Bekendtgørelse af barnets lov § 47

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 1, 1. pkt., at hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7.

Efter servicelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., kan der kun træffes en afgørelse efter§ 58, stk. 1, 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 2, at når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn- og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge giver samtykke til anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 3, at såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge- udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Det fremgår af servicelovens § 58, stk. 4, at børn og unge-udvalget ikke kan træffe afgørelse efter § 58, stk. 1-3, i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 117 lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. dog bestemmelsen i § 58, stk. 5.

Det følger af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe afgørelse om en straksreaktion og et forbedringsforløb i sager om børn og unge i alderen 10 til 17 år, der er mistænkt eller dømt for personfarlig kriminalitet og børn og unge i alderen 10 til 17 år, der er mistænkt eller dømt for anden alvorlig kriminalitet, og som samtidig er særligt udsat for at ende i den hårde kerne af kriminelle unge. I sådanne sager løftes ansvaret for at træffe afgørelse over i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det foreslås med stk. 1, at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af et af de i nr. 1-4 oplistede forhold, jf. dog stk. 5.

Første forhold vil være utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge. Andet forhold vil være overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for. Tredje forhold vil være misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge. Fjerde og sidste forhold vil være andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, med alene redaktionelle ændringer.

Det centrale kriterium for at kunne gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt vil være, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling.

Sundhed i denne sammenhæng vil skulle forstås som barnets eller den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets eller den unges trivsel. Begreberne ”åbenbar risiko” og ”sundhed eller udvikling” angiver endvidere, at der vil skulle tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet eller den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at hjælpe. Det vil således ikke være en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen vil give adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det – på grund af forældremyndighedsindehaverens adfærd over for ældre søskende til barnet – kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet.

Dette vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1, der fastslår, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal vurdere, om der er behov for en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

For at tydeliggøre hvornår der vil foreligge en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, er der i stk. 1, nr. 1-4, nævnt de forhold, der vil kunne begrunde en anbringelse uden samtykke. Der er tale om forhold, der enten kun omhandler forælderen, hovedsageligt omhandler barnet eller den unge eller forhold der relaterer sig til både forælderen og barnet eller den unge. Forholdene, der er opregnet i nr. 1-4, vil ikke i sig selv give grundlag for en beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1-4, vil føre til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil betingelserne for tvangsmæssig anbringelse være opfyldt. Det vil f.eks. betyde, at en bestemt diagnose eller specifikke problemer hos forældremyndighedsindehaveren ikke i sig selv vil kunne begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos forældremyndighedsindehaveren har på det enkelte barns eller unges sundhed eller udvikling.

Opregningen af forholdene i nr. 1-4 vil indebære, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt vil skulle angive, hvad årsagen er til, at det vurderes, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om, at den afgørelse, der træffes, vil skulle udførligt begrundes efter forholdene i de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1. Det er væsentligt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med vurderingen af, om der er grundlag for at iværksætte en anbringelse uden samtykke, er opmærksom på, at nogle bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social isolation eller udadreagerende adfærd, enten kan være tegn på, at der er sociale udfordringer i hjemmet, tegn på udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller tegn på, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Hvis sådanne tegn på mistrivsel indgår som en del af grundlaget for kommunalbestyrelsens overvejelse om iværksættelse af en anbringelse uden samtykke, bør kommunalbestyrelsen være særligt opmærksom på at få afdækket om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD. I disse tilfælde vil denne afdækning således kunne resultere i, at der i stedet for iværksættelse af en anbringelse uden samtykke bør tilbydes hjælp og støtte til barnet, den unge og familien med henblik på at understøtte familien i at håndtere den psykiske funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen bør i sådanne sager være særligt opmærksom på, om der er behov for at koordinere hjælpen og støtten på tværs af sektorer og forvaltninger, eksempelvis med henblik på at sikre en sammenhængende og tilpasset indsats på tværs af skole- og socialforvaltningen.

Det foreslås med stk. 1, nr. 1, at en anledning til at anbringe et barn eller en ung vil være, at forælderen ikke giver barnet eller den unge tilstrækkelig omsorg eller sikrer det behandling.

Årsagen til, at forælderen ikke formår dette, vil kunne skyldes flere forhold. Der vil kunne være tale om manglende personlige ressourcer hos forælderen som følge af for eksempel dårlig begavelse, forstyrrelser i personligheden eller andre psykiske lidelser samt eksempelvis alkohol- eller stofmisbrug eller andet misbrug. Der vil kunne være tale om manglende evne til at sætte sig ind i barnets behov eller en adfærd fra forælderens side, der udelukkende er styret af pågældendes egne behov, hvorved barnet eller den unge enten tilsidesættes eller udsættes for en ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis.

Forælderen vil også kunne mangle evne til at stimulere barnet, skabe ro og tryghed eller sikre stabile og forudsigelige ydre rammer for barnet eller den unge. Et eksempel på omsorgsvigt vil også kunne være, når forælderen ikke sørger for, at barnet eller den unge møder stabilt i skole, hvorved undervisningspligten ikke overholdes, og barnets udvikling lider skade på grund af manglende skolegang.

Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaver eller andre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at betragte som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehavers side, hvis denne ikke har søgt at beskytte barnet.

Endelig vil eksempler på utilstrækkelig omsorg også kunne være, at forælderen mangler samarbejdsvilje, er negativ overfor at modtage hjælp og ændre adfærd eller mangler forståelse for, at barnet har brug for hjælp.

Kommunalbestyrelsen bør i forbindelse med vurderingen af, om forældrene mangler evnen til at yde den tilstrækkelige omsorg over for barnet være opmærksom på, at nogle bekymringstegn hos barnet eller den unge som eksempelvis skolevægring, social isolation eller udadreagerende adfærd, kan skyldes udfordringer i eksempelvis dag- eller skoletilbud eller være tegn på, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Kommunalbestyrelsen bør derfor overveje, om der er grundlag for yderligere af afdække grundlaget for den bekymrende adfærd, herunder om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD.

Det foreslås med stk. 1, nr. 2, at en anbringelsesgrund kan være overgreb som barnet eller den unge udsættes for.

Bestemmelsen indebærer, at der er tale om at barnet eller den unge udsættes for overgreb i form af vold eller seksuelle overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side.

Hvis forældremyndighedsindehaver imidlertid ikke er dømt for volden eller overgrebet eller ikke selv erkender at have begået det, vil en formodning om vold eller overgreb mod barnet eller den unge som udgangspunkt ikke i sig selv være grundlag for en anbringelse. I disse tilfælde vil det være vigtigt, at man undersøger, om der er andre forhold, der vil kunne begrunde en anbringelse. Det vil eksempelvis kunne være, at barnet eller den unge har været udsat for omsorgssvigt efter denne lovs § 47, stk. 1, nr. 1, ved at have overværet vold eller overgreb, at der er begået vold eller overgreb mod søskende eller at barnet eller den unge er blevet udsat for vold eller overgreb af andre, uden at forældremyndighedsindehaver har grebet ind. Endvidere vil årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for vold eller overgreb, kunne skyldes andre alvorlige problemer i familien i form af eksempelvis misbrug eller sindslidelse hos forældrene. Disse forhold vil ikke sjældent optræde i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet eller den unge og ustabile forhold, måske med skiftende partnere.

Hvis forældremyndighedsindehaver frifindes for vold eller overgreb eller venter på dom, må sagen ikke henlægges. Her må barnets eller den unges tegn på trivsel eller mistrivsel være udgangspunktet for, hvilken indsats der vil skulle ske.

Det foreslås med stk. 1, nr. 3, at barnets eller den unges egne vanskeligheder er så betydelige, at det kan danne grundlag for en anbringelse. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med misbrugsproblemer eller udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn og unge med kriminel adfærd. Årsagerne til barnets eller den unges egne vanskeligheder vil ofte hidrøre fra forhold nævnt i de foreslåede § 47, stk. 1, nr. 1 og 2, men vil også kunne have afsæt i andre forhold, eksempelvis autisme, ADHD, angst eller andre psykiske funktionsnedsættelser eller udfordringer hos barnet eller de unge, som ikke har sammenhæng til manglende forældreevne eller sociale problemer i familien.

Uanset årsagen til vanskelighederne er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen reagerer på barnets eller den unges betydelige vanskeligheder og iværksætter hjælp og støtte, som kan afhjælpe disse. Hvis vanskelighederne har afsæt i psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer hos barnet eller den unge bør kommunalbestyrelsen dog være særligt opmærksom på, om anbringelse uden samtykke er den rette løsning, eller om vanskelighederne kan afhjælpes med støttende indsatser efter denne lovs kapitel 4 eller 8 eller med indsatser eller omlægninger af tilbud efter anden lovgivning, eksempelsvis på undervisningsområdet. Det vil ligeledes i behandlingsmæssigt øjemed kunne være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne med henblik på iværksættelse af den rette indsats.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet kan danne grundlag for anbringelsen. Kriteriet vil vedrøre den situation, hvor barnets eller den unges problemer er årsagen eller en del af årsagen til anbringelsen uden samtykke. Kriteriet vil oftest skulle anvendes sammen med et eller flere af de øvrige kriterier. Dette vil f. eks. være tilfældet, hvor barnet eller den unge har vanskeligheder, som barnet eller den unge har brug for professionel støtte til. Det vil også ofte være tilfældet i situationer, hvor forældre ikke har forståelse for, at barnet eller den unge særligt har brug for støtte og derfor ikke formår at samarbejde om at sikre barnet eller den unge relevant støtte.

Selvom kriteriet oftest vil blive anvendt sammen med et eller flere af de øvrige kriterier, vil det kunne stå alene, som grundlag for en anbringelse uden samtykke. Et eksempel vil være en ung på femten år eller derover, der ikke selv erkender, at han/hun har følelsesmæssige vanskeligheder, eksempelvis på grund af en psykisk funktionsnedsættelse/opmærksomhedsforstyrrelse, og derfor ikke er enig i en anbringelse, men forældrene erkender, at den nødvendige støtte er en anbringelse.

Uanset årsagen til at barnet eller den unge har adfærds- eller tilpasningsproblemer er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen reagerer på barnets eller den unges betydelige vanskeligheder og iværksætter hjælp og støtte, som kan afhjælpe disse.

Hvis adfærds- eller tilpasningsproblemerne har afsæt i psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer hos barnet eller den unge, bør kommunalbestyrelsen dog være særligt opmærksom på, om anbringelse uden samtykke er den rette løsning, eller om udfordringerne i stedet kan afhjælpes med støttende indsatser efter denne lovs kapitel 4 eller 8 eller med indsatser eller omlægninger af tilbud efter anden lovgivning, eksempelsvis på undervisningsområdet.

Ligeledes vil omfanget og karakteren af problemet vil have betydning. Der vil skulle være tale om problemer af en vis størrelse og alvor. Tidshorisonten vil i den forbindelse spille en rolle. Skønnes der alene at være tale om en kortvarig krise, hvor f.eks. et to måneders barn reagerer med vigende kontakt eller et større barn reagerer på forældrenes skilsmisse, vil der ikke være grundlag for at anvende kriteriet.

Der vil ikke være krav om, at barnets eller den unges problemer er endelig afklaret f.eks. ved en diagnose eller udredning, men hvis en anbringelse uden samtykke overvejes, bør kommunalbestyrelsen i forbindelse med afdækningen være særligt opmærksom på adfærden kan skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD. En undersøgelse kan indikere, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte og dermed er omfattet af kriteriet, men det er altid en konkret vurdering på baggrund af sagens øvrige oplysninger.

Det forhold, at problemerne vil kunne afhjælpes efter en kortere periode med den rette indsats, vil ikke udelukke anvendelsen af kriteriet, hvis blot problemet har et vist omfang og ikke kan betegnes som en krise. Anvendelse af kriteriet må ikke blive et ”stempel” af barnet eller den unge, og ved genbehandling må spørgsmålet, om barnet eller den unge fortsat har adfærds- eller tilpasningsproblemer, altid vurderes på ny.

En henvisning til adfærds- og tilpasningsproblemer som anbringelsesgrundlag vil samtidig være et signal til kommunalbestyrelsen om, at barnet eller den unge har nogle særlige behov, og at der skal sættes ind med særlig støtte og behandling, for at barnet eller den unge kan udvikle sig.

Har barnet eller den unge under 15 år lovligt ophold i Danmark, mens forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold, træffes en afgørelse efter den foreslåede § 47, stk. 1, over for barnet, medmindre andet er reguleret ved lov.

Det foreslås med stk. 2, at der kun kan træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. §§ 20 eller 26 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det foreslås videre, at afgørelsen skal angive formålet med anbringelsen og den forventede varighed.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 58, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven med alene redaktionelle ændringer og den ændring, at formålet med og varigheden af en anbringelse fremover skal fremgå af afgørelsen, frem for som i dag af handleplanen for barnet eller den unge. En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, vil kun kunne iværksættes efter, at der er gennemført en børnefaglig undersøgelse, jf. §§ 20 eller 26 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. En god undersøgelse vil være en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive formålet med anbringelsen og løbende følge op på, om indsatsen har de ønskede virkninger.

Det vil efter det foreslåede stk. 2 være en betingelse for at træffe beslutning om en anbringelse uden samtykke efter § 47, stk. 1, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse vil skulle ses i sammenhæng med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 5, hvorefter en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte indsatser og i bekræftende fald, af hvilken art disse bør være.

Hvis der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør det indgå i overvejelserne, om forældrene modtager den støtte og kompensation, som deres funktionsnedsættelse giver anledning til, herunder i forhold til forældrerollen, eller om der kan være behov for at iværksætte anden støtte eller som handicapkompenserende støtte efter servicelovens bestemmelser.

Det er endvidere vigtigt, at kommunalbestyrelsen er opmærksom på, hvorvidt udfordringerne helt eller delvist har afsæt i en psykisk funktionsnedsættelse eller andre psykiske udfordringer hos barnet eller den unge, idet baggrunden for udfordringerne kan have stor betydning for, hvilken hjælp og støtte det vil være relevant at iværksætte for barnet, den unge og familien i hjemmet.

En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil betyde, at det ikke er en betingelse for at iværksætte en anbringelse, at kommunalbestyrelsen først har afprøvet alternative indsatser. Dette vil især have betydning i sager med massiv omsorgssvigt over for helt små børn. En begrundet formodning om, at problemerne ikke vil kunne løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil f.eks. kunne foreligge, hvis barnet eller den unge har søskende, som det har været nødvendigt at anbringe uden samtykke på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehavers side, og hvor det ud fra de foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at støttende indsatser i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at støttende indsatser i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje, vil der ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. En anbringelse vil således ikke være sidste udvej og et tiltag, der først tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte.

Det vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye ekspertundersøgelser eller udtalelser til belysning af forældremyndighedsindehaverens omsorgs- eller forældreevne i forhold til det konkrete barn eller den unge, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt, til at der kan træffes afgørelse i sagen.

Det foreslås med stk. 3, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter § 58, stk. 1, selvom forældremyndighedsindehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 46, stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 2, i serviceloven, med alene sproglige ændringer.

Selv om forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse, foreslås det, at være muligt at gennemføre anbringelsen uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, hvis hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler herfor. Der vil her skulle tænkes på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge vil blive krævet hjemgivet umiddelbart efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov for en længerevarende indsats over for barnet eller den unge og familien. Som eksempel vil kunne nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedsindehaveren fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. Et afgørende hensyn til barnet eller den unge ville kunne være, at barnet eller den unge har et særligt behov for med sikkerhed at vide, hvor barnet eller den unge skal bo. Anvendelsen af bestemmelsen vil forudsætte, at betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1, er opfyldt.

For forældremyndighedsindehaver vil konsekvensen af, at anbringelsen sker uden samtykke efter den foreslåede § 47, være, at barnet eller den unge ikke kan begæres hjemgivet med efterfølgende afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter de foreslåede §§ 100 og 102, som det ville have været tilfældet ved en frivillig anbringelse efter den foreslåede § 46. I stedet vil de processuelle regler for en tvangsmæssig afgørelse efter § 47, stk. 1, gælde fuldt ud ved en afgørelse efter § 47, stk. 3, hvilket blandt andet vil betyde, at sagen skal forelægges til afgørelse i børne- og ungeudvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, jf. den foreslåede § 102, stk. 4.

Det foreslås med stk. 4, at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om anbringelse af en ung, der er fyldt femten år, uden for hjemmet, uanset at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, og at forældremyndighedsindehaver ikke vil give samtykke til anbringelsen, hvis den unge samtykker. Det er et krav, at anbringelsen må anses at være af væsentlig betydning for den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Den foreslåede bestemmelse vil give en særlig adgang for børne- og ungeudvalget til at beslutte at anbringe en ung uden for hjemmet, når den unge er fyldt femten år og er enig i anbringelsen uden for hjemmet, selv om forældremyndighedsindehaveren protesterer. Det vil være en betingelse for at anvende bestemmelsen, at anbringelsen er af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse vil være den samme, som vil gælde for iværksættelsen af anbringelser med samtykke efter den foreslåede § 46. Der er således tale om et lempeligere kriterium end for anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1. Det vil endvidere være en betingelse for anvendelse af bestemmelsen i § 47, stk. 4, at problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Hvis de skrappere betingelser i § 47, stk. 1, er opfyldt, vil det som udgangspunkt være denne bestemmelse, der vil skulle træffes afgørelse efter, selvom sagen vedrører en ung, der er fyldt femten år, og som giver samtykke til anbringelsen idet anbringelse efter § 47, stk. 1, ikke vil bero på den unges samtykke.

Da en beslutning efter bestemmelsen vil være frivillig i forhold til den unge, der er fyldt femten år, men tvangsmæssig i forhold forældremyndighedsindehaver, vil beslutningen skulle træffes efter de samme procedureregler, som gælder for beslutninger om anbringelse uden samtykke.

Den unge vil selv kunne rette henvendelse til kommunen for at bede om at blive anbragt uden for hjemmet, men det er kommunen, der skal afgøre, om der er grundlag for en anbringelse, og i så fald indstille sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget. Det er i den sammenhæng væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i den unges forhold herunder bl.a. modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne. Kommunalbestyrelsen bør således have særlig opmærksomhed på, om den unges samtykke og tilkendegivelse af ønske om anbringelse kan have udspring i eller være påvirket af den unges psykiske funktionsevne eller andre psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges vægt i vurderingen af, hvilken vægt den unges samtykke skal tillægges i forhold til det manglende samtykke fra forældremyndighedsindehaver.

Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 48. Det er forudsat, at bestemmelsen ikke vil have som formål at løse de almindelige generationskonflikter, der kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.

Det foreslås med stk. 5, at børne- og ungeudvalget ikke kan træffe afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1-4, i sager om børn og unge, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 10 og 11 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 58, stk. 4, i serviceloven. Der er alene foretaget sproglige ændringer.

Det foreslåede stk. 5 vil indebære, at børne- og ungeudvalgets kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke ikke gælder i de tilfælde, hvor barnets eller den unges sag behandles af Ungdomskriminalitetsnævnet.

Formålet med den foreslåede § 47 er, at give mulighed for at anbringe et barn eller ung uden for hjemmet, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Med bestemmelsen foreslås en videreførelse af den hidtidige retstilstand, således at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, når en række betingelser er opfyldt.

Det bemærkes, at det følger af den foreslåede bestemmelse i § 69, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen ved indstilling til børne- og ungeudvalget om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter den foreslåede § 47 skal overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets eller den unges opvækst taler for, at barnet eller den unge gennem adoption får en ny familie, når det må antages, at barnet eller den unge vil være anbragt i en længere årrække.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.8.2 og 3.8.3.