LBK nr 1314 af 26/11/2024
Transportministeriet
Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 31
Transportministeren har indtil den 31. december 2023 ret til at råde over den del af matr.nr. 244k, 244x, 244y, 244æ, 244ø, 244bo, 244fa, 244fe, 253, 546a, 549r, 549u og 549x Rødby Markjorder, som er markeret i lovens bilag 5, 6 og 7.
Stk. 2. Transportministerens råderet i henhold til stk. 1 skal respekteres af indehavere af alle andre rettigheder over de i stk. 1 nævnte arealer.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 31
RetsinformationLovforslagets § 31 vedrører midlertidig arealerhvervelse, hvor ejerne ikke kan begære permanent overtagelse.
Et gennemgående terræntræk på landområdet øst og vest for Rødbyhavn er det eksisterende dige, der løber som et let genkendeligt landskabselement gennem hele projektområdets udstrækning på Lolland.
Kyst til kyst-projektet gennemføres ud fra en stram tidsplan, hvor forsinkelse af projektet har store samfundsøkonomiske konsekvenser. En del af diget indgår i produktionsområdet, der spiller en meget central rolle i anlægsarbejderne og er tidskrævende at etablere, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 33, stk. 2. En anden del af diget skal anvendes i forbindelse med etableringen af det nye landområde vest for Rødbyhavn; et naturområde med strandenge, overdrev, vandhuller og rekreativt område med sandstrande. Landområdet er en anden vigtig del af anlægsarbejderne, idet formålet med landopfyldningen er at nyttiggøre de opgravede havbundsmaterialer og derved begrænse transporten af materialerne. Landopfyldningen er en præmis for anlægsprojektet, som sikrer anlægsprojektet fremdrift og en økonomisk forsvarlig løsning vedrørende havbundsmaterialerne. Den foreslåede bestemmelse, som indeholder endelige, konkrete ekspropriationsbeslutninger, skal medvirke til at skabe det fornødne råderum i anlægsfasen, således at det i nødvendigt omfang forhindres, at ejerforholdsproblemstillinger – og især tidsforbruget forbundet med løsningen herpå – bliver hindrende for kyst til kyst-projektets fremdrift og derved kan få store økonomiske konsekvenser.
For så vidt angår forholdet til grundlovens § 73 henvises til afsnit 9 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 får transportministeren straks ved lovens ikrafttræden og indtil den 31. december 2023 ret til at råde over den del af matr.nr. 244k, 244x, 244y, 244æ, 244ø, 244bo, 244fa, 244fe, 253, 546a, 549r, 549u og 549x Rødby Markjorder, der er markeret på lovens bilag 5, 6 og 7. Arealerne skal bl.a. anvendes midlertidigt til anlæg af adgangsvej til regnvandsbassin, til etablering af et midlertidigt paddehegn samt ved anlægget af tunnelportalen. Matr.nr. 549r Rødby Markjorder skal anvendes til etablering af et midlertidigt paddehegn samt som midlertidigt arbejdsareal i forbindelse med en eventuel ændring af vejbroerne, jf. § 33, stk. 3.
Femern A/S har i forbindelse med den offentlige høring over lovforslaget orienteret ejere af arealerne om høringen, og herunder hvorledes ejerne skulle varetage deres interesser i forbindelse hermed. Ejerne er endvidere orienteret om lovforslagets fremsættelse, herunder om retsvirkningerne, såfremt lovforslaget bliver vedtaget som fremsat. Ejerne har desuden modtaget detaljerede kort, der viser indgrebet på de enkelte ejendomme. Derudover er ejerne blevet tilbudt afmærkning af projektet i marken.
Efter lovens vedtagelse og ikrafttræden vil Femern A/S, i de tilfælde hvor der ikke er indgået en frivillig aftale om erstatningsbeløbets størrelse, a conto udbetale et beløb svarende til, hvad Femern A/S efter omstændighederne mener at være forpligtet til at erstatte, hvis ejeren anmoder om at få forskud på ekspropriationserstatningen. Udbetalingen vil ske med forbehold for tilbagebetaling, hvis Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer på Øerne fastsætter erstatningen til et beløb, der er mindre end det udbetalte. Ekspropriationskommissionen er således ved den efterfølgende erstatningsfastsættelse ikke bundet af parternes påstande, herunder af det beløb, der er udbetalt a conto af Femern A/S. Såfremt der er indgået en frivillig aftale om erstatningsbeløbets størrelse, vil udbetalingen svare til det aftalte beløb. Udbetalingen vil i disse tilfælde ske, når betingelserne i aftalen er opfyldt.
Hvis det bliver nødvendigt for transportministeren at råde over den del af matr.nr. 244k, 244x, 244y, 244æ, 244ø, 244bo, 244fa, 244fe, 253, 546a, 549r, 549u og 549x Rødby Markjorder, der er markeret på lovens bilag 5, 6 og 7, efter den 31. december 2023, kan der træffes ekspropriationsbeslutning i henhold til den foreslåede § 27.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal transportministerens rådighedsret i henhold til stk. 1 respekteres af indehavere af alle andre rettigheder over de i stk. 1 nævnte arealer. Det indebærer, at eventuelle leje- og brugsrettigheder, der er i strid med transportministerens rådighedsret, automatisk ophæves midlertidigt i anlægsfasen, og transportministeren kan fjerne eventuelle anlæg og installationer på de i stk. 1 nævnte arealer, jf. den foreslåede § 34.
Når anlægsarbejderne er afsluttet, og Femern A/S afleverer den del af diget, der er omfattet af stk. 1, til ejeren (Det Lollandske Digelag), vil diget på nogle punkter været ændret, jf. lovforslagets § 33, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Generelt vil det eksisterende dige langs kystlinjen dog i videst muligt omfang blive bevaret og reetableret, hvor det midlertidigt har været fjernet, således at det fortsat kan fungere som stormflodsdige og være et let genkendeligt landskabselement.
Erstatning fastsættes som beskrevet i den foreslåede § 36.