Bekendtgørelse af barnets lov § 71

Efter § 13, stk. 7, i serviceloven tilbyder VISO vejledende rådgivning til kommuner i sager om adoption uden samtykke. Som led heri udarbejder VISO vejledningsmateriale, afholder temadage for kommunerne og vejleder kommunerne i behandlingen af konkrete sager.

Baggrunden for bestemmelsen er, at sager om adoption uden samtykke er komplekse, og på grund af det begrænsede sagsantal er det vanskeligt for den enkelte kommunalbestyrelse at oparbejde erfaring med og ekspertise i at håndtere dem.

VISOs generelle rådgivning om adoption uden samtykke har derfor bl.a. til formål at øge kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på, at en ny og blivende familie til et anbragt barn eller en anbragt ung kan være en bedre løsning end en langvarig anbringelse, fordi barnet eller den unge gennem adoption får mulighed for at vokse op i en ny familie, der er barnets egen. Rådgivningen drejer sig bl.a. om at styrke kommunalbestyrelsernes viden om, hvordan de kan vurdere, om en forælder er uden forældreevne, og om hvordan dette dokumenteres, samt hvordan det vurderes og dokumenteres, at adoption er den bedste løsning for det enkelte barn eller den enkelte unge. Den generelle rådgivning gives ofte i form af temadage.

VISOs rådgivning i konkrete sager om adoption uden samtykke har til formål at understøtte kommunalbestyrelsernes behandling af den pågældende sag. Rådgivningen omfatter efter behov navnlig, hvordan det belyses, hvad der er barnets eller den unges bedste, og i givet fald hvordan det dokumenteres, at betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt. VISO tilrettelægger sin rådgivning til kommunalbestyrelsen om behandlingen af en konkret sag på grundlag af de oplysninger om barnet og forældrene og andre relevante involverede, som kommunalbestyrelsen har sendt til VISO, navnlig børnefaglige undersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser. Rådgivning gives normalt mundtligt på et eller flere møder. VISO tager ikke stilling til, om en konkret indstilling er fyldestgørende.

Ved for behandlingen af en sag om adoption uden samtykke er det kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere behovet for rådgivning fra VISO og i givet fald søge rådgivning hos VISO.

Uanset om kommunalbestyrelsen har søgt rådgivning hos VISO, er det altid kommunalbestyrelsen, der beslutter, om et barn eller en ung skal indstilles til adoption uden samtykke. VISOs vejledning efter § 13, stk. 7, i serviceloven er ikke bindende for kommunalbestyrelsen, og det er altid den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption uden samtykke efter § 68 e i serviceloven. VISO kan således ikke overtage en myndighedsfunktion fra kommunalbestyrelsen.

Det foreslås, at barnets lov i § 71 skal indeholde en bestemmelse om VISOs rådgivning af kommunalbestyrelserne om adoption.

Med stk. 1 foreslås det, at kommunalbestyrelsen til brug for overvejelser om adoption efter den foreslåede bestemmelse i § 69 og til brug for udarbejdelse af en indstilling efter den foreslåede bestemmelse i § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i adoptionsloven kan anmode VISO om vejledende rådgivning, jf. lovforslagets § 167.

Forslaget vil have til formål at øge kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på muligheden for efter lovforslagets § 167 at søge vejledende rådgivning fra VISO til brug for behandlingen af sager om adoption. Efter lovforslagets § 71, der uden indholdsmæssige ændringer foreslås at videreføre § 13, stk. 7, i serviceloven, vil VISO yde gratis vejledende rådgivning til kommunalbestyrelser i sager om adoption uden samtykke.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil for det første finde anvendelse, når kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 69 overvejer, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække. For det andet vil bestemmelsen finde anvendelse ved kommunalbestyrelsens udarbejdelse af en indstilling efter den foreslåede bestemmelse i § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 eller 4, i adoptionsloven.

Videre foreslås det med stk. 2, at kommunalbestyrelsen til brug for udarbejdelsen af en indstilling efter lovforslagets § 70 om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven skal søge vejledende rådgivning fra VISO, jf. lovforslagets § 167.

Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen inden udarbejdelsen af en indstilling om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven vil skulle søge vejledende rådgivning til brug for den videre behandling af sagen.

Det vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, hvilke behov kommunalbestyrelsen har for vejledende rådgivning fra VISO, og på hvilket grundlag og hvordan kommunalbestyrelsen skal søge rådgivningen. Det vil også bero på en konkret vurdering, hvilke dele af sagen rådgivningen rettes mod, men sikring af barnets, den unges og forældrenes retssikkerhed vil altid indgå i rådgivningen. Ved tilrettelæggelsen af rådgivningen vil VISO kunne inddrage sine hidtidige erfaringer med samarbejdet med kommunalbestyrelsen om adoptionssager.

Den omstændighed, at en kommunalbestyrelse udarbejder en indstilling om adoption uden samtykke til børne- og ungeudvalget uden først at have søgt vejledende rådgivning fra VISO, vil ikke betyde, at udvalget eller Ankestyrelsen skal hjemvise sagen til fornyet behandling.

Endelig foreslås det med stk. 3, at VISO skal pålægge en kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption, når kommunalbestyrelsen hverken har fået hjælp fra VISO til behandling af en konkret sag om adoption uden samtykke eller har modtaget generel rådgivning om adoption fra VISO. Det foreslås endvidere, at VISOs beslutning om pålæg efter det foreslåede 1. pkt. ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Forslaget vil betyde, at VISO vil skulle pålægge en kommunalbestyrelse at modtage generel rådgivning om adoption, når kommunalbestyrelsen ikke tidligere hverken har fået hjælp fra VISO til behandling af en konkret sag om adoption uden samtykke eller har modtaget generel rådgivning om adoption fra VISO. Denne generelle rådgivning udformes på samme måde som VISOs generelle rådgivning om adoption efter § 13, stk. 7, i serviceloven, der foreslås videreført i barnets lov som § 167. Rådgivningen vil således typisk blive gennemført i form af temadage.

VISO vil således med forslaget få en initiativpligt til at kontakte de pågældende kommuner. Kontakten vil have til formål at aftale og planlægge generel rådgivning om adoption uden samtykke i form af temadage eller anden form for egnet rådgivning til den konkrete kommunalbestyrelse. Ønsker en kommune ikke at benytte sig af tilbuddet, vil VISO skulle træffe beslutning om at pålægge kommunalbestyrelsen at modtage rådgivningen.

VISOs beslutning om, at en kommunalbestyrelse skal pålægges at modtage generel rådgivning om adoption, vil bygge på VISOs hidtidige erfaring med samarbejde med kommunalbestyrelsen om adoptionssager. Ifølge oplysninger fra VISO vil 33 kommuner være omfattet af den foreslåede ordning.

Den rådgivning om adoption, som VISO efter det foreslåede stk. 3 skal pålægge en kommunalbestyrelse at modtage, vil skulle tilpasses efter forholdene i den enkelte kommune. Rådgivningen vil navnlig have fokus på retssikkerheden i sager om adoption uden samtykke, sagsproces og dokumentationskrav, herunder hvilke undersøgelser af bl.a. barnets eller den unges, forældrenes og plejeforældrenes indbyrdes forhold der skal gennemføres for at udarbejde en indstilling om adoption uden samtykke, og hvad indstillingen skal indeholde sådan, at den opfylder betingelserne i lovforslagets § 70. Et andet fokuspunkt vil være, i hvilke situationer kommunalbestyrelsen skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge bliver adopteret og dermed får en ny og blivende familie i stedet for en meget langvarig anbringelse.

Endelig vil rådgivningen fokusere på de udfordringer og dilemmaer, der kan opstå, når man arbejder med adoption uden samtykke, og hvordan kultur og organisering i en kommune kan understøtte anvendelsen af bestemmelserne om adoption uden samtykke.

Disse forslag vil betyde, at retssikkerheden i sager om adoption uden samtykke styrkes for både barnet og forældrene. Forslagene vil således gøre det klarere for den enkelte kommunalbestyrelse, hvor grundige undersøgelser af barnets, den unges, forældrenes og plejeforældrenes forhold der kræves, for at der kan træffes afgørelse om adoption uden samtykke. Samtidig vil forslagene betyde, at kommunalbestyrelserne bliver mere opmærksomme på muligheden for at hjælpe udsatte børn og unge ved gennem adoption at give dem mulighed for at vokse op i en ny og blivende familie.

Den foreslåede bestemmelse i § 71 i barnets lov vil ikke ændre VISOs rolle i behandlingen af sager om adoption uden samtykke i forhold til gældende ret. VISO vil således fortsat alene have til opgave at yde vejledning til kommunalbestyrelserne, VISOs vejledning vil fortsat ikke være bindende for kommunalbestyrelsen, og det vil fortsat være den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for rigtigheden af indstillinger om adoption uden samtykke efter lovforslagets § 70. VISO vil således ikke overtage en myndighedsfunktion fra kommunalbestyrelsen.

Begrundelsen for forslaget er, at der i forhold til gældende ret er behov for at styrke rådgivningen af kommunalbestyrelserne om adoption, navnlig i relation til behandlingen af konkrete sager om adoption uden samtykke.

Behovet for at styrke rådgivningen af kommunerne om adoption skyldes det lave antal sager om adoption uden samtykke og den heraf følgende begrænsede erfaring med denne sagstype hos en række kommunalbestyrelser samt de meget høje krav til vurderingen af og dokumentationen for, at en adoption uden samtykke er den bedste løsning for det enkelte barn eller den enkelte unge.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.2 samt lovforslagets §§ 69, 70 og 167 og bemærkningerne hertil.