LBK nr 1314 af 26/11/2024
Transportministeriet
Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 33
Transportministeren har ret til at anlægge et vandløb på matr.nr. 244l, 244o, 244at, 244av, 244az, 244aæ, 244ba, 244dy og 244fc Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 7.
Stk. 2. Transportministeren har ret til at foretage ændringer af diget på matr.nr. 244k, 244bo og 244fa Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 5, 6 og 7.
Stk. 3. Transportministeren har frem til den 31. december 2023 ret til at foretage ændringer af broerne, som er markeret i lovens bilag 6.
Stk. 4. Transportministeren har ret til at etablere natur på matr.nr. 1a og 1r Lungholm Inddæmning, Olstrup, og 244o og 549r Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6 og 7.
Stk. 5. Transportministeren har ret til at anlægge veje på matr.nr. 1eq, 1ez, 1fq, 1fu, 244bc, 244fa og 271k Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 5.
Stk. 6. Transportministeren har ret til at placere en afløbsledning på matr.nr. 244k Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6, og ejendommen pålægges servitut om afløbsledningen.
Stk. 7. Transportministeren har indtil den 31. december 2023 ret til at etablere og opretholde en vandledning på matr.nr. 12a, 12d, 12h, 15c, 15d, 244al, 244at og 244bc Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6. De nævnte matrikelnumre pålægges indtil den 31. december 2023 servitut om vandledningen.
Stk. 8. Transportministeren har indtil den 31. december 2023 ret til at udvide vejene på matr.nr. 12a, 12h, 85b, 112b, 271h, 271i, 271k, 271l og 271n Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 6.
Stk. 9. Med henblik på gennemførelse af de i stk. 1-8 nævnte arbejder kan transportministeren råde midlertidigt over de i lovens bilag 5, 6 og 7 markerede arealer.
Stk. 10. Transportministerens råderet i henhold til stk. 1-9 skal respekteres af indehavere af alle andre rettigheder over de i stk. 1-9 nævnte arealer.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 33
RetsinformationLovforslagets § 33 vedrører ret til at foretage ændringer af arealer m.v.
Kyst til kyst-projektet gennemføres ud fra en stram tidsplan, hvor forsinkelse af projektet har store samfundsøkonomiske konsekvenser. I forbindelse med gennemførelsen af kyst til kyst-projektet nævnt i § 1 bliver der behov for at etablere en række forskellige anlæg og installationer, herunder ændre eksisterende anlæg. Der er både tale om midlertidige og permanente indgreb, der skal udføres snarest muligt. Der er derfor behov for, at transportministeren sikres adgang til at foretage de nødvendige ændringer og rådighed over de arealer, som er nødvendige til at gennemføre ændringerne.
Den foreslåede bestemmelse, som indeholder endelige, konkrete ekspropriationsbeslutninger, skal medvirke til at skabe det fornødne råderum i anlægsfasen, således at det i nødvendigt omfang forhindres, at ejerforholdsproblemstillinger – og især tidsforbruget forbundet med løsningen heraf – bliver hindrende for kyst til kyst-projektets fremdrift og derved kan få store økonomiske konsekvenser.
Femern A/S har i forbindelse med den offentlige høring over lovforslaget orienteret ejere af arealerne om høringen, og herunder hvorledes ejerne skulle varetage deres interesser i forbindelse hermed. Ejerne er endvidere orienteret om lovforslagets fremsættelse, herunder om retsvirkningerne, såfremt lovforslaget bliver vedtaget som fremsat. Ejerne har desuden modtaget detaljerede kort, der viser indgrebet på de enkelte ejendomme. Derudover er ejerne blevet tilbudt afmærkning af projektet i marken.
Efter lovens vedtagelse og ikrafttræden vil Femern A/S i de tilfælde, hvor der ikke er indgået en frivillig aftale om erstatningsbeløbets størrelse, a conto udbetale et beløb svarende til, hvad Femern A/S efter omstændighederne mener at være forpligtet til at erstatte, hvis ejeren anmoder om at få forskud på ekspropriationserstatningen. Udbetalingen vil ske med forbehold for tilbagebetaling, hvis Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer på Øerne fastsætter erstatningen til et beløb, der er mindre end det udbetalte. Ekspropriationskommissionen er således ved den efterfølgende erstatningsfastsættelse ikke bundet af parternes påstande, herunder af det beløb, der er udbetalt a conto af Femern A/S. Såfremt der er indgået en frivillig aftale om erstatningsbeløbets størrelse, vil udbetalingen svare til det aftalte beløb. Udbetalingen vil i disse tilfælde ske, når betingelserne i aftalen er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 giver transportministeren ret til at råde over matr.nr. 244l, 244o 244at, 244av, 244az, 244aæ, 244ba, 244dy og 244fc, Rødby Markjorder, jf. lovens bilag 7, med henblik på at anlægge et vandløb (permanent ændring).
For så vidt angår anlæg af vandløb (permanent ændring), er det nødvendigt i forbindelse med etableringen af produktionsområdet at fjerne Strandholm Pumpestation, der inden etablering af produktionsområdet vil være nyetableret ca. 400 m mod vest som Ny Strandholm Pumpestation. Der er indgået aftale om flytning af pumpestationen. Af hensyn til den Ny Strandholm Pumpestations funktion skal der foretages en omlægning af en del af de eksisterende vandløb og afvandingsgrøfter, således at den eksisterende afvandingsstruktur opretholdes.
Det nye vandløb anlægges bl.a. på det areal, der er erhvervet midlertidigt til produktionsområde, jf. lovforslagets § 30, stk. 1. Vandløbet, der efter anlægsarbejdernes afslutning fortsat skal afvande området, kan kun anlægges permanent på en ejendom, der ikke er ejet af Femern A/S, hvis der er indgået aftale med ejendommens ejere og brugere herom. Alternativt kan retten til at disponere over ejendommen sikres ved ekspropriation. En sædvanlig ekspropriationsproces vil normalt vare minimum 3-9 måneder. Dette er problematisk, da Ny Strandholm Pumpestation er under opførelse og skal være funktionsdygtig hurtigst muligt. Med henblik på at undgå unødig forsinkelse foreslås det, at der eksproprieres en ret til permanent at anlægge de nødvendige vandløb, hvorefter de eksproprierede ejere og brugere har adgang til at kræve erstatning.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 giver transportministeren ret til at foretage ændringer i tilstanden af diget på matr.nr. 244k, 244bo og 244fa Rødby Markjorder, jf. lovens bilag 5, 6 og 7, da det er nødvendigt af hensyn til kyst til kyst-projektets anlæggelse og drift.
Det gennemgående terræntræk på det østlige og vestlige landområde er et eksisterende dige, der løber som et let genkendeligt landskabselement gennem hele projektområdets udstrækning på Lolland.
En del af diget indgår i produktionsområdet, jf. lovforslagets § 31 og bemærkningerne hertil. I forbindelse med anlægsarbejderne er det desuden nødvendigt at foretage permanente ændringer i tilstanden af diget. Der, hvor diget støder op til det nye landområde, er det nødvendigt at anvende dele af diget i forbindelse med landopfyldningen. I området ved produktionsanlægget omlægges diget midlertidigt, og hvor motorvej og jernbane krydser diget, vil det være nødvendigt at gennembryde diget og bygge et nyt dige uden om tunnelportalen. Når anlægsarbejdet er afsluttet, vil diget på nogle punkter være ændret permanent. Generelt vil det eksisterende dige langs kystlinjen i videst mulige omfang blive bevaret og reetableret, hvor det midlertidigt har været fjernet. Diget vil efter retableringen fortsat – i sammenhæng med anlægsprojektet – fungere som stormflodsdige og være et let genkendeligt landskabselement.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 3, at transportministeren frem til den 31. december 2023 bemyndiges til at foretage ændring af broer (permanent ændring). I forbindelse med gennemførelsen af kyst til kyst-projektet nævnt i § 1 skal der anlægges en adgangsvej til byggepladsarealer for portal og ramper, tunnelelementfabrik og til de midlertidige beboelsesfaciliteter. Arbejdet indebærer anlæg og opgradering af i alt ca. 5 km asfalteret vej med tilhørende fællessti. En del af adgangsvejen til byggepladsarealer for portal og ramper m.v. udgøres af Færgevej, der krydser den eksisterende motorvej og den eksisterende jernbane på vejbroer ejet af henholdsvis Vejdirektoratet og Banedanmark. Adgangsvejen, herunder Færgevej, har vital betydning for gennemførelsen af kyst til kyst-projektet, især indtil arbejdshavnen er anlagt og materialer m.v. kan leveres ad søvejen. Det kan som følge af arbejdskørslen blive nødvendigt at istandsætte vejbelægningen med tilhørende membraner og forstærke brokonstruktionen. Det er afgørende, at Femern A/S løbende kan vedligeholde og udbedre eventuelle skader på adgangsvejen, herunder på Færgevej.
Femern A/S henholdsvis A/S Femern Landanlæg er i medfør af lovforslagets §§ 1 og 2 bemyndiget til at foretage det nødvendige for at gennemføre anlægsprojektet, herunder anlægge nye veje og foretage ændringer af eksisterende veje. Der kan i den forbindelse foretages ændringer af Færgevej, der er en offentlig vej, herunder den del af Færgevej, der er beliggende på vejbroen. Med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 får transportministeren desuden ret til at foretage ændringer af broen (brokonstruktionen), herunder vedligeholde og udbedre skader på broen (brokonstruktionen), hvis transportministeren finder det nødvendigt af hensyn til kyst til kyst-projektets gennemførelse og drift, jf. lovens bilag 6. Broen (brokonstruktionen) skal ikke retableres, når anlægsperioden er afsluttet.
Med bestemmelsen i stk. 4 foreslås det, at transportministeren bemyndiges til at foretage anlæg af natur (permanent ændring). Områderne, der inddrages permanent og midlertidigt i anlægsfasen i forbindelse med gennemførelsen af kyst til kyst-projektet nævnt i § 1, omfatter flere beskyttede naturområder (strandeng, mose, eng, overdrev, vandhuller og vandløb/grøfter samt Strandholm Sø). Der etableres en ny sø med ca. samme størrelse som Strandholm Sø. Omkring den nye sø planlægges desuden et lysåbent naturområde i samme størrelse. Den øvrige natur, som forsvinder, vil ligeledes blive erstattet af ny natur. De nye rekreative områder og naturområder vil blive større end dem, der forsvinder. Kyst til kyst-projektet nævnt i § 1 inddrager ti vandhuller. Derudover isoleres 13 vandhuller. Som en del af projektet vil der blive etableret 37-43 nye vandhuller. Ti af disse nye vandhuller etableres før inddragelse af eksisterende vandhuller for derved at sikre områdets økologiske funktionalitet for en række af habitatdirektivets bilag IV-beskyttede paddearter gennem anlægs- og driftsfasen. For yderligere at tilgodese de bilag IV-beskyttede paddearter etableres der, samtidig med at vandhullerne etableres, lysåben natur omkring vandhullerne. Det betyder, at de nye naturarealer kun belastes i én samlet anlægsfase. Desuden opsættes et midlertidigt paddehegn omkring produktionsområdet og tilkørselsveje til dette for at undgå, at padderne vandrer derind, jf. lovforslagets §§ 30, stk. 1 og 31, stk. 1.
Den nye natur kan etableres på en ejendom, der ikke er ejet af Femern A/S, hvis der er indgået aftale med ejendommens ejere herom eller alternativt er skabt råderet over arealet ved ekspropriation. En sædvanlig ekspropriationsproces vil normalt vare minimum 3-9 måneder. Det er vigtigt med en hurtig råderet, da en del af den nye natur af hensyn til dyre- og planteliv skal være anlagt, inden de eksisterende beskyttede naturområder inddrages, hvilket sker kort efter lovens ikrafttræden. Med henblik på at undgå unødig forsinkelse foreslås det med bestemmelsen, at der eksproprieres en ret til permanent at anlægge ny natur, hvorefter de eksproprierede ejere og brugere har adgang til at kræve erstatning.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 giver transportministeren ret til at råde over matr.nr. 1a og 1r Lungholm Inddæmning, Olstrup og 244o og 549r Rødby Markjorder, jf. lovens bilag 6 og 7, med henblik på at anlægge erstatningsnatur.
Hvis det er nødvendigt af hensyn til fastholdelse og pleje af den nye natur, er transportministeren i henhold til lovforslagets § 27, stk. 3, bemyndiget til ved ekspropriation at pålægge ejendommene en servitut med deraf følgende rådighedsindskrænkninger. Der kan bl.a. være behov for at sikre, at de berørte arealer ikke opdyrkes, afvandes, drænes, gødskes eller sprøjtes, og at der ikke udsættes eller fodres fisk, krebs, ænder, gæs eller andet fjerkræ i og ved erstatningsnaturen.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5 bemyndiges transportministeren til at foretage anlæg af veje (permanent ændring). I anlægsfasen vil inddragelse af kyststrækningen og etableringen af det nye landområde udgøre en markant påvirkning af friluftslivet og øvrige udfoldelsesmuligheder tæt på kysten. De mest markante påvirkninger og begrænsninger vil forekomme i anlægsfasen, mens der i driftsfasen vil være skabt en ny situation, hvor tab og begrænsninger i forhold til de eksisterende muligheder vil være erstattet af flere nye rekreative muligheder for områdets borgere og besøgende. Som led i gennemførelsen af kyst til kyst-projektet nævnt i lovforslagets § 1 får Lolland således to nye sandstrande i området vest for Rødbyhavn. Den ene strand etableres i den vestlige del af landområdet. Den anden strand etableres foran Lalandia som en halvcirkelformet lagune. Omkring den eksisterende sandstrand ved Rødbyhavn anlægges en indre lagune, der blandt andet kan bruges til rekreative formål og som soppestrand.
Samtidig med etableringen af strandene anlægges der 140 parkeringspladser på det opfyldte område ud for den eksisterende kystlinje. Parkeringspladserne vil således være beliggende på et areal, der er ejet af Femern A/S. Vejadgangen til strandene vil blive tilvejebragt ved at forlænge Sandholmvej (offentlig vej), der føres fra nordsiden i terræn og krydser diget ved at etablere en langsgående rampe med en længde på ca. 100 m. Vejene føres over i samme højde som digekronen, hvorefter vejene føres i terræn med det nye landområde.
I en stor del af anlægsfasen vil der være lukket for adgang til kysten ca. 4 km på hver side af Rødbyhavn. For at afbøde virkningerne af de tabte strandområder vil anlægsarbejderne blive tilrettelagt, så den vestligste del af landområdet bliver etableret tidligt i anlægsfasen med henblik på umiddelbart vest herfor at skabe en ny strand. Den nye strand vil fungere som alternativ til de nedlagte strande, indtil den resterende del af landopfyldningen med lagunestranden og soppestranden i den indre lagune er anlagt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 giver transportministeren ret til at anlægge veje på matr.nr. 1eq, 1ez, 1fq, 1fu, 244bc, 244fa og 271k Rødby Markjorder, jf. lovens bilag 5. Vejene vil bl.a. blive benyttet af Femern A/S og dennes entreprenører og vil få status som private fællesveje eller offentlige veje. Det foreslås, at vejene på matr.nr. 244fa Rødby Markjorder klassificeres som offentlige veje, men transportministeren kan i overensstemmelse med lov om offentlige veje, § 89, stk. 1 (den nye vejlovs § 61), undlade at udskille arealet i matriklen, idet særlige forhold gør sig gældende. Vejen ligger på diget, og det er af hensyn til vedligeholdelsen af diget hensigtsmæssigt, at Det Lollandske Digelag beholder ejendomsretten til diget. Vejmyndigheden har ejendomsretten til vejenes udstyr.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 6 gives transportministeren ret til at placere en afløbsledning på matr. nr. 244k Rødby Markjorder, som markeret på lovens bilag 6 (permanent ændring).
I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 7 gives transportministeren hjemmel til indtil den 31. december 2023 at etablere og opretholde en vandledning (midlertidig ændring). Undersøgelser har vist, at der er et behov for en supplerende vandledning for at sikre vandforsyning til produktionen på tunnelelementfabrikken i tilfælde af ledningsbrud (redundans). Vandledningen ønskes etableret i et øst-vestrettet forløb i landbrugsarealer øst for Havnevej. Vandledningen føres under Sydmotorvejen og videre til Strandholmsvej, hvis forløb den følger indtil det punkt, hvor det fremtidige betalingsanlæg etableres. Herfra ledes den igennem landbrugsarealer og langs Humlegårdsvej, Ferd. Jensensvej og Færgevej. Den supplerende vandforsyning til produktionsområdet medfører et midlertidigt arealbehov på ca. 1,0 ha, hvoraf ca. 0,5 ha skal anvendes som midlertidigt servitutareal i forbindelse med placeringen af vandledningen.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 7 får transportministeren indtil den 31. december 2023 ret til at placere vandledningen på ejendommene matr.nr. 12a, 12d, 12h, 15c, 15d, 244al, 244at og 244bc Rødby Markjorder og tinglyse en servitut på 2 m til hver side af ledningen, der beskytter vandledningen, der er nedgravet og derved ikke er synlig i terrænet, jf. lovens bilag 6. Vandledningen kan således ikke kræves fjernet af grundejeren i anlægsperioden. Når kyst til kyst-projektet nævnt i § 1 er gennemført, vil vandledningen blive afproppet og efterladt. Samtidig vil servitutten blive aflyst. Den efterladte vandledning frembyder ingen gener for den fremtidige anvendelse af ejendommene, herunder eventuelle fremtidige anlægsarbejder. Vandledningen kan således nemt bortgraves. Hvis det bliver nødvendigt for transportministeren at have vandledningen placeret i de arealer, der er markeret på lovens bilag 6 med tilhørende servitutpålæg efter den 31. december 2023, kan der træffes ekspropriationsbeslutning i henhold til den foreslåede § 27. Ønsker Lolland Forsyning A/S at opretholde vandledningen efter kyst til kyst-projektet nævnt i § 1 er gennemført, skal Lolland Forsyning A/S erhverve de nødvendige rettigheder hertil.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 8, at transportministeren bemyndiges til at foretage udvidelse af veje (midlertidig ændring). For at sikre transport til og fra området, hvis det ikke er muligt at passere broerne på Færgevej, etableres der en alternativ rute til tunnelelementfabrikken m.v. Ruten forløber fra Havnevej over den eksisterende motorvej og herfra ad Strandholmsvej i sydgående retning og videre ad en nyetableret forlængelse af Finlandsvej mod Færgevej. Udvidelsen består i sikring af frihøjden under eksisterende jernbane samt i enkelte trafiksikkerhedsmæssige kurveudretninger og lokale udvidelser for at sikre, at modsatkørende trafik kan passere. Dertil kommer, at Finlandsvej udvides, og at krydset Finlandsvej/Færgevej/Gl. Badevej ændres. Samtidigt etableres enkelte vigepladser på Strandholmsvej syd for underføringen under den eksisterende jernbane og ned til Færgevej.
Af trafiksikkerhedsmæssige årsager ombygges krydset mellem Gl. Badevej/Finlandsvej og Færgevej til to forskudte T-kryds. Derved sikres gode oversigtsforhold, hvilket tilgodeser de fremtidige forhold, hvor Færgevej føres over den ny motorvej og ny jernbane. Ved ombygningen af krydset er det nødvendigt at disponere over privat ejendom på ca. 0,3 ha. Det er essentielt for sikring af en robust tidsplan, at lokalområdet er forberedt logistisk, inden kyst til kyst-projektet går i gang, herunder sikring af adgangsforhold og trafiksikkerhedsmæssige forhold for de mange arbejdstransporter. Krydset er et knudepunkt for trafikken til området og skal derfor stå klart hurtigst muligt.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 8 får transportministeren indtil den 31. december 2023 ret til at udvide Finlandsvej, Strandholmsvej og Færgevej. Vejudvidelsen berører ejendommene matr.nr. 12a, 12h, 85b, 112b, 271h, 271i, 271k, 271l og 271n Rødby Markjorder, som vist på lovens bilag 6. Hvis det bliver nødvendigt for transportministeren at opretholde vejudvidelsen efter den 31. december 2023, kan der træffes ekspropriationsbeslutning i henhold til den foreslåede § 27. Den alternative rute, inkl. forlængelsen af Finlandsvej, etableres som et permanent anlæg, således at ruten kan indgå i det lokale vejnet i området. Ruten vil således kunne anvendes efter anlægsfasen for kyst til kyst-projektet nævnt i § 1. Ønsker Lolland Kommune at opretholde ruten efter kyst til kyst-projektet nævnt i § 1 er gennemført, skal Lolland Kommune erhverve de nødvendige rettigheder hertil.
I forbindelse med udførelse af anlægsarbejder omfattet af stk. 1-8 er det nødvendigt at råde over ejendom, der ikke er ejet af transportministeren, og som transportministeren heller ikke har fået rådighed over. Den foreslåede bestemmelse i stk. 9 vedrører midlertidige arbejdsarealer, og den sikrer, at transportministeren kan disponere midlertidigt over de nødvendige arealer straks ved lovens ikrafttræden, jf. lovens bilag 5, 6 og 7.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 10 skal transportministerens rådighedsret i henhold til stk. 1-9 respekteres af indehavere af alle andre rettigheder over de i stk. 1-9 nævnte arealer. Det indebærer, at eventuelle leje- og brugsrettigheder, der er i strid med transportministerens rådighedsret, automatisk ophæves midlertidigt i anlægsfasen, og transportministeren kan fjerne eventuelle anlæg og installationer på de i stk. 1-9 nævnte arealer.
Erstatning fastsættes som beskrevet i § 36.