LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 45
Barnet, den unge, forældrene eller de kommende forældre modtager omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling under følgende:
-
En familieanbringelse efter § 32, stk. 1, nr. 6.
-
Et støtteophold efter § 32, stk. 1, nr. 7.
-
Et døgnophold efter §§ 46 eller 47, § 114, stk. 1, nr. 1 eller 3, eller § 120, stk. 1.
-
Et døgnophold efter § 13, stk. 1, nr. 5 eller 6, eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 2. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation og ydes terapi eller anden behandling.
Stk. 3. Et støtteophold, jf. § 32, stk. 1, nr. 7, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 45
RetsinformationDet fremgår af § 55, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, at under et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, § 76, stk. 3, nr. 1 og 3, og § 76 a, stk. 2, eller efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet modtager barnet, den unge eller de vordende forældre omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.
Det fremgår af § 55, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, at ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.
Det fremgår af § 55, stk. 2, i serviceloven, at et aflastningsophold, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter § 55, stk. 1.
Det foreslås med stk. 1, at barnet, den unge, forældrene eller de kommende forældre modtager omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling under: 1) En familieanbringelse efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6, 2) et støtteophold efter det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 7, 3) et døgnophold efter de foreslåede §§ 46, 47, § 114, stk. 1, nr. 1 og 3, eller § 120 stk. 1, og 5) et døgnophold efter § 13, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 55, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, dog således at det er tydeliggjort, at forældre også vil kunne modtage støtte i forbindelse med familieanbringelser, ligesom der er foretaget sproglige rettelser og foretaget en oplistning af de ophold, som udløser forpligtelsen i den foreslået bestemmelse. Ophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, betegnes i den foreslået bestemmelse som familieophold.
Den foreslåede bestemmelse vil angive en ramme for, hvad et døgnophold bør omfatte. Døgnopholdet vil omfatte omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling samt varetagelse af barnets, den unges, forældrenes eller de vordende forældres særlige behov, herunder behov som har afsæt i en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, den unge eller forældrene. Der kan ikke laves en udtømmende beskrivelse af, hvad døgnopholdet vil kunne omfatte, da det afhænger af behovene hos det enkelte barn eller den unge, der skal anbringes uden for hjemmet, hos familien, når der er tale om en familieanbringelse efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 6, eller hos de vordende forældre. Disse behov vil for anbragte børn og unge være beskrevet i barnets plan eller ungeplanen, ligesom formålet med familieanbringelsen, støtteopholdet eller døgnopholdet vil fremgå af afgørelsen. Det vil være formålet med hjælpen samt barnets eller den unges behov under opholdet, der er grundlaget for visitationen af det enkelte barn eller den unge til et anbringelsessted, og dermed hvad der vil indgå i døgnopholdet.
Betegnelsen kommende forældre omhandler gravide enlige kvinder samt gifte og samlevende par, uanset om der er tale om den biologiske far. Der henvises til Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4555.
Et støtteophold, som ydes i forbindelse med et døgnophold, vil indgå i døgnopholdet.
Der vil være en række grundlæggende ydelser, der er forbundet med selve døgnopholdet for børn og unge, som den anbringende kommune vil kunne forvente er til stede ved et døgnophold. De omhandler blandt andet, at barnet eller den unge vil få støtte til at benytte relevante tilbud svarende til barnets eller den unges alder, udvikling og interesser i form af læring, skolegang eller undervisning, uddannelse og/eller beskæftigelse og fritidstilbud.
Barnet eller den unge vil også skulle sikres den nødvendige omsorg og tryghed i form af en god og stabil voksenkontakt. Derudover vil der skulle sikres adgang til den nødvendige praktiske hjælp, såsom mad, tøj, bolig, lommepenge, transport, sundhedspleje og adgang til samfundets øvrige tilbud. Der vil skulle ske en løbende systematisk vurdering af barnets eller den unges individuelle udvikling, så man kan identificere, hvor barnet eller den unge har vanskeligt ved at opnå det samme niveau for personlig udfoldelse, udvikling i gode sociale fællesskaber, læring og sundhed og trivsel som jævnaldrende børn og unge.
I forbindelse med den løbende systematiske vurdering vil barnets eller den unges behov for særlige interne eller eksterne tilbud skulle overvejes. Det vil blandt andet kunne omfatte tilbud om psykologbehandling, fysioterapi, specialundervisning m.v. Hvis det skønnes nødvendigt, vil der skulle udarbejdes overordnede behandlingsplaner for barnet, den unge eller familien, der skal indgå i barnets plan, jf. § 91, eller ungeplanen, jf. § 108. Det vil være op til anbringelsesstedet at udforme mere detaljerede behandlingsplaner. Barnet eller den unge vil skulle sikres den nødvendige socialpædagogiske behandling gennem en generel støtte til den fysiske, emotionelle og sociale udvikling.
Det vil også kunne forventes, at anbringelsesstedet yder socialfaglig rådgivning og indgår i socialfagligt samarbejde med kommunen, barnet eller den unge, familien og andre samarbejdspartnere, som f.eks. daginstitutioner, uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen. Samarbejdet vil inkludere orientering om udviklingen i forhold til barnets plan eller ungeplanen og en eventuel revidering af denne. Forældresamarbejde, støtte til barnets eller den unges kontakt og relationer til familien og i denne forbindelse omsorg til forældrene vil også være en del af de grundlæggende ydelser.
Endvidere bør døgnopholdet yde hjælp svarende til den foreslåede § 90, jf. servicelovens § 83, dvs. til personlig hjælp og pleje.
Hvilke af de ovennævnte ydelser, der vil være nødvendige, samt i hvilket omfang tilbuddene vil skulle ydes for at sikre barnets eller den unges udvikling, vil afhænge af det enkelte barns eller den enkelte unges behov ud fra en konkret vurdering. Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen i vurderingen er opmærksom på eventuelle behov afledt af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge.
Udstyr og inventar, som almindeligvis hører til et døgntilbud, blandt andet seng, bord, stol m.v. vil som hovedregel være dækket af betalingen for døgnopholdet. Særligt udstyr og inventar, som knytter sig til det enkelte barn eller den enkelte unge, og som vil blive fjernet fra anbringelsesstedet, når barnet eller den unge ikke længere opholder sig på stedet, vil efter en individuel vurdering og beslutning kunne ydes ved siden af døgnopholdet, og der vil derfor skulle være en supplerende finansiering til dette. Et eksempel kunne være en seng, som på grund af særlige fysiske forhold hos barnet eller den unge skal have nogle bestemte mål eller skal kunne noget særligt, som ikke kan opnås gennem standardudstyr.
Når kommunalbestyrelsen vælger et anbringelsessted efter 52, stk. 1, vil det skulle ske med udgangspunkt i den børnefaglige undersøgelse, jf. § 32 og barnets plan, jf. § 91 eller ungeplanen, jf. § 108. På den måde vil det blive defineret, hvilken opgave det pågældende anbringelsessted skal være i stand til at løfte, herunder hvilken skolegang og fritidstilbud det skal være muligt at tilbyde barnet eller den unge under anbringelsen.
Den konkrete hjælp vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold eller på anden måde. Det vil ikke være afgørende, om det konkrete anbringelsessted selv er i stand til at yde hjælpen i forbindelse med den almindelige drift, eller om der i forbindelse med anbringelsen af det enkelte barn eller den unge vil være behov for at købe nogle af ydelserne til barnet eller den unge uden for anbringelsesstedet. Det vil eksempelvis kunne være relevant at overveje om en del af hjælpen og/eller behandlingen til børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse med fordel kan ydes uden for anbringelsesstedet.
Det vil være vigtigt, at de kommunale myndigheder ved beslutningen om visitation omhyggeligt får beskrevet, hvilke former for hjælp der er opnået enighed om, at anbringelsesstedet skal levere og hvilke, der skal leveres i et andet regi, idet det fastlægger den økonomiske aftale mellem anbringelsesstedet og den anbringende kommune.
Hjælpen efter den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 1, vil kunne ydes af det sted, hvor barnet, den unge eller de kommende forældre har døgnophold, eller på anden måde. Hjælpen vil kunne ydes af personer, der er tilknyttet det konkrete sted, hvor barnet eller den unge opholder sig, eller på anden måde. Dermed videreføres gældende ret i servicelovens § 55, stk. 3, jf. Folketingende 2003-04, tillæg A, side 4487.
Døgnophold vil skulle tilgodese mangeartede behov, der strækker sig fra meget generelle behov for omsorg til tillige at skulle omfatte meget specialiserede behov for behandling, eksempelvis til børn og unge som har behov herfor på grund af varig og betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. I praksis er der derfor med hensyn til, hvilke behov de enkelte tilbud kan imødekomme, en betydelig differentiering både imellem og inden for de forskellige anbringelsesformer.
I almindelighed vil det være hensigtsmæssigt, at barnet søges anbragt på en sådan måde, at flest mulige af barnets eller den unges behov kan imødekommes på stedet. Men hvis der f.eks. ikke er plads på det mest ideelle sted, eller der er særlige grunde til at vælge et andet ikke fuldt optimalt sted, vil der kunne være brug for at supplere på anden måde i forhold til den hjælp, barnet eller den unge har brug for.
Det foreslås med stk. 2, at ved særlige behov kan der foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling. Undersøgelser kan foregå på et godkendt anbringelsessted.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 55, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven, dog således at indholdet videreføres i et selvstændig stk. Der påtænkes ikke med den foreslåede bestemmelse materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Ud over de grundlæggende ydelser, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil der være en række tilbud, der kan være behov for som en del af opholdet for at dække barnets eller den unges særlige behov. Det er elementer, som kommunen ikke automatisk vil kunne forvente, at anbringelsesstedet leverer, og det vil derfor ofte være nødvendigt at købe disse ydelser ved siden af døgnopholdet. Det vil kunne dreje sig om: Intern dagbeskæftigelse og evt. ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud efter de foreslåede bestemmelser i § 82 og § 84, stk. 1. Det gælder også særlige undersøgelser og observationer, herunder f.eks. bidrag til forældrekompetenceundersøgelser, observationer med henblik på erklæringer, bidrag til undersøgelse efter § 20 og pædagogisk eller psykologisk undersøgelse. Terapi, herunder familieterapi, gruppeterapi m.v. som eksempelvis kan medvirke til at styrke barnets eller den unges mestring af udfordringer i hverdagen, som kan følge af sociale problemer eller fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. Anden behandling af barnet eller den unge, herunder afrusning, afgiftning, pædagogisk familiebehandling m.v. Hjælp svarende til f.eks. den foreslåede § 89, dvs. ledsagelse til unge som på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene. Hjælpemidler til fælles brug. Disse former for ydelser vil kunne indgå som en del af et døgnophold.
Det foreslås med stk. 3, at et støtteophold, jf. 32, stk. 1, nr. 7, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 55, stk. 2, i serviceloven, dog således at aflastningsophold foreslås erstattet af støtteophold. Formålet hermed er at gøre op med det stigmatiserende sprogbrug. Der henvises i denne forbindelse til bemærkninger til § 32, stk. 1, nr. 7.
Støtteophold, som ydes under døgnopholdet, vil indgå som en ydelse og dermed som del af selve opholdet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 45 er samlet at angive en ramme for, hvad et døgnophold bør omfatte, således at barnet, den unge eller de vordende forældre modtager den rettet omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.2 og 3.7.3.