Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skaber hjemmel til, at Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland opretter et interessentskab ved navn Aarhus Letbane I/S.
Ejerandelene er fastlagt således, at Aarhus Kommune ejer 47,2 pct., transportministeren ejer 47,0 pct. og Region Midtjylland ejer 5,8 pct., jf. også aftalen mellem Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland, som er gengivet i de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Ejerandelene er fastlagt ud fra et samlet anlægsbudget på 1.345 mio. kr. i 2009- priser (priserne pris- og indeksreguleres med statens anlægsindeks), heraf 167 mio. kr. til forberedelse af busbaner i Aarhus. Forberedelse af busbanerne i Aarhus er finansieret af henholdsvis Aarhus Kommune med 135 mio. kr. og transportministeren med 32 mio. kr.
Ejerandelene er således beregnet ud fra parternes samlede bidrag til projektet, dvs. henholdsvis det kontante indskud i henhold til stk. 2 og finansieringen af de oven for nævnte busbaner. Sammenlagt bidrager parterne med følgende: Aarhus Kommune, 635 mio. kr., transportministeren, 632 mio. kr. og Region Midtjylland, 78 mio. kr.
Det foreslås i stk. 2, at ejerne skal indskyde følgende beløb: Aarhus Kommune 500 mio. kr., transportministeren 600 mio. kr. og Region Midtjylland 78 mio. kr. Alle beløb er angivet i 2009-priser og priserne pris- og indeksreguleres med statens anlægsindeks. Det skal aftales nærmere mellem de tre ejere af Aarhus Letbane I/S, hvornår indskuddene skal betales til selskabet. En del af indskuddet skal dog betales ved selskabets stiftelse. I forbindelse med indgåelse af en aftale om en betalingsplan for indskuddene skal der tages højde for, at selskabets til enhver tid skal have tilstrækkelig likviditet til at betale selskabets kreditorer, ansatte m.v.
Denne model er valgt, fordi det vil være usædvanligt, at hele indskuddet betales fra anlægsselskabets stiftelse, når de store udgifter for selskabet først forfalder efter udbuddet er afsluttet og en kontrakt er indgået.
Det foreslås i stk. 3, at Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland vederlagsfrit stiller de arealer til rådighed, der skal anvendes til letbanens blivende anlæg. Det er alene arealer, hvor der skal anlægges spor, omformerstationer o.lign. anlæg, der er omfattet af bestemmelsen, dvs. arealer, der er - eller senere bliver - udlagt til jernbaneformål, eller vejarealer, hvor en del af vejen bliver anvendt til jernbaneformål. Transportministerens forpligtelse til at stille arealer til rådighed til letbanens blivende anlæg omfatter bl.a. arealer, der i dag tilhører henholdsvis Banedanmark og DSB. Transportministeren sørger for, at der bliver indgået de fornødne aftaler med henholdsvis Banedanmark og DSB, om hvilke arealer, der er omfattet af bestemmelsen.
Arealer udover de arealer, der skal bruges til letbanens blivende anlæg, må Aarhus Letbane I/S erhverve på normal vis uanset hvem, der er ejer af disse arealer.
Desuden er Aarhus Letbane I/S underlagt de almindelige skadevolderprincipper, dvs. selskabet er ansvarlig for skade som selskabet påfører andre, og selskabet bliver således erstatningsansvarlig over for de skadelidte.
Det foreslås i stk. 4, at Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland efter enstemmig beslutning kan ændre selskabets navn.
Bestemmelsen i stk. 5 giver hjemmel til, at stiftelsen af Aarhus Letbane I/S i regnskabs- og skattemæssig henseende kan ske med tilbagevirkende kraft til den 1. januar i stiftelsesåret. Det forventes, at stiftelsen i regnskabs- og skattemæssig henseende vil ske med virkning fra den 1. januar 2012.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Det foreslås i stk. 1, at Aarhus Letbane I/S får opgaven med at varetage det udførende arbejde med anlæg af Aarhus Letbane, herunder gennemførelsen af udbudsopgaver i henhold til lovforslagets § 4. Aarhus Letbane I/S bliver således bygherre på den samlede letbane.
Det foreslås i stk. 2, at Aarhus Letbane består af anlæg af en letbanestrækning fra Aarhus H via de bynære havnearealer, herunder en afgrening til Østbanetorvet, via Skejby og Lisbjerg, samt som en mulig option, anlæg af en kort dobbeltsporet strækning mod vest i Lisbjerg, til Lystrup, samt tilpasning af henholdsvis Odderbanen og Grenaabanen til letbanedrift. Anlægget omfatter således etablering af en samlet letbanestrækning fra Grenaa til Odder.
Af stk. 3 fremgår det, at der som bilag 1 og 2 til loven er vedlagt kort om letbanens linjeføring. Bilag 1 viser den samlede letbanestrækning fra Grenaa til Odder. Bilag 2 viser den nye strækning svarende til hovedforslaget i VVM-redegørelse og miljørapport for Letbane i Århus-Området, februar 2010. Det bemærkes, at der på begge kort er skitseret en mulig udvidelse i form af en afgrening fra Lisbjerg mod Lisbjerg Vest. Denne afgrening er ikke en del af det anlægsprojekt, som Aarhus Letbane I/S skal anlægge, men en option, som Aarhus Kommune har mulighed for at tilvælge, mod at kommunen selv betaler for udvidelsen, jf. § 10, stk. 2. Det skal bemærkes, at den udarbejdede VVM-redegørelse og miljørapport for Letbane i Århus-området også omfatter afgreningen mod Lisbjerg Vest og tillige omtaler denne som en mulig udvidelse.
Det fremgår af kortene, at Aarhus Letbane omfatter anlæggelse af en ny dobbeltsporet letbane fra Aarhus H via de bynære havnearealer, herunder en afgrening til Østbanetorvet, via Skejby og Lisbjerg til Lystrup. Anlægget omfatter endvidere omlægning af Odderbanens spor på baneterrænet vest for Aarhus H, etablering af et nyt depot/værksted på baneterrænet ved Aarhus H og ombygning af Aarhus H. På Grenaabanen skal de eksisterende sikringsanlæg i Lystrup og ved Østbanetorvet ombygges og der suppleres med nødvendig skiltning. Langs strækningen fra Lystrup til Grenaa skal der på enkelte stationer ombygges perroner eller spor, for at forbedre ind- og udstigningsforholdene til letbanetogene. Der kan yderligere blive behov for op til 1 ekstra krydsningsstation på strækningen.
Der planlægges i alt 17 stoppesteder på den nye strækning. Letbanen anlægges i overensstemmelse med hovedforslaget i den VVM-redegørelse og miljørapport, som Aarhus Kommune februar 2010 har udarbejdet for letbanen i Aarhus. I forhold til hovedforslaget i VVM-redegørelsen er der to steder, hvor hovedforslaget skitserer alternative muligheder. De to steder, er der valgt følgende løsninger:
• Ved Aarhus H er der valgt en bro ved krydsningen af sporgruppe 400. (variant 2 i hovedforslaget).
• Ved Egådalen er der valgt en delvis dæmningsløsning, som indebærer etablering af en ca. 370 m lang dalbro fra umiddelbart syd for Søftenvej til Gl. Søftenvej, efterfulgt af en ca. 110 m lang dæmning fra Gl. Søftenvej til umiddelbart syd for Djurslandsmotorvejen og endelig en ca. 70 m lang bro over Djurslandsmotorvejen. (variant 2 i hovedforslaget).
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.
To naturområder, der er beskyttet i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3 berøres direkte af letbanen. Det drejer sig om det beskyttede overdrev omkring Koldkær Bæk og en eng, der ligger umiddelbart nord for Djurslandsmotorvejen.
Koldkær Bæk har sit udspring nordvest for landsbyen Brendstrup. En stor del af bækken er rørlagt, men forventes frilagt i forbindelse med forestående byudvikling. Den frilagte del starter nord for Brendstrup. Der er et forholdsvis stort fald herfra og ned mod Egå, der betyder at strømhastigheden er forholdsvis høj. Bækken har flere steder skåret sig dybt ned i landskabet.
Nord for den nyanlagte motorvej ligger en eng og et vandhul med åben vandflade, der er omkranset af bredbladet dunhammer og flere piletræer. Søen og de omkringliggende enge er begge § 3-områder, som er undersøgt nærmere af Aarhus Kommune, senest i 2007. Vandhullet er gravet og der findes formentlig fisk. I vandhullet er konstateret vandnymfelarver, skrubtudser, butsnudet frø samt lille vandsalamander.
Med virkning fra lovens ikrafttræden vil forslaget i § 3 indebære, at kompetencen til at træffe afgørelser efter naturbeskyttelsesloven og museumsloven for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelse af anlægget nævnt i § 2, ophører, indtil anlægget af letbanen er færdiggjort.
Transportministeren vil i stedet for efter denne lov vurdere såvel de beskyttelsesmæssige hensyn efter naturbeskyttelsesloven som bevaringsmæssige hensyn efter museumsloven i forhold til den konkrete udformning af letbaneanlægget.
Tilsvarende gælder også for arealer, der er nødvendige for anlægsarbejdet, og hvor der verserer sager, herunder også klagesager, efter naturbeskyttelsesloven eller museumsloven.
Transportministeren vil desuden tilsvarende have mulighed for at vurdere sager, hvor der allerede er sket fredninger efter naturbeskyttelsesloven eller truffet afgørelse i henhold til museumsloven for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelse af anlægget nævnt i § 2. Dette gælder også tilfælde, hvor en eventuelt allerede meddelt dispensation fra fredningsbestemmelserne eller bestemmelserne i museumsloven eller vilkårene herfor medfører en væsentlig forsinkelse eller uforholdsmæssig økonomisk fordyrelse af anlægget.
Transportministeren vil således i medfør af den foreslåede § 3 blive bemyndiget til på naturbeskyttelsesområdet helt eller delvist at fravige beskyttelsen af eksisterende fredninger, ligesom transportministeren overtager kompetencen i forbindelse med verserende og fremtidige klagesager vedrørende anlægget nævnt i § 2. I det omfang fx fortidsminder, der er beskyttet efter museumsloven, påvirkes af anlægget nævnt i § 2, vil transportministeren i medfør af den foreslåede § 3 tilsvarende have mulighed for helt eller delvist at fravige denne beskyttelse. Det bemærkes, at transportministeren under alle omstændigheder vil følge principperne i naturbeskyttelsesloven og museumsloven.
Hvis der under anlægsarbejdet fremkommer arkæologiske fund, skal Aarhus Letbane I/S standse arbejdet i det omfang, det berører fortidsmindet, jf. bestemmelsen herom i § 27, stk. 2, i museumsloven. Fundet vil herefter blive anmeldt til Moesgaard Museum, som vil blive anmodet om at vurdere, hvorvidt arbejdet kan fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en nærmere undersøgelse.
Transportministeren vil i forbindelse med anvendelsen af den foreslåede bestemmelse inddrage de relevante instanser til belysning af sagerne.
Aarhus Letbane I/S vil i forbindelse med den praktiske tilrettelæggelse af anlægsarbejdet samarbejde med relevante myndigheder.
Det ovenfor anførte gælder kun for den eller de dele af et areal, som er nødvendige for anlægget af letbanen. For andre arealer, der ikke er nødvendige for anlægget, og som evt. måtte være omfattet af beskyttelseshensyn efter naturbeskyttelsesloven eller museumsloven, foreslås ingen ændringer. For sådanne arealer vil det uændret være naturbeskyttelseslovens eller museumslovens bestemmelser, der vil være gældende.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 11 samt bilag 3 og 4.
Efter bestemmelsen i stk. 1 er Aarhus Letbane I/S’ formål at anlægge en letbane i Aarhus i overensstemmelse med definitionen af anlægget i § 2. Aarhus Letbane I/S’ opgave er således entydig at være bygherre for letbanen. Selskabet er ansvarlig for detailprojektering af anlægget samt fastlæggelse af en udbudsstrategi.
Desuden skal Aarhus Letbane I/S foretage offentligt udbud af anlæg af letbanen, herunder iagttage reglerne i udbudsdirektivet.
Selskabet har ansvar for den samlede letbanestrækning, dvs. anlæg af den nye letbane fra Aarhus H til Lystrup samt de nødvendige anlægsarbejder, der skal udføres, for at letbanetog kan køre på Grenaabanen fra Aarhus H til Grenaa station samt på Odderbanen fra Aarhus H til Odder station, der skal bl.a. laves ændringer af perronhøjder. I forbindelse med kravspecifikationen for de tilpasninger, der skal foretages på Grenaabanen, skal udarbejdelsen af disse krav ske i et samarbejde med Banedanmark. Desuden skal byderne forpligte sig til at indgå nærmere aftale med Banedanmark om den konkrete udførelse.
Indkøb af materiel og evt. hel eller delvis elektrificering af de to bestående baner er ikke en del af anlægsprojektet og er således ikke medregnet i anlægsbudgettet på 1.178. mio. kr., jf. lovforslagets § 14, stk. 3 og § 10, stk. 3.
Det foreslås i stk. 2, at udbuddet af letbanen også kan omfatte indkøb af letbanetog, værksted og depot. Udgiften til indkøb af letbanetog, værksted og depot påhviler imidlertid ikke Aarhus Letbane I/S, men alene drifts- og infrastrukturselskabet, jf. § 14. stk. 3 Det vil derfor være et krav i udbudsmaterialet, at de indkomne bud, såfremt de også indebærer levering af letbanetog, værksted og depot angiver priserne for henholdsvis anlægsarbejderne og letbanetog, værksted og depot særskilt. Aarhus Kommune og Region Midtjylland kan herefter vælge at benytte sig af tilbuddet om køb af materiel m.v.
I stk. 3 foreslås det, at udbuddet også kan omfatte hel eller delvis elektrificering af Grenaabanen eller Odderbanen, eller begge dele, men elektrificering er ikke en integreret del af anlægget, men et tilkøb, jf. § 10, stk. 3. Det vil derfor være et krav i udbudsmaterialet, at de indkomne bud, såfremt de – udover tilbud på anlæg af letbanen, sådan som anlægget er defineret i § 2 - også indebærer tilbud om hel eller delvis elektrificering, angiver prisen for dette særskilt. De parter, som ønsker elektrificeringen, kan herefter vælge at benytte sig af tilbuddet om elektrificering, som i givet fald vil være et tilkøb, jf. § 10, stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, at kontrakt om anlæg af letbanen kun kan indgås, hvis der er enighed herom mellem Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland. Aarhus Letbane I/S har således forud for underskrivelse af en kontrakt om anlæg af letbanen en forpligtelse til at forelægge sagen til godkendelse hos de tre ejere. Denne forpligtelse vil fremgå af selskabets vedtægter. Der vil endvidere i selskabets vedtægter blive fastsat bestemmelser om, at ændringer i den indgåede kontrakt, som ikke er tilkøb, kun kan indgås, hvis alle tre ejeres bestyrelsesmedlemmer stemmer for, at kontrakten ændres. Endvidere vil der i vedtægterne blive fastsat en pligt for selskabet, til at orientere ejerne om ændringer i kontrakten.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
I henhold til stk. 1 foreslås, at Aarhus Letbane I/S skal ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsen vil være ansvarlig for Aarhus Letbane I/S’ virke over for selskabets ejere. Bestyrelsen varetager selskabets overordnede ledelse, herunder fører tilsyn med direktionens varetagelse af den daglige ledelse. Bestyrelsen træffer beslutning i alle spørgsmål af væsentlig betydning, herunder om den overordnede tilrettelæggelse af Aarhus Letbane I/S’ virke inden for de retningslinjer, som er fastsat i vedtægten. Det vil i vedtægten blive fastlagt, at bestyrelsen skal vedtage en forretningsorden, der indeholder nærmere retningslinjer for bestyrelsens varetagelse af dets hverv.
Bestyrelsen forpligtes i lighed med, hvad der gælder for bestyrelserne for de statslige aktieselskaber, til at orientere ejerne om forhold vedrørende selskabets virksomhed, som er af væsentlig økonomisk, politisk eller strategisk betydning, herunder om hændelser, der medfører større fravigelser i tidligere udmeldte budgetter eller væsentlige ændringer i selskabets strategi. Orienteringen af ejerne skal ske i så god tid, at ejerne får den fornødne tid til at forholde sig til den konkrete sag. Bestyrelsens pligter i forhold til ejerne vil fremgå af selskabets vedtægt.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at Aarhus Kommune udpeger 2 bestyrelsesmedlemmer, transportministeren, Region Midtjylland og trafikselskabet i Region Midtjylland (Midttrafik) udpeger hvert 1 bestyrelsesmedlem. Midttrafik tildeles en plads i bestyrelsen, selvom trafikselskabet ikke er medejer af Aarhus Letbane I/S. Midttrafik har i projekteringsarbejdet med letbanen haft en central rolle og har i kraft heraf stor viden om projektet. Midttrafiks medlem i bestyrelsen skal sikre, at Aarhus Letbane I/S i den præcise udformning af letbanen tager hensyn til sammenhængen til den øvrige offentlige servicetrafik i nærområdet, fx ved fastlæggelse af standsningssteder. Det skal i den forbindelse nævnes, at loven indeholder mulighed for, at trafikkøberopgaven i det kommende drifts- og infrastrukturselskab placeres i Midttrafik, jf. § 26. Som det fremgår af den politisk aftale mellem Aarhus Kommune, Region Midtjylland og transportministeren, jf. afsnit 2.2. , er parterne enige om at udpege professionelle til bestyrelsen, forstået således, at de der udpeges skal have de kompetencer, der er påkrævede for at kunne træffe de fornødne beslutninger i forbindelse med et stort anlægsprojekt.
Det forslås endvidere, at Aarhus Kommune , transportministeren, Region Midtjylland og trafikselskabet i Region Midtjylland (Midttrafik) kan udpege suppleanter for deres bestyrelsesmedlemmer. På denne måde får alle tre ejere og Midttrafik mulighed for at være repræsenteret på bestyrelsesmøder i tilfælde af deres bestyrelsesmedlems forfald. Der vil i vedtægterne blive fastsat en bestemmelse om, at alle tre ejere skal være repræsenteret på ethvert bestyrelsesmøde, jf. § 7.
Det er dem, som udpeger bestyrelsesmedlemmer og eventuelt suppleanter for disse, der i enighed fastsætter størrelsen af bestyrelsesmedlemmernes honorarer, mens udgifterne til bestyrelseshonorarer afholdes af Aarhus Letbane I/S.
Det foreslås i stk. 3, at Aarhus Kommune udpeger formanden og Region Midtjylland udpeger næstformanden.
Det følger af stk. 4, at formanden og næstformanden for bestyrelsen ikke må udføre hverv for selskabet, der ikke er en del af hvervet som bestyrelsesformand eller næstformand. Formanden og næstformand for bestyrelsen kan dog, hvor der er særligt behov herfor, udføre opgaver, som den pågældende bliver anmodet om at udføre af og for bestyrelsen. Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder for statslige aktieselskaber, jf. § 114 i selskabsloven.
Det foreslås i stk. 5, at et bestyrelsesmedlem til enhver tid kan afsættes af den, som har udpeget pågældende.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Det foreslås, at kapitel 1-3, 6-7, 9 og 20 i selskabsloven, skal finde anvendelse for Aarhus Letbane I/S med de tilpasninger, der følger af denne lov.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at oplysninger vedrørende Aarhus Letbane I/S’ forhold skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og være offentligt tilgængelige i samme omfang, som normalt er gældende for statslige aktieselskaber, jf. reglerne i selskabslovens kap. 20 om særlige offentliggørelsespligter m.v.
Bestyrelsen vil være ansvarlig for Aarhus Letbane I/S’ virksomhed og organisation over for Aarhus Kommune, Region Midtjylland og transportministeren, og kan ifalde ansvar efter dansk rets almindelige regler. Bestyrelsen varetager virksomhedens overordnede ledelse, og vil skulle ansætte en kvalificeret direktion og fastlægge direktionens ansættelsesforhold. Desuden skal bestyrelsen føre tilsyn med direktionens varetagelse af den daglige ledelse. Bestyrelsen træffer beslutning i alle spørgsmål, som er af væsentlig betydning, herunder om den overordnede tilrettelæggelse af Aarhus Letbane I/S’ arbejde er inden for de retningslinjer, som er fastlagt i vedtægten, jf. forslagets § 7.
Det foreslås i stk. 1, at de tre ejere Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland i fællesskab fastsætter en vedtægt for Aarhus Letbane I/S. Vedtægten skal bl.a. omfatte regler for bestyrelsens ansvar og pligter i forhold til ejerne, direktionens ansvar og pligter, selskabets regnskabsaflæggelse, budget- og økonomiopfølgning og revision. Vedtægterne skal være offentligt tilgængelige, fx på selskabets hjemmeside, og udleveres på begæring fra selskabets hovedkontor.
I vedtægten vil der blive fastsat regler om, at selskabet har pligt til at orientere ejerne, hvis den forventede anlægsudgift overstiger det fastsatte anlægsbudget, jf. bemærkningerne til forslagets § 12, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at Aarhus Letbane I/S på begæring uden unødigt ophold skal stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland. Selskabet skal stille de samme oplysninger til rådighed for de tre ejere, således at ejerne er i besiddelse af de samme informationer om selskabet. Denne bestemmelse begrænser ikke bestyrelsens pligt til løbende at orientere ejerne, som der vil fastsat regler om i vedtægten, jf. ovenfor i bemærkningerne til stk. 1, men præciserer, at selskabet uden unødigt ophold skal give ejerne de oplysninger, som ejerne måtte ønske at få.
Det foreslås i stk. 1, at årsregnskabsloven skal gælde for Aarhus Letbane I/S.
I stk. 2 foreslås det, at Aarhus Letbane I/S’ regnskab skal revideres af en statsautoriseret revisor, der udpeges af Aarhus Kommune og Region Midtjylland i fællesskab.
Aarhus Letbane I/S er desuden omfattet af rigsrevisors kompetence, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., hvorefter rigsrevisors revision omfatter interessentskaber, hvori staten deltager som interessent. Som det fremgår af § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. kan revisionen udføres i samarbejde med andre interessenters revisorer.
Det foreslås, at lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand skal gælde for Aarhus Letbane I/S. Bestemmelsen er indsat for at sikre offentligheden mulighed for at kunne følge med i Aarhus Letbane I/S’ virke.
Under hensyntagen til Aarhus Letbane I/S’ forretningsmæssige virke, må det forventes, at det i et vist omfang, vil kunne komme på tale at anvende offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.
Den forslåede bestemmelse i stk. 1 definerer, hvad der skal forstås som tilkøb og optioner, nemlig specifikke udformninger/ændringer af anlægget af Aarhus Letbane, således som anlægget er beskrevet i § 2. Som et eksempel på tilkøb kan nævnes, hvis Aarhus Kommune i plangrundlaget beslutter sig til at der skal være tunnel ved Aarhus H i stedet for en bro, jf. definitionen af anlægget i § 2. Et andet eksempel på et tilkøb er, at Aarhus Kommune kan vælge at etablere strækningen fra Lisbjerg til Lisbjerg Vest, jf. tillige bemærkningerne til § 2.
Det foreslås i stk. 2, at tilkøb eller udnyttelse af optioner skal betales af den eller dem, der ønsker at foretage tilkøbet eller udnytte en optionen. Bestemmelsen er således en modsætning til lovens § 12, stk., stk. 2, hvorefter uforudsete udgifter betales af ejerne i forhold deres ejerandele. Tilkøb og optioner er ikke uforudsete udgifter, men udgifter vedrørende tilføjelser/udvidelser af anlægget, som parterne kan vælge at tilkøbe, mod at de selv afholder såvel anlægs- som driftsudgiften.
Det foreslås i stk. 3, at hel eller delvis elektrificering af Grenaabanen eller Odderbanen eller begge dele er et tilkøb. Udgiften til elektrificering, udover hvad der er i driftsøkonomisk balance, skal finansieres af de parter, som måtte ønske denne elektrificering. En yderligere elektrificering kan besluttes af Aarhus Kommune og Region Midtjylland inden for de økonomiske rammer af det kommende drifts- og infrastrukturselskab, jf. lovforslagets § 14, stk. 2, såfremt en sådan elektrificering er i driftsøkonomisk balance. Elektrificering ud over, hvad der er i driftsøkonomisk balance i forhold til de hidtidige beregninger, skal finansieres af de parter, som måtte ønske denne elektrificering.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 6.
Den foreslåede bestemmelse giver Odder Kommune, Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune hjemmel til at kunne tilkøbe ekstra standsningssteder eller lignende til anlægget. En mulig tilkøbsfunktionalitet kan fx være elektrificering af en del af letbanen eller en udvidelse af letbanen helt til Grenaa Havn. Kommunerne skal betale både anlægs- og driftsudgifterne til det eksttra standsningssted eller den tilvalgte funktionalitet.
I stk. 1 er det defineret, hvad der forstås ved uforudsete udgifter. Ved uforudsete udgifter forstås således udgifter, der ikke har været forudset i forbindelse med udformningen af anlægget, således som det er defineret i § 2, men som på et senere tidspunkt viser sig nødvendige af hensyn til gennemførelsen af anlægget af Aarhus Letbane. Uforudsete udgifter kan fx være egentlige fordyrelser som følge af prisstigninger, men fx også fordyrelser som følge af myndighedskrav, dog ikke udgifter, der skyldes krav om supplerende VVM-redegørelse og miljørapport, jf. § 13.
Det følger af stk. 2, at uforudsete udgifter betales af Aarhus Letbane I/S, dog ikke udgifter som er en følge af et eventuelt krav om en supplerende VVM-redegørelse og miljørapport, jf. § 13. Det følger endvidere, at den nødvendige finansiering tilvejebringes i fællesskab af Aarhus Kommune med 47,2 pct., staten med 47,0 pct. og Region Midtjylland med 5,8 pct. Staten har afsat 100 mio. kr. i en central reserve til eventuelle fordyrelser. Træk på denne statslige reserve, for så vidt angår statens ejerandel, kan kun ske efter, at selskabets bestyrelse har orienteret ejerne om en fordyrelse af projektet i forhold til anlægsbudgettet. Transportministeren vil i forbindelse med træk på den statslige reserve skulle indhente tilslutning fra Folketingets Finansudvalg ved forelæggelse af et aktstykke. Aarhus Kommune og Region Midtjylland vil for deres ejerandeles vedkommende skulle indhente tilslutning fra de kompetente politiske organer til en merbevilling til projektet.
Det fremgår af den forslåede bestemmelse, at Aarhus Kommune er ansvarlig for den udarbejdede VVM-redegørelse og miljørapport for Letbane i Aarhus-området - etape 1, udarbejdet februar 2010. Såfremt der senere i processen måtte opstå krav om supplerende VVM-redegørelse og miljørapport, som ikke skyldes et fremsat ønske om tilkøb eller udnyttelse af option, og som medfører øgede udgifter for det samlede anlæg, fx pga. forsinkelser og deraf øgede udgifter til entreprenøren, betales disse alene af Aarhus Kommune. Aarhus Kommune er således ansvarlig for at den udarbejde VVM-redegørelse og miljørapport for Letbane i Aarhus-området er fyldestgørende, idet det i loven anførte projekt, jf. § 2, er identisk med hovedforslaget i VVM-redegørelsen.
Det foreslås i stk. 1, at Aarhus Letbane I/S opløses når anlægget af letbanen i Aarhus er færdigt og bestyrelsen beslutter, at anlægget skal overdrages til drifts- og infrastrukturselskabet. Aarhus Letbane I/S’ opgave er alene at anlægge letbanen i overensstemmelse med beskrivelsen af anlægget i § 2. Det foreslås, at Aarhus Letbane I/S opløses uden likvidation.
Anlægget af letbanen er færdigt, når entreprenøren afleverer anlægget til Aarhus Letbane I/S i færdig stand. Når bestyrelsen efterfølgende har truffet beslutning om, at anlægget skal overdrages til drifts- og infrastrukturselskabet har bestyrelsen herefter pligt til at foretage de fornødne tiltag for, at opløsningen af Aarhus Letbane I/S kan effektueres. For overdragelsen er det uden betydning, at der måtte udestå en voldgiftssag mellem Aarhus Letbane I/S og en entreprenør om kontraktmæssige forhold. En sådan sag er ikke til hinder for opløsning af Aarhus Letbane I/S, idet drifts- og infrastrukturselskabet i givet fald indtræder i sagen, jf. stk. 4.
Efter bestemmelsen i stk. 2 opretter Aarhus Kommune og Region Midtjylland et drifts- og infrastrukturselskab, der har til formål at stå for drift og vedligehold af Aarhus Letbane, dog ikke vedligehold af Grenaabanen, hvor Banedanmark fortsat skal stå for vedligehold og reinvesteringer. Drifts- og infrastrukturselskabet skal oprettes som et interessentskab og selskabet kan oprette datterselskaber inden for selskabslovens rammer. Aarhus Kommune og Region Midtjylland vil i forbindelsen med stiftelsen af selskabet skulle fastlægge den indbyrdes ejerfordeling.
Det drifts- og infrastrukturselskab, som skal eje letbanen, får således ansvaret for alle opgaver i relation til letbanen, dvs. både infrastrukturopgaver samt operatøropgaver, dog er det fortsat Banedanmark, der forestår vedligehold af Grenaabanen. Drifts- og infrastrukturselskabet kan vælge at varetage disse opgaver selv eller oprette datterselskaber, der får ansvaret for en konkret opgave.
Banedanmark bestemmer således omfanget af såvel det almindelige vedligehold, samt hvilke reinvesteringer, der på sigt er nødvendige på Grenaabanen. Banedanmark er i den forbindelse forpligtet til at vedligeholde Grenaabanen således, at stabil letbanedrift kan imødekommes. Såfremt drifts- og infrastrukturselskabet har særlige ønsker bør disse gives til Banedanmark, som afgør om ønskerne kan imødekommes. Særlige ønsker til vedligeholdelsesstanden må drift- og infrastrukturselskabet imidlertid selv betale for.
For så vidt angår den daglige tekniske drift af Grenaabanen vil der skulle udarbejdes en aftale mellem drifts- og infrastrukturselskabet og Banedanmark, som fastlægger niveauet for vedligeholdelse ud fra de forskrifter, som er blevet stillet til letbanen, og herunder tillige fx specificerer responstider på fejlretning osv.
Trafikkøberansvaret kan drifts- og infrastrukturselskabet vælge at overlade til trafikselskabet i Region Midtjylland (Midttrafik), jf. lovens § 26.
Det foreslås i stk. 3, at udgiften til letbanetog, værksted og depot skal betales af drifts- og infrastrukturselskabet. I forbindelse med udbuddet af anlæg af letbanen kan der tillige indhentes tilbud på letbanetog, værksted og depot, men prisen skal i givet fald angives særskilt, jf. § 4, stk. 2.
Det foreslås i stk. 4, at ved opløsningen af Aarhus Letbane I/S overdrages Aarhus Letbane vederlagsfrit til det drifts- og infrastrukturselskab eller et helejet datterselskab heraf, som er oprettet i medfør stk. 2. Drifts- og infrastrukturselskabet eller et helejet datterselskab heraf, overtager således samtlige aktiver og passiver fra Aarhus Letbane I/S samt indtræder tillige i samtlige rettigheder og pligter i Aarhus Letbane I/S. Dette gælder uanset karakter, retsgrundlag og stiftelsestidspunkt for de omhandlede rettigheder og pligter, samt aktiver og passiver, således både rettigheder og pligter indgået på offentligretligt som privatretligt grundlag. Drifts- og infrastrukturselskabet eller et helejet datterselskab heraf skal således fuldt ud respektere alle vilkår i kontrakter, overenskomster, lejeaftaler m.v., som er indgået af Aarhus Letbane I/S, ligesom drifts- og infrastrukturselskabet eller et helejet datterselskab heraf indtræder i alle rettigheder, der oprindeligt tilkom Aarhus Letbane I/S.
Bestemmelsen medfører således, at staten vederlagsfrit overdrager sin andel af Aarhus Letbane til drifts- og infrastrukturselskabet eller et helejet datterselskab heraf, mod at staten efter opløsningen af Aarhus Letbane I/S ikke længere hæfter for eventuelle krav mod Aarhus Letbane I/S, hverken krav som er opstået før overdragelsen af anlægget eller krav, som opstår efterfølgende. Når Aarhus Letbane I/S er opløst og driften af letbanen går i gang, kan de personer og selskaber, der hævder at have et krav, der er udsprunget af en aftale indgået med Aarhus Letbane I/S eller en skadegørende handling, som de hævder, at Aarhus Letbane I/S er ansvarlig for, alene rette deres krav mod drifts- og infrastrukturselskabet.
Det foreslås i stk. 5, at lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand skal gælde for drifts- og infrastrukturselskabet og de datterselskaber, som selskabet måtte oprette. På den måde sikres offentligt indsigt i drifts- og infrastrukturselskabets og eventuelle datterselskabers virke.
Der skabes med den foreslåede bestemmelse i stk. 6, hjemmel til at tinglysning og anden registrering kan ske alene på grundlag af denne lov, hvorfor oprettelse af dokumenter m.v. ikke vil være nødvendigt
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Det foreslås i stk. 1, at transportministeren får bemyndigelse til at indgå aftaler om Odderbanens overgang til letbane. Odderbanen er i dag en privatbane og skal indgå som en integreret del af Aarhus Letbane. I forbindelse med overgangen fra privatbane til letbane vil der skulle indgås forskellige aftaler med Region Midtjylland og Midttrafik, fx med Region Midtjylland om, at regionen bevarer retten til de nuværende pensions-, drifts- og investeringstilskud. Pensions- og driftstilskuddet er overgået til kompensation via DUT og investeringstilskuddet ydes til og med 2015 i henhold finanslovens § 28.52.14. Det forhold, at Odderbanen overgår til at være letbane påvirker således ikke det statslige tilskud til Region Midtjylland, under forudsætning af at aftale herom indgås.
Der er i dag hjemmel i § 15, stk. 2, i lov om trafikselskaber, til at staten kan overtage infrastrukturen på en privatbane. Det er imidlertid fundet mest hensigtsmæssig at lave en særskilt hjemmel i loven, idet den eksisterende hjemmel i lov om trafikselskaber forudsætter, at driften nedlægges og at staten overtager banen. Staten ville i givet fald herefter skulle overdrage banen tilbage til Region Midtjylland. Den foreslåede konstruktion indebærer, at transportministeren får bemyndigelse til at aftale overgangen fra privatbane til letbane med Region Midtjylland og Midttrafik.
I stk. 2 foreslås det, at der forbeholdes staten ret til at overtage infrastrukturen i tilfælde af permanent nedlæggelse af letbanebetjening af Odderbanen.
I henhold til stk. 3, kan statens ret gøres gældende uanset ændringer i ejerforholdet i tiden, indtil statens overtagelse måtte blive aktuel, idet det foreslås, at retten uden tinglysning har gyldighed mod enhver.
Anlægget overtages i den stand, hvori det forefindes ved driftens ophør. Ejeren er således ikke berettiget til at at demontere eller på anden måde gøre infrastrukturen uanvendelig. Omvendt påhviler der heller ikke efter bestemmelsen ejeren nogen forpligtelse til istandsættelse af anlægget eller oprensning af sporarealer m.v. inden en eventuel overdragelse til staten. Bestemmelsen er ikke til hinder for afhændelse af arealer, stationsbygninger m.v., der ikke er nødvendige i forbindelse med fortsat jernbanedrift.
I henhold til lov om jernbane skal Trafikstyrelsen som sikkerhedsmyndighed på jernbaneområdet godkende jernbaneinfrastruktur inden denne tages i brug. I tråd hermed foreslås det, at Trafikstyrelsen skal godkende letbanens banetekniske anlæg, herunder tilslutningsanlæg til Grenaabanen og Odderbanen, før denne må tages i brug.
Godkendelsesprocessen for et jernbaneanlæg vil typisk starte med en forhåndsdialog mellem Trafikstyrelsen og anlægsselskabet. I forhåndsdialogen aftales det, hvilke regler og normgrundlag, som jernbaneanlægget skal anlægges efter. Der findes ikke et dansk normsæt for letbaner. I udlandet findes velafprøvede regelsæt, som anlægsselskabet med fordel kan tage udgangspunkt i. Eksempelvis kan det tyske regelsæt for letbaner, BOStrab, anvendes som overordnet grundlag. I Danmark er BOStrab tidligere anvendt som overordnet grundlag for den københavnske metro. Herudover kan selskabet supplere BOStrab med nødvendige anerkendte tekniske normer m.v. efter de konkrete behov.
Da der er tale om et stort projekt - og det første letbaneprojekt af sin slags i Danmark - er det vigtigt, at godkendelsesprocessen aftales trin for trin frem til endelig godkendelse, således at forventninger og behov mellem Aarhus Letbane I/S og Trafikstyrelsen kan afstemmes.
Trafikstyrelsen godkender i forbindelse med de banetekniske anlæg og de til anlægget hørende driftsregler ligeledes, hvilke uddannelseskrav, der skal stilles til førerne af letbanetog. Det er hensigten, at der ved fastsættelsen af uddannelseskrav til førerne af letbanetog tages udgangspunkt i de uddannelseskrav, der stilles til buschauffører.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 giver transportministeren bemyndigelse til at sikre de for letbaneanlægget nødvendige arealer ved at pålægge byggelinjer på berørte ejendomme. Med bestemmelsen i stk. 1 begrænses den periode, der kan pålægges byggelinjer for en periode af højst 10 år. Der skal således træffes en ny beslutning om byggelinjepålæg, hvis byggelinjerne ønskes opretholdt ud over denne periode. Byggelinjepålægget kan ved nyt pålæg forlænges én gang med yderligere op til 10 år.
Bestemmelsen i stk. 2 beskriver retsvirkningerne af byggelinjepålægget. Byggelinjerne medfører, at grundejeren ikke uden transportministerens tilladelse må opføre ny bebyggelse og anlæg af blivende art, såsom sportspladser, tankanlæg eller lignende, herunder ved tilbygning eller ved genopførsel, på det areal, der ligger inden for byggelinjerne. Byggelinjerne er dog ikke til hinder for, at der foretages almindelig istandsættelse og vedligeholdelse, herunder tidssvarende modernisering af eksisterende bygninger og anlæg. Byggelinjerne er heller ikke til hinder for salg af ejendommen eller optagelse af lån mod sikkerhed i ejendommen, fx kreditforeningslån eller boliglån i bank.
Byggelinjepålæg på en ejendom til sikring af bygningen af letbanen anses som en almindelig regulering af ejendomsretten og er som sådan principielt erstatningsfri for det offentlige. Byggelinjepålæg er generelle og opfylder ikke kravet om intensitet. I tilfælde, hvor byggelinjerne virker særligt indgribende, har en ejer af et areal, der pålægges byggelinjer, dog adgang til under visse nærmere betingelser at begære sin ejendom helt eller delvis overtaget af anlægsmyndigheden mod erstatning, jf. de i § 20, stk. 1-3, foreslåede bestemmelser.
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til §§ 34-35 i lov om offentlige veje.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 gives transportministeren hjemmel til, som en midlertidig foranstaltning forud for et eventuelt pålæg af byggelinjer at nedlægge forbud mod bebyggelse på ejendomme, som vil blive berørt af anlægget. Forbudsperioden har kun gyldighed et år og kan ikke forlænges. Bestemmelsen giver mulighed for midlertidigt at hindre byggeri i tilfælde, hvor der endnu ikke er pålagt byggelinjer, og hvor der påtænkes gennemført foranstaltninger, som nævnt i § 17, stk. 2.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 pålægges kommunen (bygningsmyndigheden) at underrette transportministeren om planlagt nybyggeri på ejendomme, der ikke er pålagt byggelinjer, og som berøres af anlægget. Hvis der ikke er nedlagt forbud inden to måneder efter indberetningen, kan bygningsmyndigheden udstede byggetilladelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, fastlægger, at fristen for at klage over et nedlagt forbud i henhold til stk. 1, er fire uger. Det er hensigten, at transportministerens bemyndigelse til at nedlægge forbud efter forslagets § 18 og nedlæggelse af byggelinjer efter forslagets § 17 delegeres til Aarhus Letbane I/S samt at trafikstyrelsen bliver klagemyndighed. Nærmere regler herom fastsættes i henhold forslagets § 24.
I stk. 5, fastsættes det, at klage over et nedlagt forbud som hovedregel ikke har opsættende virkning, men at transportministeren har mulighed for i konkrete tilfælde at give klagen opsættende virkning.
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 36 i lov om offentlige veje.
Ifølge det foreslåede stk. 1 fastsættes, at der skal ske offentliggørelse af pålæg af byggelinjer, og at der skal ske meddelelse direkte til ejere og brugere af ejendomme, der direkte berøres af pålægget. Som konsekvens heraf skal transportministeren oplyse om beliggenheden af byggelinjer på de pågældendes ejendom.
Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter en frist for klager over pålæg af byggelinjer på fire uger.
I medfør af stk. 3 skal byggelinjepålæg tinglyses, dog først når der er truffet afgørelse i forbindelse med eventuel klage. Tinglysningen er af oplysende karakter, jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 5, hvoraf det fremgår, at gyldighedsvirkningen af et byggelinjepålæg er knyttet til offentliggørelsen.
I stk. 4 fastsættes, at klager over pålæg af byggelinje som hovedregel ikke har opsættende virkning, men at transportministeren har mulighed for i konkrete tilfælde at beslutte at give klagen opsættende virkning.
I stk. 5 fastsættes, at byggelinjebestemmelser, der er offentliggjort, skal respekteres af såvel ejendommenes ejere som af andre rettighedshavere, uanset hvornår deres rettigheder er erhvervet. Gyldighedsvirkningen af byggelinjepålæg er knyttet til offentliggørelsen. Meddelelsen til ejere og brugere af berørte ejendomme er kun af oplysende karakter.
Bestemmelsen i stk. 6 pålægger bygherren pligt til forud for iværksættelse af et planlagt byggeri at indhente oplysning om, hvorvidt byggeri på en ejendom, der er pålagt byggelinjer efter § 17, vil komme i strid med byggelinjebestemmelsen.
Bestemmelsen svarer i det væsentligste til § 37 i lov om offentlige veje.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan ejeren af et areal, der er pålagt byggelinjer efter § 17, forlange arealet overtaget af transportministeren mod erstatning, hvis den pågældende afskæres fra en udnyttelse af arealet, der er økonomisk rimelig og forsvarlig under hensyn til ejendommens beliggenhed og øvrige beskaffenhed, og som svarer til den udnyttelse, der finder sted af andre tilgrænsende eller omliggende arealer. Alle omkostninger hertil afholdes af Aarhus Letbane I/S.
Den retsbeskyttelse, bestemmelsen i stk. 1 giver grundejerne, er således begrænset til situationer, hvor ejendommen ikke kan udnyttes på en økonomisk forsvarlig måde. Som eksempel på et tilfælde, hvor ejendommen ikke kan udnyttes på en økonomisk forsvarlig måde, kan nævnes den situation, hvor en tilbygning ikke vil kunne opføres, og hvor det må lægges til grund, at det på ejendommen beliggende hus efter kvarterets karakter ikke har en sådan størrelse og beskaffenhed, at grunden efter sin beliggenhed, størrelse og værdi kan anses for udnyttet i økonomisk rimeligt omfang.
Ifølge den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ejeren af et areal, der i væsentligt omfang er pålagt byggelinjer efter § 17, kræve, at transportministeren overtager arealet mod erstatning, når byggelinjerne hindrer afhændelse af arealet, og der foreligger særlige personlige grunde hos ejeren. »Særlige personlige grunde« vil fx foreligge, hvor en grundejer på grund af sygdom, alder, familiemæssige eller af andre sociale grunde ønsker at afhænde ejendommen for at flytte til et andet sted.
Erhvervsvirksomheder, der drives i selskabsform, vil i visse tilfælde ligeledes kunne opfylde kriteriet om »særlige personlige grunde«. De »særlige personlige grunde« vil i sådanne tilfælde kunne foreligge hos ledelsen af den pågældende virksomhed. For erhvervsvirksomheder vil kriteriet om en særlig personlig grund ligeledes kunne opfyldes, hvis erhvervsvirksomheden lider et betydeligt indtægtstab, hvis der ikke sker ekspropriation før de ordinære ekspropriationer.
Kravet om, at byggelinjerne skal omfatte et areal, der i »væsentligt omfang« er pålagt byggelinjer efter § 17, sigter til den situation, hvor det vurderes, at der er risiko for, at den pågældende ejendom helt eller delvist i større omfang vil blive eksproprieret i forbindelse med projektets gennemførelse. Der skal således på det tidspunkt, hvor anmodningen om overtagelse fremsættes, i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af byggelinjernes betydning for arealet eller ejendommen, baseret på den viden, der er om letbaneanlæggets udformning på dette tidspunkt. Vurderingen vil være afhængig af, om der er tale om en beboelsesejendom eller en erhvervsejendom, og om den pågældende ejendom består af én eller flere lodder.
Udgangspunktet er, at byggelinjepålægget skal omfatte en så stor del af ejendommen, at der er risiko for, at transportministeren under alle omstændigheder vil skulle overtage ejendommen helt eller delvist i betydeligt omfang for at kunne realisere letbaneanlægget med den konkret udformning, som byggelinjen skal sikre.
Det er i øvrigt en betingelse, at byggelinjerne hindrer salg af arealet eller ejendommen på normale vilkår, hvilket ejeren fx kan dokumentere ved erklæring fra en ejendomsmægler. Der gælder ingen frister for fremsættelse af begæring om overtagelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan ejeren af en ejendom, hvor arealet, der er omfattet af byggelinjepålægget, kun udgør en mindre del, kræve hele ejendommen overtaget mod erstatning. Det forudsættes dog, at den tilbageværende del af ejendommen bliver så lille eller af en sådan beskaffenhed, at ejendommen ikke skønnes hensigtsmæssigt at kunne bevares som en selvstændig ejendom eller udnyttes på en rimelig måde. Hele ejendommen kan endvidere kræves overtaget, hvis byggelinjepålægget hindrer afhændelse af hele ejendommen på normale vilkår i de i stk. 2 nævnte situationer.
Ifølge den foreslåede bestemmelse i stk. 4 kan ejeren påklage transportministerens afgørelse til de i §§ 57-58 i lov om offentlige veje nævnte taksationsmyndigheder, hvis transportministeren afslår ejerens anmodning om overtagelse efter stk. 1-3, eller hvis der ikke kan opnås enighed om erstatningens størrelse.
Efter bestemmelsen i stk. 5 kan spørgsmål om overtagelsesbegæringer som følge af byggelinjepålæg først indbringes for domstolene, når klageadgangen til taksationsmyndighederne er udnyttet. Søgsmål skal anlægges senest seks måneder efter, at afgørelse er kommet frem til klageren.
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 38 i lov om offentlige veje.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at transportministeren i særlige tilfælde efter anmodning fra ejeren, selvom der ikke er nedlagt byggelinjer, på vegne af Aarhus Letbane I/S kan ekspropriere en ejendom, der berøres særligt indgribende af letbaneprojektet, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer.
Ved »særligt indgribende« sigtes til en situation, hvor transportministeren vurderer, at der er en betydelig risiko for, at den pågældende ejendom senere vil blive totaleksproprieret. Det vil ikke være et krav, at det forventes, at ejendommen vil skulle totaleksproprieres. Det vil derfor kunne komme på tale, hvis de øvrige betingelser er opfyldt, at staten overtager et areal, selv om ejendommen kun delvist forventes eksproprieret, eller hvis ejeren påføres væsentlige ulemper i forbindelse med letbaneanlæggets gennemførelse. Det indebærer, at den forventede delvise ekspropriation eller de ulemper, som projektet indebærer, skal have et betydeligt omfang.
Selv om kravet om, at ejendommen skal berøres særligt indgribende af letbaneprojektet, er opfyldt, skal også betingelsen om, at der skal være tale om et særligt tilfælde være opfyldt, førend transportministeren kan ekspropriere de pågældende ejendomme på et tidspunkt før de ordinære ekspropriationer. Som eksempler på »særlige tilfælde« kan nævnes, at en fremrykket ekspropriation kan afværge væsentlige økonomiske konsekvenser, fx hvis en erhvervsvirksomhed lider et betydeligt indtægtstab, hvis der ikke sker ekspropriation før de ordinære ekspropriationer. Et andet særligt tilfælde kan være, hvis ejeren har særlige personlige årsager til at ønske ejendommen overtaget før tidspunktet for den ordinære ekspropriation. Særlige personlige årsager kan fx være sygdom, alder, familieforøgelse eller andre sociale årsager. Forventede ændringer i ejendomspriserne kan ikke i sig selv anses for at udgøre en væsentlig økonomisk konsekvens.
En fremrykket ekspropriation vil kun komme på tale, hvis ejeren af den pågældende ejendom eller erhvervsvirksomhed anmoder herom.
Efter stk. 2 fastsættes erstatningen af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Det foreslås i stk. 3, at reglerne i vejlovens § 51, stk. 1 og stk. 2 skal finde anvendelse ved erstatningsfastsættelsen.
Efter den foreslåede hjemmel i stk. 1, gives transportministeren hjemmel til at ekspropriere de for anlægget nødvendige arealer og ejendomme m.v.
Bemyndigelsen giver ligeledes ministeren hjemmel til midlertidigt at ekspropriere arealer til brug for adgangsvej, arbejdsplads, materialedepot m.v. Når anlægsarbejderne er færdige, er udgangspunktet, at de midlertidigt eksproprierede arealer så vidt muligt reetableres og leveres tilbage til den oprindelige ejer.
Forslaget til bestemmelsen i stk. 2 giver transportministeren hjemmel til ved ekspropriation at pålægge ejendomme langs anlægget servitut om eldrift eller andre servitutter med deraf følgende rådighedsindskrænkninger, der er nødvendige for gennemførelsen af det i denne lov omhandlede anlæg. Med udgangspunkt i stærkstrømsreglementets bestemmelser, er det nødvendigt langs den nye letbanestrækning at pålægge letbanens naboejendomme servitutter svarende til den eldriftservitut, der pålægges langs øvrige elektrificerede jernbanestrækninger. Servitutten indebærer af sikkerhedsmæssige grunde begrænsninger på de ejendomme, der støder op til letbanen med hensyn til beplantning, bebyggelse og lignende.
Efter forslaget til stk. 3 sker ekspropriation, jf. stk. 1 og 2, efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Efter stk. 4 fastsættes erstatningen i henhold til reglerne i § 51, stk. 1 og stk. 2, i lov om offentlige veje.
Det forelås tillige, at Aarhus Letbane I/S afholder alle omkostninger til ekspropriationer.
Det foreslås, at bestemmelsen om gæsteprincippet i § 106, stk. 1, i lov om offentlige veje, finder anvendelse på ledningsarbejder i forbindelse med anlæg af Aarhus Letbane, jf. § 2.
Gæsteprincippet er betegnelsen for en udfyldende regel, der finder anvendelse, hvor der uden vederlag, er givet tilladelse til at anbringe en ledning på en ejendom, der ikke tilhører ledningsejeren. Reglen indebærer, at ledningsejeren som gæst skal bekoste ledningsarbejder, der er nødvendiggjort af arealejerens ændrede benyttelse af det areal, hvor ledningen er anbragt.
Det følger af stk. 1, at transportministeren kan overlade sine beføjelser til Aarhus Letbane I/S.
Ministerens beføjelser efter §§ 17-21 om byggelinjer, forbud og fremrykket ekspropriation forventes delegeret til Aarhus Letbane I/S.
I stk. 2 foreslås det, at Aarhus Letbane I/S kan overlade sine beføjelser i nærmere bestemt omfang til Midtjyske Jernbaner, DSB eller Banedanmark i forbindelse med udførelse af anlægsarbejde på stationer samt på Odderbanen og Grenaabanen.
Det foreslås i stk. 3, at transportministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der træffes efter denne lov, herunder om klagefrister eller om, at afgørelserne ikke kan påklages til transportministeren. I det omfang, der overlades afgørelseskompetence til andre end egentlige offentlige myndigheder, fx til Aarhus Letbane I/S, forudsættes det, at der ikke fastsættes regler om afskæring af klageadgang. Det er hensigten, at Trafikstyrelsen skal være klageinstans for de klager, hvor transportministeren overlader afgørelseskompentence til Aarhus Letbane I/S.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Eftersom der er indgået en politisk aftale om oprettelse af et fællesanlægsselskab i forbindelse med anlæg af en letbane i Aarhus, er det ønskeligt, at selskabet kan etableres hurtigst muligt. På den baggrund foreslås, det, at loven træder i kraft hurtigst muligt.
Det foreslås, at der indsættes en ændringsbestemmelse i lov om trafikselskaber, som giver trafikselskabet i Region Midtjylland (Midttrafik) hjemmel til at varetage opgaven med indkøb af letbanetrafik, såfremt der indgås en aftale med drifts- og infrastrukturselskabet herom.
Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane
Gældende
LBK nr 568 af 19/05/2025
Transportministeriet
Ændringer:
0
Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane
Herved bekendtgøres lov nr. 432 af 16. maj 2012 om Aarhus Letbane med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 155 af 18. februar 2015.
Transportministeren udtræder af Aarhus Letbane I/S. Aarhus Letbane I/S ejes herefter af Aarhus Kommune med 87,7 pct. og Region Midtjylland med 12,3 pct.
Stk. 2. Transportministerens oprindelige indskud på 600 mio. kr. i Aarhus Letbane I/S konverteres til et tilskud på 600 mio. kr. til Aarhus Letbane I/S. Beløbet er angivet i 2009-priser og opskrives med forudsætningsindekset for anlæg på finansloven.
Stk. 3. Transportministeren yder yderligere et tilskud på 330 mio. kr. til Aarhus Letbane I/S. Beløbet er angivet i 2014-priser og opskrives med forudsætningsindekset for anlæg på finansloven.
Stk. 4. Aarhus Kommune indskyder 500 mio. kr. i Aarhus Letbane I/S. Beløbet er angivet i 2009-priser og opskrives med forudsætningsindekset for anlæg på finansloven.
Stk. 5. Aarhus Kommune indskyder yderligere 331 mio. kr. i Aarhus Letbane I/S i forbindelse med transportministerens udtræden af Aarhus Letbane I/S. Beløbet er angivet i 2014-priser og opskrives med forudsætningsindekset for anlæg på finansloven.
Stk. 6. Region Midtjylland indskyder 78 mio. kr. i Aarhus Letbane I/S. Beløbet er angivet i 2009-priser og opskrives med forudsætningsindekset for anlæg på finansloven.
Stk. 7. Region Midtjylland indskyder yderligere 41 mio. kr. i Aarhus Letbane I/S i forbindelse med transportministerens udtræden af Aarhus Letbane I/S. Beløbet er angivet i 2014-priser og opskrives med forudsætningsindekset for anlæg på finansloven.
Stk. 8. Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland stiller vederlagsfrit de arealer til rådighed, der skal anvendes til letbanens blivende anlæg.
Aarhus Letbane I/S forestår anlæg af Aarhus Letbane.
Stk. 2. Aarhus Letbane består af anlæg af en letbanestrækning fra Aarhus H via de bynære havnearealer, herunder en afgrening til Østbanetorvet, via Skejby og Lisbjerg, samt som en mulig option, anlæg af en kort dobbeltsporet strækning mod vest i Lisbjerg, til Lystrup, samt tilpasning af Odderbanen og Grenaabanen til letbanedrift, herunder ombygning af Aarhus H.
Stk. 3. Aarhus Letbanes linjeføring fremgår af bilag 1 og 2.
Beskyttelsesmæssige hensyn efter naturbeskyttelsesloven og bevaringsmæssige hensyn efter museumsloven, for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelsen af anlægget nævnt i § 2, varetages alene af transportministeren efter denne lov. Kort over naturlokaliteter og kort over kulturhistoriske forhold, for så vidt angår anlægget nævnt i § 2, fremgår af bilag 3 og 4.
Aarhus Letbane I/S’ formål er at anlægge Aarhus Letbane, jf. § 2. Selskabet foretager offentligt udbud af anlæg af letbanen.
Stk. 2. Udbuddet af letbanen kan også omfatte indkøb af letbanetog, værksted og depot, jf. § 14, stk. 3.
Stk. 3. Udbuddet af letbanen kan ligeledes omfatte hel eller delvis elektrificering af Grenaabanen eller Odderbanen eller begge dele, jf. § 10, stk. 3.
Stk. 4. Kontrakt om anlæg af letbanen eller ændringer heri kan kun indgås, hvis der er enighed herom mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland.
Aarhus Kommune og Region Midtjylland fastsætter i fællesskab en vedtægt for Aarhus Letbane I/S.
Stk. 2. Aarhus Letbane I/S skal på begæring uden unødigt ophold stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for Aarhus Kommune og Region Midtjylland.
Ved tilkøb eller udnyttelse af optioner forstås udgifter til anlægget, der ikke er nødvendige for anlæg af Aarhus Letbane, jf. § 2, og som Aarhus Kommune og Region Midtjylland har mulighed for at vælge i forbindelse med gennemførelsen af anlægget af Aarhus Letbane, uden at dette i øvrigt medfører væsentlige tidsmæssige eller økonomiske konsekvenser for anlægget.
Stk. 2. Tilkøb og udnyttelse af optioner betales af den eller dem, der ønsker at foretage tilkøb eller udnytte en option.
Stk. 3. Hel eller delvis elektrificering af Grenaabanen eller Odderbanen eller begge dele er et tilkøb. Udgiften til elektrificering, ud over hvad der er i driftsøkonomisk balance, skal finansieres af de parter, som måtte ønske denne elektrificering.
Ved uforudsete udgifter forstås udgifter, der ikke har været forudset, og som er nødvendige af hensyn til gennemførelsen af anlægget af Aarhus Letbane.
Stk. 2. Uforudsete udgifter betales af Aarhus Letbane I/S, jf. dog § 13. Den nødvendige finansiering tilvejebringes i fællesskab af Aarhus Kommune med 87,7 pct. og Region Midtjylland med 12,3 pct.
Aarhus Kommune er ansvarlig for den udarbejdede VVM-redegørelse og miljørapport for Aarhus Letbane. Uforudsete udgifter som følge af krav om supplerende VVM-redegørelse og miljørapport og afledte udgifter heraf, som ikke skyldes ønske om tilkøb eller udnyttelse af option, betales af Aarhus Kommune.
Kapitel 4
Oprettelse af et drifts- og infrastrukturselskab samt mulighed for sammenlægning af Aarhus Letbane I/S og drifts- og infrastrukturselskabet.
Aarhus Kommune og Region Midtjylland opretter et drifts- og infrastrukturselskab, der har til formål at stå for drift og vedligehold af Aarhus Letbane, dog ikke vedligehold af den del af Aarhus Letbane, der er identisk med Grenaabanen. Drifts- og infrastrukturselskabet etableres som et interessentskab, og selskabet kan oprette datterselskaber.
Stk. 2. Udgiften til indkøb af letbanetog, værksted og depot skal betales af drifts- og infrastrukturselskabet.
Stk. 3. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for drifts- og infrastrukturselskabet og for dets datterselskaber.
Aarhus Kommune og Region Midtjylland kan beslutte at overdrage samtlige aktiver og passiver samt rettigheder og pligter fra Aarhus Letbane I/S til drifts- og infrastrukturselskabet eller til et helejet datterselskab heraf, jf. dog stk. 3. I forbindelse med overdragelsen opløses Aarhus Letbane I/S uden likvidation. Tinglysning og registrering af drifts- og infrastrukturselskabets eller dets helejede datterselskabs rettigheder og pligter kan ske på grundlag af denne lov.
Stk. 2. Aarhus Kommune og Region Midtjylland kan beslutte at overdrage samtlige aktiver og passiver samt rettigheder og pligter fra drifts- og infrastrukturselskabet og fra dets helejede datterselskaber til Aarhus Letbane I/S, jf. dog stk. 3. I forbindelse med overdragelsen opløses drifts- og infrastrukturselskabet og dets helejede datterselskaber uden likvidation. Tinglysning og registrering af Aarhus Letbane I/S’ rettigheder og pligter kan ske på grundlag af denne lov.
Stk. 3. En overdragelse efter stk. 1 eller 2 er betinget af, at overdragelsen ikke indebærer ændringer i statens tilsyn med anvendelsen af det statslige tilskud til Aarhus Letbane I/S, jf. § 1, stk. 2 og 3, som fastlægges i administrationsaftalen og revisionsinstruksen mellem staten og Aarhus Letbane I/S.
Transportministeren kan indgå aftaler med Region Midtjylland og trafikselskabet i Region Midtjylland om Odderbanens overgang til letbane.
Stk. 2. Såfremt regelmæssig passagerdrift ophører på letbanestrækningen mellem Aarhus H og Odder, har staten ret til vederlagsfrit at overtage letbaneinfrastrukturen med tilhørende signalanlæg m.v.
Stk. 3. Statens ret til overtagelse af letbaneinfrastruktur efter stk. 2 har gyldighed mod enhver uden tinglysning.
Trafikstyrelsen godkender de banetekniske anlæg for Aarhus Letbane, jf. § 2, samt de til anlægget hørende driftsregler og uddannelseskrav til sikkerhedscertificeret personale.
Kapitel 6
Byggelinjer, forbud, ekspropriation og gæsteprincippet
Transportministeren kan pålægge byggelinjer, når det er nødvendigt for at sikre det i § 2 nævnte anlæg. Byggelinjer kan pålægges for en periode af højst 10 år. Byggelinjepålægget kan én gang ved et nyt pålæg forlænges med yderligere op til 10 år. Aarhus Letbane I/S afholder alle omkostninger i forbindelse med pålæg af byggelinjer og offentliggørelsen heraf efter § 19.
Stk. 2. På ejendomme, der ligger inden for byggelinjen, må der ikke uden tilladelse fra transportministeren opføres ny bebyggelse, herunder ved tilbygning eller ved genopførelse af nedbrændt eller nedrevet bebyggelse, ligesom der ikke må foretages væsentlige forandringer i eksisterende bebyggelse. På sådanne ejendomme må der heller ikke indrettes andre anlæg af blivende art.
Transportministeren kan som en midlertidig foranstaltning forud for et eventuelt pålæg af byggelinjer nedlægge forbud mod, at der på en ejendom, der berøres af det i § 2 nævnte anlæg, foretages de foranstaltninger, der er nævnt i § 17, stk. 2. Et sådant forbud kan nedlægges for et tidsrum af 1 år og kan ikke nedlægges mere end én gang.
Stk. 2. Kommunen skal indberette til transportministeren, inden der meddeles tilladelse til byggeri på ejendomme, der ikke er pålagt byggelinjer, og som berøres af anlægget. Hvis transportministeren ikke inden for 2 måneder efter at have modtaget sådan indberetning nedlægger forbud i henhold til stk. 1, kan byggetilladelse meddeles.
Stk. 3. Klage over nedlæggelse af forbud skal ske, senest 4 uger efter at meddelelsen er kommet frem til den pågældende.
Stk. 4. Klage over en afgørelse om forbud fritager ikke klageren for at efterkomme forbuddet. Transportministeren kan dog bestemme, at klagen skal have opsættende virkning.
Transportministeren skal i stedlige nyhedsmedier offentliggøre byggelinjepålæg efter § 17. Transportministeren skal endvidere sende meddelelse til de ejere og brugere, hvis ejendomme direkte berøres af pålægget, og hvis adkomst fremgår af tingbogen.
Stk. 2. Klage over pålæg af byggelinjer skal ske, senest 4 uger efter at meddelelsen er kommet frem til den pågældende.
Stk. 3. Når fristen for klage er udløbet og der er truffet afgørelse i klagesagen, skal byggelinjepålægget tinglyses med angivelse af hjemmel.
Stk. 4. Klage over en afgørelse om byggelinjepålæg fritager ikke klageren for at efterkomme pålægget. Transportministeren kan dog bestemme, at klagen skal have opsættende virkning.
Stk. 5. Byggelinjepålæg skal fra offentliggørelsen respekteres af ejendommenes ejere, brugere, panthavere og andre indehavere af rettigheder over ejendommene, uanset hvornår rettighederne er erhvervet.
Stk. 6. Forinden byggearbejder iværksættes på en ejendom, hvor der er pålagt byggelinjer i henhold til § 17, skal bygherren indhente oplysning hos transportministeren om, hvorvidt arbejdets udførelse vil komme i strid med byggelinjepålægget.
Hvis ejeren af et areal, der er pålagt byggelinjer efter § 17, afskæres fra en udnyttelse af arealet, der er økonomisk rimelig og forsvarlig under hensyn til arealets beliggenhed og øvrige beskaffenhed, og som svarer til den udnyttelse, der finder sted af andre tilgrænsende eller omliggende arealer, kan ejeren på ethvert tidspunkt kræve, at transportministeren overtager arealet på Aarhus Letbane I/S’ vegne mod erstatning. Aarhus Letbane I/S afholder alle omkostninger hertil.
Stk. 2. Ejeren af et areal, der i væsentligt omfang er pålagt byggelinjer efter § 17, kan på ethvert tidspunkt desuden kræve, at transportministeren på vegne af Aarhus Letbane I/S overtager arealet mod erstatning, når byggelinjerne hindrer afhændelse af arealet på normale vilkår og ejeren af særlige personlige grunde ønsker at afstå arealet før det tidspunkt, hvor der kan foretages ekspropriation.
Stk. 3. Udgør det areal, der er pålagt byggelinjer efter § 17, kun en del af en ejendom, kan ejeren kræve hele ejendommen overtaget, hvis den tilbageværende del af ejendommen bliver så lille eller af en sådan beskaffenhed, at ejendommen ikke skønnes hensigtsmæssigt at kunne bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde. Tilsvarende gælder, hvis byggelinjepålægget hindrer afhændelse af hele ejendommen på normale vilkår i de situationer, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Afslår transportministeren ejerens anmodning om overtagelse efter stk. 1-3, eller opnås der ikke enighed om erstatningens størrelse, kan ejeren påklage transportministerens afgørelse til de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Taksationsmyndighederne afgør, om ejerens krav efter stk. 1-3 skal imødekommes, og fastsætter i så fald erstatning for arealets overtagelse efter reglerne i § 51, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje. Ved taksationsmyndighedernes behandling finder bestemmelserne i §§ 58 a-62 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Afgørelser, der kan påklages efter stk. 4, kan ikke indbringes for domstolene, før klageadgangen er udnyttet. Søgsmål skal være anlagt, inden for 6 måneder efter at klagemyndighedens afgørelse er kommet frem til klageren.
Transportministeren kan på vegne af Aarhus Letbane I/S efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde ekspropriere en ejendom, der berøres særligt indgribende af anlægget nævnt i § 2, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer. Aarhus Letbane I/S afholder alle omkostninger hertil.
Stk. 2. Erstatningen fastsættes af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 3. Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 51, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje anvendelse.
Transportministeren bemyndiges til på vegne af Aarhus Letbane I/S ved ekspropriation at erhverve de arealer og ejendomme m.v., der er nødvendige for gennemførelsen af anlægget nævnt i § 2.
Stk. 2. Transportministeren bemyndiges til på vegne af Aarhus Letbane I/S ved ekspropriation at pålægge ejendomme langs letbaneanlægget, jf. § 2, servitut om eldrift eller andre servitutter med deraf følgende rådighedsindskrænkninger, der er nødvendige for gennemførelsen af anlægget nævnt i § 2.
Stk. 3. Ekspropriation sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 4. Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 51, stk. 1 og 2 , i lov om offentlige veje anvendelse. Aarhus Letbane I/S afholder alle omkostninger til ekspropriationer.
Bestemmelsen i § 106, stk. 1, i lov om offentlige veje om gæsteprincippet finder anvendelse på ledningsarbejder i forbindelse med anlæg af Aarhus Letbane, jf. § 2.
Kapitel 7
Delegation, fastsættelse af regler for klage og ikrafttræden m.v.
Transportministeren kan bemyndige Aarhus Letbane I/S til at udøve ministerens beføjelser i denne lov.
Stk. 2. Aarhus Letbane I/S kan overlade sine beføjelser i nærmere bestemt omfang til Midtjyske Jernbaner, DSB eller Banedanmark i forbindelse med udførelse af anlægsarbejde på stationer og på Odderbanen og Grenaabanen.
Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der træffes efter denne lov, for så vidt bestemmelser herom ikke er fastsat i loven, herunder om klagefrister og om, at afgørelserne ikke kan påklages til transportministeren.