Bekendtgørelse af barnets lov § 68

Efter de gældende regler kan børn og unge, som ikke er fyldt 15 år, bede kommunen om generel hjælp, og kommunen har en generel forpligtelse til at beskytte børn, ligesom at servicelovens § 11 indeholder en rådgivningsforpligtelse over for børn og unge med behov for særlig støtte. Specifikt skal kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget om forsat anbringelse efter servicelovens § 68 a, stk. 4, nr. 4, indeholde barnets eller den unges holdning til videreførelse af anbringelsen. Der er derimod efter gældende ret ikke en ret for et barn eller en ung, som er fyldt ti år, og som er anbragt uden for hjemmet, til at anmode kommunalbestyrelsen om, at der træffes afgørelse om at videreføre anbringelsen.

Det foreslås med stk. 1, at et barn eller en ung, som er fyldt ti år, har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at blive permanent anbragt uden for hjemmet efter § 6a, stk. 1. Det foreslås videre, at hvis kommunalbestyrelsen modtager en sådan anmodning, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent indbringelse, jf. § 67, stk. 4.

Med den foreslåede bestemmelse understreges, at barnet selv har en stemme i forhold til at kunne pege på, at der er behov for en permanent anbringelse. Børn er som hovedregel meget loyale over for deres forældre. Derfor vil det skulle tages alvorligt og vægtes højt, hvis et barn eller en ung selv udtrykker ønske om at blive permanent anbragt. Samtidig er det dog væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i barnets eller den unges modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne, samt har særlig opmærksomhed på, om tilkendegivelsen af et ønske om en permanent anbringelse kan have udspring i eller være påvirket af den psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken vægt barnets eller den unges ønske om permanent anbringelse skal tillægges.

Med det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil barnet eller den unge kunne gøre kommunen opmærksom på, at vedkommende ønsker at blive anbragt permanent. Der vil ikke være formkrav til, hvordan en anmodning om at anbringelsen bliver permanent, vil skulle indgives. Den vil således både kunne være skriftligt, telefonisk, mundtligt, via e-mail, sms etc. Der vil heller ikke være nærmere krav til indholdet af anmodningen, men det skal være tydeligt ud fra barnet eller den unges tilkendegivelse, at vedkommende anmoder om at blive permanent anbragt uden for hjemmet.

Retten efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil være en ret til at anmode om at blive anbragt uden for hjemmet og således ikke en ret til at blive anbragt. Uanset indholdet eller formen for anmodningen vil det være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte barnet eller den unge vil have brug for og herunder afgøre, om der af hensyn til barnets bedste skal udarbejdes en indstilling om permanent indbringelse, jf. § 67, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil dermed tydeliggøre, at selvom barnets eller den unges ret til at bede om hjælp også omfatter en ret til at anmode om permanent anbringelse, vil det ikke være op til barnet eller den unge at beslutte, hvorvidt permanent anbringelse er det rette. Det vil således fortsat være børne- og ungeudvalget, der vil have ansvaret for beslutningen.

Barnet eller den unges holdning til en permanent anbringelse vil efter den foreslåede § 67, stk. 4, nr. 4, skulle indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget. Heraf vil også følge, at har et barn eller en ung anmodet om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, vil anmodningen skulle inddrages i sagsbehandlingen som en del af det samlede og fagligt velunderbyggede beslutningsgrundlag.

Der vil i vurderingen af anmodningen altid skulle tages særligt hensyn til barnets eller den unges modenhed og til andre forhold, som måtte have betydning for, hvilken vægt anmodningen kan tillægges. Derfor skal det indgå i kommunalbestyrelsens vurdering, om særlige forhold hos det enkelte barn eller den enkelte unge, eksempelvis nedsat psykisk funktionsevne, har betydning for barnets eller den unges ønske om en permanent anbringelse samt for, om barnet eller den unge kan overskue konsekvenserne af anmodningen samt ansvaret for at spille en så aktiv rolle i deres egen sag. Kommunalbestyrelsen bør i den forbindelse være opmærksom på, om barnet eller den unge har behov for støtte og vejledning i forbindelse med anmodningen og den efterfølgende kommunale behandling heraf. Det kan være fra barnets eller den unges bisidder, eller støtteperson eller fra en tilknyttet fast kontaktperson.

Det foreslås med stk. 2, at hvis kommunalbestyrelsen som følge af en anmodning efter § 6, stk. 1, har udarbejdet en indstilling om permanent anbringelse jf. § 67, stk. 4, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse efter § 67, stk. 1, selvom barnet eller den unge har været anbragt i mindre end tre år.

Det følger af bestemmelsen i den foreslåede § 67, stk. 1, som er en videreførelse af gældende ret i servicelovens § 68 a, stk. 1, 1. pkt., at barnet eller den unge vil skulle have været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, for at der kan træffes afgørelse efter den foreslåede § 67, stk. 1. Kravet om minimum tre år skal generelt medvirke til at sikre, at barnet faktisk har opnået en tilstrækkelig stærk tilknytning, at det må antages at være af væsentlig betydning for barnets bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Anmoder et barn eller en ung, som er fyldt ti år, om at blive permanent anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede § 68, stk. 1, 1. pkt., vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede § 68, stk. 1, 2. pkt., skulle vurdere, om der af hensyn til barnets bedste, vil skulle udarbejdes en indstilling om permanent indbringelse, jf. den foreslåede § 67, stk. 4. Med den foreslåede stk. 2 vil kravet om, at barnet eller den unge vil skulle have været anbragt i minimum tre år ikke gælde i et sådant tilfælde.

Et barn eller en ung vil inden tre års anbringelse uden for hjemmet efter en konkret vurdering kunne have opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. For børn og unge, der er anbragt, vil muligheden for at træffe en afgørelse om en permanent anbringelse uden for hjemmet på ethvert tidspunkt under anbringelse, når barnet eller den unge selv ønsker det, medvirke til at give børn og unge tryghed i anbringelsen, så de ikke vil skulle være usikre på, om de kan blive boende på anbringelsesstedet eller ej, hvis de føler sig tæt knyttet til hertil.

Det vil gælde, at uanset at barnet eller den unge anmoder om en permanent anbringelse uden for hjemmet, vil det være op til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvilken hjælp og støtte der er brug for, og herunder afgøre om barnet eller den unge skal anbringes permanent.

Formålet med den foreslåede § 68 er overordnet at styrke anbragte børns og unges ret til en stabil opvækst ved at give dem ret til at anmode om en permanent anbringelse og lempe kravet til længden af anbringelsen, når barnet eller den unge selv anmoder om en permanent anbringelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.