Bekendtgørelse af barnets lov § 40

§ 63, stk. 1, i serviceloven fastsætter således, at hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

En sådan afgørelse kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 75 i serviceloven, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. servicelovens § 63, stk. 2.

Det foreslås i § 40, at undlader forældremyndighedsindehaver at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse af servicelovens § 63, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at børne- og ungeudvalget, ligesom i dag, vil have hjemmel til at træffe afgørelse om lægelig undersøgelse og behandling af et barn eller en ung, uden samtykke forældremyndighedsindehaveren, når visse betingelser er opfyldt.

Det vil ligesom i dag være et krav, at der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne. Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af lidelser, der medfører betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved risiko for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, foreligger en situation, hvor forældremyndighedens indehavers ret til at træffe beslutning om undersøgelse eller behandling må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.

Anvendelsen af bestemmelse vil forudsætte, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse oftest vil udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedens indehaver ikke modsætter sig.

Forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få fornøden lægebehandling vil kunne være led i et mere omfattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for barnet eller den unge, hvor der vil være behov for en anbringelse af barnet eller den unge. I så fald bør den foreslåede bestemmelse ikke anvendes, da denne alene giver adgang til at gennemføre den lægelige undersøgelse og behandling.

Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som et moment ved afgørelsen af, om der er behov for at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, hvilket kan ske ved tvang efter den foreslåede § 47, hvis det ikke er muligt at opnå forældremyndighedsindehaverens samtykke til anbringelsen.

I tilknytning til en anbringelsesafgørelse, vil der kunne træffes afgørelse om nødvendig undersøgelse og lægebehandling efter den foreslåede § 97, og en sådan afgørelse vil i modsætning til afgørelser efter den foreslåede § 40 ikke være begrænset til livstruende sygdom eller sygdom, der kan medføre betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Kommunen vil dog skulle søge at inddrage forældremyndighedsindehaveren og om muligt sikre deres samtykke.