen eller overtandlægen beslutte, at en patient, der er tvangsindlagt, skal tilbageholdes på sygehusafdelingen, hvis patientens fortsatte indlæggelse er nødvendig for at gennemføre den besluttede behandling. Beslutning herom kan tages, hvis betingelserne i § 6, stk. 1 og 2, og § 10 fortsat er opfyldt.

Med stk. 2 foreslås det, at overlægen eller overtandlægen efter samme betingelser som for tilbageholdelse kan beslutte at tilbageføre patienten til sygehusafdelingen, såfremt patienten har forladt sygehusafdelingen. Det er ikke en betingelse, at patienten forlader eller har forladt selve sygehuset, herunder selve sygehusbygningen eller sygehusets område. Det er tilstrækkeligt, at patienten forlader eller er ved at forlade den afdeling, som vedkommende er indlagt på. Med sygehusets område forstås sygehusets matrikel, herunder selve sygehusbygningen, tilhørende parker, veje, parkeringsområder m.v.

Efter det foreslåede stk. 3 kan overlægen eller overtandlægen beslutte, at en patient, der er ikke tvangsindlagt efter § 10, skal tilbageholdes eller tilbageføres, hvis betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, og hvis patientens fortsatte indlæggelse er nødvendig for at gennemføre den besluttede tvangsbehandling. Bestemmelsen sikrer således, at patienter, som ikke er tvangsindlagt – men derimod indlagt frivilligt – kan tilbageholdes eller tilbageføres, hvis patienten tilstedeværelse er nødvendig for den fortsatte behandling, såfremt betingelserne for tvangsindlæggelse er til stede. Hermed sikres det, at der ikke opstår situationer, hvor en inhabil patient, der er indlagt uden at gøre modstand, ikke kan tilbageholdes eller tilbageføres, hvor vedkommende har forladt eller er ved at forlade sygehuset, fordi vedkommende på grund af sin funktionsnedsættelse ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til behovet for den fortsatte indlæggelse. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til tilbageholdelse eller tilbageførsel af patienter, som ikke er indlagt men af andre grunde befinder sig på sygehuset.

Med det foreslåede stk. 4 sikres det, at beslutninger om tilbageholdelser eller tilbageførsel i overlægens eller overtandlægens fravær kan tages af en anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området. Med fravær forstås både planlagt fravær, f.eks. ferie, kursus eller lignende, men også at overlægen eller overtandlægen aktuelt er optaget af andre presserende opgaver. Overlægen eller overtandlægen skal snarest muligt tage stilling til den anden læges eller tandlæges beslutning. Det forudsættes i den forbindelse, at overlægen eller overtandlægen, så snart denne er ledig eller tilbage på sygehuset, tager stilling til beslutningen og vurderer, om betingelserne er opfyldt. Den stedfortrædende læges eller tandlæges beslutning er gældende, indtil overlægen eller overtandlægen har taget stilling.

Efter det foreslåede stk. 5 kan sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med tilbageholdelse og tilbageførsel, herunder om politiets medvirken hertil. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om politiets medvirken, gennemførelsen deraf og beslutningskompetence. Bestemmelsen har relation til de foreslåede § 7, stk. 1, og § 10, stk. 9, herunder kravet om, at indgreb skal udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og ulemper. Bestemmelsen vil således også blive anvendt til bl.a. at fastsætte regler om politiets uniformering.

Som følge af de foreslåede principper for tvangsindgreb i den foreslåede § 7 om, at indgreb skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser, kan der alene træffes beslutning om bistand fra politiet, hvis det ikke er muligt at få bragt patienten tilbage til afdelingen ved at motivere patienten dertil, f.eks. gennem samtale og andre pædagogiske metoder.

Ved siden af den foreslåede bestemmelse gælder § 27 d i sundhedsloven, hvorefter sundhedspersoner fysisk kan tilbageholde både midlertidigt og varigt inhabile patienter, hvis der er risiko for, at patienten udsættes for fare, dvs. personskade, ved at forlade sygehuset. Formålet med § 27 d er at beskytte patientens fysiske sikkerhed, hvorimod formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre patientens tilstedeværelse på sygehuset for at kunne gemmeføre den beslutte tvangsbehandling. Sundhedslovens § 27 d adskiller sig derudover ved indgrebets varighed, idet indgrebet alene kan anvendes kortvarigt til at imødegå en konkret og øjeblikkelig fare for patienten. Bestemmelsen i sundhedslovens § 27 d kan i modsætning til den foreslåede bestemmelse i § 12 ikke anvendes til at tilbageholde patienter, som ikke ønsker indlæggelse, eller danne grundlag for tvangsindlæggelser og frihedsberøvelse.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om obligatorisk efterprøvelse af beslutninger om tvang, som vurderes at udgøre frihedsberøvelse i henhold til grundlovens § 71.

Efter det foreslåede stk. 1 har overlægen eller overtandlægen ansvaret for, at patienten ikke tvangsindlægges efter § 10 og ikke tilbageholdes og tilbageføres efter § 12 i videre omfang end nødvendigt for at gennemføre den besluttede behandling, jf. hermed også de foreslåede §§ 5 og 7. Dette betyder, at lægen eller tandlægen skal sikre sig, at tvangsindgreb ikke fortsætter i en unødig periode, og at tvangsindgreb udelukkende opretholdes, så længe betingelserne derfor er opfyldt.

Med stk. 2 foreslås det, at overlægen eller overtandlægen skal påse, om betingelserne for tvangsindgrebene fortsat er opfyldt. Det foreslås, at denne efterprøvelse sker henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at tvangsindgreb efter §§ 10 og 12 blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge.

Med bestemmelsen sikres det, at overlægen eller overlægen med løbende mellemrum i fastsatte intervaller tager stilling til indgrebenes lovlighed, herunder om betingelserne for tvangsindgreb fortsat er opfyldt. Finder overlægen eller overtandlægen, at betingelserne ikke længere er opfyldt, kan frihedsberøvelsen ikke opretholdes og skal straks bringes til ophør. Herved sikres det, at indgreb, som udgør frihedsberøvelse, ikke fortsætter unødigt.

Den foreslåede bestemmelse vedrører delegation af beslutninger.

Med de foreslåede § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, er lægen og tandlægen tillagt kompetencer til at træffe beslutning om tvangsbehandling og andre tvangsindgreb med henblik på at gennemføre tvangsbehandlingen.

Efter det foreslåede stk. 1 kan de kompetencer, som lægen og tandlægen er tillagt, til efter § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, at træffe beslutning om tvangsbehandling, fysisk fastholdelse, beroligende medicin, tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel samt gennemførelse af personlig hygiejne under tvangsindlæggelse ikke delegeres til andre sundhedspersoner. Bestemmelsen sikrer, at det altid er den ansvarlige læge eller tandlæge, der beslutter, om behandlingen skal gennemføres ved tvang, og om andre tvangsindgreb skal iværksættes.

Bestemmelsen betyder, at det alene vil være en læge eller tandlæge, der kan beslutte at anvende tvang for at gennemføre behandling, uanset hvilken behandling, der er tale om. Det vil således alene være en læge eller tandlæge, der kan beslutte at anvende tvang for at gennemføre behandlinger, som efter autorisationsloven er forbeholdte virksomhedsområder for henholdsvis læger og tandlæger. Det betyder også, at det alene er en læge eller tandlæge, der kan beslutte, at tvang kan anvendes for at gennemføre behandling, som ikke er forbeholdt virksomhed, og som andre sundhedspersoner efter gældende ret kan beslutte at gennemføre med samtykke fra patienten selv eller eksempelvis dennes pårørende eller værge.

Det skal understreges, at andre autoriserede sundhedspersoner, f.eks. sygeplejersker, fortsat uden brug af tvang kunne vil beslutte at gennemføre behandling, der ikke er forbeholdt virksomhedsråde for andre sundhedspersoner uden godkendelse fra en læge, herunder eksempelvis sårpleje, pasning m.v.

Det er endvidere vigtigt at understrege, at lægens og tandlægens beslutning skal ske på et oplyst grundlag efter dialog og kommunikation med patienten og dennes pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig, og at lægen eller tandlægen i nødvendigt omfang skal inddrage observationer og erfaringer fra de sundhedspersoner, som oprindeligt har vurderet, at behandling af patienten er nødvendig.

Efter det foreslåede stk. 2 kan lægen eller tandlægen efter reglerne i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og regler udstedt i medfør heraf delegere gennemførelsen af den behandling, som lægen eller tandlægen har besluttet.

Bestemmelsen sikrer, at lægen eller tandlægen som hidtil efter gældende ret kan anvende medhjælp til gennemførelsen af den behandling, lægen eller tandlægen har besluttet, og i den forbindelse delegere selve udførelsen af behandlingen til andre sundhedspersoner, f.eks. en sygeplejerske, en social- og sundhedsassistent m.v. Delegation kan også ske til andre end autoriserede sundhedspersoner, f.eks. en social- og sundhedshjælper på plejecentre, en pædagog på et bosted m.v.

Det skal i den forbindelse understreges, at det er vigtigt, at den sundhedsperson, der delegerer opgaven, sikrer sig, at den person, opgaven overføres til, er kvalificeret til at udføre opgaven, og at den delegerende sundhedsperson fører tilsyn og kontrol med behandlingen. Da behandlingen sker på den delegerende sundhedspersons ansvar, påhviler ansvaret for, at indgrebene journalføres og tilføres tvangsprotokollen, jf. den foreslåede § 15, lægen eller tandlægen i lighed med reglerne i journalføringsbekendtgørelsen. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at journaliseringen og protokolleringen foretages af en anden sundhedsperson, sekretær eller lignende. Lægen eller tandlægen kan ligeledes på sit ansvar lade en anden sundhedsperson eller sekretær foretage indberetninger, jf. den foreslåede § 16.

Efter det foreslåede stk. 3 kan lægen eller tandlægen overlade gennemførelsen af indgreb, der er nødvendige for at gennemføre behandlingen, herunder eksempelvis fysiske fastholdelse, til andre sundhedspersoner. Det betyder, at lægen og tandlægen kan lade andre sundhedspersoner, f.eks. en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent udøve selve tvangen i forbindelse med gennemførelsen af den besluttede sundhedsfaglige behandling.

Med den foreslåede bestemmelse indføres en pligt til at registrere enhver beslutning om anvendelse af tvang efter de foreslåede § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3 i en tvangsprotokol, som lægges i kopi i patientens journal.

Efter det foreslåede stk. 1 skal lægens eller tandlægens beslutning om anvendelse af tvang efter § 4, stk. 1, § 6, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, tilføres en tvangsprotokol med angivelse af beslutningens indhold og begrundelse derfor. Bestemmelsen betyder, enhver beslutning om tvangsbehandling, fysisk fastholdelse, tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel tilføres en tvangsprotokol skal registreres i tvangsprotokollen. Protokollen skal indeholde en beskrivelse af indgrebets omfang og en begrundelse for indgrebet, herunder en begrundelse for den sundhedsfaglige vurdering af, hvorvidt betingelserne i de foreslåede §§ 4 og 6, stk. 1 og 2, er opfyldt. Det foreslås ligeledes, at resultatet af overlægens eller overtandlægens obligatoriske efterprøvelse efter den foreslåede § 13, stk. 2, skal tilføres tvangsprotokollen.

Ansvaret for, at beslutninger om anvendelse af tvangsbehandling og tvangsindgreb tilføres tvangsprotokollen, påhviler den læge eller tandlæge, der træffer beslutningen. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at journaliseringen og protokolleringen foretages af en anden sundhedsperson, sekretær eller lignende på vegne af lægen eller tandlægen.

Efter det foreslåede stk. 2 skal enhver anvendelse af tvang på baggrund af lægens eller tandlægens beslutning om, at der kan iværksættes tvang tilsvarende tilføres tvangsprotokollen med angivelse af indgrebets nærmere indhold. Dette betyder, at selve den tvang, som sundhedspersoner udfører på baggrund af lægens eller tandlægens beslutning om at tillade tvangsbehandling, fysisk fastholdelse, tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel, skal registreres. Protokollen skal indeholde en nærmere beskrivelse af de indgreb, der er foretaget, herunder en begrundelse for, hvorfor indgreb i patientens selvbestemmelsesret har været nødvendigt, samt en beskrivelse af indgrebets art og omfang, periode m.v.

Registreringen i protokollen tjener en række forskellige formål, hvis overordnede formål dog alle er at styrke patientens retssikkerhed. Det er således forventningen, at registrering i protokollen vil have en præventiv virkning, der bidrager til at mindske brugen af tvang, idet personalet gennem de tilførsler, der skal foretages i tvangsprotokollen, skal redegøre for, hvad der er foretaget og begrunde dette. Derved kommer registreringen til at virke som en løbende konfrontation af praksis i forhold til tvang, hvilket giver naturlig anledning til regelmæssigt at vurdere, om den fulgte praksis er hensigtsmæssig. Derudover er formålet med registrering i protokollen at sikre dokumentation for de foretagne indgreb til brug for klage- og tilsynsmyndigheders samt domstolenes eventuelle kontrol med og efterprøvelse af indgrebene.

Da tvangsbehandlingen og andre indgreb sker på den delegerende sundhedspersons ansvar, påhviler ansvaret for, at anvendelsen af indgrebene journalføres og tilføres tvangsprotokollen, lægen eller tandlægen i lighed med reglerne i journalføringsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1090 af 28. juli 2016 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.).

På plejehjem, botilbud og lignende har ledelsen dog ansvaret for at sikre, at udførelsen af tvangsbehandling og andre tvangsindgreb, som udføres som medhjælp for autoriserede sundhedspersoner, tilføres tvangsprotokollen.

Det bemærkes, at kravene til journalføring i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og journalføringsbekendtgørelsen efter gældende ret fortsat skal overholdes.

Efter det foreslåede stk. 3 skal kopi af tvangsprotokollen indgå i patientens journal.

Efter det foreslåede stk. 4 kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte nærmere regler om tvangsprotokollen. Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger, der skal føres til protokol, hyppighed og procedure for protokolføringen og regler for, hvilke personer, myndigheder m.v., der har ansvaret for, at indgrebene protokolføres.

Den foreslåede bestemmelse vedrører pligten til at indberette beslutninger om tvangsindgreb efter de foreslåede bestemmelser til Sundhedsdatastyrelsen.

Efter det foreslåede stk. 1 skal beslutninger efter de § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, som lægen eller tandlægen træffer om, at tvang kan anvendes, indberettes til Sundhedsdatastyrelsen. Det betyder, at lægens beslutning om f.eks. at gennemføre en undersøgelse af patienten imod dennes vilje, eksempelvis ved at tage blodprøver, foretage scanninger eller lignende, eller lægens beslutning om den efterfølgende behandling for en sygdom, skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen, ligesom lægens beslutning om, at der kan anvendes andre tvangsindgreb med henblik på at kunne gennemføre undersøgelsen og behandlingen, eksempelvis tvangsindlæggelse eller fysisk fastholdelse, skal indberettes.

Det er alene beslutningen fra lægen eller tandlægen om, at tvang kan anvendes til at gennemføre behandlingen, der skal indberettes. Efter den foreslåede bestemmelse er der derimod ikke pligt til at indberette selve anvendelsen af den tvang, der foretages på baggrund af lægens eller tandlægens beslutning.

Bestemmelsen medfører, at beslutninger, som lægen eller tandlægen træffer, skal indberettes. Det betyder, at hyppigheden af, hvor ofte beslutninger om tvangsbehandling, skal indberettes, afhænger af den konkrete og bagvedliggende beslutning om behandling og indhentede samtykke fra patientens nærmeste pårørende eller værge, jf. nærmere herom under de almindelige bemærkningerne til den foreslåede § 4. Har lægen eksempelvis alene besluttet at foretage en blodprøve på patienten ved tvang og i den forbindelse indhentet stedfortrædende samtykke til dette fra værgen eller nærmeste pårørende, men ikke truffet bestemmelser om yderligere behandling, medicinering m.v., skal lægens beslutning om at gennemføre blodprøvetagning ved brug af tvang indberettes, mens eventuelle efterfølgende behandlingsskridt skal indberettes selvstændigt ved fornyet beslutning herom. Har lægen i forbindelse med beslutningen om at gennemføre blodprøvetagningen ved tvang samtidigt truffet beslutning om, at behandlingen kan gennemføres ved eksempelvis fysisk fastholdelse, skal denne beslutning tilsvarende indberettes.

Tilsvarende gælder, såfremt det i forbindelse med et behandlingsforløb bliver nødvendigt at træffe nye beslutninger om tvangsforanstaltninger for at kunne gennemføre behandlingen, f.eks. hvis sundheds- eller plejepersonalet oplever, at det ikke gennem en motiverende og pædagogisk indsat er muligt at motivere patienten til behandling, herunder eksempelvis indtage smertestillende medicin, sårbehandling eller lignende. Sundheds- eller plejepersonalet vil i en sådan situation skulle rette henvendelse til lægen, der herefter kan træffe beslutning om behandling gennem f.eks. fastholdelse. Denne beslutning fra lægen skal indberettes. Indberetning skal også ske på ny i tilfælde af, at lægen træffer beslutning om ny behandling, hvor en sygdom udvikler sig eller ændrer karakter, og den nødvendige behandling ikke er omfattet af lægens oprindelige beslutning eller det afgivne samtykke fra patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig.

Oplysningerne skal af hensyn til sikring og validering af indberetningernes kvalitet, indberettes til Sundhedsdatastyrelsen i personhenførbar form.

Efter det foreslåede stk. 2 stiller Sundhedsdatastyrelsen de indberettede oplysninger til rådighed for det regionsråd eller den kommunalbestyrelse, der er driftsansvarlig myndighed eller har ansvaret for at yde tilskud til eller tilbyde den pågældende behandling, som tvangsindgrebene foretages i forbindelse med. Det betyder, at Sundhedsdatastyrelsen efter sundhedsministerens nærmere bestemmelser, jf. stk. 4, skal sørge for, at regionsråd og kommunalbestyrelser har adgang til oplysninger om de foretagne indgreb.

Hermed sikres det nødvendige grundlag for regionernes og kommuners statistiske, planlægningsmæssige og styringsmæssige opgaver i forhold til beslutninger om tvang, og at regioner og kommuner selv kan overvåge omfanget af beslutninger om indgreb, således at regionerne og kommuner ved konstatering af uregelmæssigheder eller atypiske eller uventede mønstre i administrationen af reglerne får mulighed for at sikre en mere hensigtsmæssig praksis.

Efter det foreslåede stk. 3 stiller Sundhedsdatastyrelsen de indberettede oplysninger til rådighed for Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for styrelsens tilsyn med sundhedsområdet efter sundhedsloven samt til opsamling af viden til brug for læring i sundhedsvæsenet.

Bestemmelsen sikrer, at Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for sin tilsynsvirksomhed får adgang til de indberettede oplysninger. Oplysningerne kan på denne måde danne grundlag for Styrelsen for Patientsikkerheds samlede vurdering af behandlingssteders risikofaktorer som led i styrelsens landsdækkende risikobaserede tilsyn med sundhedsområdet efter sundhedsloven.

Oplysningerne kan ikke indgå i Styrelsen for Patientsikkerhed tilsyn med autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed efter autorisationsloven.

Efter det foreslåede stk. 4 fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om indberetningspligten efter stk. 1 og om Sundhedsdatastyrelsens pligt til at stille data til rådighed for regionsråd og kommunalbestyrelser efter stk. 2 og til Styrelsen for Patientsikkerhed efter stk. 3.

Bemyndigelsen forventes blandt andet anvendt til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger, der skal indberettes efter stk. 1, hyppighed og procedure for indberetningerne, samt regler for hvilke personer, myndigheder m.v., der har ansvaret for indberetningerne.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte regler om Sundhedsdatastyrelsens levering af data til kommuner, regioner og Styrelsen for Patientsikkerhed. Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om hyppighed og procedure for levering af data, samt regler om, hvilke oplysninger, der stilles til rådighed, herunder oplysningernes form. I forhold til oplysningernes form forventes reglerne udmøntet således, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke modtager oplysninger om den besluttende læges eller tandlæges navn, personnummer, ydernummer, autorisations-id eller lignende personhenførbare oplysninger, og at regioner og kommuner hverken modtager oplysninger om den besluttende læges eller tandlæges ydernummer, autorisations-id eller lignende personhenførbare oplysninger eller patientens navn og personnummer.

Den foreslåede bestemmelse vedrører pligten til at vejlede om og medvirke til at indbringe sager for Tvangsbehandlingsnævnet, jf. den foreslåede nye § 4 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Efter det foreslåede stk. 1 påhviler det den læge eller tandlæge, der efter § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, beslutter at anvende tvang at vejlede om mulighederne for at indbringe klage for Tvangsbehandlingsnævnet. Vejledning herom skal gives til den nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuldmægtigen, som har samtykket til tvangen. Der fastsættes ikke et krav om klagevejledning over beslutninger om personlige hygiejne, idet der ikke foreslås indført klageadgang over disse beslutninger. Manglende eller mangelfuld vejledning medfører suspension af den foreslåede klagefrist.

Klagevejledningen gives mundligt og kan suppleres af skriftligt materiale, f.eks. gennem brochurer eller andet generelt vejledningsmateriale.

Efter det foreslåede stk. 2 påhviler det den læge eller tandlæge, der træffer beslutning om at tvangsbehandle patienten eller foretage andre tvangsindgreb, der foretages med henblik på at gennemføre behandlingen at indbringe klager over beslutninger efter loven til Tvangsbehandlingsnævnet. Klager over beslutninger efter loven skal indbringes for nævnet efter anmodning fra patienten selv, dennes pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig.

Det er ikke en betingelse for indbringelse af klager over beslutninger, at den pågældende pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig tidligere har været inddraget i beslutninger om eller givet samtykke til tvangsbehandling eller andre indgreb, der foretages med henblik på at gennemføre behandlingen. Det betyder, at de nærmeste pårørende, som ikke har været inddraget i beslutninger eller givet samtykke til behandlingen, efter omstændighederne også kan være klageberettigede. Tilsvarende gælder de nærmeste pårørende, såfremt en værge har givet samtykke.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at patienten selv eller dennes pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig klager direkte til Tvangsbehandlingsnævnet over beslutninger efter loven.

Med stk. 3 foreslås det, at klager over beslutninger om tvang efter de foreslåede § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, har opsættende virkning. Det betyder, at den besluttede tvang, såfremt der indgives klage til Tvangsbehandlingsnævnet, ikke kan gennemføres, før nævnet har truffet afgørelse.

Træffer nævnet afgørelse om, at betingelserne for tvang var til stede på tidspunktet for beslutningen, kan tvangen gennemføres, såfremt betingelserne efter lægens eller tandlægens vurdering fortsat er opfyldt, mens en afgørelse fra nævnet om, at betingelserne for tvang ikke var opfyldt på tidspunktet for beslutningen medfører, at tvangen ikke kan gennemføres.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Med bestemmelsen foreslås ændringer af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. De foreslåede ændringer vedrører klageadgang til Tvangsbehandlingsnævnet.

Til nr. 1

Efter § 4 i lov om klage- og erstatningsadgangen inden for sundhedsvæsenet, skal klager efter lovens §§ 1 og 2 være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klage skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.

Er klagen omfattet af § 2, stk. 1, 2. pkt., forlænges fristerne i stk. 1 svarende til perioden fra indgivelse af klagen efter § 1, til Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse forelå, jf. stk. 2.

Med den forslåede § 19, nr. 1, foreslås det, at den gældende § 4 i klage- og erstatningsloven ophæves, og at indholdet af denne fremover vil fremgå af en ny § 3 a, ligesom det foreslås, at der indsættes en række nye bestemmelser om klage til Tvangsbehandlingsnævnet.

Efter den foreslåede § 3 a, stk. 1, skal klager efter §§ 1 og 2, dvs. klager, som indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klage skal senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted, og der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.

Med bestemmelse fastsættes en relativ frist 2 år efter, som regnes fra det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, samt en absolut frist på 5 år, som regnes fra den dag, hvor det forhold, der klages over, fandt sted.

Fristerne er begrundet i hensynet til, at klager over forhold, der ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse.

Efter stk. 2 forlænges fristerne i stk. 1 for klager omfattet af § 2, stk. 1, 2. pkt. svarende til perioden fra indgivelse af klagen efter § 1, til Styrelsens for Patientsikkerheds afgørelse forelå.

Bestemmelsen er identisk med den gældende § 4, som foreslås nyaffattet. Den gældende § 4 er en videreførelse af § 22 i centralstyrelsesloven som ændret ved § 1, nr. 5, i lov nr. 428 om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. af 10. juni 2003. Ændringen foreslås således af lovtekniske grunde.

Det forslås, at der før den nyaffattede § 4 indsættes en overskrift, således at det tydeliggøres, at de efterfølgende bestemmelser vedrører klager over beslutninger om anvendelse af tvang.

Med den foreslåede nyaffattede § 4 fastsættes Tvangsbehandlingsnævnets kompetenceområde.

Efter det foreslåede § 4, stk. 1, behandler Tvangsbehandlingsnævnet klager over beslutninger om tvangsbehandling og andre indgreb, der foretages med henblik på at gennemføre behandling efter § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

Efter bestemmelsen kan der klages til Tvangsbehandlingsnævnet over beslutninger om tvangsbehandling efter den foreslåede § 4 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile samt beslutninger om fysisk fastholdelse, medicinering med beroligende medicin, tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførelse efter de foreslåede §§ 6, 8-10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

I det foreslåede stk. 2 fastsættes, hvad Tvangsbehandlingsnævnet kan træffe afgørelse om. Det foreslås, at Tvangsbehandlingsnævnet træffer afgørelse om, hvorvidt kriterierne for beslutninger truffet efter § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen blev truffet.

Nævnets afgørelse kan gå ud på, at nævnet finder, at beslutningen om tvangsindgrebet var berettiget, eller at beslutningen om indgrebet findes at være taget med urette, fordi lovens betingelser ikke var opfyldt. Finder nævnet, at beslutning om indgrebet blev taget med rette, og at lovens betingelser var opfyldt, kan det besluttede indgreb fortsætte, såfremt lægen eller tandlægen vurderer, at der fortsat er behov derfor, hvorimod indgrebet omgående skal ophøre, såfremt nævnet finder, at beslutning om indgreb blev foretaget med urette. Nævnet skal således ikke tage stilling til, om tvangsindgrebet kan forsætte, herunder hvor længe, men alene om betingelser for iværksættelse af tvangsindgrebet var til stede på tidspunktet for beslutningen.

Tvangsbehandlingsnævnet vil blandt andet som led i sin prøvelse skulle tage stilling til patientens habilitet, og om der er indhentet et korrekt informeret samtykke.

Uden for nævnets kompetence falder klager over beslutninger om tvangsmæssig personlig hygiejne efter den foreslåede § 11 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Klager herom skal rettes til sygehusmyndigheden. Uden for nævnets kompetence falder derudover selve den sundhedsfaglige behandling, der udføres på baggrund af beslutninger efter de foreslåede bestemmelser. Klager over disse forhold skal således fortsat behandles efter reglerne i §§ 1-3 a i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Det vil således fortsat være Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der har kompetence til at tage stilling til sundhedsvæsenets og autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, herunder om normen for almindeligt anerkendt faglig standard er opfyldt. Det vil ligeledes fortsat være Styrelsen for Patientsikkerhed, der behandler klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og IV, og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9.

Klager over personalets adfærd i øvrigt falder også uden for nævnets kompetence. Klager over disse forhold kan rettes til den driftsansvarlige, arbejdsgiveren osv., f.eks. sygehusmyndigheden og kommunalbestyrelsen. Klage over personalets adfærd kan også rettes til Folketingets Ombudsmand, ligesom der kan anlægges en retssag ved domstolene.

Med den foreslåede § 4 a foreslås det, at de gældende regler om tidsfrister for indgivelse af klager til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. ovenfor, også skal gælde for klager til Tvangsbehandlingsnævnet.

Dette betyder, at klager, som indgives til Tvangsbehandlingsnævnet efter den foreslåede § 4 skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, og at klage dog senest skal indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Det betyder endvidere, at der ikke kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.

Til nr. 2

Efter § 10 a, stk. 1, i klage- og erstatningsloven skal klager omfattet af § 1, stk. 1, § 2, stk. 1, og §§ 5-8 indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed (digital selvbetjening).

Kravet om, at klagen skal indgives digitalt, medfører ikke, at alle bilag til klagen også skal indgives digitalt. Det vil fremgå af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter, der kan eller skal indgives digitalt, herunder hvilke dokumenter, der kan indgives på anden måde, eller som skal fremlægges i original eller i et særligt format mv.

Hvis en mangelfuld klage på grund af manglende anvendelse af den obligatoriske digitale selvbetjeningsløsning indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed inden for klage- eller forældelsesfristen, betragtes klagen som rettidig, hvis borgeren inden for de af Styrelsen for Patientsikkerhed fastsatte frister retter op på manglen, selvom klage- eller forældelsesfristen måtte være overskredret, inden manglen er rettet.

Styrelsen for Patientsikkerhed er efter persondataloven forpligtet til at stille en sikker digital selvbetjeningsløsning til rådighed for borgeren. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 2.6.4.

Efter § 10 a, stk. 2, skal Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis styrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, tilbyde, at klagen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Styrelsen for Patientsikkerhed bestemmer, hvordan en sådan klage skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan fortsat frit tilrettelægge proceduren i forbindelse med indgivelse af klager i de tilfælde, hvor klagen ikke er omfattet af kravet om digital selvbetjening, og herunder kræve at klagen for eksempel skal være skriftlig.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold. Der skal i den forbindelse lægges vægt på borgerens beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom Styrelsen for Patientsikkerhed ud fra en helhedsvurdering af borgeren må bedømme, om borgeren vil kunne indgive klager digitalt efter modtagelse af hjælp hertil.

Det beror på en konkret vurdering, hvilken hjælp den enkelte borger vurderes at have brug for. Det forudsættes i den forbindelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed lever op til de forvaltningsretlige og øvrige lovgivningsmæssige krav, der stilles til offentlig forvaltning, herunder vejledningspligten og kravet om at oplyse sagen. Styrelsen for Patientsikkerhed vil tillige skulle informere borgeren om borgerens muligheder for at søge på anden vis, når der foreligger særlige forhold.

Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om borgere med særlige handikap, såvel psykisk som fysisk funktionsnedsættelse, borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder mv., hvor hjælp eller medbetjening fra Styrelsen for Patientsikkerheds side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de nævnte borgere, der gør, at borgeren ikke kan klage til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning. Tilsvarende vil der også være borgere fra de nævnte grupper, der kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning og derfor skal anvende den digitale selvbetjeningsløsning. Særlige forhold vil eksempelvis kunne foreligge, hvor en borger er indsat i fængsel eller institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor borgeren ikke kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning.

Hvis en borger ikke har, men kan få udstedt NemID, og dette er en forudsætning for anvendelse af den konkrete digitale selvbetjeningsløsning, skal Styrelsen for Patientsikkerhed anmode borgeren om at anskaffe sig NemID, medmindre der foreligger særlige forhold.

Udover særlige forhold hos borgeren kan der efter § 10 a, stk. 3, også helt ekstraordinært forekomme situationer, hvor omstændighederne ved klagen eller Styrelsen for Patientsikkerheds forhold gør, at der ikke kan indgives en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning. Der kan eksempelvis være tale om, at Styrelsen for Patientsikkerheds digitale selvbetjeningsløsning ikke er indrettet til at håndtere en bestemt situation. Tilsvarende vil Styrelsen for Patientsikkerhed eksempelvis kunne anvise borgeren en anden måde at klage på, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed selvbetjeningsløsning er ude af drift. Der vil i sådanne tilfælde være tale om, at der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele ved at modtage ansøgningen ikke-digitalt.

Muligheden for at undlade at afvise klager, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, skal imødekomme, at der helt ekstraordinært kan være situationer, hvor det ud fra en samlet økonomisk vurdering kan være mere hensigtsmæssigt for Styrelsen for Patientsikkerhed at behandle en klage, selvom den ikke indgives ved digital selvbetjening. Der kan eksempelvis være tale om, at Styrelsen for Patientsikkerheds digitale selvbetjeningssystem ikke er indrettet til at håndtere en bestemt situation, eller at Styrelsen for Patientsikkerheds selvbetjeningssystem er ude af drift.

Efter stk. 4 anses en klage indgivet via den digitale selvbetjeningsløsning for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Styrelsen for Patientsikkerhed, der vil være adressat for klagen, det vil sige på det tidspunkt, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har adgang til at behandle eller læse klagen.

Med den foreslåede ændring af klage- og erstatningslovens § 10 a, stk. 1, sikres det, at klager omfattet af den foreslåede nyaffattede § 4, dvs. klager over anvendelse af tvangsbehandling og tvangsindgreb, som indgives til Tvangsbehandlingsnævnet, omfattes af § 10 a i klage- og erstatningsloven.

Det betyder, at disse klager tillige som udgangspunkt skal indgives digitalt ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed. Digital klage til Tvangsbehandlingsnævnet gøres således obligatorisk for borgeren, dvs. den, der klager, således at en klage, som ikke er indgivet ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, kan blive afvist af Styrelsen for Patientsikkerhed.

For at sikre, at de i den foreslåede § 16 c, stk. 3, fastsatte sagsbehandlingstider kan overholdes, kan Styrelsen for Patientsikkerhed tillige beslutte, at klager skal indgives på et særligt skema, som styrelsen udarbejder. Dette sikrer, at alle oplysninger er til stede ved klagens modtagelse.

Klager, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Styrelsen for Patientsikkerhed, medmindre forholdet er omfattet af § 10 a, stk. 2 eller 3, i klage- og erstatningsloven, jf. ovenfor.

Med den foreslåede ændring af § 10 a tillægges Styrelsen for Patientsikkerhed således på nærmere afgrænsede områder kompetence til at træffe afgørelse i forhold til sager, der henhører under Tvangsbehandlingsnævnets kompetence. Styrelsen for Patientsikkerhed afgørelser efter kapitel 1 lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er endelige og kan således hverken påklages til Sundheds- og Ældreministeriet eller Tvangsbehandlingsnævnet, jf. § 11, stk. 3, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

At klager omfattet af den foreslåede nyaffattede § 4 omfattes af den gældende § 10 a betyder desuden, at Styrelsen for Patientsikkerhed er forpligtet til at stille en sikker digital selvbetjeningsløsning til rådighed for borgeren. Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 2.6.4.

Endelig betyder det, at en klage indgivet via den digitale selvbetjeningsløsning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Styrelsen for Patientsikkerhed, der vil være adressat for klagen, det vil sige på det tidspunkt, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har adgang til at behandle eller læse klagen.

Til nr. 3

Den foreslåede § 16 a vedrører oprettelsen af Tvangsbehandlingsnævnet.

Efter det foreslåede stk. 1 nedsætter sundhedsministeren Tvangsbehandlingsnævnet, der i sin virksomhed er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse. Dette betyder, at Sundheds- og Ældreministeriet og andre myndigheder ikke har instruktionsbeføjelse over nævnet i forhold til nævnets sagsbehandling eller afgørelse af de konkrete sager.

Efter det foreslåede stk. 2 kan afgørelser fra Tvangsbehandlingsnævnet ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Afgørelser kan dog indbringes for Folketingets Ombudsmand efter reglerne i ombudsmandsloven herom, ligesom der kan rettes henvendelse til tilsynet efter grundlovens § 71, stk. 7.

Efter det foreslåede stk. 3 fastsætter sundhedsministeren en forretningsorden for Tvangsbehandlingsnævnet. Bestemmelsen vil blandt andet blive udnyttet til at fastsætte bestemmelser om Tvangsbehandlingsnævnets sammensætning, mødeafholdelse, pligter samt formandens adgang til at træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at give anledning til tvivl.

Med stk. 4 foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed varetager sekretariatsbetjeningen af Tvangsbehandlingsnævnet. Dette betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed modtager, oplyser og forbereder sagen til nævnets behandling og afgørelse.

Den foreslåede § 16 b vedrører sammensætningen af Tvangsbehandlingsnævnet.

Tvangsbehandlingsnævnet foreslås i stk. 1 at skulle bestå af en formand og et antal beskikkede medlemmer.

Efter det foreslåede stk. 2 udpeger sundhedsministeren nævnets formand, der foreslås at skulle være jurist.

Med stk. 3, 1. pkt. foreslås det, at sundhedsministeren beskikker de resterende medlemmer af nævnet. Antallet fastsættes af sundhedsministeren. Det foreslås, at der beskikkes medlemmer efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter Lægeforeningen og Tandlægeforeningen. Med stk. 3, 2. pkt. foreslås det, at der beskikkes lige mange medlemmer fra hver af de i 1. pkt. nævnte organisationer.

Efter det foreslåede stk. 4. udpeges formanden for en periode af 4 år. De af sundhedsministeren beskikkede medlemmer foreslås ligeledes at blive beskikket i en periode af 4 år. Det foreslås, at medlemmer samtidig kan være formand, næstformand eller medlemmer af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn eller det Psykiatriske Ankenævn. Udtræder formanden eller et medlem i perioden, udpeges eller beskikkes en ny formand eller et nyt medlem for den resterende del af perioden. Ministeren udpeger eller beskikker efter reglerne i 1. pkt. stedfortrædere for formanden og medlemmerne. Det foreslås, at genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted.

Med stk. 5, 1. pkt., foreslås det, at formanden for nævnet beslutter, hvilke beskikkede medlemmer, der skal deltage i nævnets afgørelse af den enkelte sag. Efter stk. 5, 2. pkt. skal der dog altid deltage ét medlem fra enten Danske Patienter eller Danske Handicaporganisationer og ét medlem fra enten Lægeforeningen og Tandlægeforeningen ved behandlingen af en sag.

Ved behandlingen af sager, der vedrører beslutninger, der er truffet af en læge, medvirker et medlem beskikket efter indstillingen fra Lægeforeningen, og ved behandlingen af sager, der vedrører beslutninger, der er truffet af en tandlæge, medvirker et medlem beskikket efter indstillingen fra Tandlægeforeningen. De beskikkede medlemmer fra Danske Handicaporganisationer og Danske Patienter deltager i nævnet på skift.

Den foreslåede § 16 c vedrører sagsbehandlingen m.v. ved Tvangsbehandlingsnævnet.

Efter det foreslåede stk. 1 skal den læge eller tandlæge, der træffer beslutning efter de forslåede efter § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile fremsende sagens akter til Tvangsbehandlingsnævnet, når der indgives klage til nævnet. Sundhedspersonen skal bl.a. fremsende en udskrift fra tvangsprotokollen, jf. den foreslåede § 15, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, kopi af journalen for det pågældende behandlingsforløb, en erklæring, der indeholder en nærmere beskrivelse af den besluttede tvang, samt udfylde et klageskema, som Styrelsen for Patientsikkerhed udfærdiger. Skemaet skal blandt andet indeholde oplysninger om begrundelse for beslutningen om tvang, herunder lægens eller tandlægens vurdering af, hvorvidt betingelserne var opfyldt, samt angive, hvor der i journalen og tvangsprotokollen er dokumentation for beslutningen.

Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., drager Tvangsbehandlingsnævnet selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v. Med bestemmelsen fastsættes det almindelige officialprincip, hvorefter Tvangsbehandlingsnævnet har ansvar for oplysning af sagen. Nævnet kan – og efter omstændighederne skal – således indhente yderligere oplysninger af betydning for nævnets afgørelse, ligesom nævnet kan indhente sagkyndige erklæringer.

Med det foreslåede stk. 2, 2. pkt. foreslås det, at § 12, stk. 1-3 og stk. 4, 1-3. pkt., i klage- og erstatningsloven også skal gælde for Tvangsbehandlingsnævnets behandling af sager efter § 4.

At Tvangsbehandlingsnævnets efter lovforslaget vil blive omfattet at disse bestemmelser betyder, at Tvangsbehandlingsnævnet kan forelægge en sag for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i sagen.

Det betyder derudover, at der fastsættes en pligt til for sundhedspersoner og behandlingssteder til efter anmodning fra Tvangsbehandlingsnævnet at meddele nævnet enhver oplysning til brug for nævnets behandling af sagen, herunder eksempelvis journalmateriale og oplysninger i tvangsprotokollen. Nævnet kan alene anmode om oplysninger, som, nævnet vurderer, har betydning og er relevante for sagens behandling.

Det betyder endvidere, at modtagne klager og afgørelser af disse klager kan anvendes som led i Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med sundhedsområdet efter sundhedsloven og tilsyn med individer efter lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, ligesom afgørelser kan anvendes til brug for læring i sundhedsvæsenet.

Endelig betyder det, at Tvangsbehandlingsnævnet skal udarbejde en årsrapport om nævnets virksomhed, som skal offentliggøres og sendes til sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen, regioner og kommuner.

Efter det foreslåede stk. 2, 3. pkt. skal Tvangsbehandlingsnævnets årsrapport desuden sendes til Folketingets § 71-tilsyn, som fører tilsyn med forholdene for de administrativt frihedsberøvede, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 4.

Efter det foreslåede stk. 3, 1. pkt., der vedrører frister for Tvangsbehandlingsnævnets afgørelser, skal Tvangsbehandlingsnævnet træffe afgørelse i klagesager inden 14 hverdage efter klagens modtagelse i sager, der vedrører beslutninger om tvang, som på tidspunktet for klagens indgivelse fortsat er gyldige. Det betyder, at Tvangsbehandlingsnævnet i sager, der vedrører klager over beslutninger om tvangsbehandling samt beslutninger om fysisk fastholdelse, beroligende medicin, tvangsindlæggelser, tilbageholdelser og tilbageførelser efter § 4, § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1 og 6, og § 12, stk. 1-3, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, skal træffe afgørelse om beslutningens lovlighed inden for 14 dage efter klagens modtagelse, såfremt den beslutning om tvang, der klages over, på tidspunktet for klagens indgivelse, fortsat er gyldig, således at tvangen kan gennemføres og opretholdes over for patienten.

Det foreslås med stk. 3, 2. pkt., at Tvangsbehandlingsnævnet i sager, som vedrører beslutninger, som ikke længere er gyldige, skal træffe afgørelse snarest muligt. Med snarest muligt forstås, at Tvangsbehandlingsnævnet skal tilstræbe en sagsbehandlingstid på maksimalt 6 uger fra klagens modtagelse.

Sagsbehandlingsfristerne foreslås at indtræde fra det tidspunkt, hvor Tvangsbehandlingsnævnet har modtaget klagen. Tilsvarende gælder, hvis klagen er indgivet til Styrelsen for Patientsikkerhed eller til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som herefter videresender klagen til Tvangsbehandlingsnævnets videre behandling.

Efter det foreslåede stk. 4 fastsætter Styrelsen for Patientsikkerhed nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte erklæringer. Bestemmelsen vil blive udnyttet til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger erklæringen skal indeholde. Bestemmelsen giver endvidere Styrelsen for Patientsikkerhed bemyndigelse til at fastsætte regler om lægens og tandlægens pligt til medvirken ved oplysning af sagen efter stk. 1. Bemyndigelsen kan anvendes til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger, som lægen eller tandlægen skal bidrage med i en klagesag, herunder hvilke oplysninger, der skal udfyldes i klageskemaet, samt frister for indlevering af de krævede oplysninger.

Den foreslåede § 16 d vedrører adgangen til domstolsprøvelse af Tvangsbehandlingsnævnets afgørelser.

Det foreslås, at Tvangsbehandlingsnævnet på anmodning af patienten, dennes pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig skal indbringe sine afgørelser om tvangsindlæggelse samt tilbageholdelse og tilbageførsel, jf. § 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om domstolsprøvelse af administrative frihedsberøvelser. Beslutninger om fysisk fastholdelse, som efter indgrebets intensitet, udgør frihedsberøvelse, vil ligeledes kunne indbringes for domstolene.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at patienter over for hvem der gennemføres indgreb, der udgør frihedsberøvelse i henhold til § 71 i grundloven, får prøvet sin sag ved domstolene efter de særlige regler, der gælder ved administrative frihedsberøvelser, jf. nærmere herom pkt. 2.4.1. i de almindelige bemærkninger.

Klager over afgørelser, der ikke udgør frihedsberøvelse efter § 71 i grundloven, kan derimod ikke indbringes for domstolene efter denne bestemmelse.

Adgangen til domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser efter de almindelige regler i retsplejeloven berøres ikke heraf.

Til nr. 4

Efter gældende ret afholder staten, regionsråd og kommunalbestyrelser udgifterne til driften af Styrelsen for Patientsikkerheds aktiviteter i tilknytning til patientklagesystemet og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Efter 2. pkt. fordeles udgifterne på grundlag af en standardtakst pr. afsluttet sag og i forhold til, om behandlingen har fundet sted ved institutioner, der drives af henholdsvis staten, regioner og kommuner, eller i privat praksis og på private sygehuse beliggende i regionerne, hvor regionen er erstatningspligtig efter klage og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 5 eller 6.

Sundhedsministeren kan efter klage og erstatningslovens § 18, stk. 5, fastsætte nærmere regler om afholdelse af ovennævnte udgifter. Bemyndigelsesbestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 562 af 29. april 2016 om finansiering af Patientombuddet, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienterstatningen og Det Psykiatriske Ankenævn.

Efter § 1, stk. 1, 1. pkt. i denne bekendtgørelse afholder staten, regionsråd og kommunalbestyrelser udgifterne til driften af Styrelsen for Patientsikkerhed og af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, herunder til Styrelsen for Patientsikkerheds sekretariatsbetjening heraf.

Efter § 6, stk. 1, opgøres den enkelte myndigheds udgifter for hvert finansår på grundlag af en standardtakst, jf. § 10, pr. afsluttet sag og den enkelte myndigheds faktiske antal sager, der er afsluttet af Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Ankenævnet for Patienterstatningen.

Standardtaksten pr. klagesag ved Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Det Psykiatriske Ankenævn fastsættes efter § 10 af sundhedsministeren efter et finansårs udløb. I forbindelse med takstfastsættelsen skal der ifølge § 11 tilstræbes en positiv produktivitetsudvikling og omkostningsbevidst adfærd i driften af Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienterstatningen og Det Psykiatriske Ankenævn, ligesom Sundheds- og Ældreministeriet indgår resultatkontrakter med Styrelsen for Patientsikkerhed om mål og resultatkrav for Styrelsen for Patientsikkerheds virksomhed. Derudover er det efter § 11 et krav, at væsentlige ændringer i serviceniveauet, som har udgiftsmæssige konsekvenser, af Styrelsen for Patientsikkerhed tages op til drøftelse med Sundheds- og Ældreministeriet, inden disse ændringer foretages.

Efter § 13 underretter sundhedsministeren hvert år senest den 31. maj hver enkelt regionsråd og kommunalbestyrelse om deres respektive samlede endelige betaling for det forudgående finansår.

Det foreslås med den foreslåede ændring af klage- og erstatningslovens § 18, stk. 1, 1 pkt., at de gældende regler også skal finde anvendelse i forhold til finansiering af Styrelsen for Patientsikkerheds udgifter til driften af Tvangsbehandlingsnævnet. Det foreslås hermed, at regionsråd og kommunalbestyrelser afholder udgifterne til driften af Styrelsen for Patientsikkerheds aktiviteter i tilknytning til Tvangsbehandlingsnævnets virksomhed.

Det betyder, at takstbetalingen afholdes af de regionsråd og kommunalbestyrelser, der har driftsansvaret for de institutioner, hvor den tvang, der klages over, har fundet sted eller er besluttet. For privatpraktiserende sundhedspersoner og for private sygehuse er det etablerings- eller beliggenhedsregionen m.v., der afholder takstbetalingen.

Den foreslåede ændring betyder desuden, at sundhedsministeren efter bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende § 18, stk. 4, i samme omfang som for Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Det Psykiatriske Ankenævn kan fastsætte nærmere regler om afholdelsen af udgifterne ved Tvangsbehandlingsnævnet.

Som konsekvens af den foreslåede § 16 d om retten til domstolsprøvelse, foreslås ændringer af retsplejelovens bestemmelser om administrativ frihedsberøvelse, herunder bestemmelserne om hjemting og frister for begæring om sagens indbringelse for retten. Ændringerne sikrer, at sagerne behandles på samme måde som sager om frihedsberøvelse efter psykiatriloven.

Til nr. 1.

Det følger af retsplejelovens § 469, stk. 1, 1. pkt., at hvis den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, begærer, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. § 235. Af 2. pkt. følger det, at sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien forelægges, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er beliggende.

Det foreslås, at retsplejeloven ændres således, at domstolsprøvelse af beslutninger efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile sker efter de gældende regler i retsplejeloven.

Med den foreslåede ændring af retsplejelovens § 469, stk. 1, 2. pkt., sikres det, at sager om tvangsindlæggelser, tilbageholdelser og tilbageførsler efter de foreslåede §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile i samme omfang som psykiatriske sager forelægges for byretten på det sted, hvor vedkommende sygehus eller afdeling er beliggende. Med den foreslåede bestemmelse behandles sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse efter de foreslåede bestemmelser efter de lignende regler, som er gældende for sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse på det psykiatriske område.

Den foreslåede ændring betyder, at sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse, der ønskes domstolsprøvet, som udgangspunkt skal anlægges ved borgeren hjemting, dvs. hvor borgeren har bopæl, og at sager skal anlægges ved byretten på det sted, hvor vedkommende sygehus eller afdeling er beliggende, i de tilfælde hvor patienten fortsat er indlagt og ikke udskrevet.

Til nr. 2.

Efter § 469, stk. 4, 1. og 2. pkt. skal begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i kapitel 43 a i retsplejeloven, fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. Af 3 pkt. følger det, at fristerne i sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien regnes fra det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse i sagen.

Det foreslås, at retsplejeloven ændres således, at domstolsprøvelse af beslutninger efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile sker efter de gældende regler i retsplejeloven.

Med den foreslåede ændring af retsplejelovens § 469, stk. 4, 3. pkt. sikres det, at fristerne i sager om tvangsindlæggelser, tilbageholdelser og tilbageførsler efter de foreslåede §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile regnes fra Tvangsbehandlingsnævnets afgørelse i sagen i lighed med afgørelser fra det Psykiatriske Patientklagenævn.

Den foreslåede ændring betyder, at fristen for at anlægge en sag ved domstolene ikke løber 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør, som er udgangspunktet, men derimod uger 4 uger fra Tvangsbehandlingsnævnets afgørelse i sagen.

Efter hjemmestyrelovens § 2 og overtagelsesloven kan de færøske myndigheder overtage sundhedsvæsenet som sagsområde. Det færøske hjemmestyre har på nuværende tidspunkt alene overtaget apotekervæsenet og sundhedsvedtægterne (miljøsager) som særanliggender, hvorimod resten af sundhedsområderne fortsat er fællesanliggender.

I henhold til rammelov nr. 316 af 17. maj 1995 om sundhedsvæsenet på Færøerne, har Færøerne derudover overtaget den lovgivende myndighed vedrørende fastsættelse af regler vedrørende sundhedsvæsenets opgaver, ydelser og administration, herunder sygehusvæsen, kommunelægeordning, sundhedsplejeordning, hjemmesygeplejeordning, skolelægeordning, tandplejeordning og sygeforsikring. Områder vedrørende sundhedsfaglige krav til sundhedsvæsenet, herunder autorisation af sundhedspersonale og patienters retssikkerhed og retsstilling, samt de danske myndigheders tilsyn med det færøske sundhedsvæsen, er ikke omfattet af rammeloven. Derfor kan denne lov helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.

I medfør af § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland kan Grønlands Hjemmestyre ved landstingsforordning fastsætte regler om sundhedsvæsenet og sundhedsforholdene i Grønland. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a., at bemyndigelsen ikke alene omfatter regler om omfanget af sundhedsvæsenets opgaver og ydelser, men også regler, der regulerer sundhedsforholdene. Grønlands selvstyre har således overtaget sundhedsområdet.

Retsplejeloven gælder ikke for Færøerne, jf. retsplejelovens § 1023, stk. 2.

På denne baggrund forslås det med § 21, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at §§ 1-19 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.