Bekendtgørelse af barnets lov § 203

Det fremgår af § 181, stk. 1, i serviceloven, at staten efter reglerne i stk. 2 og 3 afholder udgifter til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, udlændingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, som konsekvens af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet til en person over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3, udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, udlændingelovens § 9 e, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Det fremgår af § 181, stk. 2, i serviceloven, at staten fuldt ud afholder udgifter til hjælp efter bl.a. § 11, stk. 3, §§ 41 og 42, § 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9, § 52 a, § 54, og § 76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2, i de første 3 år efter datoen for opholdstilladelsen.

Det fremgår af § 181, stk. 3, i serviceloven, at uanset bestemmelserne i stk. 2 afholder staten en kommunes udgifter til udlændinge, som inden 24 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv, og 2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

Det foreslås med stk. 1, at staten efter reglerne i forslagets § 203, stk. 2 og 3, afholder en kommunes udgifter til hjælp til udenlandsk børn eller unge, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, udlændingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, når den i Danmark fastboende person er meddelt opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, , udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og den herboende person er barnets eller den unges forælder, ægtefælle eller faste samlever og omfattet af nr. 2 og 3, udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylansøgende udlænding, eller udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 181, stk. 1, i serviceloven, dog kun for så vidt angår bestemmelserne, der er relevant for børn og unge.

Med den foreslåede bestemmelse vil staten skulle afholde de i den foreslåede stk. 2 nævnte udgifter til hjælp og støtte til de udenlandske børn og unge, der har fået opholdstilladelse efter de opregnede bestemmelser i bestemmelsens nr. 1-9, samt alle udgifter efter denne lov til de udenlandske børn og unge, der har fået opholdstilladelse efter bestemmelserne opregnet i bestemmelsens nr. 1-9, og som samtidigt opfylder kravene i de foreslåede bestemmelser i stk. 3, nr. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 indebærer, at staten vil skulle afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (konventionsflygtninge og udlændinge med beskyttelsesstatus) eller § 8 (kvoteflygtninge).

Det betyder, at det i overensstemmelse med forarbejderne til bistandslovens § 134, stk. 3, der blev afløst af servicelovens § 181, stk. 1, nr. 1, vil blive sikret, at reglen om fuld statsrefusion kommer til at gælde for alle grupper af flygtninge, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 1135-1136.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 indebærer, at staten vil skulle afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, hvorefter der kan meddeles opholdstilladelse til udlændinge, der uden for de i udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde, befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme en ansøgning.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 3 indebærer, at staten vil skulle afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, hvis opholdsstatus ændrestil opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 fra til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b.

Med det foreslåede nr. 4 vil staten skulle afholde udgifterne til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, når den i Danmark fastboende person er meddelt opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3.

Ifølge bemærkningerne til lov nr. 348 af 14. maj 1992 om ændring af lov om social bistand og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner (Finansiering af udgifter efter bistandsloven til flygtninge, tilskud til kommunerne vedrørende sociale udgifter til flygtninge), havde udlændinge med humanitær opholdstilladelse ikke krav på familiesammenføring i den første fase, hvor de i princippet ikke blev betragtet som fastboende. Deres opholdstilladelse var midlertidig, men sædvanligvis gøres den varig efter 2 år ved en ny opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, der svarer til den nugældende § 9 c, stk. 1, hvorefter de almindelige familiesammenføringsregler fandt anvendelse.

Det skete i en række tilfælde, at der blev givet opholdstilladelse til familiemedlemmer, selv om den herboende endnu ikke har opnået opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Men hverken disse eller de familiesammenføringer, der gennemførtes derefter, var omfattet af flygtningerefusionen.

Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at familiesammenføringer til udlændinge med opholdstilladelse af humanitære eller andre særlige grunde vil blive omfattet af bestemmelsen.

Med det foreslåede nr. 5 vil staten skulle afholde udgifterne til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og den herboende person er barnets eller den unges forælder, ægtefælle eller faste samlever og er omfattet af nr. 2 og 3.

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan der gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.

I forhold til det foreslåede nr. 5 kan man som udgangspunkt ikke få en tilladelse efter § 9 c, stk. 1, som mindreårig ægtefælle/fast samlever. Det kan dog ikke udelukkes, at man i visse situationer vil anerkende, at der kan være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, selvom der er tale om en ung under 18 år.

Med det foreslåede nr. 6 vil staten skulle afholde udgifterne til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, når tilladelsen er meddelt en mindreårig udlænding, der har indgivet ansøgning efter udlændingelovens § 7 (asyl).

Ifølge forarbejderne, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2155-2156, opnår en del af børnene, der ankommer til landet uden forældre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. En lille gruppe, overvejende de yngste, får ikke flygtningestatus, men opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, der svarer til den nugældende § 9 c, stk. 1, i udlændingeloven. Det skyldes, at barnet som følge af sin alder ikke antages at være udsat for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet etc.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at staten vil skulle afholde udgifterne til udenlandske børn og unge, der ikke opnår flygtningestatus.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 7 vil indebære, at staten vil skulle afholde udgifterne til udenlandske børn eller unge, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af en tilknytning til en mindreårigudlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c.

Med det foreslåede nr. 8 vil staten skulle afholde udgifterne til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.

Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at et udenlandsk barn eller ung, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., omfattes af persongruppen i bestemmelsen.

Med det foreslåede nr. 9 vil staten skulle afholde udgifterne til et udenlandsk barn eller ung, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at et udenlandsk barn eller ung, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine omfattes af persongruppen i bestemmelsen.

Det vil alene være udgifter til de udlændinge, der er nævnt i bestemmelsen, som kommunen vil kunne anmode om refusion for efter de foreslåede § 203, stk. 2 og 3. Bestemmelsen vil dermed ikke omfatte udlændinge, som har opholdstilladelse efter fællesskabsretlige regler om arbejdskraftens fri bevægelighed, eller udlændinge, som har fået opholdstilladelse efter andre bestemmelser end dem, som er nævnt i stk. 1.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at staten fuldt ud afholder en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung efter § 30, § 32, stk. 1, §§ 36, 75-78, 86 og 87, og § 114, stk. 1 og stk. 2, nr. 2, efter denne lov i de første tre år, regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 181, stk. 2, i serviceloven, dog således at det kun er bestemmelserne, der er relevant for børn og unge, der er medtaget i bestemmelsen.

Staten vil skulle afholde visse nærmere angivne udgifter til udlændinge, som har fået opholdstilladelse efter forslagets § 203, stk. 1, i de første tre år regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen.

Det vil fremgå af bestemmelsen, hvilke udgifter der kan refunderes inden for den treårige periode.

Som hovedregel vil ikke alle udgifter efter barnets lov til udlændinge være omfattet af statsrefusion.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil staten skulle afholde udgifter til hjælp efter lovforslagets § 30, § 32, stk. 1, §§ 36, 75-78, 86 og 87, og § 114, stk. 1 og stk. 2, nr. 2, Det bemærkes, at kommunens udgifter efter §§ 75-78, 86 og 87, som ydes til forældre som følger af barnets eller den unges behov for støtte, herunder på grund af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, i lighed med gældende ret hermed vil være omfattet af adgangen til refusion i de første tre år fra meddelelsen af opholdstilladelsen.

Det vil dreje sig om udgifter til den forebyggende indsats, merudgiftsydelse, dækning af tabt arbejdsfortjeneste og udgifter til særlige indsatser for børn eller unge efter den foreslåede § 32.

Udgifter til anbringelse af et barn uden for hjemmet på en børne- og ungehjem eller i en plejefamilie, vil ikke kunne anmeldes til statsrefusion, medmindre anbringelsen eller døgnopholdet er omfattet af reglen i den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 1 eller 2.

Udgifter til en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson til unge i alderen fra 18 til 22 år efter de nævnte bestemmelser i det foreslåede § 114, stk. 2, vil også kunne anmeldes til statsrefusion.

Når de tre år er gået, betragtedes de som ligestillede med danske statsborgere, og eventuel hjælp til dem i tiden derefter ydes og refunderes som for danske statsborgere efter reglerne i de foreslåede bestemmelser i §§ 198 og 199.

Det foreslås med stk. 3, at uanset bestemmelserne nævnt i forslagets § 203, stk. 2, afholder staten en kommunes udgifter til hjælp til følgende: 1) Et udenlandsk barn eller udenlandsk ung, som inden 24 måneder regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv, og 2) et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung under 18 år, når opholdstilladelsen er meddelt en mindreårig, dog kun indtil barnet eller den unges forældre får lovligt ophold her i landet.

De foreslåede bestemmelser er således en videreførelse uden ændringer af § 181, stk. 3, nr. 1 og 2, i serviceloven, med enkelte sproglige tydeliggørelser og afgrænset til målgrupperne for barnets lov.

Med det foreslåede nr. 1 vil staten uanset stk. 2 skulle afholde en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, som inden 24 måneder regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv.

I overensstemmelse med de gældender regler i servicelovens § 181, stk. 3, vil det eksempelvis omfatte børn og unge som ved ankomsten til landet eller kort tid herefter på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse må anbringes på et anbringelsessted.

Udgifterne til disse personer dækkes, indtil de i en periode på 2 sammenhængende år har klaret sig selv. Det indebærer, at såfremt en kommune modtager refusion efter den foreslåede bestemmelse i barnets lov, og får den unge efter døgnopholdet på et anbringelsessted ophold på f.eks. et botilbud eller andet døgnophold for voksne efter serviceloven, vil adgangen til refusion fortsat gælde. Når den unge, der er omfattet af den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 1, senere får ophold på et sådant botilbud eller andet døgnophold for voksne, vil refusionen herefter skulle ydes med hjemmel i servicelovens § 181, stk. 3, nr. 1, såfremt den unge ikke i en periode på to sammenhængende år har klaret sig selv.

Med det foreslåede nr. 2 vil staten uanset stk. 2 skulle afholde en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung under 18 år, når opholdstilladelsen er meddelt en mindreårig, dog kun indtil barnets eller den unges forældre får lovligt ophold her i landet.

Det vil i overensstemmelse med forarbejderne til bistandslovens § 134, stk. 4, der svarer til den nugældende § 181, stk. 3, i serviceloven, omfatte uledsagede børn og unge, som har søgt om asyl og opnået opholdstilladelse på den baggrund dog således at det tydeliggøres, at bestemmelsen også omfatter uledsagede børn og unge, som har opnået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som ikke har søgt asyl,, for hvem man, navnlig på grund af barnets eller den unges alder, kan forudse, at det ikke vil være i stand til at klare sig selv.

Hvis et uledsaget udenlandsk barn eller en udenlandsk ung eller et barn eller en ung med betydelig og varigt nedsat med funktionsevne opnår dansk statsborgskab, vil barnet eller den unge ikke længere være omfattet af reglerne om særlig refusion til udenlandske børn og unge efter den foreslåede § 203.

For så vidt angår det foreslåede stk. 3, nr. 1, vil det ikke være ethvert udenlandsk barn eller ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som medfører, at kommunerne vil kunne få refusion fra staten - det vil kun gælde, når barnet eller den unge bliver anbragt i døgnophold på et anbringelsessted efter den foreslåede § 43.

Det vil være en betingelse, at behovet for anbringelse vil skulle være til stede ved ankomsten til Danmark, eller at det viser sig kort tid herefter.

Med udtrykket »klaret sig selv« sigtes til, at pågældende er i stand til at forsørge sig selv uden at modtage hjælp til udgifter, der står i direkte forbindelse med det pågældende handicap. Det vil f.eks. betyde, at hvis den pågældende får egen bolig og anbringelsen eller døgnopholdet ophører anbringelsesstedet, og der vedvarende er behov for hjælpeforanstaltninger af hensyn til afhjælpning af den nedsatte funktionsevne, vil kommunen fortsat kunne få refusion efter denne regel. Hjælp til et enkelt formål eller en ganske kortvarig hjælp vil ikke anses for at afbryde to-års fristen. Modtagelse af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse eller dagpenge efter dagpengeloven vil heller ikke blive betragtet som hjælp fra det offentlige.

Når statens pligt til at dække kommunernes udgifter ophører, vil barnet eller den unge blive omfattet af de almindelige bestemmelser, dvs. at kommunen inden for tre-års perioden vil kunne få hel eller delvis dækning fra staten for udgifter efter den foreslåede stk. 1.

Perioden, som kommunerne har til at afdække den enkeltes behov i forhold til anbringelse i døgnophold efter den foreslåede § 203, nr. 1, vil blive fastsat til 24 måneder, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til lov nr. 1543 af 13. december 2016 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge (Fremtidsfuldmagter på det sociale område m.v.).

Det vil i overensstemmelse med forarbejderne give kommunerne tid til at afdække den enkeltes konkrete behov og dermed medvirke til at forebygge, at kommunerne alene for at sikre retten til refusion anbringer barnet eller den unge i stedet for at afprøve mindre indgribende og billigere indsatser, hvis de efter en konkret vurdering vil være egnede i forhold til barnets eller den unges behov for hjælp og støtte. Udgifter f.eks. til hjælpemidler, boligindretning til børn og unge, der træffes afgørelse om efter § 90, jf. §§ 112, 114 eller 116 i serviceloven, vil således også være omfattet af de udgifter, hvortil der kan ydes refusion efter bestemmelsen.

Kommunen vil kunne anmelde de samlede udgifter til ydelser og tilbud efter barnets lov til statsrefusion. Refusionen vil i disse tilfælde ikke være begrænset til de ydelser og tilbud, der er nævnt i den foreslåede § 203, stk. 2.

Der vil således gælde to undtagelser efter det foreslåede stk. 3, til denne bestemmelse.

Hvis et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung inden for 24 måneder efter opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, vil kommunen kunne få dækket alle udgifter efter barnets lov. Som udgangspunkt vil der ikke blive fastsat en tidsmæssig begrænsning for kommunens ret til refusion efter den foreslåede stk. 3, men hvis den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv, vil retten til refusion bortfalde efter den foreslåede § 203, stk. 3, nr. 1.

Staten vil også skulle betale alle udgifter for mindreårige uledsagede børn og unge, som efter ansøgning om asyl eller efter stk. 1, nr. 8 eller 9, får meddelt opholdstilladelse, indtil barnet fylder 18 år. Kommunens ret til refusion vil bortfalde, hvis barnets eller den unges forældre får lovligt ophold her i landet. Det skyldes, at barnet ikke længere betragtes som uledsaget.

Staten vil skulle dække kommunernes udgifter til uledsagede udenlandske børn og unge, hvorved forstås mindreårige der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller børn og unge omfattet af særlovgivning omfattet af stk. 1, nr. 8 eller 9. Når man er uledsaget, er man indrejst uden ledsagelse af sine forældre eller andre myndige personer, som kan anses for at være trådt i forældrenes sted, herunder familiemedlemmer.

Hvis en mindreårig indrejser uden sine forældre, men sammen med en eller flere voksne personer, som reelt er trådt i forældrenes sted, idet den eller de pågældende har påtaget sig ansvaret for den mindreårige, vil den mindreårige ikke blive anset for uledsaget. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor et forældrepar indrejser sammen med sine egne børn samt en nevø eller niece.

Det er Udlændingestyrelsen, der i første instans vil beslutte, om en mindreårig skal anses for uledsaget. Denne beslutning vil blive truffet på grundlag af en konkret vurdering af den pågældendes personlige forhold, herunder navnlig tilknytningen til den eventuelle ledsager.

Det foreslåede stk. 3, nr. 2, vil give kommunen adgang til at anmelde alle udgifter efter serviceloven til refusion. Retten til refusion er således ikke begrænset til de ydelser, der er nævnt i stk. 2.

Refusionen vil ophøre, når den uledsagede mindreårige fylder 18 år.

Retten til refusion vil også ophøre, hvis forældrene får lovligt ophold i landet. Hvis barnets forældre får lovligt ophold i landet, er barnet ikke længere uledsaget. Kommunen kan dog opnå refusion efter den foreslåede § 203, stk. 2, indtil udløbet af perioden på tre år efter datoen for barnets opholdstilladelse.

Formålet med § 203 er således, at staten også efter barnets lov skal afholde udgifterne til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter nærmere bestemte bestemmelser i udlændingeloven Der er i den forbindelse behov for at fastsætte, hvilke udgifter staten afholder fuldt ud, samt i hvilke tilfælde staten afholder udgifterne, uanset hvilke udgifter der er tale om. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, idet der dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden og for at tydeliggøre børn og unge som målgruppe.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.