Bekendtgørelse af barnets lov § 90

Servicelovens kapitel 21-23 indeholder en række bestemmelser om kompenserende hjælp og støtte, som har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.

Endvidere fremgår det i dag af servicelovens § 44, at bestemmelserne i servicelovens § 83 om personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v., § 84, stk. 1, om afløsning/aflastning og § 86, stk. 2, om vedligeholdelsestræning, finder tilsvarende anvendelse for børn, der har behov herfor.

Det foreslås med § 90, at følgende bestemmelser i serviceloven finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov for følgende: 1) § 83 om personlig og praktisk hjælp, 2) § 84, stk. 1, om afløsning og aflastning, 3) § 86, stk. 2, om vedligeholdelsestræning, 4) § 112 om hjælpemidler, 5) § 113 om forbrugsgoder, 6) § 113 b om midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder, 7) § 114 om bilstøtte, 8) § 116 om boligindretning, 9) § 117 om individuel befordring, 10) § 118 om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom og 11) §§ 119-122 om pasning af nærtstående som ønsker at dø i eget hjem.

Med den foreslåede § 90 rammesættes kommunalbestyrelsens fortsatte ansvar for at sikre, at børn og unge og deres familier får den særlige hjælp og støtte, som de i dag har ret til i medfør af serviceloven på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos barnet eller den unge, også selv om rammerne for de nævnte indsatser fortsat vil være fastlagt i serviceloven.

De foreslåede nr. 1-3, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 44 i sprogligt tilpasset form, men uden indholdsmæssige ændringer.

Med de foreslåede nr. 1-3, vil børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier i overensstemmelse med gældende ret også fremover have adgang til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, aflastning og afløsning efter servicelovens § 84, stk. 1, samt vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, stk. 2, selv om disse servicelovsbestemmelser i udgangspunktet er målrettet voksne.

Med det foreslåede nr. 1 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 83 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte i form af personlig og praktisk hjælp, herunder madservice til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier, som har behov herfor.

Den personlig og praktiske hjælp vil i overensstemmelse med gældende ret skulle bidrage dels til at vedligeholde barnets eller den unge fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge.

I overensstemmelse med gældende ret vil denne adgang også fremadrettet skulle omfatte personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven, mens en del af de bestemmelser om tilrettelæggelse og levering af hjælpen og kontant tilskud i serviceloven, som henviser til § 83, ikke vil finde anvendelse for børn og unge, der vil modtage hjælp, jf. § 90. Det drejer sig eksempelvis om servicelovens § 95, der ikke vil finde anvendelse.

I lighed med den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 44, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 67-17, vil det foreslåede § 90, nr. 1, således ikke medføre, at eksempelvis servicelovens § 95, stk. 3, som giver mulighed for, at kommunen i særlige tilfælde i stedet for naturalydelse efter servicelovens § 83 kan udbetale et tilskud til hjælp, som ydelsesmodtageren selv antager, finder anvendelse for børn og unge, der har behov for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83.

Med det foreslåede nr. 1 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde personlig og praktisk hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette gælder også i forhold til de processuelle regler i serviceloven, som træder i kraft for kommunalbestyrelsen i forhold til afgørelser om personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v. efter servicelovens § 83. Dette indebærer bl.a., at servicelovens § 87 om kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at hjælpen i fornødent omfang kan leveres døgnet rundt, og §§ 88-90 om afgørelse m.v. vil finde anvendelse ved tildeling af personlig og praktisk hjælp i hjemmet m.v. til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 1, jf. servicelovens § 83.

Formålet med det foreslåede nr. 1 er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83.

Med det foreslåede nr. 2 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 84, stk. 1, finde tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen også fremadrettet vil skulle give tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Aflastning eller aflastning efter servicelovens § 84, stk. 2, kan bevilges til forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Afløsning gives i hjemmet, mens aflastning gives uden for hjemmet, f.eks. i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i et egnet tilbud.

I overensstemmelse med gældende ret efter servicelovens § 44, jf. § 84, stk. 1, jf. Ankestyrelsens principafgørelse 85-13, vil denne adgang også fremadrettet kun skulle finde anvendelse, når behovet for aflastning er opstået alene på grund af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, og når aflastningen sker af hensyn til den øvrige familie. Det vil eksempelvis kunne være relevant at give aflastning efter den foreslåede § 90, nr. 2, jf. servicelovens § 84, stk. 1, i situationer, hvor der er behov herfor med henblik på at give forældrene tid til de andre søskende, uden at barnet med funktionsnedsættelse er til stede.

Med det foreslåede nr. 2 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde afløsning og aflastning efter serviceloven til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer bl.a., at servicelovens § 87 om kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at hjælpen i fornødent omfang kan leveres døgnet rundt, og §§ 88-90 om afgørelse m.v. vil finde anvendelse ved tildeling af aflastning og afløsning til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 2, jf. servicelovens § 84, stk. 1.

Formålet med det foreslåede, nr. 2 er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til afløsning eller aflastning efter servicelovens § 84, stk. 1.

Med det foreslåede nr. 3 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, jf. servicelovens § 44, jf. § 86, stk. 2, også fremadrettet vil skulle give tilbud om vedligeholdelsestræning til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

I overensstemmelse med gældende ret vil have karakter af målrettet træning for at forhindre funktionstab og for at fastholde det hidtidige funktionsniveau og vil kunne omfatte vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske færdigheder. Vedligeholdelsestræning vil også fremover skulle bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til at fastholde hidtidige funktionsniveau og vil således også kunne have et forebyggende sigte.

Med det foreslåede nr. 3 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde vedligeholdelsestræning til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer bl.a., at servicelovens §§ 88-90 om afgørelse m.v. finder anvendelse ved tildeling af vedligeholdelsestræning til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 3, jf. servicelovens § 86, stk. 2.

Formålet med det foreslåede nr. 3 er at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier fortsat vil have adgang til vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, stk. 2.

Med de foreslåede nr. 4-11, foreslås det, at der skabes en ny hjemmel i barnets lov, som i overensstemmelse med gældende ret vil forpligte kommunalbestyrelsen til at tilbyde hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor efter de bestemmelser i serviceloven, som i dag har både børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.

Med det foreslåede nr. 4 foreslås det, at bestemmelser i servicelovens § 112 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte til hjælpemidler til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Med det foreslåede nr. 4 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde hjælpemidler til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 112 a om ansøgning via digital selvbetjening og § 112 b om pligt til i visse tilfælde at træffe afgørelse om støtte til et hjælpemiddel inden for fire uger finder anvendelse ved tildeling af hjælpemidler til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 4, jf. servicelovens § 112.

Det samme gælder i forhold til servicelovens §§ 113 a om forenklet sagsbehandlingsprocedure og 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven til hjælpemidler. Det indebærer endvidere, at de rammer for tildeling af hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, som med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 112, stk. 5, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1247 af 13. november 2017 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven finder anvendelse ved tildeling af hjælpemidler til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 4, jf. servicelovens § 112. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 112, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 4, jf. § 112 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 4 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne også fremover vil have adgang til hjælpemidler efter servicelovens § 112.

Med det foreslåede nr. 5 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 113 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover skulle yde støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i servicelovens § 113, er opfyldt. I overensstemmelse med gældende ret vil der ikke kunne ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, ligesom der kun vil kunne ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr. Hjælpen vil også fremover som hovedregel skulle udgøre 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Med det foreslåede nr. 5 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at skulle yde støtte til køb af forbrugsgoder til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 113 a om forenklet sagsbehandlingsprocedure og § 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven til forbrugsgoder finder anvendelse ved tildeling af forbrugsgoder til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 5, jf. servicelovens § 113. Det indebærer endvidere, at de rammer for tildeling af hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder, som med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 113, stk. 6, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1247 af 13. november 2017 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven finder anvendelse ved tildeling af hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder til børn og unge efter det foreslåede § 90, stk. 1, nr. 5, jf. servicelovens § 113. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 113, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 8 i, stk. 1, nr. 5, i barnets lov, jf. § 113 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 5 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil have adgang til hjælp til køb af forbrugsgoder efter servicelovens § 113.

Med det foreslåede nr. 6 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 113 b finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af denne lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsens ret til i medfør af servicelovens § 113 b at yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte i servicelovens § 112, stk. 1, eller servicelovens § 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt, også vil gælde børn og unge og deres familier.

Støtten vil i overensstemmelse med gældende ret også fremover i alle tilfælde skulle ydes som naturalydelse uden egenbetaling for borgeren, ligesom der også fremover alene vil kunne ydes støtte til det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode én gang inden for samme tidsbegrænsede periode.

Med det foreslåede nr. 6 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven vil finde anvendelse ved tildeling af midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 6, jf. servicelovens § 113 b. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 113 b, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 6, jf. § 113 b i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 6 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil være omfattet af servicelovens § 113 b.

Med det foreslåede nr. 7 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 114 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle yde støtte til køb af bil, hvis der er behov herfor, fordi barnets eller den unges varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil eller forringer evnen til at færdes, i tilfælde hvor barnet eller den unge har aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.

Støtten vil i overensstemmelse med gældende ret skulle ydes som et rentefrit lån inden for en ramme på 206.000 kr. (2023-niveau). I situationer, hvor prisen på den billigst egnede bil måtte overstige lånerammen, vil der skulle ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem lånerammen og prisen på den billigst egnede bil.

Med det foreslåede nr. 7 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde støtte til køb af bil til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier med behov herfor. Dette indebærer, at servicelovens § 115 om forudsætninger for støtte efter serviceloven til køb af bil vil finde anvendelse ved tildeling af støtte til køb af bil til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 7, jf. servicelovens § 114. Det indebærer endvidere, at de rammer for støtte til køb af bil som med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 114, stk. 4, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1252 af 20. november 2017 om støtte til køb af bil efter serviceloven finder anvendelse i forbindelse med støtte til køb af bil til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 7, jf. servicelovens § 114. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 114, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 7, jf. § 114 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 7 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil have adgang til støtte til køb af bil, hvis betingelserne i servicelovens § 114 om bilstøtte er opfyldt.

Med det foreslåede nr. 8 foreslås, at bestemmelser i servicelovens § 116 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle yde hjælp til indretning af bolig til et barn eller en ung med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for barnet eller den unge, lige som modtageren af hjælpen også fremover vil skulle have adgang til selv at lade en håndværker udføre boligindretningen og i stedet modtage en refusion for udgifterne hertil, svarende til de udgifter, kommunen ville have haft, hvis en håndværker havde udført opgaven direkte for kommunen.

Med det foreslåede nr. 8 vil det ligeledes blive sikret, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil være omfattet af kommunalbestyrelsens mulighed for i de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter servicelovens § 116, stk. 1, ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, at yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig, hvis der ikke kan anvises anden bolig, som dækker barnets eller den unges behov. Med det foreslåede § 90, nr. 8, vil de rammer for hjælp til indretning af bolig, som med afsæt i bemyndigelsen i servicelovens § 116, stk. 3 og 6, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1076 af 14. september 2010 om adgangen til frit valg af boligindretning efter lov om social service samt i bekendtgørelse nr. 1389 af 11. december 2013 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning og skift af bolig, finder anvendelse i forbindelse med hjælp til indretning af bolig til børn og unge efter det foreslåede § 90, nr. 8, jf. servicelovens § 116. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 116, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 8, jf. § 116 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 8 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil have ret til hjælp til indretning af bolig efter servicelovens § 116.

Det foreslås med nr. 9, at bestemmelser i servicelovens § 117 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret også fremover vil have mulighed for efter servicelovens § 117 at yde tilskud til børn og unge, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne måtte have behov for befordring med individuelle transportmidler.

I overensstemmelse med gældende ret efter § 117, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen ikke have pligt til at tilrettelægge en tilskudsordning efter denne bestemmelse, lige som der ikke vil være adgang til at klage til anden administrativ myndighed over kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp efter det foreslåede nr. 9, jf. servicelovens § 117, stk. 1.

Med det foreslåede nr. 9 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens muligheder for at tilbyde individuel befordring til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne med behov herfor. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 117, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 9, jf. § 117 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 9 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier vil også fremover vil være en del af målgruppen for eventuelle tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Det foreslås med nr. 10, at bestemmelser i servicelovens § 118 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, også fremover vil skulle tilbyde ansættelse af en person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der måtte ønske at passe et nærtstående barn eller en nærtstående ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse i hjemmet, når alternativet til pasning i hjemmet vil være døgnophold uden for hjemmet eller plejebehovet vil svare til et fuldtidsarbejde, der måtte være enighed mellem parterne om etablering af pasningsforholdet, og kommunalbestyrelsen måtte vurdere, at der ikke er afgørende hensyn, der måtte tale imod, at det er den pågældende person, der vil skulle passe den nærtstående.

Med det foreslåede nr. 10 vil personen i overensstemmelse med gældende ret også fremadrettet skulle ansættes af den kommune, hvor den nærtstående bor, samt udbetale løn og indbetale pension i overensstemmelse med de satser og vilkår, som er fastsat i servicelovens § 118, stk. 2.

Ansættelsen vil fortsat kunne ske i indtil seks måneder med henblik på at passe den nærtstående via indgåelse af en ansættelsesaftale mellem personen og kommunalbestyrelsen, med mulighed for, at pasningsperioden vil kunne forlænges med indtil tre måneder, hvis særlige forhold taler herfor, samt kunne opdeles i perioder og deles af flere personer. Der vil alene kunne ydes én pasningsordning til ét sammenhængende sygdomsforløb eller handicap, med mindre der tilstøder den pågældende en anden lidelse eller funktionsnedsættelse.

Med det foreslåede nr. 10 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde ansættelse af en person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der måtte ønske at passe et nærtstående barn eller en nærtstående ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse i hjemmet. De tværgående bestemmelser i serviceloven om bl.a. regulering og om kommunalbestyrelsens og regionsrådenes opgaver og rolle, som finder anvendelse i relation til ydelser efter § 118, vil også finde anvendelse, såfremt ydelsen gives til et barn eller en ung med funktionsnedsættelse efter § 90, nr. 10, jf. § 118 i serviceloven.

Formålet med det foreslåede nr. 10 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil udgøre en del af målgruppen for servicelovens § 118 om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.

Det foreslås med nr. 11, at bestemmelser i servicelovens § 119-122 finder tilsvarende anvendelse for børn, unge og familier omfattet af barnets lov, der har behov herfor.

Dette indebærer, at personer som passer et nærtstående barn eller en nærtstående ung, der ønsker at dø i eget hjem, i overensstemmelse med gældende ret også fremover efter ansøgning vil være berettiget til plejevederlag efter servicelovens § 119, hvis hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering anses for udsigtsløs, og den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig el.lign., og den syge i øvrigt er indforstået med etableringen af plejeforholdet.

Med det foreslåede nr. 11 vil en arbejdsgiver, der vil yde løn til en ansat i forbindelse med pasning af en nærtstående, således at den ansatte ikke har en tabt arbejdsindtægt, også fremover være berettiget til at få udbetalt det beløb, som den ansatte ellers ville være berettiget til i plejevederlag. Dette er i overensstemmelse med gældende ret.

Med det foreslåede nr. 11 vil plejevederlaget også fremadrettet skulle fastlægges i overensstemmelse med de satser og vilkår, som er fastsat i servicelovens § 120, ligesom muligheden for at plejevederlaget kan deles af flere personer vil blive videreført i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastsat i samme bestemmelse. Endvidere vil det foreslåede § 90, nr. 11, indebære en videreførelse af den gældende retstilstand for ophøret af retten til plejevederlag. Retten vil således også fremover i medfør af servicelovens § 121 skulle ophøre ved plejeforholdets afslutning, således at retten til plejevederlag bevares i indtil 14 dage efter dødsfaldet ved den plejekrævendes død, og således at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis vil kunne træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.

Med det foreslåede nr. 11 vil kommunalbestyrelsen, såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis, også fremadrettet uden hensyn til den pågældendes eller familiens økonomiske forhold kunne yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold efter servicelovens § 119 passer en døende, kommunen varetager plejen helt eller delvis, eller et hospice varetager plejen.

Med det foreslåede nr. 11 videreføres gældende ret. Der er således ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer af kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde plejevederlag til personer som passer et nærtstående barn eller en nærtstående ung, der ønsker at dø i eget hjem, i overensstemmelse med retningslinjerne i servicelovens §§ 119-122.

Formålet med det foreslåede nr. 11 er at sikre, at børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier også fremover vil udgøre en del af målgruppen for servicelovens §§ 119-122 om pasning af nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem.

Baggrunden for forslaget om en ny § 90 er, at det med lovforslaget i sin helhed foreslås, at sociallovgivningens regler målrettet børn og unge og deres familier vil skulle samles i en ny, selvstændig hovedlov, barnets lov, som i lighed med serviceloven vil skulle danne rammen for alle sociale indsatser til målgruppen, uanset baggrunden for det enkelte barns eller den enkelte unges støttebehov.

Den foreslåede § 90 i barnets lov vil således fremover også skulle give hjemmel til, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier vil kunne have uændret adgang til hjælp og støtte efter de bestemmelser i serviceloven, som også fremadrettet skal danne rammen om særlige kompenserende indsatser, som både har børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som målgruppe.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.