LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 77
Når kommunalbestyrelsen iværksætter støtte efter §§ 75 eller 76, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene.
Stk. 2. I forbindelse med en indstilling om anbringelse uden samtykke efter § 47 af et barn eller en ung, der har søskende under 18 år i husstanden, og hvor anbringelsen er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en forældrehandleplan efter stk. 1, uanset om forældrene har afvist at modtage støtten efter §§ 75 eller 76.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde, hvor det er åbenlyst unødvendigt, undlade at udarbejde en plan efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støtten til forældrene.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 77
RetsinformationDet fremgår af servicelovens § 54, stk. 2, sidste pkt., at kommunalbestyrelsen skal fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene, når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne om en støtteperson og støtte til forældre til anbragte børn og unge. Der henvises til de foreslåede §§ 75 og 76 og bemærkningerne hertil.
Efter servicelovens § 54, stk. 2, sidste pkt., er kommunalbestyrelsen kun forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan, hvis støtte iværksættes. Således er kommunalbestyrelsen efter gældende ret ikke forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan, hvis forældrene afslår tilbud om støtte efter servicelovens § 54, stk. 1 og 2.
Det foreslås med stk. 1, at når kommunalbestyrelsen iværksætter støtte efter §§ 75 eller 76, skal kommunalbestyrelsen fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene.
Med stk. 1 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 54, stk. 2, sidste pkt., i serviceloven, med redaktionelle ændringer. Den gældende retstilstand efter denne bestemmelse videreføres derfor uændret.
Efter bestemmelsen i stk. 1 vil kommunalbestyrelsen fortsat skulle udarbejde en særskilt plan for støtten efter de foreslåede §§ 75 og 76 til forældrene. Denne plan omtales almindeligvis som en ”forældrehandleplan”. Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om at tildele støtte til forældrene efter de foreslåede §§ 75 eller 76, og iværksættes støtten, vil kommunalbestyrelsen fortsat være forpligtet til at udarbejde en forældrehandleplan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 1.
Hvis der træffes afgørelse om støtte efter den foreslåede § 77, stk. 1, vil der skulle udarbejdes en særskilt forældrehandleplan. Såfremt forældrene er i målgruppen for en helhedsorienteret plan og giver samtykke til, at den særskilte plan erstattes af en helhedsorienteret plan, jf. den foreslåede bestemmelse i § 78, vil beskrivelsen af støtten skulle indgå heri. Kommunen vil skulle følge op på planen efter reglerne i den foreslåede § 79, uanset om støtten fremgår af en særskilt plan eller en helhedsorienteret plan.
Det foreslås med stk. 2, der er ny, at i forbindelse med en indstilling om anbringelse uden samtykke efter § 47 af et barn eller en ung, der har søskende under atten år i husstanden, og hvor anbringelsen er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en forældrehandleplan efter § 77, stk. 1, uanset om forældrene har afvist at modtage støtten efter §§ 75 eller 76.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen skulle udarbejde en forældrehandleplan efter den foreslåede § 77, stk. 1 eller en helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 78, uanset om forældrene har afvist støtten, hvis betingelserne i § 77, stk. 2, er opfyldt.
I sager, hvor kommunalbestyrelsen indstiller, at et barn eller en ung anbringes uden samtykke på grund af omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale problemer hos forældrene, og hvor der er søskende, og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar position, er behovet særligt stort for at sætte målrettet ind med hjælp til hele familien og til at arbejde målrettet med forældrene. Kommunalbestyrelsen vil derfor som udgangspunkt skulle udarbejde en forældrehandleplan efter § 77, stk. 1, eller en helhedsorienteret plan efter § 78, hvis betingelserne i § 77, stk. 2, er opfyldt, jf. dog § 77, stk. 3. I de tilfælde, hvor forældrene afviser at modtage støtte, vil planen eksempelvis kunne omfatte, hvordan der arbejdes med at styrke dialog og samarbejde med forældrene samt forældrenes samvær og kontakt med det det anbragte barn eller den anbragte unge.
Efter den foreslåede § 51 vil der skulle udarbejdes en indstilling til børne- og ungeudvalget, når der træffes afgørelse om anbringelse uden samtykke efter bestemmelsen i den foreslåede § 47. Forpligtelsen til at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 77, stk. 2, eller § 78, vil kun gælde, hvis kommunalbestyrelsen udarbejder en indstilling efter den foreslåede § 51. Der henvises til bemærkningerne til § 51.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil indstillingen om anbringelse af barnet eller den unge skulle være begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene. Herved vil skulle forstås, at indstillingen om anbringelse i overvejende grad vil være begrundet i forhold hos forældrene. Efter bestemmelsen i den foreslåede § 47 vil børne- og ungeudvalget kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af: utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge; overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for; misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge; eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Forpligtelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 2, vil kun finde anvendelse, hvis indstillingen i overvejende grad er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene. Indstillingen vil således også kunne være delvis begrundet i forhold hos barnet eller den unge, men det afgørende vil være, at indstillingen overvejende er begrundet i omsorgssvigt eller andre alvorlige sociale forhold hos forældrene. Omsorgssvigt vil i denne sammenhæng skulle forstås på samme måde som i den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 1. Ud over omsorgssvigt vil andre alvorlige sociale forhold hos forældrene, som direkte påvirker barnets eller den unges sundhed eller udvikling, også medføre pligt til at udarbejde en forældrehandleplan efter den foreslåede stk. 2. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis barnet eller den unge udsættes for vold eller seksuelle overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 2.
Efter det foreslåede stk. 2 vil det være en betingelse for, at kommunalbestyrelsen vil skulle udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, at barnet eller den unge har søskende i husstanden under atten år. Med søskende vil skulle forstås hel-, halv- og stedsøskende under atten år i husstanden. Fraskilte familier, hvor der kan være hel- og halvsøskende, der bor hos den anden forælder, hvor der ikke er anbragte søskende, vil ikke være omfattet af den foreslåede § 77, stk. 2.
Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde, hvor det er åbenlyst unødvendigt, kan undlade at udarbejde en plan efter § 77, stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en plan for støtten til forældrene.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, hvis det er åbenlyst unødigt. Åbenlyst unødigt vil i denne sammenhæng skulle forstås således, at der vil skulle være en tydelig og stærk grund til, at der ikke vil opnås en positiv effekt ved at udarbejde en forældrehandleplan.
Som eksempel på situationer, hvor det vil være åbenlyst unødigt at udarbejde en plan, vil være situationer, hvor forældrene er ude af stand til at modtage hjælp, og forældrehandleplanen eller den helhedsorienterede plan derfor ikke vil have en effekt. Dette vil kunne skyldes alvorlige sociale problemer, som svære alkohol- eller misbrugsproblemer. Det samme vil være tilfældet, hvis det ikke er muligt at få kontakt til forældrene. Er denne tilstand midlertidig, vil der efterfølgende kunne udarbejdes en forældrehandleplan efter bestemmelsen i den foreslåede § 77, stk. 1.
Er betingelserne i det foreslåede stk. 2 opfyldt, og vurderer kommunalbestyrelsen, at det er åbenlyst unødigt at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan, vil kommunalbestyrelsen skulle begrunde, hvorfor der ikke udarbejdes en forældrehandleplan, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i § 77, stk. 3, 2. pkt., vil skulle sikre, at kommunalbestyrelsens beslutning om ikke at udarbejde en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan er tilstrækkelig begrundet. Bestemmelsen vil derfor sikre, at kommunalbestyrelsen faktisk tager stilling til, hvorfor der ikke skal udarbejdes en forældrehandleplan eller helhedsorienteret plan. Bestemmelsen vil også sikre, at forældrene har mulighed for at se en begrundelse for, at der ikke er fastsat en forældrehandleplan. Bestemmelsen vil således også bidrage til at styrke forældrenes retssikkerhed.
Begrundelsen vil også kunne bidrage til at sikre et bedre grundlag for det videre arbejde med barnet, forældrene og familien, da begrundelsen vil skulle vedlægges indstillingen til børne- og ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse i § 51, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til § 5.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 77 i sin helhed er at sikre støtte til forældrene i sager, hvor et barn er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt, og hvor der er søskende, og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar position.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.2 og 3.15.3.