Bekendtgørelse af barnets lov § 67

Det fremgår af § 68 a, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Det fremgår af § 68 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at afgørelser om videreførelse af en anbringelse efter 1. pkt. ikke skal forelægges for børn og unge-udvalget til fornyet afgørelse efter § 62 i serviceloven.

Det fremgår af § 68 a, stk. 2, i serviceloven, at for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter § 68 a, stk. 1, hvis barnet eller den unge samtykker i afgørelsen.

Det fremgår af § 68 a, stk. 3, i serviceloven, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter stk. 1, uanset at betingelserne i § 52, stk. 1, eller § 58, stk. 1, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ikke længere er opfyldt.

Det fremgår af § 68 a, stk. 4, i serviceloven, at til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om videreførelse af anbringelsen, jf. § 68 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder: en revideret undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50 eller § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet; en revideret handleplan, jf. § 140, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet; en psykologisk, lægefaglig eller anden børnesagkyndig helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet; og barnets eller den unges holdning til videreførelse af anbringelsen.

Efter § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan Ungdomskriminalitetsnævnet fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en varighed af op til to år, og for børn og unge i alderen ti til fjorten år kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af op til fire år. Handleplanen skal angive en eller flere konkrete foranstaltninger for barnet eller den unge, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Afgørelsen om et forbedringsforløb træffes som udgangspunkt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, men kan under visse omstændigheder træffes uden samtykke.

Efter § 14 lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kan Ungdomskriminalitetsnævnet som led i forbedringsforløbet træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, når det af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte må anses for at være af væsentlig betydning. Afgørelsen om, at barnet eller den unge som led i forbedringsforløbet anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted træffes som udgangspunkt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt femten år, men kan under visse omstændigheder træffes uden samtykke.

Efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal den ungefaglige undersøgelse så vidt det er muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaverne og barnet eller den unge. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter § 46, stk. 1, eller § 47 stk. 1, i denne lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, jf. dog § 68, stk. 2, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en permanent anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Det er ikke et krav, at betingelserne i § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, i denne lov eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 68 a, stk. 1, 1. pkt., og § 68 a, stk. 3, i serviceloven. Til forskel fra gældende ret vil en anbringelse efter den foreslåede bestemmelse således blive betegnet som en permanent anbringelse i stedet for en videreført anbringelse.

Børne- og ungeudvalget vil kunne beslutte, at en eksisterende anbringelse skal gøres permanent alene på baggrund af tilknytningen til anbringelsesstedet. Bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse, men vil kunne anvendes for de børn og unge, som er stærkt knyttet til deres anbringelsessted, og hvor det vil være af væsentlig betydning for barnets eller den unges udvikling, at tilknytningen og kontinuiteten kan bevares.

Det foreslås, at en eksisterende anbringelse skal kunne gøres permanent, hvis barnet eller den unge har været anbragt i mindst tre år, og efter denne periode har opnået så stærk en tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere såvel som længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnet eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Afgørelsen vil kunne træffes, uanset om barnet eller den unge har været anbragt med eller uden samtykke efter henholdsvis §§ 46 eller 47, og uanset om barnet stadig har et støttebehov.

Betingelsen i § 67, stk. 1, 1. pkt., at barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år, vil ikke gælde, hvis bestemmelsen i den foreslåede § 68, stk. 2, finder anvendelse. Der henvises til bemærkninger til den foreslåede § 68, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen vil kunne indstille til børne- og ungeudvalget, at der skal træffes en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 1, uanset om forældrene anmoder om, at få barnet eller den unge hjemgivet. For børn og unge, der har været anbragt i mere end tre år, vil muligheden for at træffe en sådan afgørelse når som helst under anbringelsen medvirke til at give børn og unge tryghed i anbringelsen, så de ikke skal være usikre på, om de kan blive boende eller ej, hvis de føler sig tæt knyttet til anbringelsesstedet.

Den foreslåede bestemmelse forventes i lighed med gældende ret, jf. bemærkningerne til § 68 a, jf. Folketingstidende 2008/09, tillæg A, side 3368-3369, fortrinsvist anvendt for børn og unge, der er anbragt i plejefamilier, men vil også kunne anvendes i forhold til børn og unge, der er anbragt på et børne- og ungehjem. Et barn eller en ung vil således godt kunne have en stærk tilknytning til et børne- og ungehjem, dels i form af tilknytning til en eller flere pædagoger eller andet personale, dels i forhold til selve stedet og omgivelserne. Det vigtige vil være, at barnet eller den unge oplever anbringelsesstedet som sit hjem og føler et stærkt tilhørsforhold til stedet og de omsorgspersoner, der er på stedet. Barnet eller den unge vil også kunne være tæt knyttet til andre børn på anbringelsesstedet, skolen, fritidsaktiviteter mv. Barnet eller den unges følelsesmæssige tilknytning til en eller flere personer vil være en forudsætning for, men ikke eneafgørende for, at kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse. I vurderingen af barnets eller den unges tilknytning til børne- og ungehjemmet vil det imidlertid skulle indgå, om det vil kunne forventes, at børne- og ungehjemmet har rammer, der sikrer, at der fortsat vil være personer, som vil kunne være en del af barnets eller den unges tilværelse både gennem hele anbringelsen og efter anbringelsen.

En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes ikke kun for børn og unge, der har været anbragt på samme anbringelsessted i hele anbringelsesperioden, men også for børn og unge, der har været anbragt på flere anbringelsessteder. Det afgørende vil være barnets eller den unges tilknytning til det aktuelle anbringelsessted sammenholdt med tilknytningen til forældrene.

Barnet eller den unges tilknytning til et anbringelsessted vil ikke i almindelighed kunne antages at ophøre, fordi en ansat, som barnet eller den unge er særlig knyttet til, for eksempel barnets eller den unges kontaktpædagog, forlader stedet. I vurderingen af barnets eller den unges tilknytning til børne- og ungehjemmet bør det imidlertid skulle indgå, om det kan forventes, at opholdsstedet eller institutionen har rammer, der sikrer, at der fortsat vil være omsorgspersoner, som vil kunne være en del af barnets eller den unges tilværelse gennem hele anbringelsen. Det er også baggrunden for, at det forventes, at bestemmelsen fortrinsvis vil blive anvendt for børn i plejefamilier, da man her vil have større sikkerhed for, at de personer, som barnet er tilknyttet, forbliver på anbringelsesstedet hele barndommen igennem.

Som udgangspunkt vil barnet eller den unge ikke kunne skifte anbringelsessted uden, at der skal ske hjemgivelse til forældrene, da det netop vil være egenskaber ved det konkrete anbringelsessted, der begrunder, at en anbringelse efter den foreslåede bestemmelse vil kunne videreføres. Det vil dog være muligt, at barnet eller den unges tilknytning til for eksempel en bestemt pædagog på en børne- og ungehjemmet vil kunne betyde, at dennes jobskifte kan begrunde en opretholdt anbringelse på et andet anbringelsessted. Det vil også være muligt, at en plejefamilie beslutter sig for at oprette et børne- og ungehjem, og at der derfor formelt sker en ændring af anbringelsesstedet. I sådanne situationer vil der kunne ske fortsat opretholdelse af den permanente anbringelse, men da der ofte vil være tale om væsentlig ændrede forhold, vil en bedømmelse af den konkrete situation kunne føre til, at forældrene vil kunne forlange sagen forelagt for børne- og ungeudvalget efter den foreslåede § 98.

De normale regler under en anbringelse vil fortsat gælde efter, at der er truffet afgørelse efter den foreslåede § 67 om at gøre anbringelsen permanent. Det vil betyde, at kommunalbestyrelsen fortsat vil skulle føre tilsyn med barnet og herunder revidere barnets plan og vurdere, om der er grundlag for at ændre indsatsen eller hjemgive barnet. Desuden vil reglerne for samvær og kontakt jf. det foreslåede kapitel 10 i barnets lov forsat gælde, ligesom forældremyndighedsindehaver fortsat vil skulle have tilbudt en støtteperson jf. bestemmelsen i den foreslåede § 75. Der vil ikke kunne fastsættes betaling for en permanent anbringelse efter § 67, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 187, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelses sidste pkt. vil medføre, at det ikke er et krav, at der foreligger et anbringelsesgrundlag på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om at gøre anbringelsen permanent efter den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 1. Grundlaget for afgørelsen om permanent anbringelse vil alene være barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, og afgørelse om en permanent anbringelse vil således kunne træffes, selvom der ikke længere er et anbringelsesgrundlag efter de almindelige regler om anbringelse.

Det foreslås med stk. 2, at når der er truffet afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1, skal børne- og ungeudvalget ikke træffe afgørelse efter § 50 om opretholdelse af anbringelsen.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 68 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, med alene redaktionelle ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en permanent anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67 vil være uden tidsbegrænsning. Herved forstås, at de almindelige regler om genbehandling efter lovforslagets § 50 ikke vil skulle følges, og at anbringelsesgrundlaget således ikke vil skulle tages op til genbehandling uden, at der er klaget i sagen, eller at kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke længere er grundlag for en permanent anbringelse. Anbringelsen vil således være en permanent anbringelse. Derfor ændres brugen af ”videreført anbringelse” til ”permanent anbringelse”, som er baseret på barnets tilknytning til anbringelsesstedet.

Kommunalbestyrelsen vil alene have pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse af barnet eller den unge, hvis der foreligger væsentligt ændrede forhold.

Det foreslås med stk. 3, at for en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, hvis den unge samtykker til afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, som følger af servicelovens § 68 a, stk. 2. Der påtænkes ikke med den foreslåede bestemmelse materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Med den foreslåede bestemmelse vil en afgørelse om en permanent anbringelse efter den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 1, alene kunne træffes eller opretholdes for unge over femten år, hvis den unge er enig i afgørelsen. Begrundelsen for denne vetoret for unge er, at uanset en børnesagkyndig måtte finde, at den unges tilknytning til anbringelsesstedet er så stærk, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet, vil det være svært at fastholde dem i en anbringelse og at sikre, at en permanent anbringelse lever op til formålet omkring øget stabilitet, hvis den unge ikke selv ønsker videreførelsen. Fastsættelsen af en 15 års grænse vil være i overensstemmelse med aldersgrænsen for, hvornår der vil skulle indhentes samtykke til en frivillig anbringelse, jf. bestemmelsen i den foreslåede § 46, stk. 1. Hvis der er truffet afgørelse om permanent anbringelse efter den foreslåede § 67, inden barnet fylder 15 år, vil sagen ikke automatisk skulle behandles på ny, når den unge fylder femten år, men hvis den unge ikke længere ønsker anbringelsen opretholdt, skal der tages stilling til, hvad der skal ske i sagen.

Den foreslåede stk. 3 vil skulle ses i sammenhæng med bestemmelsen i den foreslåede § 5, hvorefter der vil skulle finde en samtale sted med barnet uanset barnets alder, inden der vil kunne træffes afgørelse efter blandt andet den foreslåede § 67. Desuden foreslås det at fremgå af det foreslåede § 67, stk. 4, nr. 4, at barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse skal fremgå af kommunalbestyrelsens indstilling til børne- og ungeudvalget. Barnet eller den unge vil have ret til at lade sig bistå af andre jf. den foreslåede § 6.

Det foreslås med stk. 4, at til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om en permanent anbringelse efter § 67, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder: 1) En revideret undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 20 i denne lov eller § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 2) en revideret barnets plan, jf. § 91, eller ungeplan, jf. § 108, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 eller 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 3) en psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget af en autoriseret psykolog, og 4) barnets eller den unges holdning til permanent anbringelse.

Den foreslåede bestemmelse viderefører gældende ret, som følger af servicelovens § 68 a, stk. 3, dog således, at undersøgelsen efter den foreslåede § 67, stk. 4, nr. 3, skal foretages af en autoriseret psykolog.

Når kommunalbestyrelsen vil skulle forelægge en indstilling for børne- og ungeudvalget om en permanent anbringelse uden tidsbegrænsning, vil der være krav om, at de i de foreslåede § 67, stk. 4, nr. 1-4, oplistede elementer er indeholdt i indstillingen for at sikre, at sagen vil være oplyst bedst muligt ved udvalgets behandling af sagen. Indstillingen vil skulle give børne- og ungeudvalget det bedst mulige grundlag at træffe afgørelsen på.

Efter det foreslåede stk. 4, nr. 1, vil der, som grundlag for en beslutning om en permanent anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, skulle indgå en revideret undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 20 eller § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 vil den børnefaglige undersøgelse efter den foreslåede § 20 skulle tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og vil skulle afdække udfordringer og ressourcer hos barnet, den unge eller de kommende forældre, familien og netværket. Undersøgelsen vil skulle så vidt muligt gennemføres i samarbejde med den unge, der er fyldt 15 år og forældremyndighedsindehaveren eller de kommende forældre. Undersøgelsen vil skulle resultere i en begrundet vurdering af barnets, den unges eller de kommende forældres behov for støtte. Vurderingen vil skulle omfatte problemer og ressourcer, herunder de forhold i familien eller i familiens omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne. Hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, vil der desuden skulle tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.

Efter det foreslåede stk. 4, nr. 2, vil der, som grundlag for en beslutning om en permanent anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, ligeledes skulle indgå en revideret barnets plan, jf. § 91, eller en ungeplan, jf. § 108, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Efter det foreslåede § 91, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen ved iværksættelse af indsatser efter §§ 46 og 47, skulle udarbejde en barnets plan. Kommunalbestyrelsens beslutning vil skulle tage udgangspunkt i barnets eller den unges ønsker og behov og skal tage hensyn til forholdene i den konkrete sag.

Efter bestemmelsen i den foreslåede § 92 vil barnets plan skulle indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten. De konkrete mål vil skulle afspejle det enkelte barns ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af de konkrete mål.

Som grundlag for en beslutning om videreførelse af en anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet vil der skulle foretages en psykologisk helhedsvurdering af tilknytningen, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 3. Af hensyn til barnets eller den unges bedste og dennes samt families retssikkerhed, vil den psykologiske helhedsvurdering skulle være udarbejdet af en autoriseret psykolog. I de tilfælde, hvor der vil være flere erklæringer, vil der skulle være foretaget en koordinering eller sammenskrivning, der giver grundlag for en samlet vurdering.

Den psykologiske helhedsvurdering vil, i det omfang det er muligt, skulle indeholde en individuel beskrivelse af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner, anbringelsesstedets netværk og omgivelser, f.eks. daginstitution, skole og fritidsinteresser, og forældre, eventuelle søskende, bedsteforældre m.v. med henblik på en vurdering af forældrenes udviklingspotentiale i relation til at udvikle tilknytningen. Tilknytningen vil skulle være beskrevet gennem observationer og relevante test, således at karakteren af tilknytningen bliver afdækket med en anerkendt videnskabelig metode. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at oplysninger og vurderinger fremgår af andre akter i sagen.

I de tilfælde, hvor der vil være tale om bestemte børne- og ungdomspsykiatriske forstyrrelser og/eller sygdomme hos barnet eller den unge, vil det være afgørende, at beskrivelsen af tilknytningen sammenholdes med denne forstyrrelse.

Undersøgelsen vil skulle indeholde en vurdering af, hvilken betydning det vil have for barnet eller den unges sundhed og udvikling, hvis barnet eller den unge flyttes fra anbringelsesstedet. Endvidere vil undersøgelsen skulle give grundlag for en vurdering af, hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle sig, herunder når barnet eller den unge bliver voksen.

Som led i undersøgelsen af tilknytningen til den genetiske familie og netværk, vil der også skulle indgå en vurdering af barnet eller den unges tilknytning til sine forældre, eventuelle søskende, bedsteforældre m.v. samt forhold hos forældrene, der vil kunne have betydning for barnets tilknytning til forældrene. I helhedsvurderingen af barnet eller den unges tilknytning vil der endvidere skulle indgå en vurdering af, hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle sig, herunder når barnet eller den unge bliver voksen. Det vil således skulle vurderes, hvilket netværk barnet eller den unge må forventes at have, når det bliver 18 år og fremefter, dels hvis barnet eller den unge hjemgives, dels hvis barnet eller den unge forbliver på anbringelsesstedet. Der vil således skulle lægges vægt på, om for eksempel plejeforældrene eller institutionen også vil være der for barnet eller den unge, når barnet eller den unge bliver voksen. Der vil ligeledes skulle lægges vægt på, om barnet eller den unge med tiden vil antages at kunne få en så stærk tilknytning til de genetiske forældre, at det på lang sigt vil være bedst for barnet eller den unge, hvis der sker en hjemgivelse.

Barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse vil skulle fremgå af kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 4. Dette skal ses i sammenhæng med forslagets § 5, der fastsætter, at barnet eller den unge løbende skal inddrages ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der kan træffes afgørelse efter blandt andet § 67. Har barnet eller den unge anmodet om at blive permanent anbragt uden for hjemmet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68, vil dette tydeligt skulle fremgå af indstillingen.

Formålet med § 67 er at medvirke til, at anbragte børn og unge, der har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner, ikke skal kunne hjemgives, hvis det er af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.9.2 og 3.9.3.