Bekendtgørelse af barnets lov § 4

Det fremgår af servicelovens § 2, at enhver, der opholder sig her i landet, har ret til hjælp efter serviceloven. Det fremgår af servicelovens § 2, stk. 2, at social- og boligministeren kan fastætte regler om, hvilke ydelser efter denne lov, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet og de nærmere betingelser herfor. Det fremgår af servicelovens § 2, stk. 3, at ved aftale med andre stater eller internationale organisationer kan gives mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet af personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har en særlig tilknytning.

Haagerbørnebeskyttelseskonventionen har til formål at sikre beskyttelse af børn og unge, der har tilknytning til flere stater. Konventionen indeholder derfor bl.a. regler om, hvilken stats myndigheder, der har international kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet. Gennem disse regler sikres det, at når barnet eller den unge opholder sig i en af de stater, der har tilsluttet sig konventionen, vil der altid være en stat, der har ansvaret for at beskytte barnet eller den unge i relation til anbringelse uden for hjemmet.

Det følger af konventionens artikel 5, at de retslige eller administrative myndigheder i den kontraherende stat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, har kompetence til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af barnets person. Hvis barnets sædvanlige opholdssted ændres til en anden kontraherende stat, tilfalder kompetencen myndighederne i den stat, hvor barnet har fået nyt sædvanligt opholdssted.

Artikel 6 i konventionen omhandler kompetencen i forhold til flygtningebørn, børn, der er internationalt fordrevne på grund af uroligheder i deres land, og børn, hvis sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås. I disse tilfælde har myndighederne i den kontraherende stat, på hvis område disse børn befinder sig, den i artikel 5, stk. 1, omhandlede kompetence.

Hvis et barn er bortført fra en kontraherende stat til en anden kontraherende stat, beholder myndighederne i den stat, som barnet er bortført fra, efter konventionens artikel 7 som udgangspunkt kompetencen. Endvidere giver konventionens artikel 8 og 9 mulighed for overførsel af kompetence fra en kontraherende stat til en anden kontraherende stat. Videre følger det af konventionens artikel 11 og 12, at myndighederne i den kontraherende stat, på hvis område barnet befinder sig, kan træffe midlertidige afgørelser af hastende karakter eller afgørelser om foranstaltninger, der udelukkende har en territorialt afgrænset virkning.

Det følger af disse bestemmelser, at det som udgangspunkt kun er myndighederne i den kontraherende stat, hvor barnet har sædvanligt opholdssted, der kan træffe beskyttelsesforanstaltninger over for et barn eller en ung. Der skal herved tages udgangspunkt i barnets egen situation, hvorfor det i udgangspunktet ikke er relevant, hvor en forælder eller en forældremyndighedsindehaver bor. Der er således efter konventionen ikke international kompetence til at behandle en sag vedrørende et barn, alene fordi en forælder eller forældremyndighedsindehaver bor i den pågældende stat. Barnets nationalitet er heller ikke relevant.

Ved ”barnets sædvanlige opholdssted” forstås barnets eller den unges bopæl, dvs. det sted, hvor barnet eller den unge har sit hjem, hvor barnets eller den unges ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor barnet eller den unge opholder sig, når barnet eller den unge ikke af særlige grunde opholder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie eller studierejse. Det er således udgangspunktet, at et barn eller en ung har bopæl i Danmark, hvis barnets eller den unges tilknytning hertil er mindst ligeså stærk som til udlandet. Det er dog muligt at have bopæl i mere end én stat. Det beror således på en konkret vurdering, om et barn eller en ung har bopæl i Danmark i konventionens forstand.

Hvis barnet eller den unge under behandlingen af en anbringelsessag flytter fra Danmark og tager bopæl i en anden kontraherende stat, mister danske myndigheder kompetencen til at fortsætte behandlingen af sagen, og myndighederne skal afslutte sagen. Kommunalbestyrelsen vil dog have mulighed for at anmode om overførsel af handlekompetence efter reglerne i konventionens artikel 8 og 9. Tager barnet eller den unge bopæl i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter konventionen, skal myndighederne afslutte sagen, idet der ikke er hjemmel i serviceloven eller anden dansk lovgivning til at fortsætte behandlingen af sagen.

Hvis en myndighed i barnets eller den unges tidligere bopælsland finder, at barnet eller den unge er udsat for alvorlig fare, indeholder konventionen i artikel 36 en pligt for denne myndighed til at underrette myndighederne i barnets nye bopælsland om barnets situation.

Det foreslås med stk. 1, at enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, og som er omfattet af § 1, har ret til hjælp efter denne lov. Det foreslås videre, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter denne lov, uanset at barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold.

Anvendelsesområdet for barnets lov foreslås således at skulle være de børn, unge og deres familier, som i dag er omfattet af servicelovens bestemmelser på grund af sociale udfordringer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Børn, unge og familier, som på grund af udfordringer hos barnet eller den unge har ret til at modtage hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser, foreslås således fremover at skulle kunne få hjælp og støtte efter de foreslåede bestemmelser i barnets lov.

Med det foreslåede stk. 1 videreføres bestemmelserne i servicelovens § 2, i en let sprogligt tilrettet form, hvor der dels tages højde for målgruppen for barnets lov, dels anvendes hjælp og støtte, som betegnelse for de indsatser, der kan ydes efter barnets lov, og dels bruges der i stedet for betegnelsen ”her i landet” betegnelsen ”i Danmark”. Den sidstnævnte foreslåede sproglige tilretning har til formål at tydeliggøre, at der med afgrænsningen alene henvises til lovligt ophold i Danmark, ikke til lovligt ophold i rigsfællesskabets øvrige dele.

Forslaget har således til formål at videreføre princippet i servicelovens § 2 om, at lovens ydelser kun kan gives til personer, der lovligt opholder sig her i Danmark, dvs. ikke i Grønland, på Færøerne eller i udlandet. Dette vil gælde uanset nationalitet. En dansk statsborger vil altid have lovligt ophold i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, vil være omfattet af lovens anvendelsesområde og således vil kunne have krav på hjælp efter lovforslagets enkelte bestemmelser. Det bemærkes i den forbindelse, at et barn eller en ung uden lovligt ophold dog efter den foreslåede bestemmelse i § 62, stk. 2, vil kunne anbringes på en sikret institution, hvis en række nærmere anførte betingelser er opfyldt. Der henvises til bemærkningerne til § 62, stk. 2.

Betingelsen i stk. 1 om lovligt ophold i Danmark vil betyde, at den pågældende udlænding fysisk vil skulle opholde sig i Danmark og endvidere vil skulle have et lovligt opholdsgrundlag. Ved vurderingen af, om en udlænding har lovligt ophold i barnets lovs forstand, vil der skulle lægges vægt på, om den pågældende har lovligt ophold i udlændingeretlig forstand. Det betyder bl.a., at udlændinge, der efter reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a har ret til at opholde sig i Danmark, vil have lovligt ophold i lovforslagets forstand.

En udlænding med opholdstilladelse – tidsbegrænset eller tidsubegrænset – eller visum vil således have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Det vil gælde uanset opholdsgrundlagets karakter og varighed.

Nordiske statsborgere kan efter § 1 i Lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022 af udlændingeloven (udlændingeloven) uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet og vil derfor også have lovligt ophold i lovforslagets forstand.

Omfattet af personkredsen vil også være børn og unge, der har ret til ophold i Danmark i medfør af EU-reglerne, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler om fri bevægelig (EU-opholdsbekendtgørelsen), som gennemfører direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) i dansk ret.

Udlændinge omfattet af EU-reglerne har en umiddelbar ret til ophold, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder, selvom de ikke har fået udstedt et EU-opholdsdokument i henhold til bekendtgørelsen, idet sådanne opholdsdokumenter er konstaterende og ikke retsstiftende.

Også udlændinge med processuelt ophold, jf. udlændingelovens § 33 a, dvs. udlændinge, der efter udlændingelovens regler har ret til at opholde sig her i landet under behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse, vil være omfattet af bestemmelsen. Disse børn og unge vil dog samtidig kunne være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, i hvilke tilfælde der gælder en særlig procedure for iværksættelse af foranstaltninger, hjælp eller støtte, jf. herom nedenfor.

Endvidere indeholder udlændingelovens § 33 b regler om opsættende virkning. Opsættende virkning indebærer, at en udlænding i forbindelse med en klage over en afgørelse bibeholder hidtil opnåede rettigheder, og at en fastsat udrejsefrist suspenderes. Hvis udlændingen ikke har opnået rettigheder, får den opsættende virkning samme retsvirkning for udlændingen som processuelt ophold. Der kan herom i øvrigt henvises til bemærkningerne til § 33 b, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, s. 127 - 130. En udlænding, der mister sit opholdsgrundlag, f.eks. ved afslag på forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelsen, vil ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Har den pågældende imidlertid ret til at opholde sig her i landet, mens en klage over en sådan afgørelse behandles (opsættende virkning), vil udlændingen være omfattet af lovforslagets anvendelsesområde.

Endelig vil udlændinge, der opholder sig i Danmark på et opholdsgrundlag, der kan sidestilles med et lovligt ophold efter udlændingeloven, herunder processuelt ophold, være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Dette vil f.eks. kunne være udlændinge med ret til ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 2055 af 16. november 2021 af Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., eller efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, jf. lovbekendtgørelse nr. 324 af 16. marts 2022 af Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, med senere ændringer.

En udlænding, der er idømt frihedsstraf og udvist med den følge, at den pågældendes opholdsgrundlag er bortfaldet, vil ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand. Endelig vil en udlænding ikke have lovligt ophold i lovforslagets forstand, hvis den pågældende er udelukket fra opholdstilladelse, f.eks. på grund af kriminalitet, men opholder sig her i landet på et såkaldt tålt ophold under henvisning til, at den pågældende ikke kan udsendes på grund af udlændingelovens refoulementsforbud (forbud mod udsendelse af en udlænding til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7).

Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, jf. dog stk. 3 og 4, og § 43, stk. 1, får en udlænding, der opholder sig i Danmark som asylansøger, udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes. Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse dækker ligeledes nødvendige sociale indsatser.

I det omfang en udlænding, der er under Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, behov for hjælp og støtte kan imødekommes inden for indkvarteringssystemet, vil hjælpen og støtten blive ydet i indkvarteringssystemet.

I det omfang der er behov for yderligere hjælp eller støtte efter lovforslaget til barnets lov, vil det være Udlændingestyrelsen, der godkender og afholder udgiften hertil.

Hjælp eller støtte, der iværksættes af kommunerne eller kommunernes børne- og ungeudvalg efter den foreslåede barnets lov, vil skulle være afpasset den midlertidige karakter, som den pågældende udlændings opholdsgrundlag måtte have.

For så vidt angår anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge bemærkes, at i det omfang indsatser er omfattet af udlændingelovens kapitel 9 b, vil det være reglerne i dette kapitel og ikke reglerne i barnets lov, der vil finde anvendelse over for den pågældende.

Det bemærkes, at myndighederne kun vil kunne træffe afgørelse efter barnets lov, hvis der er international kompetence til at behandle sagen i Danmark efter kompetencereglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., hvorefter det foreslås, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter denne lov, uanset at barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold vil betyde, at anvendelsesområdet for barnets lov også vil omfatte børn og unge, der har lovligt ophold i Danmark, men hvis forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold i Danmark. Det forhold, at forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold i Danmark, kan således ikke i sig selv medføre, at loven ikke finder anvendelse over for barnet eller den unge. Dette er begrundet i, at hjælp efter barnets lov vil være målrettet barnet eller den unge, som har lovligt ophold, og at deres adgang til hjælp ikke bør være begrænset af forældremyndighedsindehavers manglende opholdsgrundlag. Det vil dog være nødvendigt, at afgørelser, der træffes uden forældremyndighedsindehavers samtykke, også træffes over for forældremyndighedsindehaver, idet afgørelsen vil kunne udgøre et indgreb i dennes rettigheder, herunder retten til privat- og familieliv, hvorfor forældremyndighedsindehaver vil skulle være part i sagen.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., er en kodificering af den gældende retstilstand for så vidt angår servicelovens anvendelsesområde, hvorved der bl.a. kan henvises til dom af Østre Landsret af 15. august 2000. Der er tilsigtes således ikke nogen materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås i stk. 2, at når en dansk myndighed efter artikel 8 og 9 i Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, er tillagt kompetence til at behandle en sag om anbringelse uden for hjemmet her i landet af et barn eller en ung, der opholder sig i udlandet, har barnet eller den unge ret til hjælp og støtte efter kapitel 5.

Bestemmelsen er ny og vil betyde, at i de helt særlige tilfælde, hvor en udenlandsk myndighed i den stat, hvor et barn eller en ung, der søges anbragt uden for hjemmet i Danmark, som led i overførelse af kompetencen til at træffe afgørelse herom til en dansk myndighed, stiller krav om, at der træffes afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge forud for udlevering og flytning af barnet eller den unge til Danmark, vil en kommune eller et børne- og ungeudvalg kunne træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter de foreslåede bestemmelser i lovforslagets kapitel 5.

Begrundelsen for forslaget er, at efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel 8 og 9 kan myndighederne i en stat, der er omfattet af konventionen, aftale med den kompetente myndighed i Danmark (kommunalbestyrelsen), at en sag om anbringelse uden for hjemmet i Danmark af et barn eller en ung, der opholder sig i den pågældende stat, men som har en nær tilknytning til Danmark, skal behandles af danske myndigheder (kommunalbestyrelsen). I sådanne situationer bør afgørelsen træffes efter samme regler som finder anvendelse i rent danske anbringelsessager, dvs. de foreslåede bestemmelser i kapitel 5. Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, vil barnets lov, herunder bestemmelserne i kapitel 5, imidlertid kun finde anvendelse, når barnet eller den unge opholder sig lovligt i Danmark. Det er derfor nødvendigt i loven at indsætte en bestemmelse, der sikrer, at kapitel 5 finder anvendelse i de omhandlede situationer.

Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 9 a i § 1, nr. 11, i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love (handlekommune for børn, der hjælpes tilbage til Danmark af danske myndigheder, og for børn, hvis forældre er i udlandet og nødvendige ændringer i handlekommunereglerne som følge af barnets lov m.v.) (handlekommunelovforslaget) om handlekommune i sådanne sager.

Det foreslås i stk. 3 at give social- og boligministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvilke ydelser efter barnets lov, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet, og om betingelserne herfor.

Bestemmelsen indebærer, at social- og boligministeren skal kunne fastsætte nærmere regler for, hvilke former for hjælp og støtte efter barnets lov, der vil kunne medtages under et midlertidigt ophold i udlandet og de nærmere rammer herfor.

Den foreslåede bemyndigelse foreslås i lighed med i dag udnyttet til fastsættelse af reglerne i bekendtgørelse nr. 1296 af 15. december 2009 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet (herefter udlandsbekendtgørelsen), hvori der er fastsat regler om den enkelte borgers ret til at medtage visse ydelser.

Udlandsbekendtgørelsen vil dermed skulle justeres, så den også fremover vil omfatte bestemmelser om ret til at medtage de ydelser målrettet børn og unge og deres familier, som i dag kan medtages med henvisning til serviceloven, men, som det foreslås, fremover vil skulle ydes efter den foreslåede barnets lov.

Retten til at medtage ydelser vil kun gælde for de ydelser, der specifikt er nævnt i udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2. En kommune kan dog vælge at fastsætte sit serviceniveau, så det er muligt at medtage visse andre ydelser.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at visse former for hjælp og støtte til børn, unge og deres familier kan medtages under midlertidige ophold, herunder ferieophold, i udlandet. Dette vil være en videreførelse af servicelovens § 2, stk. 2, tilpasset målgruppen for barnets lov. Der foreslås ingen indholdsmæssige ændringer.

Det foreslås i stk. 4, at der ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed efter denne lov i Danmark til børn og unge, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold i Danmark. Det samme gælder til herboende børn og unges behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende børn og unge har særlig tilknytning.

Med den foreslåede bestemmelse videreføres servicelovens § 2, stk. 3, med enkelte sproglige tilretninger og herunder den sproglige tilpasning, at betegnelsen ”her i landet” ændres til ”i Danmark”. Det præciseres herved, at der med betegnelsen menes lovligt ophold i Danmark og ikke til lovligt ophold i rigsfællesskabets øvrige dele. Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer i bestemmelsen.

Servicelovens § 2, stk. 3, er en videreførelse af § 3, stk. 2, i lov nr. 1128 af 22. december 1993 om social bistand. Bestemmelsen blev indført på baggrund af forberedelserne til Danmarks tiltrædelse til Nordisk Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, jf. Folketingstidende 1993-94 (1. samling), tillæg A, spalte 1939. Det foreslåede stk. 3 vil således give hjemmel til, at der også efter barnets lov vil kunne indgås aftaler med andre stater og internationale organisationer om mulighed for at yde hjælp til børn og unge i situationer, hvor der eksempelvis er opstået behov for hjælp til behandling eller pleje, uden at barnet eller den unge på ansøgningstidspunktet opholder sig i Danmark, men hvor barnet eller den unge har særlig tilknytning til landet. Det samme vil gøre sig gældende ved behandling eller pleje m.v. til herboende børn og unge, der tager ophold i et andet land, hvortil de har særlig tilknytning.

Der er ikke tiltænkt indholdsmæssige ændringer som følge af de sproglige tilpasninger af den foreslåede § 4, som foreslås gennemført som følge af, at servicelovens bestemmelser målrettet børn og unge med særlige behov og deres familier foreslås flyttet til barnets lov.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.